svigermor

BAE skriver:

Hvorfor er din mand irriteret over at hun ikke fandt en mand? Skulle hun bare finde en tilfældig og være i forhold med ham?

Det er sku da ikke hans beslutning hvad hans mor skal med sit kærlighedsliv.. Sku da en mærkelig mening. 

Der er da mange der snakker med deres forældre (også om bare små ting) flere gange om ugen.

Ikke alle sidder på gulvet og leger. Hvad med at tage hende med på en gå tur, til legeplads? Lave noget kreativt? 

Hun har jo sikkert bare brug for selskabet. 

Dårlig undskyldning? Det behøver det da bestemt ikke at være.

 

hej og tak for dit svar. 

Som jeg har besvaret på de andre svar fra folk, så ligger der naturligvis en større historik bag min kærestes irritation. Kort svar er; hun har taget en decideret beslutning om at leve alene for at 'skåne' min kæreste for mænd ind og ud af sit liv. Men konsekvensen af dette nu her så mange mange år efter er, at hun har levet alene længe.

1) hun er blevet en enspænder og alt skal være på hendes måde (ingen siger nogensinde fra når man er alene) ... 

2) nu vil hun bare have 'igen' for den alene tid som hendes søn var årsag til... så nu skal han stå til rådighed med daglige 2-3 beskeder, opkald etc. - det er han irriteret over..og det e bare en ting som er blevet forstærket med hendes alder.

ja, selvfølgelig skal man tale med sine forældre -værdsætter jeg virkelig også med min egen mor..., men dagligt (flere gange) føler hverken jeg eller min kæreste for.. det er for meget op ad bakke

Du har ret med noget aktivitet, det skal jeg have skruet op for når vi ses.. så sker der nemlig lidt noget andet end bare at sidde 'stille' og nu er vejret jo heldigvis godt på vej til en masse udendørs aktiviteter.. bare kom igang svigermor

jorg1983 skriver:

tak for dit svar

Ja, det kan naturligvis lyde forkert at min kæreste er sur over hun ikke har fundet en kæreste. Der ligger en større forklaring bag. Hun har taget en beslutning (sagt ordret) at skåne sin søn for mænd ind og ud af sit liv. Men at 'konsekvensen' så igennem mange år er blevet til: nu er jeg alene, så nu skal du sørge/ underholde/ hjælp/ snakke/ dele alt med mig - for jeg er alene, så nu skal du gøre det for mig... det er den irritation min kæreste har. 

men igen, det må lidt være hans kamp-og ikke min. helt rigtigt hvad du siger. Jeg prøver virkelig at hanke op i min kæreste så han kan 'hjælpe/støtte' sin mor bedst muligt - men det virker ærligt talt som om han har givet op, at hun har drænet ham fuldstændig. 

Hun vil gerne gå i teater - måske 1-2 årligt med hendes 2-3 sidste veninder. Dating ved jeg med sikkerhed er udelukket. 

 

Hun er en dame på 75, så jeg alderen presser naturligvis på. Men da hun som sådan elsker at tale om sig selv, og altid beskriver hun er i topform, så må jeg stole på det. Men hvem ved, det kan måske godt være at der er noget mere end hvad hun fortæller. hmm

Jeg ved heller ikke hvor meget man typisk dater som 75 årig. Men hun må melde sig i en banko / kortklub eller finde ligesindede i en Facebook-gruppen. Ældre sagen har arrangementer. Der er mange muligheder. Fine nogle venner (begge kæb) man kan tage ud at rejse med eller i biografen med. 

Ud fra hvad du skriver så er jeg enig i at hun lyder ensom. Men det lyder også som om hun lægger ansvaret for det over på din kæreste. Og kører lidt martyr/skyldfølelse for at I skal hjælpe hende med at få det bedre.

Jeg synes I skal sætte lidt grænser. Find ud af sammen med din kæreste hvor meget I vil ses med hende og fortæl hende det på en ordentlig og kærlig måde. Og I behøver jo ikke tage telefonen når hun ringer, det er ok at lade være. 

Jeg tænker I (måske især du) skal frigøre jer for skyldfølelsen og den følelse af forpligtelse. Jo det er trist hun er ensom, men det er ikke jeres ansvar. Hun er en voksen kvinde og har selv ansvaret for sit liv. Det er rigtig fint at komme med forslag til hende om hvordan hun kan få sit eget netværk, men derudover kan I ikke gøre så meget. Hun må selv ville det.

Så fortsæt med at give hende muligheden for en god relation til jer og jeres barn, men det er ok at skrue ned for kontakten. I må finde en balance som ikke dræner jer for energi. Bare fordi "man ikke ved hvor længe man har dem" eller er heldig ift andre at man har bedsteforældre, er det ikke ensbetydende med at man skal nedprioritere sine egne behov. 

Krøltop skriver:

Jeg ved heller ikke hvor meget man typisk dater som 75 årig. Men hun må melde sig i en banko / kortklub eller finde ligesindede i en Facebook-gruppen. Ældre sagen har arrangementer. Der er mange muligheder. Fine nogle venner (begge kæb) man kan tage ud at rejse med eller i biografen med. 

 opfordring til aktiviteter skal til, Ja 

tak for tippet

Kir skriver:

Ud fra hvad du skriver så er jeg enig i at hun lyder ensom. Men det lyder også som om hun lægger ansvaret for det over på din kæreste. Og kører lidt martyr/skyldfølelse for at I skal hjælpe hende med at få det bedre.

Jeg synes I skal sætte lidt grænser. Find ud af sammen med din kæreste hvor meget I vil ses med hende og fortæl hende det på en ordentlig og kærlig måde. Og I behøver jo ikke tage telefonen når hun ringer, det er ok at lade være. 

Jeg tænker I (måske især du) skal frigøre jer for skyldfølelsen og den følelse af forpligtelse. Jo det er trist hun er ensom, men det er ikke jeres ansvar. Hun er en voksen kvinde og har selv ansvaret for sit liv. Det er rigtig fint at komme med forslag til hende om hvordan hun kan få sit eget netværk, men derudover kan I ikke gøre så meget. Hun må selv ville det.

Så fortsæt med at give hende muligheden for en god relation til jer og jeres barn, men det er ok at skrue ned for kontakten. I må finde en balance som ikke dræner jer for energi. Bare fordi "man ikke ved hvor længe man har dem" eller er heldig ift andre at man har bedsteforældre, er det ikke ensbetydende med at man skal nedprioritere sine egne behov. 

det er meget den følelse du beskriver som jeg/ vi sidder tilbage med - nok også derfor det fylder så meget hos os. 

jeg vil bestemt begynde at åbne mere op for min kæreste og stille som krav at vi skal sætte rammer og krav op for hvad vi mener er for meget eller for lidt, ja. 

tak for godt råd. sætter jeg pris på. Relationen er jo trods alt mega vigtig