At være sorgramt...

Jeg er desværre ramt afsorg, da jeg mistede min mor sidste år. Det er godt nok det hårdeste, jeg nogensinde har prøvet.
Hun døde uventet og kun 65 år.

Jeg ved ikke, jeg troede måske, at jeg ville have det bedre nu, men savnet fortsætter bare med uformindsket styrke. Allerede for mange måneder siden stoppede min omgangskreds med at tale om det, men for mig fylder det stadig rigtig, rigtig meget.
Jeg har lige holdt jul og svigerfamilien, som jeg holdt jul hos, nævnte det ikke én eneste gang. Folk er så bange for sorgen og jeg forstår det godt, sådan havde jeg det også før!
Men det er rart at blive spurgt, for så ved man, at de ikke har glemt det.

Jeg føler mig ofte helt lamslået af savn. Det er sindssygt. Selv i dag ville jeg sende en sms til hende, da min søn gjorde noget sødt, og kom så i tanke om, at hun jo var død. Jeg savner hende SÅ ufattelig meget. Vi skrev sammen hver eneste dag... jeg delte næsten alt med hende. Tomrummet er enormt.

Hvor jeg vil hen med det her indlæg?
Jeg vil høre fra andre, der prøvet det samme. Hvordan de oplevede det og kom igennem det. Hvordan lærer man at leve med den smerte og det savn?

Mange medfølende tanker herfra. Jeg svært ved at kunne forestille mig hvordan jeg skulle komme over tabet af min mor som jeg elsker højt. 

Jeg har dog mistet min far for år tilbage, som nok er årsagen til at jeg er bange for at miste min mor. 

Hvis jeg skal give noget råd så find ligesindede. Enten søskende eller evt andre der også har mistet deres mor på et tidligt tidspunkt for andre forstår ikke hvordan det er. Og så ellers snak, det skal tales ud. 

Anonym skriver:

Jeg er desværre ramt afsorg, da jeg mistede min mor sidste år. Det er godt nok det hårdeste, jeg nogensinde har prøvet.
Hun døde uventet og kun 65 år.

Jeg ved ikke, jeg troede måske, at jeg ville have det bedre nu, men savnet fortsætter bare med uformindsket styrke. Allerede for mange måneder siden stoppede min omgangskreds med at tale om det, men for mig fylder det stadig rigtig, rigtig meget.
Jeg har lige holdt jul og svigerfamilien, som jeg holdt jul hos, nævnte det ikke én eneste gang. Folk er så bange for sorgen og jeg forstår det godt, sådan havde jeg det også før!
Men det er rart at blive spurgt, for så ved man, at de ikke har glemt det.

Jeg føler mig ofte helt lamslået af savn. Det er sindssygt. Selv i dag ville jeg sende en sms til hende, da min søn gjorde noget sødt, og kom så i tanke om, at hun jo var død. Jeg savner hende SÅ ufattelig meget. Vi skrev sammen hver eneste dag... jeg delte næsten alt med hende. Tomrummet er enormt.

Hvor jeg vil hen med det her indlæg?
Jeg vil høre fra andre, der prøvet det samme. Hvordan de oplevede det og kom igennem det. Hvordan lærer man at leve med den smerte og det savn?

Jeg har ikke selv oplevet det. Men kan kun forstille mig hvor forfærdeligt det må være. 
Har ingen råd. Men ville ikke forlade tråden uden at sende en kondolence og et viatuelt kram

Hvor er jeg ked af at høre, at du har mistet din mor. Faktisk kan jeg mærke din ked-af-det-hed igennem alt du skriver og jeg bliver fyldt med omsorg, for hvor er livet bare pisse hårdt. Især når resten af verden synes at gå videre, imens man selv stadig står lamslået tilbage. At være i sorg gør noget ved én, rykker noget i en som aldrig bliver helt som før. Det betyder ikke at man ikke får det godt igen, det gør man - men man bliver aldrig den samme. Snak med nogen, det fortjener du. På nettet, hos en terapeut, med en fra familien - nogle gange kommer fortroligheden nemmere med folk som selv har fået knubs på sjælen. Der er ingen tidsramme for sorg. Ingen regler om af man “skal videre”. Det tager den tid, det tager. Du bliver okay igen en dag

Jeg har mistet min mor for tre år siden.

Det var efter længere tids sygdom, og derfor også noget anderledes end din oplevelse. For sorgen var blandet med en form for lettelse over, at hun nu ikke skulle lide mere. At vi ikke længere skulle igennem uvished - vente på svar fra undersøgelser og alt det der, som fyldte så meget i hendes sygdomsforløb.

Men sorgen var der selvfølgelig stadig - og er der stadig. Jeg savner også min mor. Jeg er ked af, at mine børn ikke har en mormor. Jeg er ked af, at hun ikke får set dem vokse op. Og jeg tænker tit på hende. Ikke længere hver dag, men flere gange om ugen.

