Hvordan har / havde du det under graviditeten?

Ja, som overskriften lyder - hvordan havde / har du det under graviditeten?

Har det været en vidunderlig tid uden de store gener, hvor du følte dig i større harmoni end nogensinde - eller er/var det ni lange måneder, hvor du bare læng(t)es efter at få din krop for dig selv igen?

Er / var graviditeten, lige som du havde drømt og forventet - eller er / var det en meget opreklameret tid?

De bedste hilsener

Karoline

(PS: Dit svar vil muligvis blive brugt i en bog om moderskab, skriv hvis du vil være anonym)

Kære Karoline

Jeg er i dag 11+0 og følgende ord er kendetegnende for min graviditet indtil videre: Nervøsitet, angst, glæde, eufori, hovedpine, bekymring, fremtidsdrømme, følsomhed, kærlighed, ro, uro, hjertebanken, spænding, nysgerrighed, træthed ...

Kort sagt: for mig har min graviditet været et stort mix af mange modstridende følelser (bemærk dog, at ingen af disse følelser på noget tidspunkt har været negativt ladede overfor det at skulle have et barn, kun bekymringer overfor, om alt nu vil gå ok) og kun lidt fysisk ubehag.

Da vi stadig ikke har været til NF-scanning, er det stadig vores lille "søde hemmelighed" derhjemme ...det er fantastisk!

Knus  ;o)

Her var det godt nok ikke som forventet.

De 3 mdr folk som regl døjer med kvalme blev ved mig til alle 9 måneder. Jeg fik medicin i mod det og var kun nogle enkelte dage hvor jeg virkelig 100% kunne nyde at jeg var gravid. Jeg fik også bækken løsning så det hjalp slet ikke på det.

For mig har det været noget opreklameret noget, men vil gerne gå det igennem igen da man jo ender med noget dejligt

Hejsa,

Min første graviditet var en drømme graviditet. Havde ingen skavanker. Havde en smule krampe i lægmuskler og halsbrand sidst i graviditet, men det er vist ikke noget at klage over:0)

Det hele gik nemt, var ikke besværet eller noget. Havde stående fultidsarbejde som kundesrvicemedarbejde i en A-Z ( senere Bilka) i alle måneder.

Nu er jeg gravid for 2 gang, og gud sikke en omvæltning. Det har ikke være sjov. Har ALDRIG været så træt og forkvalmet. Ca 10-12 uger efter jeg tog positiv test, har jeg været konstant søsyg og så trær at jeg er faldet i søvn foran min pc på arbejde. Havde tidlig halsbrænd osv. Har også været ramt af sygdom, først en kæmpe omgang influenza efterfulgt af halsbetændelse og en god gang penicillin. Nu er jeg lidt over halvvejs, og har i de sidste par uger haft det godt. Trætheden dukker stadig op, men ikke så slemt som det har været. Nyder dog pga dette at vær gravid, mærker de så spark og nyder at maven vokser:0)

Så to meget forskellige gaviditeter, hvilket kom MEGET bag på mig.

Christina

mine har været en følelsesmæssig rutsjetur som har kørt mellem glæde og forventing, til nervøsitet og frygt for at den lille har fejlet noget alvorligt. tiden op til scanning har altid været frygtelig for mig, for hvad nu hvis.....

til gengæld er jeg bestemt ikke en af dem der har været hårdest ramt når det kommer til gener. jeg er blevet sygemeldt tidligere for hver gang, men det har været pga. svimmelhed....som jeg ku kontrollere ved blot at tage mine forholdsregler.

jeg har haft meget halsbrand, diare og mange virkelig smertefulde åreknuder..... men jeg har elsket at mærke den lille bevæge sig rundt derinde....og at vise min smukke mave frem har altid gjort mig glad og stolt. jeg bliver helt trist indeni ved tanken om at jeg ikke skal ha flere..... men jeg tror 4 er nok til mig

Er i 23. uge og er indtil videre sluppet nådigt, i forhold til mange her på siden. Led dog meget af kvalme fra 6. til 12. uge, men det forsvandt næsten ved akupunktur. Ellers har jeg døjet lidt med sure opstød den seneste tid, men ikke noget apotekets præparater ikke kunne klare.

Rent psykisk har det været en større omvæltning. Det er uden tvivl et ønskebarn, og vi er meget lykkelige og glæder os MEN... For der er jo altid et men... Jeg synes det har været hårdt, at være begrænset på mange områder. Trætheden, kvalmen, alle reglerne omkring hvad man må/ikke må og helst SKAL har været overvældende. Jeg er ellers en relativt ressourcestærk person, og måske derfor er det svært for mig med denne frihedsberøvelse, som det sommetider kan føles som. Det har til tider fremkaldt en desperation/frustration i mig, som fyldte meget og virkede uoverkommelig. Men det hører nok til den tid vi lever i - vi skal gerne kunnne det hele - altid, og når vi har lyst. Begrænsninger er noget man fjerner og arbejder sig igennem, men en graviditet er en urmekanisme, som ikke føjer sig for den senmoderne verdens rasende tempo og høje krav...

