Hvornår følte du dig sidste som en mega sej mor?

Inspireret af tråden omkring, hvornår man sidst følte sig som en mega usej mor, kommer tråden omkring hvornår du sidst følte dig, som en MEGA MOR!

Og kom endelig gerne med flere exempler på det!

Jeg har 2 piger på 10 og 14 år, som tit og ofte ryster lidt på hovedet af mig og mine skøre påfund, men indimellem syntes de også at jeg slet ik er så tosset..

Jeg var med til at planlægge den ældste blå mandag sidste år, og da ungerne kommer ud fra Tivoli, får de øje på mig. 7-8 af pigerne sætter i løb, hen imod mig, omringer mig og giver mig et kæmpe gruppekram. Dette får de andre forældre grinende til at spørge, hvorfor de ik får noget kram, hvorpå pigerne råber i munden på hinanden, at det er fordi Theas mor, er den mest cool og seje forældre i klassen. SHIT JEG FØLTE MIG SEJ!

Den yngste på 10 år, har nogen fantastiske veninder, og de kommer næsten altid løbende, når de ser mig, og lige ska ha et kram, fordi vi bare har kendt hinanden altid, og elsker min datter. Der føler jeg mig også sej, fordi hun på trods af lidt snakke/udtale udfordringer som lille (stammede og havde talefejl) aldrig gav op, på det sociale. At vi har fået givet hende så meget selvtillid at hun ik gav op, i forhold til at få venner. Hun er super sej.

Jeg er virklig skod til at smøre madpakke, og der roder altid i vores hus, og ja jeg glemmer forældremøder osv, men sådan er det nu engang bare. PYT. Vh Stine 

Jeg føler mig som en super sej mor nærmest hele tiden!

Jeg er også én af dem der er en kegle til at huske aula, ungernes idrætstøj ender ofte med at ligge i entrén i stedet for komme med i skole og jeg har også glemt nogle forældremøder (og jeg er endda med i forældrerådet).

MEN!

Mine unger er glade! De vil helst gerne have legeaftaler herhjemme og deres venner vil gerne komme her. Vi har ikke det største hus, de fineste møbler eller tilbyder sodavand og kage lige så snart de kommer ind af døren, men børnene siger selv at de føler sig velkomne og hjemme her og det er dejligt at vi voksne har tid og lyst til at pjatte med dem og være med i lege - eller som dommer - hvis de beder om det.

Og så er jeg vildt stolt over hvor gode mine børn er til at mærke sig selv - hvilket vi altid har øvet meget da de begge har nogle udfordringer - sætte ord på, og tage en pause ved behov! Det er der mange voksne der godt kunne lære noget af!

StineW79 skriver:

Inspireret af tråden omkring, hvornår man sidst følte sig som en mega usej mor, kommer tråden omkring hvornår du sidst følte dig, som en MEGA MOR!

Og kom endelig gerne med flere exempler på det!

Jeg har 2 piger på 10 og 14 år, som tit og ofte ryster lidt på hovedet af mig og mine skøre påfund, men indimellem syntes de også at jeg slet ik er så tosset..

Jeg var med til at planlægge den ældste blå mandag sidste år, og da ungerne kommer ud fra Tivoli, får de øje på mig. 7-8 af pigerne sætter i løb, hen imod mig, omringer mig og giver mig et kæmpe gruppekram. Dette får de andre forældre grinende til at spørge, hvorfor de ik får noget kram, hvorpå pigerne råber i munden på hinanden, at det er fordi Theas mor, er den mest cool og seje forældre i klassen. SHIT JEG FØLTE MIG SEJ!

Den yngste på 10 år, har nogen fantastiske veninder, og de kommer næsten altid løbende, når de ser mig, og lige ska ha et kram, fordi vi bare har kendt hinanden altid, og elsker min datter. Der føler jeg mig også sej, fordi hun på trods af lidt snakke/udtale udfordringer som lille (stammede og havde talefejl) aldrig gav op, på det sociale. At vi har fået givet hende så meget selvtillid at hun ik gav op, i forhold til at få venner. Hun er super sej.

Jeg er virklig skod til at smøre madpakke, og der roder altid i vores hus, og ja jeg glemmer forældremøder osv, men sådan er det nu engang bare. PYT. Vh Stine 

Idag. Da jeg hentede min søn fra sfo og han kom skrigende af glæde mod mig “mooooaaaaaarrr” og syngende efterfølgende “mor mor mor - mooarrr er den bedste i verden”

Ærligt jeg kan ikke huske sidst jeg følte mig som en god mor. Min søn er syg og det en kronisk sygdom. Jeg føler jeg har gjort noget forkert siden han skal lide så meget. Jeg arbejder kun om aftenen og er væk det meste af hver anden uge. Min søn har mange sygedage og jeg føler at folk kigger forkert for sidst vi havde komsammen i klassen så snakkede næsten ingen til mig. 
Min søn er fagligt bagude på grund af hans sygdom og jeg føler jeg presser ham med hans lektier hele tiden hvor han egentlig burde hvile. Men fordi jeg hele tiden får at vide han er bagude føler jeg mig presset… Jeg har mange eksempler men tror bare jeg slutter her.

