Er det tid til at droppe relationen?

Hej alle, 

Det her er super kompliceret, og jeg håber, at nogen har overskud til at læse det og komme med råd. 

Min far fandt sammen med min stedmor, lad os kalde hende Lisa, da jeg var 9-10 år gammel. Lige i starten var det okay, men ret hurtigt gik det ned af bakke. Lisa behandlede mig dårligere, jo ældre jeg blev. Hun trykkede på alle knapperne, der gjorde mig ked eller vred, og så brugte hun de følelser mod mig og sagde, jeg overreagerede eller var ustabil. Min far gik med på den.

Jeg fik ofte slem skæld ud over småting, men hendes måde at reagere på, var at ignorere mig 100% i dagevis, vitterligt opføre sig som om jeg var luft, og så til sidst eksplodere på mig. Det kunne fx være fordi, at jeg havde glemt at tørre spisebordet af efter morgenmad, hvilket hun mente jeg glemte med vilje, fordi jeg var en forkælet møgunge.

Én gang glemte jeg at slukke min radiator om morgenen, det var uheldigt, for den var skruet højt op. Min far overfusede mig pr SMS. Jeg undskyldte inderligt, skrev det var en fejl, og min far skrev, at jeg skulle holde op med at være en dramaqueen og have ondt af mig selv, så kunne jeg betale deres fucking regninger "din forkælede møgunge". Over en fejltagelse.

Mit nervesystem var på overarbejde, hver gang jeg var der. Jeg var bange for, hvad jeg havde gjort forkert denne gang. Hvornår jeg ville få skæld ud igen. De fortalte mig begge hele tiden hvad jeg følte - hvis jeg prøvede at forklare, hvordan jeg egentlig havde det, skar de mig af. De gjorde det klart, at de synes jeg overreagerede generelt. De erkendte aldrig egen rolle.

Det endte med, at de smed mig ud. De synes, jeg var et problembarn uden respekt. De havde aftalt med min mor, at hun ikke måtte tage mig ind, men det gjorde hun så selvfølgelig, min mor og jeg har altid været tætte. Så kom hjem fra fritidsjob, og så havde de smidt alle mine ting i flyttekasser. Det var enormt traumatisk. Derudover skændes de også ofte voldsomt med hinanden foran min søster og jeg.

Der var en årrække hvor vi ikke rigtig havde kontakt, men så har vi fået det lidt igen, og i dag har vi et almindeligt høfligt forhold. Jeg har forsøgt at redde fortiden ud flere gange, men de vender det hele tiden imod mig. Lisa had sagt, at hende og min far jo holdt op med at skændes sø meget efter jeg flyttede (ergo, deres problemer var min skyld), og de har sagt, at jeg gjorde livet surt for alle omkring mig.

Meanwhile havde jeg tætte familiebånd med resten af min familie, som alle opfattede mig som en sød, høflig og ordentlig ung kvinde. Jeg har aldrig været rebelsk, nærmere bange for at lave fejl. Jeg erkender, at jeg emotionelt havde det svært, men det var jo pga det miljø, jeg levede i.

Arrene var min opvækst bærer jeg stadig. Jeg er pleaser, jeg er bange for at sætte grænser, bange for folk bliver sur på mig. Jeg fornemmer dårlige stemninger på et splitsekund og går i fight or flight mode.

I starten af dette år skrev min far, at Lisa og ham havde store problemer, og hun var ved at gå fra ham. Hun gav ham den kolde skulder, de havde haft mange problemer. Jeg lyttede, var der, var neutral og sagde intet dårligt om hende. De fandt så ud af det, og straks ringede han belærende og sagde, at nu skulle jeg jo behandle Lisa ordentligt, selvom han havde fortalt mig de ting (der var ingen indikation på jeg ville behandle hende dårligt, jeg er altid venlig og høflig).

For et par uger siden skete det igen. Han skrev, at hun havde givet ham skilsmissepapirer, nu vsr det slut. Han var ulykkelig, uden et sted at bo, bange for økonomien. Jeg smed alt, inviterede ham herhjem at bo i en periode, selvom vi har knap med plads og penge, lyttede og var der. Havde en lang snak med ham, hvor han fortalte om lede ting hun havde sagt, og sagde han tænkte om det egentlig var et giftigt forhold osv. Jeg prøvede at være diplomatisk, gav dog udtryk for, at jeg selv jo havde haft nogle svære oplevelser med hende i fortiden, hvorfor jeg kunne forestille mig, det var svært.

Få dage senere skete det igen. Nu havde de fundet ud af det. Han ringede. "Nu skal du lige huske hvad jeg sagde om ikke at bære nag mod Lisa!", sagde han med en belærende tone, som var jeg et lille barn.

Jeg kan mærke, at jeg har nået smertegrænsen nu. Al den smerte forvoldt i min opvækst, som de stadig fastholder er min skyld. To gange følelsesmæssigt cirkus, hvor jeg har åbnet mit hjerte og været villig Til at åbne mit hjem for min far, hvorefter han taler til mig respektløst og dikterer, hvad jeg må gøre og føle, fordi de nu har fundet ud af det igen. Han bliver ved at behandle mig som en 15-årig teenager, men jeg er 33, gift, børn, veluddannet.

Jeg får ikke noget positivt ud af denne relation. I forvejen ses vi ikke ret ofte, typisk ifm fødselsdage og til højtider. Men jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Hvis jeg vælger at sige fra og sætte en grænse, så ved jeg, at jeg får det hele smidt tilbage i hovedet igen, så det hele bare er min skyld. Og hvis jeg vælger at afbryde relationen, så mister mine børn relationen til deres farfar, uagtet relationen i forvejen er begrænset.

