Hvad er mit ansvar overfor min far?

Hanspige skriver:

Lyder som et rædselsfuldt sted din far er. Jeg håber du har indrettet det. 

Jeg ville underligt ønske, at der var tale om et enkelt rædselsfuldt sted.

Så kunne jeg jo flytte ham, klage, osv. Men der er tale om et sted som egentlig er ganske velkendt og lever op til kommunens (beklageligt lave) servicestandarder på området.

Personalet knokler, men de er for få og mange er for ukvalificerede og uden nødvendig faglighed. Ledelsen ved det, visitationen ved det, styrelsen på området ved det.. men det er sådan man politisk har valgt at drive plejehjem, gennem mange års nedskæringer og underprioritering.

Mange pårørende ser det ikke, når de kommer forbi til en kop kaffe hver 14. dag… men når man har sin daglige gang et sådant sted, står det smerteligt tydeligt, desværre

StortOgSmåt skriver:

Jeg ville underligt ønske, at der var tale om et enkelt rædselsfuldt sted.

Så kunne jeg jo flytte ham, klage, osv. Men der er tale om et sted som egentlig er ganske velkendt og lever op til kommunens (beklageligt lave) servicestandarder på området.

Personalet knokler, men de er for få og mange er for ukvalificerede og uden nødvendig faglighed. Ledelsen ved det, visitationen ved det, styrelsen på området ved det.. men det er sådan man politisk har valgt at drive plejehjem, gennem mange års nedskæringer og underprioritering.

Mange pårørende ser det ikke, når de kommer forbi til en kop kaffe hver 14. dag… men når man har sin daglige gang et sådant sted, står det smerteligt tydeligt, desværre

Har arbejdet i ældre plejen +10 år.

At din far ikke får medicin medmindre du kommer og ikke kommer ud af lejligheden vidner på alle måder om et rigtig dårligt sted. 

Jeg kan fuldstændig ærlig sige at jeg ikke har været et eneste sted hvor medicin ikke er en priotering. 

Jeg arbejder i vikar bureau, jeg har været over 100 forskellige steder og ingen af de steder har jeg oplevet hvad du beskriver. 

Så klag for søren! 

Hanspige skriver:

Har arbejdet i ældre plejen +10 år.

At din far ikke får medicin medmindre du kommer og ikke kommer ud af lejligheden vidner på alle måder om et rigtig dårligt sted. 

Jeg kan fuldstændig ærlig sige at jeg ikke har været et eneste sted hvor medicin ikke er en priotering. 

Jeg arbejder i vikar bureau, jeg har været over 100 forskellige steder og ingen af de steder har jeg oplevet hvad du beskriver. 

Så klag for søren! 

Klager har jeg/vi såmænd indgivet mange af - jeg kender både system og rettigheder på området ganske godt, og kan være temmelig insisterende. Derfor har jeg fx løbende statusmøder med ledelsen på stedet og har sørget for bevilling af en udefrakommende konsulent, som skal hjælpe personale og ledelse. Det kan være svært at acceptere, at tilstanden er så ringe, men det er den desværre. Man tror at det er løgn. 

Naturligvis vil ethvert plejecenter oplyse, at medicin er en prioritering og ikke en pårørendeopgave. Alt andet ville stride mod reglerne. Sådan er det også her. Men fordi jeg er så tæt på, som jeg er, ser jeg hvor ofte der fejlmedicineres / sker andre fejl (indberettes ikke engang nødvendigvis som UTH) - og fordi jeg ikke vil acceptere den risiko, har jeg taget opgaven på mig. Den beslutning tog jeg, da min far for 3. gang ikke havde får sin hjertemedicin rettidigt.

Det samme gælder “at komme ud”. Han kommer selvfølgelig “ud” til fx frokost/aftensmad og måske et ugentligt spil banko. Men det er ikke en standard, jeg vil lade ham leve/lide under. Hans behov for samværd og aktivitet er ikke anderledes end vores andres. Sidste sommer var han mellem juni og august kun udendørs i det gode vejr, når vi som pårørende sørgede for det. Det bliver han/man (vi alle) jo deprimeret og konfus af. Man taber funktionsniveau. Livskvalitet. Derfor sørger jeg for aktiviteter, træning, medicin, solskin og gåture og ordentlig mad, når det er mig muligt. 

Klager har jeg/vi såmænd indgivet mange af - jeg kender både system og rettigheder på området ganske godt, og kan være temmelig insisterende. Derfor har jeg fx løbende statusmøder med ledelsen på stedet og har sørget for bevilling af en udefrakommende konsulent, som skal hjælpe personale og ledelse. Det kan være svært at acceptere, at tilstanden er så ringe, men det er den desværre. Man tror at det er løgn. 

Naturligvis vil ethvert plejecenter oplyse, at medicin er en prioritering og ikke en pårørendeopgave. Alt andet ville stride mod reglerne. Sådan er det også her. Men fordi jeg er så tæt på, som jeg er, ser jeg hvor ofte der fejlmedicineres / sker andre fejl (indberettes ikke engang nødvendigvis som UTH) - og fordi jeg ikke vil acceptere den risiko, har jeg taget opgaven på mig. Den beslutning tog jeg, da min far for 3. gang ikke havde får sin hjertemedicin rettidigt.

