Er jeg en misundelig veninde eller ????

MoarHvidovre skriver:

Vi har også haft et vennepar i mange mange år og vi havde det også rigtig godt sammen - holdt altid nytårsaften sammen, har været på weekender/ferier. Vores børn trives godt sammen. 

De er også blevet skilt. Min veninde er også begyndt, at date. Det eneste hun taler om er hendes dates og jeg kan slet ikke rumme det i længden. Hun glemmer, at spørge ind til mig. 

Hun har netop lige aflyst en aftale og jeg sagde direkte til hende, at jeg var skuffet og at jeg følte hun glemte os lidt (da jeg vidste hun havde tid til, at date) og hun havde først tid til, at ses igen om 5 uger. Hun har taget det til sig og nu kunne hun lige pludselig godt ses om 3 uger i steder for.

Så jeg ved godt, hvordan at du har det. Jeg tror, at det er en "fase" de skal igennem, men samtidig må man gerne sige det, at man faktisk også skal huske de grundsten der er omkring dem

Et eller andet sted gør det mig glad for at det jeg oplever er noget nogle kan relatere til. Det føles helt som om det kun var mig der har oplevet dette så tusind tak for dit svar

Der må jeg sige min veninde er super god. Vi ses hvertfald hver 3. Uge og hun finder altid tid til os. 
men ja - det er bare anderledes lige pludselig. Føler også vi sørger over at “miste” et vennepar. Specielt min mand. De var jo bedste venner og havde kendt hinanden i mange år inden manden fik et misbrug og se blev skilt. Såååå ja … der sidder nok også lidt der det så hårdt engang i mellem. 

Du må jo tage noget ansvar også og selv komme på banen, hvis du føler det hele handler om hende ☺️

fortæl om dig, dit liv, dine historier osv.. et venskab handler jo om at give og modtage. 

i er nok også forskellige steder nu. Men behøves det at være en hindring? Min bedste veninde er gravid med sit andet barn og skal flytte på landet. Jeg er virkelig single, uden børn og dater hele tiden. Vi lever meget forskellige liv, men har en fælles forståelse for det, respekt og kærlighed alligevel. 
jeg lytter til hendes kedelige mor snak �� og hun lytter til mine mærkelige dating historier. vi viser begge interesse, spørger ind og hepper på hinanden. Også selvom vi er ret langt fra hinanden. 

jeg tænker det er hvad man gør det til måske er i bare ved at gå forskellige veje og venskabet er ikke stærkt nok? Det ved kun du. Men tænker det er en god ide at du begynder at komme på banen også hvis du føler dig lidt glemt. og ellers tal med hende  

jeg har nogle gange sagt til min veninde at jeg føler mig lidt glemt hvis hun længe kun ser sin egen familie og ikke mig. Det responderer hun fint på også taler vi om det og laver en aftale det synes jeg man skal kunne i et venskab. Tale om når tingene er svære. Det handler om man bliver mødt med respekt og forståelse  

Anonym skriver:

Jeg ved ikke helt hvor du læser mit liv kun går op i sutsko og graviditet ? Det er mine tanker �� ikke noget jeg siger højt. Kender du ikke det når en snakker meget at ens tanker pludselig forsvinder lidt ? 

og nej - jeg prøver egentlig også at dele noget om mit liv men jeg ved godt det er lidt for kedeligt seriøst. Hun har været i et forhold med en misbruger, blevet skilt , nu dater hun alle mulige. Det så vildt jeg kan ikke hamle op med det. Jeg tror ikke engang hun har spurgt ind til min graviditet vi snakker hvertfald ikke om det. Og jeg har ikke lyst til at bringe noget så kedeligt op efter en strøm af dating detaljer jeg kan bare mærke vi er virkelig langt fra hinanden. Inden jeg blev gravid var vi i London sammen. Bare os to. Det var fantastisk.  

så vi prøver at holde venskabet ved lige begge to. Jeg kan bare mærke min opmærksomhed har været hos hende SÅ længe at jeg er ved at være lidt træt ikke at få mulighed for at dele mit liv.

Hvorfor skal du “hamle op med det”? Det er en spøjs vending. Man kunne jo også sige, at mens du har både ægteskab og snart tre børn, så er hun slået hjem i Ludo og ude af stand til at “hamle op” med dig. Eller drømmer hun ikke om mand og børn engang i fremtiden? 
Jeg synes, det er fedt, at hun giver den gas nu efter en svær periode i sit liv. Tænk, hvis hun sad ensom og bitter og uden initiativ - så ville du for alvor have en udfordring. 