Jeg havde forventet, at graviditeten tog meget på mig/af mig, men jeg var ikke forberedt på min reaktion på det. Sådan kan man vel sige det..

Julie 22+5

Tanker i min graviditet....ja hold da op..

Bum så var vi gravide...efter kun at ha været sammen i 14 dage (har gået på efterskole sammen for 10 år siden , så vi er ikke fremmede for hinanden) Så gik tankerne i gang, men det var slet igen mulighed at få en abort. Vi ville begge ha barnet.

Vi holdte det hemmeligt lidt tid, men så kunne vi ikke mere :-)

Alle fik et chok men vi er jo voksne mennesker så de sagde stort tillykke

Så kom vi til uge 12 og NF scanning. Sygeplejesken kunne hurtig se at der var 2 små fostre derinde og så blev vi sku stille :-) men lykken var kort, for hun kunne også se at der var noget galt med den ene. Fik derfor en tid 2 dage efter hvor en læge ville scanne mig.

Vi kom til dagen og lægen kunne også hurtig se at der var et problem. Så var der ikke andet at gøre end at få lavet en moderkageprøve for at se hvordan problemet var opstået. Fik jeg så og det viste sig at der ikke var nogen kromosone problem med nogen af dem. Problemet var en "begynder-fejl" i uge 6-7, men det var kun den ene der havde et problem. Der var så 3 ting at gøre nu.

1 Få dem begge fjernet.

2 Lade være med at gøre noget.

3 Ende livet på den syge, så den raske ku få al den mulighed den skulle for at vokse sig stor og stærk.

Vi valgt nummer 3. Foster reduktion.

Det skulle gøres i uge 19 på Riget, hvor alt selvfølgelig gik som det skulle.

Jeg er nu i uge 30+5, bliver scannet hver 14 dag og alt har været som det skulle være hele tiden.

Men hold op alle de tanker der har været, og det har ikke været nemmere af at gå rundt med 2 drenge hvor den ene faktisk ikke lever mere.

Jeg har indtil videre været forskånet for diverse gener såsom kvalme osv. så fysisk har der ikke været nogen omvæltning.

Psykisk synes jeg lidt man kører mellem ren eufori og lykke og stor usikkerhed på ens egne evner som forældre og den nye tid man går i møde - men man frygter jo altid det uvisse!

vi var overlykkelige, da vi fandt ud af at jeg var gravid... kort tid efter begyndte kvalmen, hele dagen lå jeg i sengen som en grøntsag, kunne intet og var bare dårlig og træt konstant.... denne periode var forbundet med en kæmpe skyldfølelse overfor min kæreste, som måtte ordne alt der hjemme, og så var jeg så uheldig at have en meget uforstående arb. plads... min leder ringede til og med og spurgte om det ikke var noget andet end graviditet som var galt

kvalmen fortsatte konstant frem til uge 20, herefter var den der meget af tiden men ikke konstant.... tilgengæld begyndte jeg at have ondt i mit bækken og min lænd... jeg er opereret for en diskus prolaps i lænden, og vidste godt at jeg havde een mere, men symptomerne på denne blev altså forværret, så jeg måtte sygemeldes...

jeg havde det faktisk fint med min krops ændringer, det vidste jeg jo godt ville ske :0) det eneste jeg ikke havde det fint med at strækmærkerne som kom godt to uger før jeg skulle have foretaget et planlagt kejsersnit (grundet ryggens tilstand)... og min ryg havde jeg det heller ikke godt med, jeg var meget bange for hvad der nu skulle ske med den efterfølgende...

alt i alt synes jeg min graviditet var god, det var enormt hårdt med alt den kvalme og også meget hårdt med ryggen.... men vores lille datter er det hele værd :0)

Jamen jeg har fysisk haft en dejlig nem graviditet, og kun døjet med småting som  bl.a. sure opstød.

Psykisk tog det dog fuldstændig fusen på mig. Har normalt mentalt meget overskud, men det blev der da lige ændret på. Og det havde jeg slet slet ikke forudset ville komme

Var som om der blev skruet godt op for den knap der regulerer følelserne - både de glade og de triste - alt føltes bare enormt stærkt - og kunne tage tingene meget meget nært nogle dage.

Har taget mig selv i at sidde og græde over at jeg ikke kunne få en frikadellesandwhich lige her og nu, at jeg havde puttet for meget grøn karry i maden, og ellers bare været direkte urimelig til tider.

Har tilgengæld også grint til tårene trillede og jeg fik ondt i maven - ofte på meget ubelejlige tidspunkter...

Derudover så har det her til sidst kunnet starte en syndflod af tårer bare det at se billedet af en nyfødt baby (så selv baby.dk blev et halvfarligt sted...)!

Føltes vrkelig som om min verden var ved at vælte over disse småting, mens det stod på.

En times tid senere kunne jeg så for det meste, flovt ryste på hovedet af mig selv og grine ad det med min mand

Den sidste uges tid, har der slet ikke været udsving, men er nu også gået over termin - så mon ikke det er fordi hovedet er fyldt med tanker om den forestående fødsel og mødet med ham den lille derinde i maven