11 uger henne og en farlig verden pt

Jeg er som sagt gravid, og pt er jeg ikke en glad gravid, da jeg ikke kan lade være med at tænke på: hvilke verden man sætter et barn til, krig i Europa der måske eskalerer, idag konkret trussel mod danmark, dommerdagsuret er også rykket frem ...deprimerende i know

Er det kun mig der har svært ved det her? Ved godt det er egoistisk tænkning, men synes måske NATO tager en stor risiko for en 3 verdenskrig mod en atommagt.

Da jeg er 11 uger henne, er det snart for sent at afbryde graviditeten, ved godt i ikke kan tage beslutningen for mig, men gode råd modtages (er for følsom til nedladende kommentarer, så nøjes med at tænke det tak).

Jeg kan sagtens følge dig, og jeg tror det er en meget normal bekymring. Samtidig tænker jeg at du må prøve at tænke rationelt omkring det. Man vil altid kunne finde på grunde til ikke at få børn, klimakrise, overbefolkning, hormonforstyrrende stoffer vi måske ikke engang kender til endnu osv. Så selvom der ikke ville være så presserende farer som der er aktuelt, vil man altid kunne finde noget at være bekymret for. Og tænkt hvis du fik en abort, og der om få måneder kom en afslutning af krigen, eller lign. 

Prøv når bekymringerne kommer, at sige til dig selv at det er pga din kæmpe kærlighed til dit kommende barn, og sende bekymringen videre. 

Sådan har det jo været for alle gravide - ikke kun os der er gravide nu. Der har alle dage været mange grunde til ikke at sætte børn i verden - krig i verden, både tæt på og langt væk, terror, herunder reelle trusler mod Danmark, der har været og er klimakrise, finanskriser - you name it. Og folk får børn alligevel, og det går nok. Prøv at tænke det på den måde - alle kan finde bekymringer som gravid, hvis man virkelig vil. Personligt bekymrer jeg mig ikke synderligt om atomkrig, det er så urealistisk at det sker - men du kan selvfølgelig ikke bruge min nonchalante tilgang til noget. Men vend den om - det har aldrig været sikkert at få børn. De kan også blive syge eller blive kørt ned. Man kan aldrig helgardere sig. 
Forsøg at nyde din graviditet og nyd at du bor i Danmark og dermed alt andet lige står riiiiimelig sikkert i tilfælde af, at krigen eskalerer (hvilket den nok ikke gør, snarere tværtimod) ❤️

Og lige et personligt indspark her til slut. Hvis du oprigtigt overvejer abort grundet de ting du nævner, så tror jeg du kunne have godt af at besøge en psykolog eller snakke med nogen, for jeg tror ikke at det er “normalt”. Men igen, hvad er normalt. Det virker bare helt vildt overdrevet for mig. Så måske tag en snak med nogen, før dine tanker eskalerer og din frygt løber helt af med dig. For det bliver jo ikke nemmere med frygten når din baby kommer ud, jeg kunne sætte mig ned og frygte for mit barns liv hver dag, men det gavner ingen at du bekymrer dig - især ikke dit barn. Så, kære ven, den SKAL du lære at håndtere på en fornuftig måde. Udelukkende et kærligt råd. 

I min optik bør du ikke afbryde en graviditet fordi der er en krig i Europa. Det har der været i lang tid (ikke bare i Ukraine). Før det var der den kolde krig og de to verdenskrige. Der er ikke et tidpunkt i verdenshistorien, hvor man sætter et barn ind i en ramme, der er så god som nu - lang levetid, sundere luft, bedre skolegang, ingen sult, godt sikkerhedsnet i forhold til hvis man bliver arbejdsløs, bedre sygdomshåndtering, bedre karrieremuligheder, mindre opslidende arbejde, bedre forsyning (el, varme, vand)/ infrastuktur.. transport   ….. osv osv. 

Se det i et historisk perspektiv … så er svaret ret simpelt.

