vil du være ærlig anonym

Jeg synes meget sjællendt at man hører om, at forældre synes livet med børnene er hårdt eller pis-hamrende-hårdt, og især alenemødrene og FX :

at barnet/børnene tager pusten fra en,

at forældre skælder ud,

at forældre råber,

at barnet/børnene råber

at forældre kommer til at snerre,

at forældre smækker en dør,

at barnet/børnene smækker en dør

at forældrene kæmper en kamp for at få barnet/børnene til at sove

at forældrene efter en kæmpe kamp med at få puttet barnet/børnene i sidste ende hævet stemmen “nej” , “godnat” mm

Jeg synes tit jeg læser og ser de positive opslag både her og på facebook.

jeg tænkte derfor på, om der var nogle der havde lyst til at komme med de “negative” historier. 

det er tilladt at være anonym. 

Jeg synes faktisk tit jeg læser om de negative historier - som jeg mener helt naturligt vil komme i hverdagen, fordi både børn og voksne bliver presset.

Herhjemme kan vi godt komme til st råbe af vires barn, og hun af os. Hun kan ligeledes få store raseri anfald hvor hun slår, skriger og sparker - og vi kun kan forsøge at trøste.

Jeg ser faktisk ofte stories/opslag på Instagram, om at de synes forældreskab er hårdt, og de føler de fejler.

Er selv alenemor med et barn med en diagnose, det der er hårdt her, det er ikke hverdagen med mit barn, det er alt det man skal igennem med daginstitution/ppr/læge/kommune m.m, det er nærmest et fuldtidsjob ved siden af, og det tager meget af min energi.

Anonym skriver:

Jeg synes meget sjællendt at man hører om, at forældre synes livet med børnene er hårdt eller pis-hamrende-hårdt, og især alenemødrene og FX :

at barnet/børnene tager pusten fra en,

at forældre skælder ud,

at forældre råber,

at barnet/børnene råber

at forældre kommer til at snerre,

at forældre smækker en dør,

at barnet/børnene smækker en dør

at forældrene kæmper en kamp for at få barnet/børnene til at sove

at forældrene efter en kæmpe kamp med at få puttet barnet/børnene i sidste ende hævet stemmen “nej” , “godnat” mm

 

Jeg synes tit jeg læser og ser de positive opslag både her og på facebook.

jeg tænkte derfor på, om der var nogle der havde lyst til at komme med de “negative” historier. 

det er tilladt at være anonym. 

Jeg er slet ikke bleg for at indrømme at jeg også kan hæve stemmen overfor min søn. Jeg råber aldrig. Men kan tale bestemt til ham når jeg får nok. 

indrømmer også gerne at jeg nyder vores 7/7 ordning og når vi når torsdag så glæder jeg mig til han skal til sin far fredag og jeg har en uges pause selcom jeg selvfølgelig savner ham 

Og kan ogsp indrømme at jeg på nogle dage giver ham lov st se telefon fra vi kommer hjem til han kommer i seng fordi jeg simpelthen ikke har noget overskud. 

Jeg taler åbent med både venner og kollegaer om hvor absurd frusterende det til tider er med 2 unger i huset. Og især når jeg er alene om at håndtere deres skænderier og hysteriske udbrud på en random sen onsdag eftermiddag det er ikke altid lige kønt.  intet tabu i det. 

heldigvis har både kollegaer og venner fuldstændig lignede beretninger fra deres børnefamilier. Så jeg føler mig bestemt ikke alene. 

Jeg kommer tit til at råbe af vores børn. Jeg har det svært med larm og lyde, især når jeg er træt, og hvis de bliver ved og ved med at larme på sådan en ‘laver en masse lyde bare fordi jeg ikke ved hvad jeg skal lave’ og ikke reagerer på at jeg siger stop - så får jeg nogle gange nok og råber STOP SÅ!

Jeg kan også godt skælde ud fx om morgenen, når vi har travlt, og de ikke hører efter og kommer ud og får sko på fx.

Jeg synes det er rigtig træls, når det sker - men jeg siger altid undskyld fordi jeg råber. Jeg bliver bare fyldt op nogle gange. 

Jeg har også en datter, som minder meget om mig selv, og jeg vi kan virkelig gå hinanden på nerverne. Så kan vi nogle gange nærmest skændes - på trods af, at jeg er den voksne og hun er fem år gammel. Det er heller ikke noget, jeg ligefrem er stolt over 

Men altså - det meste af tiden er der nogenlunde stemning herhjemme. Bare svært når alle er trætte 

Jeg kan hakke alle de ting af, som du skriver.. Og vi er endda to forældre i samme hus!! Men ungerne tager ofte pusten fra os.. Vores datter på snart 5 år har altid været "bestemt" som både PPR, læge, pædagoger og sundhedsplejerske så pænt har sagt .. Så hende har vi med jævne mellemrum skænderier med.. 

