svære tanker

Puha... for første gang i dag har jeg tænkt: "hvad nu hvis jeg IKKE kan klare det her"... altså ikke bare sådan nervøsitet om nu jeg gør det godt nok, men sådan virkelig angst for at jeg ikke bliver en god mor.. At jeg slet ikke kan give mit barn hvad hun fortjener og at livet bliver en kamp og en fiasko

Jeg ved ikke hvordan tankerne er opstået, men jeg er virkelig ked af det, og kan ikke lade være med at græde, selvom Daniel trøster mig og siger at jeg og VI nok skal klare det helt fantastisk. Jeg er så bange for at blive syg og ikke kunne passe hende. Så er Daniel nødt til at droppe sine drømme og planer for at passe vores barn, og det kan jeg ikke håndtere.

Har I andre også nogle SÅ voldsomme tanker eller skal jeg søge hjælp til det her? Ved at min sindstilstand kan påvirke lillepigen, og det vil jeg ikke risikere. Daniel og jeg har det rigtig godt, og han er bare en kæmpe støtte. Men jeg er ulykkelig og bange.

Knus en meget frustreret og forvirret Caroline, 23+0

hejsa

Uden at jeg kan tale af erfaring, sådan helt konkrekt, så tror jeg at det er helt naturligt at få disse tanker.

Jeg går osse selv lidt i panik en gang imellem, hvor tankerne bare farer rundt i mit hoved. Kan jeg klare det her? hvad er det dog jeg har rodet mig ud i? bliver jeg en god mor? hvad gør jeg hvis dit og dat? og ja jeg kunne blive ved.

Det er  dybt frusterende at have de tanker, men jeg er meget overbevist om at det har de fleste vordende mødre prøvet.

krammer

Dea 33+6

åh Caroline! i den periode jeg var gravid, var jeg ved at skide i bukserne - og jeg havde altså ønsket det i 2 år!

du blir bange, fordi du vil dit barn og din familie det ALLERbedste, og det gør dig IKKE til en dårlig mor - det gør dig til verdens BEDSTE mor (bare vent og se). og husk nu på, at daniels drømme også inkluderer dig og jeres barn og at I allesammen har det godt

Caroline86 skriver:

Puha... for første gang i dag har jeg tænkt: "hvad nu hvis jeg IKKE kan klare det her"... altså ikke bare sådan nervøsitet om nu jeg gør det godt nok, men sådan virkelig angst for at jeg ikke bliver en god mor.. At jeg slet ikke kan give mit barn hvad hun fortjener og at livet bliver en kamp og en fiasko

Jeg ved ikke hvordan tankerne er opstået, men jeg er virkelig ked af det, og kan ikke lade være med at græde, selvom Daniel trøster mig og siger at jeg og VI nok skal klare det helt fantastisk. Jeg er så bange for at blive syg og ikke kunne passe hende. Så er Daniel nødt til at droppe sine drømme og planer for at passe vores barn, og det kan jeg ikke håndtere.

Har I andre også nogle SÅ voldsomme tanker eller skal jeg søge hjælp til det her? Ved at min sindstilstand kan påvirke lillepigen, og det vil jeg ikke risikere. Daniel og jeg har det rigtig godt, og han er bare en kæmpe støtte. Men jeg er ulykkelig og bange.

Knus en meget frustreret og forvirret Caroline, 23+0

Så meldte graviditetshormonerne vist for alvor sin ankomst. Byd dem hjertelig velkommen for de vil følge dig resten af graviditeten 

Nej jeg forstår dig bare SÅ godt og det hører bare med til det at være gravid, faktisk læste jeg et sted(hvilket egentlig hjalp lidt) at det bare var et sundt tegn på at man bekymrede sig. Lige så mange grimme og tunge tanker du tænker lige så mange lykkelige og smukke tanker vil du tænke dig.

Jeg ønsker dig bare al mulig held og lykke med graviteten og nyd at du har den dejlige støtte fra Daniel.

stort kram herfra jeg ved hvor hårdt det kan være men det hele skal nok gå godt og du bliver den mest fantastiske mor for din lille datter.

Et stort opmundtrende kram herfra   har det helt lige som dig søde.

Specielt nu hvor jeg næsten er i 34 uge begynde tankerne virkelig at snurre. Er også så bange for at jeg ikke kan gøre tingene rigtigt, og at nogen vil komme og tage hende fra mig

Det er utrolig så følelses ladet man kan blive og i tvivl når man endelig er blevet gravid  Men tror også at det netop er sundt at være lidt nervøs, da det viser at man virkelig vil dette barn det godt. Vi vil jo gøre alt for vores små guldklumper

Tror det er meget normalt at have det sådan, jeg reagerede så ikke ved at græde, jeg fik et meget stort temperament i stedet for, og er virkelig ubehageligt.

Ang du nævner det med at blive syg, kan godt forstå du tænker meget over det og jeg er helt sikker på at der ikke bliver noget mere når du har født.

