Hvad er mit ansvar overfor min far?

Det er et spørgsmål til fremtiden.

Min far er i 60erne og stadig frisk. Men hvad sker der, når han bliver gammel og plejekrævende? Hvor meget ansvar har jeg? Jeg kunne også spørge min mand, men han er ikke hjemme, og vil genre høre andres tanker. Min mand leder et plejecenter og taler ofte om, at der er meget, der er et pårørendeansvar.

Men hvad hvis man ikke har lyst til at have det ansvar? Min far og jeg har en overfladisk relation. Han har meget af min opvækst udsat mig for en række følelsesmæssig svigt og behandlet mig som om, at jeg er forkert, alt hvad jeg siger, tænker, føler, handler er forkert. Jeg har nogle traumer i den forbindelse. Det har taget mig mange år at blive et bare rimelig velfungerende menneske pga de vilkår, han bød mig.

Som sagt har vi eh overfladisk forhold og ses ind i mellem. Jeg har børn, som han også ser men heller ikke har et nært forhold til. Jeg har det svært ved tanken om at blive ansvarlig for ham på hans gamle dage med tanke på det besvær, han har gjort mit liv til. Jeg prøver ikke at lyde kold. Men bare ærlig. 

Så hvordan hænger det sammen mon? 

Jeg tænker da ik, at du nødvendigvis har et ansvar overfor din far, hvis I ik har noget forhold.

Hvis det bliver nødvendigt, ka han få en personlig og økonomisk værge, der tager beslutninger omkring ham, hvis han feks bliver dement osv.

Der er desværre en del ældre, der ik har nogen tæt på, der ka hjælpe dem, af enten den ene eller den anden grund.

Men for at komme med et exempel på ting, der ska tages stilling til, når folk flytter på plejehjem, så er deg feks hvilken møbler, der ska med fra deres hjem. Gardiner, indkøb af feks nyt tøj, ting som rengørings midler, shampo osv osv. Besøg med dertil hørende hygge osv.

Men det er "jo kun" ting du dka sørge for, hvis du har overskud og lyst. Og ellers er der andre der ska gøre det. Vh Stine 

Min mor er en ondskabsfuld narcissist, der har været rigtigt ubehagelig overfor mig, psykisk voldelig, hele min barndom og indtil jeg brød kontakten som voksen. Når hun bliver gammel og plejekrævende, har jeg ikke tænkt mig at løfte en finger for hende. Heldigvis for hende, har hun en søn som hun har et tæt forhold til. Nu er min mor så også sådan en person, der har skrevet underretninger til kommunen om mig og fornylig også har skrevet mig ud af sit testamente, så jeg tænker ikke, at hun kan forlange noget.

Undskyld min vrede. Jeg er stadig præget af min barndom. Det jeg blot mener er, at alle relationer, man har her i livet, efter min mening, er nogen man skal gøre sig fortjent til, ved at vise omsorg, respekt og interesse. Og det gælder både med hensyn til ens børn og forældre. Når din far ikke har behandlet dig ordentligt, så skylder du ham ikke noget og er helt fri til kun at bidrage med det, du har overskud og lyst til. 

Jeg synes, at vi som mennesker er forpligtet af de relationer vi har (måske kan man gå så langt at sige, at vi “er” vores relationer?) og disse relationer har jo enormt forskellig karakter.

Blodets bånd er ikke er frikort til omsorg og forpligtelse. At være nogens far (endda en halvskidt én af slagsen), forpligter fx ikke børn til at vie deres liv til pleje i de senere år. Men dét synes jeg at stærke relationer gør, altså forpligter, og dem kan man jo have med mange forskellige og på forskellige niveauer: med familie, venner, ja sågar den søde ældre nabo for hvem man handler lidt ind og slår græsset.

Min elskede far er på plejehjem. Det er rædselsfuldt så fattig vores ældreomsorg er i Danmark. At være nær pårørende til en elsket person (som jer er) er en opgave de færreste kan forestille sig. Jeg hjælper med alt praktisk, jeg tjekker medicin, jeg sørger for tandlæge, læge, øjenlæge, kørsel til speciallæger, lægger dagsprogram, koordinerer fysioterapeut og aktiviteter, går ture, spiser mad med ham, osv. osv. Alternativet ville være, at han sjældent forlod sit værelse, kom i bad én gang ugentligt og ikke fik den hvile, dagsstruktur, omsorg og medicin som han er afhængig af som svært dement. Derfor tager jeg den livsopgave på mig, som det desværre er, fordi vi i Danmark ikke har prioriteret en værdig plejesektor. Det gør jeg KUN fordi jeg oprigtigt elsker min far, vil gøre alt for ham som han har gjort for mig, og ikke vil finde mig i at han skal leve så kummerligt, som han alternativt ville.

Hvis han og jeg ikke havde et stærkt bånd, ville jeg aldrig nogensinde strække mig så langt som jeg gør, og det ville jeg ikke forvente at andre gjorde heller

Jeg tænker ikke du har et ansvar. Der er heldigvis nogle, der kan påtage sig opgaver - men kvaliteten der kan tilbydes er jo desværre totalt til grin. 

Min mor demensansvarlig på et plejehjem og alt det hun fortæller om underbemanding osv. er jo for sygt. De har et stort ønske om og snakker meget med de pårørende om de kan/vil overtage nogle lettere praktiske opgaver, men det kan være svært for dem der har fuldtidsjob, små børn, hobbyer osv. osv. 

