Hvordan reagerede I på at blive mor/far

Hvordan reagerede i på den livsomvæltende ændring at blive mor/far?

Jeg spørger fordi jeg tænker over hvordan jeg selv reagerer. Jeg er klar over at det ikke nødvendigvis er den oplevelse man ser på film, helt fra start i hvert fald. Min forestilling om min egen reaktion er en blanding af total lykke og at være ved at skide i bukserne af skræk. 

Jeg vil også meget gerne høre fra fædrene, hvordan jeres oplevelse var og om der er noget man som mor skal være obs på i forhold til faren?

Jeg blev virkelig overvældet - jeg var også ‘kun’ 23 da jeg fik min første. 
jeg havde oplevelsen af ubetinget kærlighed, glæde og så havde også følelsen af - FUCK!! Er det sådan her det er? Er det, det der er tilrettelagt for mig resten af livet nu? Hvornår kommer der nogen og tager ham? 
jeg var lidt i chok faktisk…. Der gik nogle måneder inden den negative følelse bundfældede sig. Jeg synes til gengæld i mange år, det var vanvittig hårdt - også da lillesøster kom 3,5 år senere….. og da jeg så uplanlagt blev gravid med nummer tre 4,5 senere væltede min verden lidt….. 

Der skal du have In mente jeg lige var færdig med bleer, middagslur, manglende søvn osv… 

da han så endelig kom, lillebror, knap 8 år efter første og 4,5 år efter lillesøster, var jeg altså ret så lykkelig! Jeg var 31, på toppen, vidste hvad jeg gik indtil og de to store var en kæmpe hjælp! 
idag er mindste knap 5 og vi er igen på den anden side af babylivet, og han starter i skole til april. Jeg elsker at være mor og især til tre børn. Det er vidunderligt! Jeg tror for mig, at jeg simpelthen var for ung og naiv omkring at blive mor. Jeg gjorde mig slet ikke de tanker du gør - så jeg tror du er meget mere moden en mig og at det bliver fantastisk for dig!  
pøj pøj 

Med det ene barn fik mor en efterfødselsreaktion og havde svært ved at være i det mens far var head-over-heels-forelsket i det lille væsen. Med det andet var det lidt omvendt: mor oplevede kærlighed ved første blik og far havde lidt svært ved det hele. I begge tilfælde med de svære følelser var der stadig et stort behov for at beslutte det lille barn men det var mekanisk og ambivalent. Den store kærlighed er kommet sidenhen i begge tilfælde. Dét der fungerede rigtig godt hos os var åbenheden: at tale om følelserne og rumme hinanden samt at vi på forhånd var indstillet på at tilknytning opleves forskelligt og at man ikke er forkert bare fordi man ikke i første sekund føler dyb kærlighed; at det er helt normalt at det tager tid og at det kræver en indsats i form af tid sammen før alle følelserne er der. Og sidenhen at børn er forskellige og kærlighed er forskellig - at sagtens kan elske vores børn på forskellige måder men at det stadig er lige højt. 

Jeg har endnu ikke oplevet den totale lykkefølelse. Jeg elsker min søn, men må indrømme min tilknytning er kommet mere “hen ad vejen” og mindre overvældende end forventet. Måske fordi folk taler om kæmpe følelser og vilde reaktioner oplevede jeg næsten et antiklimaks. Altså at det ikke var “mere vildt”, men “bare” en ny virkelighed. Men i starten er det en masse behovsopfyldelse. Senere kommer smil, milepæle og personlighed, og det gør det meget mere fantastisk, synes jeg.

Jeg havde det rigtig svært som mor. Jeg oplevede ikke den der store kærlighed som man taler om. Den kom først langt senere, snigende. Jeg tror faktisk hun var næsten et år. Ikke at jeg ikke beskyttede hende og tog mig af hende, men det var ikke bundet i en kæmpe kærlighed. Hun havde det rigtig svært som baby, var utrolig svær at få til at sove, meget kontaktsøgende. Det var bare for meget. Da det blev nemmere og hun begyndte at have en personlighed, kom kærligheden langsomt. Jeg kan nu sige af vi har et fantastisk bånd og jeg elsker hende over alt på jorden. 

Far elskede hende derimod fra første gang han så hende. Han var fantastisk. 

