Har lige mistet mit drommebarn!

Det er bare det værste... SÅ frygteligt. Mistede selv efter NF sidste år, fordi den var syg og har lige aborteret for et par måneder siden. 

Du må endelig skrive, hvis du har brug for at snakke. Ved hvordan det er at miste, når man er langt henne!!

Det blir nemmere med tiden, men ligenu skal du bare give plads til alle dine følelser.

KÆMPE KÆMPE knus til dig. Det er bare alt for uretfærdigt!

Kære skytte

Jeg har lige været igennem nøjagtig det samme som dig. Begyndte at pletbløde da jeg var 9+0, kom til "tryghedsscanning" hvor de fandt ud af at fosteret kun var nået til uge 5 før det var gået til grunde.

Dagen efter blev jeg indlagt til udskrabning - men virkelig en underlig følelse at vide man går rundt med et dødt foster - eller...det er det jo ikke engang i uge 5, men alligevel.

Jeg har så egentlig haft det ok med det - netop fordi det jo overgår så utrolig mange piger - men nok også fordi jeg i forvejen har min søn på 2 år - og fordi vi har haft nemt ved at blive gravide begge gange.

Vi vil også prøve igen snart (skal bare lige have et job igen) og så tror jeg reaktionen kommer - så vil jeg scannes tidligt for at se om alt er som det skal være - og have tjekket blodet for hcg-niveau hver uge....

Knus til dig - og held og lykke med at blive gravide igen!

Kære dig

Åh, hvor jeg føler med dig! Jeg har selv prøvet at pletbløde for nogle uger siden og blev supernervøs, men var hos lægen og alt var ok, sagde han. Jeg tør dog ikke tro på noget, før jeg har set min lille levende Reje til NF-scanning d. 13/11.

Men det der er sket for dig, er det vi vel alle frygter herinde på baby.dk - og de færreste af os har overhovedet nogen anelse af, hvordan det vil være, hvis det så sker; sorgen, skuffelsen, tomheden.

Jeg forstår dig SÅ godt og sender dig mange, mange, mange tanker og ønsker jer held og lykke med at komme igang igen.

Knus og tanker fra mig  

Rigtig ked af at høre.....

Har selv prøvet det, men det er nu flere år siden. Var meget ked af det i flere år, men også fordi jeg ikke blev gravid igen før 4 år efter. Men jeg var ung og den besked fik jeg fra næsten alle... Du er så ung så du kan sagtens nå at få børn - sagde de. Men jeg ville jo ikke have børn engang, jeg havde jo lige været gravid, glædet mig og haft tusindevis af tanker om det barn... Det var meget meget hårdt... Jeg lånte bøger om det på biblioteket og der fandt jeg en bog, hvor en kvinde fortalte om sin oplevelse ved at abortere - hvilket hjalp en del. Der kunne jeg jo læse om de følelser jeg selv havde og som overfor andre mennesker i min hverdag ikke rigtigt blev forstået eller accepteret. Jeg var 12 uger henne da det skete og for dem omkring mig, var det jo ingen ting. det sker for så mange og bla bla...

Så jeg håber du giver dig selv lov til at være ked, så længe du har brug for det og tal med andre (forstående mennesker)om det....

De varmeste tanker herfra, med ønsket om at din sorg igen snart vil blive til lykke!

guggle skriver:

Så jeg håber du giver dig selv lov til at være ked, så længe du har brug for det og tal med andre (forstående mennesker)om det....

Det er helt sikkert et rigtig godt råd!

Selvfølgelig er du ked af det - og skal have lov til at være det - det er et vigtigt led i processen for at komme videre. Ligeså er det vigtigt at snakke om det - eller, det har det ihvert fald været for mig. Alle, der vidste jeg var gravid har fået hele historien, så jeg har fået snakket rigtig meget om hele forløbet. Og stort set alle har enten prøvet det selv, eller kender en der har prøvet det.

For det sker for mange. Hver 4. graviditet går til grunde! Men ofte opdages det ikke fordi kroppen selv udstøder det og man måske blot oplever en kraftig let forsinket mens.

Glæd dig over, at din krop gerne vil være gravid - den ville jo holde på noget, der ikke var der. Det ville være meget værre hvis din krop ikke ville holde på et raskt forster!

Det du beskriver lyder desværer alt for bekendt I 2007 mistede jeg også et lille barn da jeg var i 8 uge. Jeg var sønderknust og var sikker på at det var et tegn på at vi ikke kunne få børn. Jeg snakkede med forskellige læger da jeg var indlagt (da de mente jeg havde været gravid udenfor livmoderen) og de sagde alle at vi skulle vente med at prøve på at få en til før jeg igen havde fået min mens igen. Til sidst spurgte jeg en læge hvorfor jeg skulle vente og hun sagde at chancen for at jeg blev gravid med det samme var så lille at det var bedst for mig at få slappet lidt af og ikke begynde at stresse omkring at blive gravid igen, da jeg skulle indstille mig på at der ville gå et stykke tide denne gang.

