Jeg havde faktisk overvejet at min mand ikke skulle med til mine fødsler.
Han var med til den 1. fødsel og jeg var så ked af at han havde set mig i så ydmygende en situation som jeg dengang syntes det var. Havde egentlig besluttet at han ikke skulle være med, hvilket han selv accepterede, men hele familien inklusiv min egen mor blev virkelig vred på mig og jeg ombestemte mig i sidste øjeblik pga. presset.
Jeg fortrød bestemt at han var med. Måtte under mine veer høre på hvor ondt han havde i nakken fordi han nok havde sovet dårligt! 
Da jeg blev gravid med nr. 2 ville jeg selv bestemme (og var ligeglad med hvad andre mente om det!)
MEN da jeg så skulle føde måtte han tage imod sin søn på badeværelsesgulvet og jeg ville bestemt ikke have undværet ham, selvom han nu har set mere af mig end jeg egentlig bryder mig om. Han skulle jo vudere hvor meget jeg havde blødt under fødslen osv.
I dag undrer det mig at jeg tænkte som jeg gjorde og ikke ville have ham med, men man har vel lov til at ændre mening.
Og ja, jeg ved godt jeg er underlig, men dem skal der jo også være nogle af.
Anmeld