Jeg er med på, at du ikke synes, hun virker interesseret i dit liv. Men jeg tror ikke, at man kan forvente af barnløse singleveninder, at de kan sætte sig helt ind i, hvad der er at spørge til, når der ikke er problemer og kriser i deres “familieveninders” liv. Der må man selv guide dem - og hånden på hjertet: Du synes ikke selv, der sker så meget spændende i dit liv - hvordan skal hun så kunne finde noget at spørge til? 

Anonym skriver:

Et eller andet sted gør det mig glad for at det jeg oplever er noget nogle kan relatere til. Det føles helt som om det kun var mig der har oplevet dette så tusind tak for dit svar

Der må jeg sige min veninde er super god. Vi ses hvertfald hver 3. Uge og hun finder altid tid til os. 
men ja - det er bare anderledes lige pludselig. Føler også vi sørger over at “miste” et vennepar. Specielt min mand. De var jo bedste venner og havde kendt hinanden i mange år inden manden fik et misbrug og se blev skilt. Såååå ja … der sidder nok også lidt der det så hårdt engang i mellem. 

Selv tak <3 Selvom man er voksen kan man godt blive ked af, at man ikke bliver priortieret. Sådan havde jeg det. Jeg ville rigtig gerne lytte til hendes dates og problemer med ex-mand, men jeg ville bare rigtig gerne også følge, at jeg blev prioriteret især når jeg bare stod der hver gang, at hun havde brug for, at snakke. 

Det er en proces, at man lige pludselig ikke ses mere som par og når man har haft mange gode minder sammen. Min mand og jeg snakkede faktisk om i går, hvad vi gør nytårsaften. Vi har de sidste 16 år holdt sammen med dem og har en rigtig god tradition omkring det. Så det er helt sikkert et tab som man også skal have bearbejdet

Anonym skriver:

Jeg ved ikke helt hvor du læser mit liv kun går op i sutsko og graviditet ? Det er mine tanker �� ikke noget jeg siger højt. Kender du ikke det når en snakker meget at ens tanker pludselig forsvinder lidt ? 

og nej - jeg prøver egentlig også at dele noget om mit liv men jeg ved godt det er lidt for kedeligt seriøst. Hun har været i et forhold med en misbruger, blevet skilt , nu dater hun alle mulige. Det så vildt jeg kan ikke hamle op med det. Jeg tror ikke engang hun har spurgt ind til min graviditet vi snakker hvertfald ikke om det. Og jeg har ikke lyst til at bringe noget så kedeligt op efter en strøm af dating detaljer jeg kan bare mærke vi er virkelig langt fra hinanden. Inden jeg blev gravid var vi i London sammen. Bare os to. Det var fantastisk.  

så vi prøver at holde venskabet ved lige begge to. Jeg kan bare mærke min opmærksomhed har været hos hende SÅ længe at jeg er ved at være lidt træt ikke at få mulighed for at dele mit liv.

Det var ment som en joke med sutsko og graviditet

Jo mere du skrive des mere tænker jeg, at det mere handler om, at du

1) er bange for at dit liv er kedeligt (forhåbentlig bare for omverdenen og ikke for dig selv), og

2) gerne vil fortælle og høres på.

Det virker som om, at du efter at have “sagt det højt” her, er mere klar på at bryde ind og fortælle om dit liv. For selvfølgelig skal du det - du er jo interessant for din veninde og derfor også dine tanker, bekymringer og oplevelser.

Og som en anden lidt er inde på, ville de fleste nok gerne have undværet at leve hele den “spændende” historie med en narkoman-eksmand igennem.

Jeg er gift og venter nr 3 med min mand, vi lever i vores lille lykkelige familie boble! 
min bedste veninde, har også været i forhold, faktisk med min mands storebror og vi har brugt utrolig meget tid sammen og ja, meget lig det du beskriver. De gik også fra hinanden her for 2 år siden nu, og efter 1 år begyndte hun at date.. 