Begge gange har det været en voldsom forelskelse i det lille nye menneske og ubetinget kærlighed. 
Da jeg blev mor første gang oplevede jeg dog også en bagside jeg slet ikke havde forventet, alle bekymringerne omkring babys trivsel. Det var jeg slet ikke forberedt på. Natteroderi, vasketøj osv. vidste jeg kom og det har aldrig været en udfordring for mig. 
For min mand var det meget voldsomt at miste sin “frihed” og det gav ham en efterfødselsrraktion og betød at det var mig der var mest på. Han er dog kommet mere på banen efter vores børn er blevet ældre

Jeg synes det var rigtig svært som far. Vi havde ikke en let start pga diverse komplikationer, men også senere var det svært ift at kunne trøste, putte osv. Men jeg har heller aldrig tidligere haft omgang med småbørn, hverken som ung eller voksen.

De få småbørn der var i familien før min egen så jeg jo kun i få timer af gangen til familiearrangementer. Så jeg havde 0 erfaring med børn - hvilket blandt var årsagen til at jeg begyndte at læse med i det her forum.

Helt klassisk synes jeg det blev lettere, da barnet blev lidt ældre. Men sådan er der vist mange fædre der har følt.

Jeg følte mig enormt utilstrækkelig og havde en efterfødselsreaktion, da vi fik vores første. Graviditeten var hård på grund af sygdom i familien, fødslen endte i akut kejsersnit, amningen fungerede ikke, og jeg måtte konfrontere en masse barndomstraumer, som blussede op. Jeg var så bange og følte konstant, jeg svigtede min baby, og at hun ville have det bedre med en anden mor. Jeg kunne ikke læse min kæreste og var overbevist om, at han var skuffet over mig og ikke elskede mig mere. 

Det var vanvittigt hårdt, og det gjorde det ikke nemmere, at vi fik en helt nyuddannet sundhedsplejerske, som kun så problemer og konstant sendte os videre til specialister med baby. Vi var hos den ene specialist efter den anden, selvom baby var sund og rask. Det gjorde det meget svært at hvile i noget som helst. 

Jeg gik i terapi i et halvt år, før jeg var omme på den anden side. Efterfølgende har jeg fået to børn uden at opleve det samme, heldigvis. 

Min kæreste havde ikke rigtig nogen reaktion på at blive far, ud over bekymring for mig. Kærligheden til baby tog lidt tid, men han var meget begejstret for baby med det samme, og det hjalp. 

Jeg føler egentlig at det ligesom “bare skete”. Var 21 og min mand 26. Vi var vel rigtig lykkelige og forundrede over den klump vi havde skabt og som havde rumsteret inde i maven nu var ægte og noget vi skulle tage os af. 
Rædslen.. eller nervøsiteten, kom da vi skulle udskrives dagen efter. Jeg følte mig ingenlunde klar til at stå med alt ansvaret. Og vi fik også skubbet udskrivelsen et halvt døgn. 
Men da vi først kom hjem var det lidt ligesom at opdage at man havde holdt vejret i alt for lang tid. Vi åndede ud og slappede af. Det var først der vi begyndte at hvile i os selv som nybagte forældre. 
Anden gang var det en mere voldsom oplevelse i forhold til fødsel og indlæggelse på neonatalafdelingen. Og jeg er så glad for at vores første fødsel osv bare gik over al forventning og hun havde det godt. Godt det ikke havde været nr 2 der var nr 1. 

Anonym skriver:

Hvordan reagerede i på den livsomvæltende ændring at blive mor/far?

Jeg spørger fordi jeg tænker over hvordan jeg selv reagerer. Jeg er klar over at det ikke nødvendigvis er den oplevelse man ser på film, helt fra start i hvert fald. Min forestilling om min egen reaktion er en blanding af total lykke og at være ved at skide i bukserne af skræk. 

Jeg vil også meget gerne høre fra fædrene, hvordan jeres oplevelse var og om der er noget man som mor skal være obs på i forhold til faren?

Mit bedste råd er ikke at forvente din egen reaktion, intet er rigtig eller forkert, sker mange ting, mange ting man igså først tænker Iver efterfølgende.. jeg selv forventede det her første største kærlighed fordi jeg troede det var det rigtige, så føler man sig hurtigt forkert når man står der som nybagt mor, lav på overskud, mangler søvn etc. Intet forkert i at synes det er overvældende/hårdt etc. Ligesom der intet er forkert i at synes det er det mest naturlige og nemmeste.. vi som mødre er forskellige og vores børn er ligeså forskellige. Slap af, nyd dit barn til den tid og husk, hvis noget er svært er det meget i faser, det bliver bedre. Havde selv et barn med problemer til start, har idag den nemmeste dreng der sover igennem og stortset altid er tilpas, vil intet være foruden og kan faktisk til tider savne de lange nætter med ham på armen hvor han var tryggest, påtrods af jeg synes det var mega hårdt da det stod på. Alt god vind til dig med din kommende nye rolle