Og vores søn på 2 år spiller bare døv, når vi snakker til ham .. Plus han også har et godt temperament.. Så de to kommer dagligt op at skændes MANGE gange på en dag.. Det er faktisk oftest dét samt putningen, som slår os begge ud.. Fordi vi flere gange i timen skal hen og skille de to ad..

Og fordi ingen af dem gider lægge sig til at sove, så vi skal konstant ind til ham den lille samt svare på spørgsmål fra den store..

Egentligt synes jeg, at forældre i vores generation er helt ekstremt “gode” til at italesætte hvor hårdt de hele tiden synes det er at have børn. Selv har jeg faktisk ofte gerne ville spejle mig i det modsatte - altså at nyde livet med børn, og synes at det er helt okay - med alt hvad det indebærer. Det bliver ofte fejl-fortolket som “nemt eller perfekt”, men sådan har jeg det slet ikke. Jeg oplever et helt almindeligt og i mine øjne realistisk familieliv, og det indeholder både en masse kærlighed og overskud, og lortedage, og lykke, og råben af mine børn… 

StortOgSmåt skriver:

Egentligt synes jeg, at forældre i vores generation er helt ekstremt “gode” til at italesætte hvor hårdt de hele tiden synes det er at have børn. Selv har jeg faktisk ofte gerne ville spejle mig i det modsatte - altså at nyde livet med børn, og synes at det er helt okay - med alt hvad det indebærer. Det bliver ofte fejl-fortolket som “nemt eller perfekt”, men sådan har jeg det slet ikke. Jeg oplever et helt almindeligt og i mine øjne realistisk familieliv, og det indeholder både en masse kærlighed og overskud, og lortedage, og lykke, og råben af mine børn… 

Jeg synes det er rigtig spændende, det her med, hvordan vi italesætter forældrerollen. Jeg synes du har ret i, at ‘det er hårdt at være forældre’-snakken fylder en del på de sociale medier og i debatten.

Men alligevel synes jeg ikke, det som TS nævner, fylder ret meget. Altså, at det faktisk er ret normalt at komme op i det røde felt, at de fleste - eller i hvert fald mange kommer til at råbe af deres børn, at man snerrer af sin partner på daglig basis, at man holder sig for ørerne sidst på dagen osv.

Og jeg tror måske, det er derfor, vi kommer til at føle forældrerollen som så hård. Fordi vi tror, det ikke må være sådan, så vi bebrejder os selv, at vi ikke formår at skabe den gode stemning, at vi overskrider grænserne og begår fejl gang på gang, at vi ikke orker børnene om eftermiddagen. Og så bliver det dobbelt hårdt, fordi vi både skal trækkes med vores fejl, men samtidig også med vores dårlige samvittighed.

Jeg synes, det der fylder i debatten mere er sådan: Det er svært med work-lifebalancen, det er svært at undvære søvn, det er svært at bevare gnisten i parforhold, det er svært at få tid til det hele, det er svært at have et barn med særlige behov, det er svært med samfundets høje krav - alt sammen noget der påvirker os udefra. Men at selve den lille kernefamilie faktisk i sig selv kan være lidt af en killer, og at vi alle er i den som hele mennesker med masser af vrede og skam, blandet med kærlighed og glæde - det synes jeg ikke, jeg støder på så tit (måske ser andre noget andet)

Så jeg kunne tænke mig at fokusset blev på det hele: Både på, hvor fantastisk dejligt det er at have børn, og hvor meget glæde og kærlighed de giver, og på hvor rædselsfuldt, udmattende og konfliktfyldt det også er. Ud med idealer og selvmedlidenhed og ind med ægte familier, hvor der er lidt af det hele.

For du har jo helt ret i, at det almindelige familieliv er begge dele - men jeg tror, at mange tænker, at den negative side med de hårde, svære følelser, er noget vi må fikse for at være en lykkelig familie, og når det ikke lykkes, så bliver det dobbelt hårdt. 

Jeg synes også at mange går og hyler over at de har fået børn og det er så hårdt og mange forældre lader lige ungerne blive lidt længere i institutionen, så de lige kan nå en løbetur eller andet selvrealisering, vi snakker tit om hvad det er der er hårdt. Vi har vaskemaskiner, tørretumbler , opvasker, Robotgræsslåmaskine, robotstøvsuger osv 

Tænk for mange år siden, tænker det handler om at alt skal se perfekt ud og være perfekt. Og det er det ikke hos nogen, men høje krav der skal opfyldes.

Kan selvfølgelig også vinge alle sammen af, minus de to sidste. Det tænker jeg næsten alle kan og skal