Når mine forældre ikke længere kan holde sig selv og hus, skal de hjem til mig og bo og ende deres dage der. Andet har jeg ikke lyst til at byde dem. Men der er jo mange nuancer i det.. også efter tid og relationen.. 

Du har ikke et ansvar.

Dog kan du snakke med evt plejehjem el. Hjemmepleje hvis lokummet brænder at de kan kontakte dig med at hente medicin kl 22 om aftenen. Eller andet hvis han konto ikke er til at sende en taxa. Jeg har været med hvor pårørende har haft den rolle. Hvor medicinen så lægges et aftalt sted. Det en nødløsning de selv er kommet på at hjælpe med hvilket er helt fair. 

Jeg skal. Som sosu komme i et hjem med blank tavle og alle skal have en chance pårørende som borger. 

DOG så hadede jeg som PESTEN DEM DER KOM DEN 23 24 De for at sige god jul for så at tage hjem og fejre jul.

1 besøg 1 gang årligt som skabte kaos i føjelser. Besøget var ikke for borgernes skyld men kun de pårørendes. Som så kom og pejede fingre over ting der tydeligt viste at de intet havde af forståelse eller indsigt i hvordan hverdagen gik.

Jeg har tidligere arbejdet på plejehjem og kan ikke helt genkende alle de skrækhistorier der bliver skrevet om. Jeg oplevede plejen som værdig og mine kollegaer gjorde alt hvad de kunne for at skabe et godt liv for de ældre. Selvfølgelig er det ikke sådan alle steder, måske var jeg bare heldig at være ansat et rigtig godt sted. 

Jeg er af den holdning at de ældre der ikke fik besøg, det var der nok en årsag til. 
jeg tænker at du dog skal overveje din egen samvittighed inden du afskriver. Med det mener jeg at hvis det nager dig og kommer til at fylde at du ikke besøger din far, så kan det måske være godt givet ud med et besøg om måneden? 

StortOgSmåt skriver:

Jeg synes, at vi som mennesker er forpligtet af de relationer vi har (måske kan man gå så langt at sige, at vi “er” vores relationer?) og disse relationer har jo enormt forskellig karakter.

Blodets bånd er ikke er frikort til omsorg og forpligtelse. At være nogens far (endda en halvskidt én af slagsen), forpligter fx ikke børn til at vie deres liv til pleje i de senere år. Men dét synes jeg at stærke relationer gør, altså forpligter, og dem kan man jo have med mange forskellige og på forskellige niveauer: med familie, venner, ja sågar den søde ældre nabo for hvem man handler lidt ind og slår græsset.

Min elskede far er på plejehjem. Det er rædselsfuldt så fattig vores ældreomsorg er i Danmark. At være nær pårørende til en elsket person (som jer er) er en opgave de færreste kan forestille sig. Jeg hjælper med alt praktisk, jeg tjekker medicin, jeg sørger for tandlæge, læge, øjenlæge, kørsel til speciallæger, lægger dagsprogram, koordinerer fysioterapeut og aktiviteter, går ture, spiser mad med ham, osv. osv. Alternativet ville være, at han sjældent forlod sit værelse, kom i bad én gang ugentligt og ikke fik den hvile, dagsstruktur, omsorg og medicin som han er afhængig af som svært dement. Derfor tager jeg den livsopgave på mig, som det desværre er, fordi vi i Danmark ikke har prioriteret en værdig plejesektor. Det gør jeg KUN fordi jeg oprigtigt elsker min far, vil gøre alt for ham som han har gjort for mig, og ikke vil finde mig i at han skal leve så kummerligt, som han alternativt ville.

Hvis han og jeg ikke havde et stærkt bånd, ville jeg aldrig nogensinde strække mig så langt som jeg gør, og det ville jeg ikke forvente at andre gjorde heller

Lyder som et rædselsfuldt sted din far er. Jeg håber du har indrettet det. 

Anonym skriver:

Det er et spørgsmål til fremtiden.

Min far er i 60erne og stadig frisk. Men hvad sker der, når han bliver gammel og plejekrævende? Hvor meget ansvar har jeg? Jeg kunne også spørge min mand, men han er ikke hjemme, og vil genre høre andres tanker. Min mand leder et plejecenter og taler ofte om, at der er meget, der er et pårørendeansvar.

Men hvad hvis man ikke har lyst til at have det ansvar? Min far og jeg har en overfladisk relation. Han har meget af min opvækst udsat mig for en række følelsesmæssig svigt og behandlet mig som om, at jeg er forkert, alt hvad jeg siger, tænker, føler, handler er forkert. Jeg har nogle traumer i den forbindelse. Det har taget mig mange år at blive et bare rimelig velfungerende menneske pga de vilkår, han bød mig.

Som sagt har vi eh overfladisk forhold og ses ind i mellem. Jeg har børn, som han også ser men heller ikke har et nært forhold til. Jeg har det svært ved tanken om at blive ansvarlig for ham på hans gamle dage med tanke på det besvær, han har gjort mit liv til. Jeg prøver ikke at lyde kold. Men bare ærlig. 

Så hvordan hænger det sammen mon? 

Tænker ikke du har noget ansvar. 
da min mormor har dødeligt syg af cancer og røg på plejehjem gjorde min mor intet for hende. Gun havde ingen kontakt haft med hende i 30 år så hvorfor skulle hun.