Og kan trøste dig med hvis nu der er noget,jeg er jo selv syg og kan ikke lege med Emil som jeg gerne vil og som frank jo kan, og ved du hvad, de små har jo en mega hjerne og Emil ved godt at når han er sammen med mor så forgår det stille og rolig og er der en dag mor  her er frisk på en sving om jamen så lyser det jo bare endnu mere op i hans ansigt og er så fantastisk, mig og frank kan lige meget med Emil og passer ham lige meget, bare på hver vores måde og tempo og da det altid har været sådan så ved Emil godt at sådan er det og han er ikke mærket af det overhovedet.

tusind tak for alle Jeres opmuntrende ord... Det betyder uendeligt meget at vide jeg ikke overreagerer og at I andre har eller har haft det på samme måde

ved ikke om hele mit tidligere "sygdomsliv" gør at det kommer så tæt på, men kan godt forestille mig at det har rigtig meget at sige. Ville være så ked af at se "livet gå i stå", når mit billede af det at få børn er at det først er her livet for alvor starter!

Daniel er virkelig guld værd han bliver virkelig en fantastisk far, og hvor ER jeg glad for at han har gennemgået den udvikling han har... Ved ikke hvad jeg skulle gøre uden ham!

tak ladies... I er også guld værd!

Caroline86 skriver:

Puha... for første gang i dag har jeg tænkt: "hvad nu hvis jeg IKKE kan klare det her"... altså ikke bare sådan nervøsitet om nu jeg gør det godt nok, men sådan virkelig angst for at jeg ikke bliver en god mor.. At jeg slet ikke kan give mit barn hvad hun fortjener og at livet bliver en kamp og en fiasko

Jeg ved ikke hvordan tankerne er opstået, men jeg er virkelig ked af det, og kan ikke lade være med at græde, selvom Daniel trøster mig og siger at jeg og VI nok skal klare det helt fantastisk. Jeg er så bange for at blive syg og ikke kunne passe hende. Så er Daniel nødt til at droppe sine drømme og planer for at passe vores barn, og det kan jeg ikke håndtere.

Har I andre også nogle SÅ voldsomme tanker eller skal jeg søge hjælp til det her? Ved at min sindstilstand kan påvirke lillepigen, og det vil jeg ikke risikere. Daniel og jeg har det rigtig godt, og han er bare en kæmpe støtte. Men jeg er ulykkelig og bange.

Knus en meget frustreret og forvirret Caroline, 23+0

åhh Caroline. Det lyder som et indlæg jeg kunne have skrevet. Jeg vræler også ofte over så mange ting. Angsten for at føde for tidligt, få svangerskabsforgiftning, kan jeg amme, Gør vi det nu rigtigt og godt nok, Når vi at få tingene klar herhjemme inden hun kommer og jeg kunne bliver ved med mange tanker.

Jeg tror det er en del af det at blive mental forberedet på det at skulle have barn. Vi har jo aldrig prøvet det før, og er jo derfor bange/nervøse/spændte på det. Det, blandet sammen med at vi er fulde med hormoner gør det jo ikke bedre. Jeg oplever blandt veninder, familie og baby.dk at det er helt normale tanker.

Godt vi har nogle gode mænd og famílie der er der for os

KH Maise

Maise skriver:

åhh Caroline. Det lyder som et indlæg jeg kunne have skrevet. Jeg vræler også ofte over så mange ting. Angsten for at føde for tidligt, få svangerskabsforgiftning, kan jeg amme, Gør vi det nu rigtigt og godt nok, Når vi at få tingene klar herhjemme inden hun kommer og jeg kunne bliver ved med mange tanker.

Jeg tror det er en del af det at blive mental forberedet på det at skulle have barn. Vi har jo aldrig prøvet det før, og er jo derfor bange/nervøse/spændte på det. Det, blandet sammen med at vi er fulde med hormoner gør det jo ikke bedre. Jeg oplever blandt veninder, familie og baby.dk at det er helt normale tanker.

Godt vi har nogle gode mænd og famílie der er der for os

KH Maise

Det er helt normale tanker, søde Caroline og tro mig... Du bliver den BEDSTE mor din datter kan ønske sig!!! Ingen tvivl om det!

Man bliver aldrig HELT klar før babyen kommer, og lige med det samme føles det bare som den naturligste ting i verden  Bare vent.....

Og det er super dejligt du har den fantastiske støtte i Daniel! I to skal HELT SIKKERT nok klare det sammen....

Men dine tanker er HELT normale, dem tror jeg vi alle har haft i graviditeten... Det er jo et helt nyt kapitel i ens liv man går ind til.... Man bliver forældre og man får ansvar for det her lille væsen som kommer... Og det er det BEDSTE i hele verden kan jeg godt sige dig....!!!!

I skal nok klare den!

Cyberkram herfra!