Mom shaming

Unicorn1 skriver:

Min egen familie shamer os tit.. Fx er både jeg og kæresten for pylrede, fordi vi har fokus på, om vores børn slår sig, når de falder.. 

Vi er for beskyttende og pylrede, når vi ikke vil lade vores børn på 4 år og 1,9 år sove på Falster uden os (vi bor selv på Fyn).. Og min datter har fået separationsangst efter jeg blev indlagt for et års tid siden.. Så hun vil ikke engang sove hos sin moster, der også bor her på Fyn.. 

Og alle vores valg er generelt forkerte ifølge mine forældre og min søster.. Så det har resulteret i, at vi ikke har særlig meget med dem at gøre mere 

Måske forstår vi bare ordet forskelligt, for det du beskriver her ville jeg ikke opfatte som noget der havde med udskamning at gøre, men blot et udtryk for at din familie er ufølsomme og grænseoverskridende i jeres relation .. og det har jo egentlig ikke ret meget med dig eller dit moderskab at gøre …  

Jeg insisterede på at amme og kæmpede rigtig hårdt for at amningen fungerede. Jeg var og er overlykkelig fordi mit barns ammes. 
men jeg får næsten dagligt at vide af folk samt familie medlemmer, at min mælk ikke er mættende nok, fordi mit barn vokser langsomt. Jeg bliver ked af det hver gang! Hver dag! Fordi folk mener at modermælkserstatning er bedre for mit barn end min egen mælk. 

Anonym skriver:

Jeg insisterede på at amme og kæmpede rigtig hårdt for at amningen fungerede. Jeg var og er overlykkelig fordi mit barns ammes. 
men jeg får næsten dagligt at vide af folk samt familie medlemmer, at min mælk ikke er mættende nok, fordi mit barn vokser langsomt. Jeg bliver ked af det hver gang! Hver dag! Fordi folk mener at modermælkserstatning er bedre for mit barn end min egen mælk. 

Det ved de ikke en dyt om! Det er DIG der ved om det er det rigtigt for dit barn.

Jeg har intet oplevet. Synes oftest det er noget der sker “anonymt” fx i kommentarspor på Facebook hvor folk synes de har carte blanche til at fordømme og svine andre til for alle valg der er anderledes end dem de selv har truffet  

jeg har aldrig oplevet at nogen har shamet mig. Og jeg har ellers trådt ned i alle hvepserederne fået børn tidligt,  stoppet amning før 6mdr og givet flaske, købt babymad på glas (gisp) fået børnene passet med flere overnatninger end deres antal år

det kan også være jeg bare ikke har lagt mærke til det. Jeg er ret ligeglad med hvad andre siger og tænker om mig og mine valg. 

Jeg har oplevet det to gange:

- vores første sundhedsplejerske, som var helt ny i jobbet. Hun var dybt forarget over, at vores datter ikke sov alle lure i barnevogn. Det var helt absurd, og vi endte med at skifte sundhedsplejerske. Den nye sundhedsplejerske kunne kun grine af ideen.

- en kollega, som syntes, jeg var vendt tilbage for hurtigt fra barsel. Baby havde brug for mor længere, og jeg var for "følsom" og for hormonel til at arbejde. Det var en kvindelig kollega.

fehår skriver:

Jeg har oplevet det to gange:

- vores første sundhedsplejerske, som var helt ny i jobbet. Hun var dybt forarget over, at vores datter ikke sov alle lure i barnevogn. Det var helt absurd, og vi endte med at skifte sundhedsplejerske. Den nye sundhedsplejerske kunne kun grine af ideen.

- en kollega, som syntes, jeg var vendt tilbage for hurtigt fra barsel. Baby havde brug for mor længere, og jeg var for "følsom" og for hormonel til at arbejde. Det var en kvindelig kollega.

 !!

Jeg synes ikke at nogen af eksemplerne her i tråden handler om mom shaming, men derimod forskellige synspunkter og holdninger.

Så kan man sige at nogen meninger har man ikke efterspurgt, men fået alligevel og så handler det vel om hvor meget man selv hviler i sine valg, for hvis man tror på at det man selv gør er der bedste, bliver man næppe ramt.

Men er man usikker på om valget er det rette eller man inderst inde godt ved at det måske ikke er det bedste for barnet, så tænker jeg at man bliver ramt

Jeg har heldigvis ikke været udsat for mom-shaming. Jeg synes til gengæld at folk spørger nysgerrigt ind til de valg vi har taget, men uden at være dømmende. 

Helt aktuelt har min mand og jeg delt barslen lige mellem os, så han tog over efter 5 mdr, og jeg startede på arbejde. Det var på mange måder det rigtige for os, og det er der da sikkert mange, der har en holdning til, men så længe vi hviler i vores valg, har folk egentlig bare spurgt nysgerrigt ind til det. 

Jeg kan godt tænke om andre, at det er nogle underlige valg, de gør, men jeg holder det selvfølgelig for mig selv. Vi gør alle hvad vi synes er bedst for vores børn, og det er jo det vigtigste

Soonmom skriver:

Jeg synes ikke at nogen af eksemplerne her i tråden handler om mom shaming, men derimod forskellige synspunkter og holdninger.

Så kan man sige at nogen meninger har man ikke efterspurgt, men fået alligevel og så handler det vel om hvor meget man selv hviler i sine valg, for hvis man tror på at det man selv gør er der bedste, bliver man næppe ramt.

Men er man usikker på om valget er det rette eller man inderst inde godt ved at det måske ikke er det bedste for barnet, så tænker jeg at man bliver ramt

Tror da godt man kan blive ramt selvom man er sikker på sine valg. Hvis kritikken (eller hvad vi skal kalde det) kommer fra nogen der står en nær. 

Men enig - der er godt nok mange der deler meninger de ikke er blevet bedt om

Mine veninder kan slet ikke forstå jeg ikke kan komme over til dem hvis fx. min mand er på arbejde en aften og vi ikke har pasning. For jeg kan da bare tage min datter med på 2 år og så kan hun sove på deres sofa imens vi ser fjernsyn og hygger i venindeflokken (typisk 4 veninder som mødes)... og så mener de min datter jo bare sove på deres sofa og jeg kan bære hende ud i bilen og køre 30 km. hjem igen ved 22 tiden.

I min verden er det helt ude i hampen, mit barn skal da sove trygt i sin seng kl. 19 og ikke hives rundt hverdags aftener... men de forstår mig slet ikke og gør også grin med mig.