Hvornår følte du dig sidste som en mega sej mor?

Igår. Manden var ude og spise med klassen jeg putter lille pigen og kan høre vores store søn finder fredagsslik. 

Da jeg kommer ind i stuen har han skrevet på et papir mor jeg elsker dig også har han sat en skål slik og til mig også. 

Plus vi har lige fundet ud af at han har autisme og han han havde snakket  med skole psykologen på skolen og psykologen ligger på mig og manden og siger i har er godt nok nogle seje forældre og i skal rose jer selv for i har en fantastisk dreng og selv om i ikke viste han havde autisme har i stadig lyttet og forstået jeres søn og han roser jer op op til skyerne

Anonym skriver:

Ærligt jeg kan ikke huske sidst jeg følte mig som en god mor. Min søn er syg og det en kronisk sygdom. Jeg føler jeg har gjort noget forkert siden han skal lide så meget. Jeg arbejder kun om aftenen og er væk det meste af hver anden uge. Min søn har mange sygedage og jeg føler at folk kigger forkert for sidst vi havde komsammen i klassen så snakkede næsten ingen til mig. 
Min søn er fagligt bagude på grund af hans sygdom og jeg føler jeg presser ham med hans lektier hele tiden hvor han egentlig burde hvile. Men fordi jeg hele tiden får at vide han er bagude føler jeg mig presset… Jeg har mange eksempler men tror bare jeg slutter her.

Jeg føler mig som en sej mor, men ved du er dobbelt så sej. 

Tror ikke folk ikke vil tale med dig, men ikke ved hvad de skal sige, og så er det lettere at holde sig væk.

Jeg ved ikke om jeg føler mig som en sej mor, men nok mere som en mor der må have gjort noget rigtigt siden mine børn er så skønne

Desværre har jeg en tendens til at være utrolig selvkritsk og lægger mere mærke til alt det jeg er en klovn til fx aula, få læst hver dag, huske hele familiens kalender i hovedet, få gået alle de ture osv. 

Mit ønske for mig selv og alle andre er, at vi lægger mærke til alt det gode vi gør, for det krydret med en masse kærlighed skal nok opveje alt det vi ikke gør (håber jeg).

Men sej okay det var jeg forrige fredag, da jeg tog yngste barnet med til Malmø og så håndbold med en skrækkelig rød hoodie og var fuldstændig ligeglad med, at jeg så for tyk ud og lignede lort. Og jeg gør det sgu igen i morgen uden at tænke på hvor lidt min krop passer til en hoodie og så i rød. 

I hverdagens trumme-rum kan jeg have det være svært at mig som en sej forældre…og dog. Når jeg ser på min lille pige, så bliver jeg så varm om hjertet og fyldt med kærlighed

Hvorfor? Fordi hun og vi gjorde det! Vi gjorde det sammen

Hun er født 30+4 med en fødselsvægt på 917 g og bare 36 cm lang. En lille bitte pige ❤️ Min verden væltede og jeg frygtede hver dag i de første ugers indlæggelse på intensiv neonatal på Riget, at vi ikke fik hende med hjem…men hun sparkede røv allerede fra start af  Lå kun med CPAP I 5 dage, kom ud af kuvøsen efter 10 dage med blot lige over et kilo i vægt ❤️

Hun var sej og ville livet, og så fulgte vi trop og en begyndende spire begyndte at vokse…jeg turde håbe på, at vi fik hende med hjem

Efter 9 ugers indlæggelse kom vi hjem på THO og efter i alt 3 måneder blev vi endelig udskrevet som en familie på 3

Hun er stadig en lille fis, men hun vil livet, snakker som et vandfald, tonser rundt i børnehaven og er begyndt at få små venner og veninder…mit hjerte brister , når jeg hører de andre børn råbe hendes navn på legepladsen og ser pædagogerne give hende et stort og varmt kram

Tak for en dejlig tråd

Jeg føler mig aldrig som en sej mor . Men da det heller ikke ikke er min ambition så går det nok....

Anonym skriver:

Jeg føler mig aldrig som en sej mor . Men da det heller ikke ikke er min ambition så går det nok....

Hvordan forstår du mon udtrykket?

Jeg forstår udtrykket “en sej mor” i denne sammenhæng som “en mor der gør det så godt hun kan, under de forudsætninger hun nu i øvrigt har”…. og det er da næsten svært ikke at have som ambition …