Anonym skriver:

Ærligt jeg kan ikke huske sidst jeg følte mig som en god mor. Min søn er syg og det en kronisk sygdom. Jeg føler jeg har gjort noget forkert siden han skal lide så meget. Jeg arbejder kun om aftenen og er væk det meste af hver anden uge. Min søn har mange sygedage og jeg føler at folk kigger forkert for sidst vi havde komsammen i klassen så snakkede næsten ingen til mig. 
Min søn er fagligt bagude på grund af hans sygdom og jeg føler jeg presser ham med hans lektier hele tiden hvor han egentlig burde hvile. Men fordi jeg hele tiden får at vide han er bagude føler jeg mig presset… Jeg har mange eksempler men tror bare jeg slutter her.

Jeg fik engang et godt råd af én, som fik det hele til at virke super simpelt, selvom det er mega svært.

Begge mine børn har særlige behov og i særdeleshed min yngste. Han har det virkelig svært med mere eller mindre alt og jeg blev syg (og sygemeldt) fordi jeg gik og var så bekymret, tænkte hele tiden på fremtiden og så videre og så videre. Han var også langt bagefter med alting, blev skoleudsat og var stadig bagefter dem der så var et år yngre.

Men det råd jeg fik var at jeg skulle ændre mit perspektiv. Stoppe med at fokusere på det negative, stoppe med at bekymre mig om fremtiden og forsøge at tænke positive tanker. Det er okay hvis der kommer en dårlig tanke. Så mærker jeg lige på den, sådan lidt ligesom en sommerfugl der flakser forbi. Man kigger på den og er sådan, "der er du, men nu skal du videre" og så giver man slip på tanken igen. Det er pisse svært og det tog mig vildt lang tid at lære, men det har virkelig gjort underværker for både mig og min dreng. Han er vokset og nået SÅ langt, fordi presset blev lettet.

Og hvad så, hvis han er bagefter? Hvad sker der ved det? Der er masser af mennesker der klarer sig dårligt i skolen, men sagtens klarer sig alligevel. Så længe min dreng gør hans bedste, vil jeg ikke presse ham. Han skal nok nå dertil hvor han skal være. Jeg vil hellere bruge mit fokus på at han skal være en glad og tilfreds dreng, med de følelsesmæssige evner til at sige fra, når tingene bliver for meget for ham.

Det er ikke sikkert at du kan bruge det her til noget, men jeg ville bare ikke læse dit indlæg uden at give min erfaring med. For du ER en sej mor! Det er pisse hårdt at være mor, specielt til et barn som ikke er helt som "de andre" og kræver noget ekstra. Så hatten af for dig. JEG synes du er MEGA sej!

Jeg fik engang et godt råd af én, som fik det hele til at virke super simpelt, selvom det er mega svært.

Begge mine børn har særlige behov og i særdeleshed min yngste. Han har det virkelig svært med mere eller mindre alt og jeg blev syg (og sygemeldt) fordi jeg gik og var så bekymret, tænkte hele tiden på fremtiden og så videre og så videre. Han var også langt bagefter med alting, blev skoleudsat og var stadig bagefter dem der så var et år yngre.

Men det råd jeg fik var at jeg skulle ændre mit perspektiv. Stoppe med at fokusere på det negative, stoppe med at bekymre mig om fremtiden og forsøge at tænke positive tanker. Det er okay hvis der kommer en dårlig tanke. Så mærker jeg lige på den, sådan lidt ligesom en sommerfugl der flakser forbi. Man kigger på den og er sådan, "der er du, men nu skal du videre" og så giver man slip på tanken igen. Det er pisse svært og det tog mig vildt lang tid at lære, men det har virkelig gjort underværker for både mig og min dreng. Han er vokset og nået SÅ langt, fordi presset blev lettet.

Og hvad så, hvis han er bagefter? Hvad sker der ved det? Der er masser af mennesker der klarer sig dårligt i skolen, men sagtens klarer sig alligevel. Så længe min dreng gør hans bedste, vil jeg ikke presse ham. Han skal nok nå dertil hvor han skal være. Jeg vil hellere bruge mit fokus på at han skal være en glad og tilfreds dreng, med de følelsesmæssige evner til at sige fra, når tingene bliver for meget for ham.

