Jeg forstår fuldstændigt, at du er knockoutet og ked af det, vred, uforstående osv. Det er en helt normal reaktion - både på fyringen og på den oplevelse, ansættelsen generelt var for dig. Og det tager tid at rejse sig igen.
Men jeg synes også, det er vigtigt, at du minder dig selv om, at du ikke var glad for jobbet. Så sent som for en uge siden skrev du - i forbindelse med den manglende julegave - at du havde mest lyst til at smide håndklædet i ringen. Det var jo ikke et drømmejob for dig, du trivedes ikke, følte dig udenfor og i tvivl, om du gjorde det godt nok. Så selv om det er et hak i selvtilliden at blive vraget, så ser arbejdsgiveren jo nok rigtigt, når hun afgør, at du og arbejdspladsen ikke er gode for hinanden. Man kan jo heller ikke som ansat holde til ikke at føle sig tryg og anerkendt, tvivle på sine evner osv., dag efter dag.
Jeg tror ikke, nogen kan svare på, hvor længe man skulle have givet dig. Hvis du bare ikke var den tetris-brik, der passede ind i spillet, virker det mere humant at trække plasteret hurtigt af end at slide både på dig og resten af arbejdspladsen i to måneder, to en halv måned - og spilde både din og deres tid på noget uholdbart.
Hvad du kunne have sagt eller gjort, da hun fyrede dig, ville ikke ændre på realiteterne - jeg kan godt forstå, det spøger i dine tanker, at du kunne have givet hende din ærlige mening, men du ville jo være lige fyret af den grund. Prøv at lægge de tanker fra dig.
Når du finder det rigtige job, hvor du passer ind og føler dig kompetent, værdsat osv., vil du kunne tænke tilbage på den dér første arbejdsplads, som du heldigvis ikke skal bruge resten af dit arbejdsliv på, og føle dig lettet over, at du kom hurtigt derfra. Om det så var dem eller dig, der stoppede det, vil opleves mindre væsentligt.
Anmeld
Citér