Det samme gælder “at komme ud”. Han kommer selvfølgelig “ud” til fx frokost/aftensmad og måske et ugentligt spil banko. Men det er ikke en standard, jeg vil lade ham leve/lide under. Hans behov for samværd og aktivitet er ikke anderledes end vores andres. Sidste sommer var han mellem juni og august kun udendørs i det gode vejr, når vi som pårørende sørgede for det. Det bliver han/man (vi alle) jo deprimeret og konfus af. Man taber funktionsniveau. Livskvalitet. Derfor sørger jeg for aktiviteter, træning, medicin, solskin og gåture og ordentlig mad, når det er mig muligt. 

Jeg vil ikke gå yderligere ind i debatten. Men det er ikke min erfaring.

Hvad plejecenter oplyser dig, kan jeg af gode grunde ikke snakke med om. Men stedet du beskriver er ikke det generelle billede af plejecentere. Jeg ville helt sikkert flytte min forældre fra sådan et sted. 

Uther kan du selv indberette, det er under alt kritik at det ikke bliver gjort. 

Hanspige skriver:

Jeg vil ikke gå yderligere ind i debatten. Men det er ikke min erfaring.

Hvad plejecenter oplyser dig, kan jeg af gode grunde ikke snakke med om. Men stedet du beskriver er ikke det generelle billede af plejecentere. Jeg ville helt sikkert flytte min forældre fra sådan et sted. 

Uther kan du selv indberette, det er under alt kritik at det ikke bliver gjort. 

Umiddelbart har dine erfaringer jo heller ikke rigtig noget at gøre med den virkelighed jeg beskriver i mit indlæg. Det er virkelig dejligt, at du har andre oplevelser. Det ændrer dog ikke på det billede, som jeg beskriver. Der er tale et ret generelt niveau i én af landets største kommuner, det er smerteligt, men sandt.

Ps: Uth’er kan en pårørende jo kun indberette, når de opdager/oplyses om dem. Og det er vel i øvrigt heller ikke en rimelig opgave at pålægge pårørende generelt.

StortOgSmåt skriver:

Umiddelbart har dine erfaringer jo heller ikke rigtig noget at gøre med den virkelighed jeg beskriver i mit indlæg. Det er virkelig dejligt, at du har andre oplevelser. Det ændrer dog ikke på det billede, som jeg beskriver. Der er tale et ret generelt niveau i én af landets største kommuner, det er smerteligt, men sandt.

Ps: Uth’er kan en pårørende jo kun indberette, når de opdager/oplyses om dem. Og det er vel i øvrigt heller ikke en rimelig opgave at pålægge pårørende generelt.

Hvis du ved der sker mange uther og de ikke indberettes så er du jo klar over dem? 

Jo tjo, men din erfaring stammer fra et temmelig dårlig sted. Min er fra over 100 i forskellige kommuner og landsdele.

Jeg ville helt sikkert flytte min forældre fra sådan et sted.  

Hanspige skriver:

Hvis du ved der sker mange uther og de ikke indberettes så er du jo klar over dem? 

Jo tjo, men din erfaring stammer fra et temmelig dårlig sted. Min er fra over 100 i forskellige kommuner og landsdele.

Jeg ville helt sikkert flytte min forældre fra sådan et sted.  

Han har allerede været flyttet. Hvilket er en kæmpe belastning med e lidelser og handicap han har. Det er som sagt et langt mere generelt problem. Også selvom jeg opdager en stak uth’er her og der og sender dem afsted. Én af de store problemstillinger er blandt andet de mange flygtige vikarer (sådan som du også selv skriver, at du har arbejdet), de knokler af godt hjerte, men ser sjældent selv hvor galt det er fat når relationsarbejde og i dette tilfælde neuropædagogik overlades til fremmede ansigter, ofte uden rette faglige forudsætninger. Som en af de seneste vikarer bemærkede: “Ja, det er jo ikke tilfældigt, at tilsynet ikke kommer forbi i weekenderne - hvor skulle de gøre af alle de gamle, når det viste sig at de ikke kunne forsvare at lade plejecentrene fortsætte på denne vis”. Det er hjerteskærende - men fordi vi som familie tager arbejdet på os, klarer han den nogenlunde. Langt værre er det for de mange som ingen har  

Ps: Undskyld TS, denne tråd tog en drejning du ikke havde lagt op til. Beklager! 

For at svare på dine spørgsmål ts. 

Du behøver ikke være ansvarlig for noget

Anonym skriver:

Det er et spørgsmål til fremtiden.

Min far er i 60erne og stadig frisk. Men hvad sker der, når han bliver gammel og plejekrævende? Hvor meget ansvar har jeg? Jeg kunne også spørge min mand, men han er ikke hjemme, og vil genre høre andres tanker. Min mand leder et plejecenter og taler ofte om, at der er meget, der er et pårørendeansvar.

Men hvad hvis man ikke har lyst til at have det ansvar? Min far og jeg har en overfladisk relation. Han har meget af min opvækst udsat mig for en række følelsesmæssig svigt og behandlet mig som om, at jeg er forkert, alt hvad jeg siger, tænker, føler, handler er forkert. Jeg har nogle traumer i den forbindelse. Det har taget mig mange år at blive et bare rimelig velfungerende menneske pga de vilkår, han bød mig.

Som sagt har vi eh overfladisk forhold og ses ind i mellem. Jeg har børn, som han også ser men heller ikke har et nært forhold til. Jeg har det svært ved tanken om at blive ansvarlig for ham på hans gamle dage med tanke på det besvær, han har gjort mit liv til. Jeg prøver ikke at lyde kold. Men bare ærlig. 

Så hvordan hænger det sammen mon? 

Hvis du ikke ønsker at være ansvarlig for noget ift. ham, tager kommunen over, hvis ingen andre pårørende ønsker at påtage sig opgaven. Så det er ikke noget, du skal stresse over.