Det er ikke sikkert at du kan bruge det her til noget, men jeg ville bare ikke læse dit indlæg uden at give min erfaring med. For du ER en sej mor! Det er pisse hårdt at være mor, specielt til et barn som ikke er helt som "de andre" og kræver noget ekstra. Så hatten af for dig. JEG synes du er MEGA sej!

Årh tusind tak det varmer mere end du nogensinde kunne forstille dig. Tusind tak fordi du gav dig tid til at svare

Følte mig som en sej mor, da jeg lå med 41 i feber og betændelse, rystede over alt og slæbte mig selv rundt. Alligevel var jeg tilstede for begge mine børn, begge lå også syge, og knoklede for at give dem nærvær og omsorg. Var helt alene med to syge børn, med opkast feber og tyndskid. Da vi blev raske følte jeg mig som verdens sejeste mor, for jeg anede virkelig ikke hvor jeg fik kræfterne fra 

Jeg er sej næsten hver dag. … føler jeg i hvert fald med det der er på vores tallerken. Barn med diabetes og en med autisme. + plus to krævende fuldtidsjob + hund+ fritidsinteresser.  Pasning af blodsukker 24-7. Og konstante bekymringer, der skal skydes væk.

Jeg føler mig faktisk, heldigvis, ofte som en “skide sej forælder”. Det har jeg gjort jævnligt siden mit ældste barn blev født og jeg har måske af samme grund ikke følt det så voldsomt opslidende at have småbørn - bestemt ikke fordi jeg ikke laver masser af fejl og har skod-øjeblikke eller -dage (jeg råber også af mine børn, taber mælken på gulvet eller laver en dødsyg madpakke når vi er løbet tør for energi og i perioder med voldsom sygdom i familien har vi selvfølgelig været mast helt i knæ) men mere fordi jeg sådan grundlæggende er sikker på, at jeg gør det helt okay. De fleste dage er gode, vi når nogenlunde de ting vi gerne vil, vi er glade sammen…  to unger som trives, et grundlæggende godt og sundt ægteskab og en fin karriere, som dog bevidst er kørt ned i intensitet i disse år, fordi jeg ønsker at være mere fri til familie, venner, dyrke sport/natur/rejser… end at tjene penge og arbejde.

Jeg ville sådan ønske for andre forældre i min generation, at de havde samme oplevelse af og selvtillid i forældreskabet, for jeg ser jo hvordan de slider og slæber og samtidig banker sig selv i hovedet og tvivler på selv de mindste beslutninger, og det ser så mega hårdt ud udefra, selvom de alle helt tydeligt gør det absolut allerbedste de kan  

Anonym skriver:

Ærligt jeg kan ikke huske sidst jeg følte mig som en god mor. Min søn er syg og det en kronisk sygdom. Jeg føler jeg har gjort noget forkert siden han skal lide så meget. Jeg arbejder kun om aftenen og er væk det meste af hver anden uge. Min søn har mange sygedage og jeg føler at folk kigger forkert for sidst vi havde komsammen i klassen så snakkede næsten ingen til mig. 
Min søn er fagligt bagude på grund af hans sygdom og jeg føler jeg presser ham med hans lektier hele tiden hvor han egentlig burde hvile. Men fordi jeg hele tiden får at vide han er bagude føler jeg mig presset… Jeg har mange eksempler men tror bare jeg slutter her.

Hey det er jeg super ked af at høre, at du og I har det så skidt. 
Det er MEGA synd for jer! Og det burde ikke være helt SÅ hårdt for jer. 
Har du overvejet, om du kan få noget professionel hjælp? 

Mit liv tog en fantastisk positiv drejning, efter en veninde pressede mig til at gå til lægen, og fortælle, hvordan jeg gik og havde det.

Jeg havde meget modstand imod det, for jeg tænkte, at lægen nok ville sige “Du skal bare tage dig sammen!” 
Men… lægen sagde “Jeg vil gerne have, at du ikke går på arbejde de næste 4 uger, mindst.” 
og så kørte de på med undersøgelser og jeg fin fantastisk psykologhjælp, som har ændret mit liv. 

Hvis du vil, skriver du bare privat til mig; måske kan du genbruge noget af det, jeg har lært. Dvs. Jeg har lært mere om, hvordan jeg ser de positive ting. 
Og hvordan jeg skifter fokus, så jeg ikke pisker rundt og fastholder det der Pres på Hele Tiden at skulle være Bedre/Anderledes end man er. Både for en selv og ens børn.

Ønsker dig og din søn alt det bedste! 
Det skal nok gå alt samme.