Min kæreste og jeg snakkede om det og blev enige om at vi hellere ville blive skuffet end ikke og prøve, og det viste sig også at være en rigtig god ide. Jeg blev nemmelig gravid med det samme og idag er jeg mor til en dejlig dreng på 15 måneder. Jeg har på intet tidspunkt følt at jeg erstattede det andet barn med mit nuværende.

Jeg håber for jer at der ikke går så længe før du bliver gravid igen og at det så vil lykkes at gå hele vejen denne gang.

Knus Katja

Jeg vil sige tak til jer alle for at have taget jer tid til at lase min historie og lyttet til mig. I er nogen rigtig dejlige mennesker!!

Nu har vi ogsaa meddelt den daarlige nyhed til vores familier... i samme anledning snakkede jeg med min dejlige mormor - som fortalte om min mor (Som jeg desvarre mistede i en alder af 6 aar) -men min mormor fortalte at det samme var sket for min mor, at hun ogsaa mistede et barn, inden hun fik min storebror og mig... Maaske er det et tegn? - ved selvfolgelig godt at det ikke er noget der er arveligt. Men efterhaanden som aarene gaar, sker der bare mange ting for mig som ogsaa skete for min mor...

Men ved i hvornaar man kan prove igen? Vi skal selvfolgelig lige ovenpaa igen. men det ville vare rart at vide hvornaar det er ok at prove igen..

Vi blev anbefalet at vente til jeg havde haft en "rigtig" mens. Udskrabningen regnes for en mens, derfor har jeg sikkert ægløsning omkring snart.

Men for at det blev nemmere at regne termin, så ville de anbefale at kroppen bliver nulstillet og selv udløser en mens, så man har den at regne fra.

Var jeg ikke blevet fyret fra jobbet i sidste uge, havde vi helt sikkert prøvet om en måned. Men nu venter vi lige.

Skytten0111 skriver:

Hej alle..

Jeg har lige brug for lige at dele min historie med jer, maaske er der andre der har oplevet det samme for nyelig som har lyst til at snakke lidt om det..

Jeg ringede fredag aften til vagtlagen, fordi jeg desvarre var begyndt at blode lidt. den praktiserende lage jeg snakkede med, ville gerne have mig ind til undersogelse. Men da min forlovede og mig saa kom derind ville den lage som var paa vagt ikke undersoge mig.

Saa tog vi hjem igen. Men da jeg saa vaagnede lordagmorgen og saa at der var lidt blod igen, ringede jeg straks til skejbysygehus, som uden tvivl sagde at jeg skulle komme ind med det samme for at blive skannet. det viste sig saa desvarre at vores lille drommebaby var gaaet til.

Jeg skulle ellers til NF skanning paa fredag den 6.11..

Jeg foler at der er noget der bare mangler inden i mig. Jeg troede jo at jeg skulle ind og se den dejligste lille baby leve trygt inde i min mave, men det var der bare ikke...

Jeg er saa ked af det over det, men jeg har det ogsaa saadan at jeg vil forsoge igen snart. -ikke for at erstatte det barn jeg/vi har mistet, men fordi at det er vores onske at faa en lille en og lave vores egen lille familie..

Tak fordi i ville lytte til min historie.

Knus skytten

hej søde!!!

 

årh jeg føler med dig, jeg har også prøvet at miste lige før jeg skulle til scanning, jeg nåde også at komme til ca uge 11, og jeg kan hører mig selv i det du skriver om hvor hårdt det er osv, jeg begyndte også at blødde lidt og tog til vagtlægen en lørdag som ingenting ville gøre, men sagde jeg skulle kontakte min egen læge mandag, så det blev verdens længste weekend og var bare super bange og ked af det, og da jeg stadig blødte mandag kontaktede jeg egen læge som fik akut tid til mig på sygehuset og da de scannede mig var der sket det frygtlige, vores lille baby var død;-(

de næste døgn var et maridt på sygehus og skrabes og ud og ha taget blødprøver 5 mandage efter inden man fik lov at få det ldt på afstand, var virkelig langt nede, men efter en mdr tid blev vi enige om at forsøge igen og efter ca 3mdr stod jeg igen med en positiv test, og idag er jeg i uge 27 og det hele går super godt,men er stadig meget bange for at miste, men håber på at vi denne gang får vores lille baby, er scannet 3 gange og alle tre gane har alt set fint ud, så det er jo dejligt, så jeg kan ikke sige andet end op på hesten igen og forsøg stille og roligt uden at blive ked af det hvis ikke det lykkedes med det samme;-)

første gang tod det ca 1 år for os, og andengang som sagt 3mdr, så det skal nok lykkes det er jeg sikker på, håber dette kan hjælpe dig lidt;-)og husk på at grunden til at man mister er fordi barnet ikke har udviklet sig ordenligt og derved aldrig var blevet et rigtigr barn, så se fremad og glæd jer til at få en sund og rask baby i stedet;-)knus marie 

har ikke prøve det, er heller ikke gravid, men kan bare ikke forstille mig hvor svært det må være for jer.. Held og lykke med det hele