Hvordan reagerede I på at blive mor/far

Anonym skriver:

Hvordan reagerede i på den livsomvæltende ændring at blive mor/far?

Jeg spørger fordi jeg tænker over hvordan jeg selv reagerer. Jeg er klar over at det ikke nødvendigvis er den oplevelse man ser på film, helt fra start i hvert fald. Min forestilling om min egen reaktion er en blanding af total lykke og at være ved at skide i bukserne af skræk. 

Jeg vil også meget gerne høre fra fædrene, hvordan jeres oplevelse var og om der er noget man som mor skal være obs på i forhold til faren?

Mht. Faren var jeg selv meget opmærksom på st inddrage ham mest mulig og give ham følelsen af at barnet også havde brug for ham( igen er fædre forskellige) min egen ville gerne være meget med, derfor sørgede jeg også for at give ham meget plads helt fra start, så han fik god tilknytning mellem amninger etc. Hvis ik du allerede har gjort det, så tag en snak med din mand/kæreste og danne et indblik i, hvor han står og hvilke forventninger han har til den nye tid

Jeg har ingen af gangene fået den der overvældende kærlighed fra første øjeblik. Det er først kommet langt senere, når de begynder at få en personlighed og man lærer dem at kende, og de begynder at give noget igen. 

Første gang blev jeg meget overvældet over den kæmpe beskyttertrang. Jeg kunne stortude ved tanken om alle de ting der potentielt kunne ske ham.

Anden gang havde jeg det rigtig svært i starten. Jeg følte mig meget ensom i barslen. Baby ville hverken sove eller spise, og ingen kunne finde ud af hvad der var galt. Min mand tog tidligt af sted på arbejde og kom hjem sidst på eftermiddagen. Jeg skulle sørge for at hente og bringe den ældste samtidig med at det hele brændte på hjemme, så jeg følte at jeg havde alt ansvar på mine skuldre. Så kom lillebror til kiropraktor, og han var en helt anden baby, og kort efter kom corona, så min mand var hjemme sammen med mig i lang tid. Det var en stor befrielse

det at få en baby nåede vi har skabt er en kæmpe kæmpe ting for mig så jeg kan slet ikke stoppe en kærlighed der flyver ud fra det øjeblik den lille spir er i maven og det samme gælder manden og anden gang storebror. 
Vi havde snakket om længe det ville blive en kæmpe rutsjetur fordi alt er nyt første gang og  vi blev enige om at huske på hinanden hjælpe hinanden hvor man kunne og husk at snakke sammen kys, knus, sex når man er klar det syntes vi var vigtigt snakke med hinanden hvis der var nåede der var svært træls osv. og det har vi også gjord denne gang og hold fast det hjælper så meget

Tak for jeres meget åbne svar. Synes personligt det er rart at være forberedt på at det er lige så naturligt at synes det er skræmmende og hårdt osv. Som at få den store lykkefølelse.