Det er ærligt ikke noget jeg tænker over i min hverdag, det hænder da men der er virkelig sjælendt. Stod jeg i dit sted så havde jeg ikke afbrudt, men det skal jo være op til dig selv og det er kun din beslutning. Du kan evt snakke med en psykolog for det må være hårdt med de tanker konstant

Jeg er selv gravid, har da selv tænkt indimellem hvad det for en mærkelig verden at sætte børn i. Min ældste er født under Corona, det var også ret vildt. 

Men det er ikke noget der bekymrer mig så meget at jeg ikke vil have børn. Jeg synes heller ikke lige nu at det virker til at NATO går i krig, og der er alligevel en del trin fra situationen nu og til atomkrig. 

Jeg synes også du måske skulle overveje at snakke med en professionel om dine tanker, det tror jeg ville være en stor hjælp for dig. Håber du kan finde lidt ro og få styr på katastrofe tankerne

Jeg skal ærligt indrømme at jeg havde de samme tanker da jeg var gravid (min datter er 8 uger nu, så ikke så længe siden). Men jeg tror det er vilkåret for gravide, og sådan har det været til alle tider. Det er og har altid været en utryg verden vi lever i. Der har altid været krige, sygdomme og økonomiske kriser et eller andet sted nær eller fjernt. Og før vores moderne tid har man sikkert været bekymret for om man kunne brødføde sine børn eller de døde af infektioner og sygdomme. 

Men nu efter jeg har født, er det ikke noget jeg tænker over længere. Nu er bekymringerne rettet mere konkret mod min datter, for man er jo altid bekymret som nybagt mor. Og bekymringerne fortsætter resten af livet. Det må man lære at leve med 

Ukraine er ikke medlem af NATO, så de går ikke i krig på vegne af Ukraine.

Der har til alle tider været krig, sult, nød og elendighed. I Danmark er vi et af de lande, der mærker allermindst til det i hele verden. 

Anonym skriver:

Jeg er som sagt gravid, og pt er jeg ikke en glad gravid, da jeg ikke kan lade være med at tænke på: hvilke verden man sætter et barn til, krig i Europa der måske eskalerer, idag konkret trussel mod danmark, dommerdagsuret er også rykket frem ...deprimerende i know

Er det kun mig der har svært ved det her? Ved godt det er egoistisk tænkning, men synes måske NATO tager en stor risiko for en 3 verdenskrig mod en atommagt.

Da jeg er 11 uger henne, er det snart for sent at afbryde graviditeten, ved godt i ikke kan tage beslutningen for mig, men gode råd modtages (er for følsom til nedladende kommentarer, så nøjes med at tænke det tak).

Det kunne godt lyde, som om du har bekymringsangst. Det har jeg selv haft, og jeg havde også de tanker. Jeg gik til paykolog, som hjalp mig med at få dem til at blive mindre, så de ikke styrer mit liv - helt at forsvinde gør de aldrig, men jeg har lært at leve med dem, og nu er de knapt så voldsomme.

Jeg vil anbefale dig at tale med nogle om dine tanker, for ellers går de ikke væk. Held og lykke med graviditeten. 

Tak for alle jer der har svaret

Da jeg var 8 uger henne, havde jeg to samtaler med en psykolog, netop pga bekymringer for fremtiden, som var større end glæden ved at skulle have et barn mere, men det hjalp ikke, og jeg var/er stadig chokerede over den oplevelse.

Kort sagt sagde han, at realiteterne er desværre, at vi alle kan miste livet i en evt atomkrig/verdenskrig, din frygt/angst er rationel og helt normal, og ingen kan hjælpe med om du vil tage chancen, at sætte et barn til verdenen, måske kun få et dø, så nævnte jeg jo at børn også kan blive syge og dø, men han mente at risikoen for en verdenskrig, er større end få kræft

Har haft en session med en af de dygtigste clairvoyanter, men det hjalp heller ikke, men mit hjerte siger, at jeg skal være mor til denne lille spire min hjerne siger, at verdenen er for farlig, men jeg har valgt at følger mit hjerte, håber bare det er det rigtige.