et dødsfald men ingen følelser

Du får lige en kram med på vejen herfra

Jeg mistede min farmor for 3½ år siden (14 dage inden min datters fødsel), og det betød ikke videre for mig, for hun har aldrig gjort det mindste for at kende mine brødre eller mig. Hun efterlod min far som 2 årig ved hans alkoholiserede far, hvor efter hun startede en ny lille familie op med ny mand og adopteret søn.

Min far har bestemt ikke givet os en god/tryg barndom, og jeg har brugt mange år på at være vred på ham, mange år på at lide og mange år på at forsøge at blive en bedre forældre end det jeg har lært. Men i dag, hvor min far er ved at dø, har jeg taget skridtet for at komme tættere på ham, og vi taler nu dagligt sammen. Han skal ikke dø med dårlig samvittighed overfor mig. Men jeg  tog skridtet for min egen skyld, for vil ikke bære rundt på det skidt mere. Jeg er sikker på at min far gjorde det bedste han kunne.

Hej alle!

Tak for jeres svar, jeg har siddet med søskende og mor i røret hele aftenen igår (jeg så ikke engang afslutningen på wives ), så jeg har ikke fået svaret herinde - jeg måtte til sidst sige til min mor (der havde vi snakket sammen i to timer fordelt over hele eftermiddagen), at hun snart havde opbrugt sin telefonkvote for resten af året

til jer der fortæller, at I alligevel har fået et nogenlunde forhold til jeres far: jeg er glad på jeres vegne, men det kommer aldrig til at ske her. mit inderste ønske er, at min far dør plaget af skyldfølelse uden at få lov at se nogen af os igen. historien om min far er lang og grum, og de der kender den, ved også, at han aldrig vil få og aldrig skal have en chance for at komme ind i mit liv igen.

med hensyn til min farfars død, så er det tydeligt at vi alle fire er berørt af den men i forhold til, at vi allesammen nu sidder med en følelse af, at der er noget der blev frataget os og døden gør det uigenkaldeligt slut. ikke at hullet nogensinde ville kunne lappes, og vi prøvede allesammen som teenagere og unge voksne at opretholde forholdet til min farfar (min farmor døde kort efter mine forældres skilsmisse, og hvis hun havde levet videre, havde tingene set helt anderledes ud i forhold til at have kontakt med vores fars familie - også udenom min far), men når man aldrig nogensinde oplever, at den anden part - den voksne part - også gør en indsats, så mister man til sidst gejsten og så er det at tingene løber ud. min sidste søster havde fældet en tåre og ville gerne på kirkegården til jul og lægge en blomst. hvilket jeg ikke har noget behov for. jeg tror det der berør mine søskende meget, også er tanken om, at næste gang vi modtager et opkald fra den familie er når min far er død. altså - hvis de ringer. og det får dem alle 3 til at tænke på, at vi ikke har en far der er noget værd og hvor ondt det egentlig gør på mange områder. de har aldrig rigtig haft bearbejdet hverken vores barndom eller sorgen over at blive groft svigtet, som jeg har, så det kan tydeligt mærkes nu.

nåh, det blev langt! jeg ville også bare understrege, at historierne om, at man alligevel godt kan få et forhold til sin far ikke hjælper i min situation, for jeg ville have mistet forstanden fuldkommen hvis jeg noensinde tillod ham at deltage i mit liv igen.

Tjuhl skriver:

Hej alle!

Tak for jeres svar, jeg har siddet med søskende og mor i røret hele aftenen igår (jeg så ikke engang afslutningen på wives ), så jeg har ikke fået svaret herinde - jeg måtte til sidst sige til min mor (der havde vi snakket sammen i to timer fordelt over hele eftermiddagen), at hun snart havde opbrugt sin telefonkvote for resten af året

til jer der fortæller, at I alligevel har fået et nogenlunde forhold til jeres far: jeg er glad på jeres vegne, men det kommer aldrig til at ske her. mit inderste ønske er, at min far dør plaget af skyldfølelse uden at få lov at se nogen af os igen. historien om min far er lang og grum, og de der kender den, ved også, at han aldrig vil få og aldrig skal have en chance for at komme ind i mit liv igen.

med hensyn til min farfars død, så er det tydeligt at vi alle fire er berørt af den men i forhold til, at vi allesammen nu sidder med en følelse af, at der er noget der blev frataget os og døden gør det uigenkaldeligt slut. ikke at hullet nogensinde ville kunne lappes, og vi prøvede allesammen som teenagere og unge voksne at opretholde forholdet til min farfar (min farmor døde kort efter mine forældres skilsmisse, og hvis hun havde levet videre, havde tingene set helt anderledes ud i forhold til at have kontakt med vores fars familie - også udenom min far), men når man aldrig nogensinde oplever, at den anden part - den voksne part - også gør en indsats, så mister man til sidst gejsten og så er det at tingene løber ud. min sidste søster havde fældet en tåre og ville gerne på kirkegården til jul og lægge en blomst. hvilket jeg ikke har noget behov for. jeg tror det der berør mine søskende meget, også er tanken om, at næste gang vi modtager et opkald fra den familie er når min far er død. altså - hvis de ringer. og det får dem alle 3 til at tænke på, at vi ikke har en far der er noget værd og hvor ondt det egentlig gør på mange områder. de har aldrig rigtig haft bearbejdet hverken vores barndom eller sorgen over at blive groft svigtet, som jeg har, så det kan tydeligt mærkes nu.

nåh, det blev langt! jeg ville også bare understrege, at historierne om, at man alligevel godt kan få et forhold til sin far ikke hjælper i min situation, for jeg ville have mistet forstanden fuldkommen hvis jeg noensinde tillod ham at deltage i mit liv igen.

Jeg sidder og bliver helt trist over, at der findes sådanne fædre derude. Det får mig til endnu mere at værdsætte og elske min dejlige far!

Puha, det må have været hårdt at gennemleve det svigt som stort barn, og nu igen få rippet op i det.

Jeg synes du er stærk! Og sender en masse varme tanker og kram din vej!

 Dorte

stort knus til dig søde..... min far en fantastisk, men det kan man ikke sige at min farfar var!!! det eneste gode han nogensinde gjorde var at ringe efter en ambulance, den dag min morfar døde af hjertestop!!