Jeg synes, at det med tiden er blevet lettere at ‘fortsætte’ med det jeg er i gang med, selvom savnet dukker op. Jeg bliver ikke så overvældet. Men den der oplevelse af, at man lige kunne skrive til dem eller sådan noget - det kender jeg godt. Jeg kender en, der sagde, at hun ikke ville blive overrasket, hvis hendes far kom forbi - han havde været død i fem år. Sådan har jeg det også. Hun er langt væk, og alligevel er hun så tæt på, at hun godt lige kunne tage telefonen eller være med min far i bilen. Det tror jeg måske aldrig forsvinder. Og selvom det er hårdt når man kommer i tanke om, at de ikke er her længere, så er der jo også noget utroligt smukt i, at man på den måde har dem med sig hele livet. 

Mange kærlige tanker og kram til dig  - og hør lige: Det kan godt være, folk ikke taler om din mor længere, men du må jo gerne snakke om hende alligevel. Vis folk, at du gerne vil snakke om hende, så kan det være, de også spørger ind. 

Tak for jeres svar.

Det værste ved sorgens smerte er, at alle andre smerter, jeg har haft, har jeg kunnet dulme i en eller anden forstand, men den her ser ud til bare at blive ved og ved.

Nu lyder det som om, jeg er helt i et sort hul, men det er jeg ikke. Jeg er faktisk selv forbavset over, hvor normal man kan virke, når man er i dyb sorg. Allerede efter en uges tid hentede jeg børn, lavede mad og efter 14 dage var jeg på arbejde igen. Og det er jo rart og det giver også en pause fra sorgen.

Men savnet, det er voldsomt og konstant. Jeg har tidligere prøvet at savne afdøde husdyr og heste, en ulykkelig forelskelse og at have hjemve osv. - men intet i den her dur.

Jeg har bare (gudskelov) ingen erfaring med dette og derfor virker det så voldsomt Så overvældende!
Har heldigvis en søster at dele det med og nøj, hvor vi bare gentager os selv i ét væk, og det er nok det, der hjælper allermest.

Jeg er desværre ramt afsorg, da jeg mistede min mor sidste år. Det er godt nok det hårdeste, jeg nogensinde har prøvet.
Hun døde uventet og kun 65 år.

Jeg ved ikke, jeg troede måske, at jeg ville have det bedre nu, men savnet fortsætter bare med uformindsket styrke. Allerede for mange måneder siden stoppede min omgangskreds med at tale om det, men for mig fylder det stadig rigtig, rigtig meget.
Jeg har lige holdt jul og svigerfamilien, som jeg holdt jul hos, nævnte det ikke én eneste gang. Folk er så bange for sorgen og jeg forstår det godt, sådan havde jeg det også før!
Men det er rart at blive spurgt, for så ved man, at de ikke har glemt det.

Jeg føler mig ofte helt lamslået af savn. Det er sindssygt. Selv i dag ville jeg sende en sms til hende, da min søn gjorde noget sødt, og kom så i tanke om, at hun jo var død. Jeg savner hende SÅ ufattelig meget. Vi skrev sammen hver eneste dag... jeg delte næsten alt med hende. Tomrummet er enormt.

Hvor jeg vil hen med det her indlæg?
Jeg vil høre fra andre, der prøvet det samme. Hvordan de oplevede det og kom igennem det. Hvordan lærer man at leve med den smerte og det savn?

Kender du det udtryk, at "sorg er prisen vi betaler for kærlighed"? 

Det er selvfølgelig ikke en trøst og det er helt tydeligt, at du og din søster elsker jeres mor meget højt. Og selvfølgelig mangler hende. 

Jeg bliver meget rørt af din beskrivelse fordi jeg ikke selv har kontakt til min mor og vi egentlig ikke kan li hinanden. Men jeg har en lille datter.... Og ja, på ego vis ville jeg ønske hun og jeg får et forhold, der gør hun vil savne mig en dag, hvor jeg ikke er her mere. På samme måde som du savner din mor. Men aldrig så det bliver en byrde for hende, når jeg selv er væk.

Undskyld - jeg har ikke noget bedre at komme med. Blot at du rører mig og skriver så umådeligt smukt om din mor

Kære dig ❤️

Kærlighed herfra ❤️

Jeg mistede også min mor, kun 59 år, sidste år efter tre måneders kamp med kræft. Jeg kan nikke genkendende til alt, hvad du skriver. Alle er videre og taler ikke længere om det, hvor jeg derimod hver dag tænker på hende; ser på hendes billeder og lytter til gamle talebeskeder fra hende �� Ingen spørger mig, hvordan det egentlig går, og jeg bringer det derfor heller ikke selv på banen. Jeg har det meste af tiden facade på og lader som om, at det ikke fylder så meget, da jeg har travlt med børnene. Men sandheden er, at savnet fylder kolossalt, og sorgen gør utrolig ondt. Jeg fanger mig også selv i at tænke, at jeg skal huske at sende billeder af børnene til hende og opdatere med nye fremskridt med den lille. Når jeg ser eller hører noget sjovt/absurd i familien, tænker jeg også typisk, at det skal jeg lige dele med min mor  

Min mor var ikke kun en mor men også bedste veninde for mig. Jeg mangler hende derfor hver evig eneste dag. Det er otte måneder siden i dag, og jeg føler ikke, at sorgen er blevet mindre. Desværre. Men jeg lærer at leve med den, kan jeg mærke. Jeg lærer at acceptere, at jeg skal leve videre uden hende, særligt fordi mine børn er så små og også behøver deres mor, som jeg selv føler, at jeg i en voksenalder behøver. Jeg har dog desværre ikke en løsning eller nogen gode råd til dig, som sådan. Tror ærlig talt kun, at jeg kan holde det ud, fordi jeg elsker mine børn og mand himmelhøjt og ikke vil udsætte dem for samme sorg, som jeg selv har. Det er frygteligt at miste en forælder. Føler mig tom, rodløs og ensom til tider. 

