Mom shaming

Ja.. Hvad har I oplevet af mom shaming? Og var det fra fremmede? Familie? Venner? 

Hilsen mig, der ikke ved om jeg er for sensitiv.. 

Hvad er mom shaming?

Aalborgtøsen skriver:

Hvad er mom shaming?

Har fundet en god beskrivelse: 

“Mom shaming occurs when someone judges or criticizes a mom for her parenting style or choices. While this may sometimes come from a place of care or concern or from a lack of knowledge of the situation, it is ultimately more harmful than good. Mom shaming can result in self-doubt, anxiety, and insecurity”

Jeg er blevet shamet for at give mit barn flaske og ikke amme

Jeg ville så gerne have ammet, men mit barn er præmatur så det kunne ikke lade sig gøre. Ser det som en kæmpe sorg stadigvæk, så det var bare super fedt. 

Anonym skriver:

Jeg er blevet shamet for at give mit barn flaske og ikke amme

Jeg ville så gerne have ammet, men mit barn er præmatur så det kunne ikke lade sig gøre. Ser det som en kæmpe sorg stadigvæk, så det var bare super fedt. 

Nooo!!  Amen det er vildt hvad folk kan få sig til..

Anonym skriver:

Nooo!!  Amen det er vildt hvad folk kan få sig til..

Og det var endda til familie tam tam, jeg blev SÅ ked af det! 

Anonym skriver:

Og det var endda til familie tam tam, jeg blev SÅ ked af det! 

Virkelig ikke i orden!!

Ved ikke om det decideret er mom shaming, men min egen mor synes hyppigt de valg vi træffer vedrørende vores barn er helt skøre. Sikkert fordi hun selv traf nogle andre dengang. Eksempelvis går min datter i en stor integreret institution. Hun er glad og trives. Min mor synes, det er helt forfærdeligt og skrækkeligt og, at hun burde gå i en dagpleje med max 5 børn. 

Tænker det er en tendens. Hvis man selv gør A og synes det er rigtigt er det svært at forstå B. Men derfor behøver man jo virkelig ikke dele det med den person men ikke er enig med. 

Jeg oplever faktisk ikke mom-shaming. Eller også opdager jeg det ikke, for jeg bruger sjældent opmærksomhed på andres vurderinger af mine valg. Med mindre det selvfølgelig en person jeg står nær og vi i ligeværdig dialog reflekterer eller diskuterer forskellige ting.

Jeg er ikke særlig usikkert anlagt, hverken generelt i tilværelsen eller i mit moderskab, og jeg stoler derfor grundlæggende på at jeg træffer de fleste beslutninger i livet på det bedst mulige grundlag. Også når det er svære, forkerte eller vanskelige beslutninger - så har jeg sjældent gjort noget uden refleksion og gode årsager. Og jeg føler mig ret kompetent og sej som forælder - ikke fordi det er spor “perfekt”, men fordi jeg stoler på at det er “godt nok”.

Jeg oplever til nu og da i min egen generation, et meget stort fokus på at “gøre det rigtige” - altså som om forældreskabet kan løses “rigtigt” og at der findes “de rigtige svar” på alt. Derfor opstår nok også hurtigt et overforbrug af Google, selvudråbte “baby-eksperter”, behandlere for stort og småt, træning og kurser til hvad som helst … og måske bliver man dermed også hurtigt meget følsom overfor når andre spørger ind til eller stiller spørgsmålstegn ved måde, man gør tingene på?  

Og nogle gange gør vi jo tåbelige, skadelige eller uigennemtænkte ting, også som forældre. Og så er det vel ikke shaming, hvis andre påpeger det? Respektfuldt, selvfølgelig, og når tidspunkt, relation og situation gør det passende … og så må man jo gerne bede vedkommende klappe i, hvis de tager fejl …

Min egen familie shamer os tit.. Fx er både jeg og kæresten for pylrede, fordi vi har fokus på, om vores børn slår sig, når de falder.. 

Vi er for beskyttende og pylrede, når vi ikke vil lade vores børn på 4 år og 1,9 år sove på Falster uden os (vi bor selv på Fyn).. Og min datter har fået separationsangst efter jeg blev indlagt for et års tid siden.. Så hun vil ikke engang sove hos sin moster, der også bor her på Fyn.. 

Og alle vores valg er generelt forkerte ifølge mine forældre og min søster.. Så det har resulteret i, at vi ikke har særlig meget med dem at gøre mere