Jeg har siddet i TIMEVIS og hørt om hendes dates eller mænd hun skriver med.. så da hun endelig mødte en virkelig sød fyr (3 måneder har de set hinanden nu) og jeg fik mødt ham og vi var ude og spise, han er bare god! Så tænkte jeg “yes!” Men! Nu går snakken på usikkerheder omkring det nye forhold, jalousi, alle de ting der kommer i et nyt forhold hvor man er ved at finde hinanden og hinandens grænser og det er lige så trættende når hun kan sidde 3-4 timer og tale om noget der i mine øjne slet ikke er et problem… 

Jeg ved jeg ikke er misundelig, for gud hvor har jeg tænkt “godt det ikk er mig!”. Jeg elsker mit liv og ægteskab. Men jeg ligger troligt øre til alt hun siger og har brug for at vende for hun er min bedste veninde, og ved hun gør det samme for mig når jeg får en krise over hvad ble mærke jeg skal prøve istedet eller hvad det kan være  

det hører med især når man er tætte men to forskellige steder i sit liv. Selvom man kan tænke du godeste, så er man der alligevel fordi man holder af dem. Jeg synes det hjælper mig at “rydde” hovedet, simpelthen sætte mig og fokusere på hvad hun siger og kan jeg ikke det så siger jeg det. Fx “mit hoved er et helt andet sted lige nu, kan jeg ikke ringe senere når jeg har ro på så vil jeg rigtig gerne høre det?” Og det sætter hun pris på fremfor jeg sidder og siger mmmh, og ikke hører halvdelen.

Tullebadulle skriver:

Jeg er den der snakker meget selv… og jeg kan faktisk blive lidt led og ked af det. Hvis jeg har været ude at spise, og kun føler jeg har talt om mig selv. Men jeg gider heller ikke kun være den der skal spørge for at få noget at vide. Jeg kan bedst lide at folk deler selv…. Og bliver faktisk ked af at få at vide en måned senere at et eller andet er sket. Jeg elsker at blive involveret og at involvere andre. Det er også lidt hårdt at være den aktive i en samtale. Det er også svært at gætte sig til at nu bør jeg stille et spm om parforholdet eller moren eller hvad det nu er. Hvis jeg ikke ved st du overvejer en ny bil/sommerhus kan jeg ikke spørge ind til det..? Håber det giver mening.

”jamen du spurgte jo ikke” kan ingen bruge til noget

Sådan har jeg det også.. Føler ofte, at vi bare har talt om mig kun, når jeg ses med folk.. Men de deler bare aldrig rigtigt noget selv, og ja det er faktisk svært at finde på spørgsmål, når man ikke ved, hvad man skal spørge ind til 

Jeg synes at du, som en anden nævnte, skal prøve at tage teten mere og komme på banen med det DU gerne vil snakke om, sådan at det hele ikke kun kommer til at handle om hende. Hun har garanteret ikke opdaget det. Jeg har selv prøvet at en af mine veninder blev sur over at jeg fyldte for meget, men samtidig bød hun ikke selv ind med noget og svarede kortfattet på mine spørgsmål, så ja jeg snakkede videre da jeg først senere opdagede at hun var sur. Men jeg synes faktisk også det var en lidt fej måde at reagere på. Jeg synes godt man kan tage aktiv del selv og måske også lukke ned for dating snakken når det bliver for meget for dig. Jeg synes det lyder til at du har lyttet meget og jeg er sikker på at det betyder alverden for din veninde. Men du er nok også en af de nærmest personer i hendes hverdag. Når man ikke har en partner man kan snakke med derhjemme om stort og småt så bliver veninder dem man vender alt med 

Da jeg selv blev single oplevede jeg desværre at især min familie ikke ville tage del i den del af mit nye liv. Ikke engang mine søskende. Det var som om jeg ikke længere passede ind i deres algoritme og de var trætte af at høre om 'alle' mine dates. Derudover følte jeg mig virkelig ofte glemt. Der var ingen der tænkte på at invitere mig til de ting jeg plejede at gøre med min x men nu var alene om. Fx nytår. Jeg følte ofte at jeg måtte presse mig på for at de gad være sammen med mig. Ikke at det er tilfældet for dig/jer. Jeg prøver bare at sige at det kan være virkelig svært når man pludselig står som single og ikke længere føler at man passer ind i andres liv. Det hun har nu er dating og det er sikkert det hun binder sit liv lidt op på da hun har mistet det som ellers var grundstenen i hendes tilværelse

Håber ikke mit indlæg lyder som om jeg dømmer dig, det er kun fortalt ud fra egne erfaringer