Undskyld hvis min besked gør dig mere nedtrykt. Det er ikke min hensigt. Jeg vil blot dele, at jeg forstår dig, og hvad du er igennem ❤️

Anonym skriver:

Jeg er desværre ramt afsorg, da jeg mistede min mor sidste år. Det er godt nok det hårdeste, jeg nogensinde har prøvet.
Hun døde uventet og kun 65 år.

Jeg ved ikke, jeg troede måske, at jeg ville have det bedre nu, men savnet fortsætter bare med uformindsket styrke. Allerede for mange måneder siden stoppede min omgangskreds med at tale om det, men for mig fylder det stadig rigtig, rigtig meget.
Jeg har lige holdt jul og svigerfamilien, som jeg holdt jul hos, nævnte det ikke én eneste gang. Folk er så bange for sorgen og jeg forstår det godt, sådan havde jeg det også før!
Men det er rart at blive spurgt, for så ved man, at de ikke har glemt det.

Jeg føler mig ofte helt lamslået af savn. Det er sindssygt. Selv i dag ville jeg sende en sms til hende, da min søn gjorde noget sødt, og kom så i tanke om, at hun jo var død. Jeg savner hende SÅ ufattelig meget. Vi skrev sammen hver eneste dag... jeg delte næsten alt med hende. Tomrummet er enormt.

Hvor jeg vil hen med det her indlæg?
Jeg vil høre fra andre, der prøvet det samme. Hvordan de oplevede det og kom igennem det. Hvordan lærer man at leve med den smerte og det savn?

Stort kram til dig

Har heller ingen løsning. Ved dog godt hvor hårdt det er, jeg mistede min mor for et år siden, hun nåede lige at blive 62. Det gik så stærkt og vi kæmpede alt hvad vi kunne mod kræften, men kunne desværre ikke redde hende. Jeg er vant til at tale med hende nogle gange 10 gange om dagen, hver eneste dag, om alt. Bare sådan noget som at ringe til hinanden og sige "tænd for dr1 nu", eller grine af noget fjollet. Sidder nu og tuder mens jeg skriver det.. Savner hende ubeskriveligt meget. Jeg er samtidig gået hen og blevet lidt bedøvet, ved ikke hvordan jeg skal forklare det. Delvist forstår jeg det stadig ikke, for det kan jo umuligt være rigtigt, og så er jeg på en måde bange for at tænke på hende, fordi jeg bliver så enormt ked af det. Men så er jeg også bange for at glemme.. Og det er hårdt at se andre og hele verden fortsætte som det plejer. Jeg ved ikke hvordan man kommer igennem det, det er også så uretfærdigt, føler man. Undskyld, har ingen gode råd, men sender dig et kram og varme tanker.

Kondoler med dit tab! 

Det eneste jeg lige ka bidrage med, er at det bliver nemmere med tiden, selvom det lyder som en kliché!

Jeg mindste min far i 2005, midt i min afsluttende bachelor forberedelse, og der er så mange ting, jeg slet ik ka huske, fra den periode. Han faldt om med en blodprop, og døde 3 dage sener.

Jeg er typen der kaster mig iver opgaver/arbejde osv. 

Jeg mistede min far, da jeg var lige blevet 25, og inden jeg havde fået børn. Jeg savner ham self, men ik på en måde, hvor jeg bliver ked af at tænke på ham, eller taler om ham jeg gør meget ud af, at fortælle mine børn om ham, og i familien snakker vi også om ham, når det lige falder os ind. 

Vi spiser med min mor, ca 1 gang i ugen og det er fantastisk, at ku dele minder og sjove historier med hinanden.

Min mor har så lige mistet endnu en mand. Hun var sammen med ham i 8 år, og han fik konstateret kraft i maj og døde på min fars fødselsdag i i juli. Han er den eneste "morfar" mine børn har haft, og det har været helt forfærdeligt, at være i. 

Begge tab har været hårde ved min mor, men vi i familien er gode til at snakke om vores tab. Min veninder er fantastiske til at spørge ind hvordan det går, og faktisk også spørge ind til hvordan det går med min mor osv.

Så snak med din partner om din mor, fortæl dine børn sjove historie, se på billeder, og fejre mærkedage osv.

Snak med din mor, fortæl hane om dine børn osv. Det ka man sagtens, selvom de ik er her mere Vh Stine