Jeg traf bare for længe siden et valg om, at mennesker, der giver negativ energi og ikke respekterer mig, ikke har plads i mit liv. Men gælder det også min egen far? Han døjer med angst og depression, så jeg er også bange for at prikke til noget der..

Håber i kan hjælpe, det er sårbart, når det er familie, og har brug for råd fra nogen, hvis egne følelser ikke er involveret her. 

Anonym skriver:

Hej alle, 

Det her er super kompliceret, og jeg håber, at nogen har overskud til at læse det og komme med råd. 

Min far fandt sammen med min stedmor, lad os kalde hende Lisa, da jeg var 9-10 år gammel. Lige i starten var det okay, men ret hurtigt gik det ned af bakke. Lisa behandlede mig dårligere, jo ældre jeg blev. Hun trykkede på alle knapperne, der gjorde mig ked eller vred, og så brugte hun de følelser mod mig og sagde, jeg overreagerede eller var ustabil. Min far gik med på den.

Jeg fik ofte slem skæld ud over småting, men hendes måde at reagere på, var at ignorere mig 100% i dagevis, vitterligt opføre sig som om jeg var luft, og så til sidst eksplodere på mig. Det kunne fx være fordi, at jeg havde glemt at tørre spisebordet af efter morgenmad, hvilket hun mente jeg glemte med vilje, fordi jeg var en forkælet møgunge.

Én gang glemte jeg at slukke min radiator om morgenen, det var uheldigt, for den var skruet højt op. Min far overfusede mig pr SMS. Jeg undskyldte inderligt, skrev det var en fejl, og min far skrev, at jeg skulle holde op med at være en dramaqueen og have ondt af mig selv, så kunne jeg betale deres fucking regninger "din forkælede møgunge". Over en fejltagelse.

Mit nervesystem var på overarbejde, hver gang jeg var der. Jeg var bange for, hvad jeg havde gjort forkert denne gang. Hvornår jeg ville få skæld ud igen. De fortalte mig begge hele tiden hvad jeg følte - hvis jeg prøvede at forklare, hvordan jeg egentlig havde det, skar de mig af. De gjorde det klart, at de synes jeg overreagerede generelt. De erkendte aldrig egen rolle.

Det endte med, at de smed mig ud. De synes, jeg var et problembarn uden respekt. De havde aftalt med min mor, at hun ikke måtte tage mig ind, men det gjorde hun så selvfølgelig, min mor og jeg har altid været tætte. Så kom hjem fra fritidsjob, og så havde de smidt alle mine ting i flyttekasser. Det var enormt traumatisk. Derudover skændes de også ofte voldsomt med hinanden foran min søster og jeg.

Der var en årrække hvor vi ikke rigtig havde kontakt, men så har vi fået det lidt igen, og i dag har vi et almindeligt høfligt forhold. Jeg har forsøgt at redde fortiden ud flere gange, men de vender det hele tiden imod mig. Lisa had sagt, at hende og min far jo holdt op med at skændes sø meget efter jeg flyttede (ergo, deres problemer var min skyld), og de har sagt, at jeg gjorde livet surt for alle omkring mig.

Meanwhile havde jeg tætte familiebånd med resten af min familie, som alle opfattede mig som en sød, høflig og ordentlig ung kvinde. Jeg har aldrig været rebelsk, nærmere bange for at lave fejl. Jeg erkender, at jeg emotionelt havde det svært, men det var jo pga det miljø, jeg levede i.

Arrene var min opvækst bærer jeg stadig. Jeg er pleaser, jeg er bange for at sætte grænser, bange for folk bliver sur på mig. Jeg fornemmer dårlige stemninger på et splitsekund og går i fight or flight mode.

I starten af dette år skrev min far, at Lisa og ham havde store problemer, og hun var ved at gå fra ham. Hun gav ham den kolde skulder, de havde haft mange problemer. Jeg lyttede, var der, var neutral og sagde intet dårligt om hende. De fandt så ud af det, og straks ringede han belærende og sagde, at nu skulle jeg jo behandle Lisa ordentligt, selvom han havde fortalt mig de ting (der var ingen indikation på jeg ville behandle hende dårligt, jeg er altid venlig og høflig).

For et par uger siden skete det igen. Han skrev, at hun havde givet ham skilsmissepapirer, nu vsr det slut. Han var ulykkelig, uden et sted at bo, bange for økonomien. Jeg smed alt, inviterede ham herhjem at bo i en periode, selvom vi har knap med plads og penge, lyttede og var der. Havde en lang snak med ham, hvor han fortalte om lede ting hun havde sagt, og sagde han tænkte om det egentlig var et giftigt forhold osv. Jeg prøvede at være diplomatisk, gav dog udtryk for, at jeg selv jo havde haft nogle svære oplevelser med hende i fortiden, hvorfor jeg kunne forestille mig, det var svært.

Få dage senere skete det igen. Nu havde de fundet ud af det. Han ringede. "Nu skal du lige huske hvad jeg sagde om ikke at bære nag mod Lisa!", sagde han med en belærende tone, som var jeg et lille barn.

Jeg kan mærke, at jeg har nået smertegrænsen nu. Al den smerte forvoldt i min opvækst, som de stadig fastholder er min skyld. To gange følelsesmæssigt cirkus, hvor jeg har åbnet mit hjerte og været villig Til at åbne mit hjem for min far, hvorefter han taler til mig respektløst og dikterer, hvad jeg må gøre og føle, fordi de nu har fundet ud af det igen. Han bliver ved at behandle mig som en 15-årig teenager, men jeg er 33, gift, børn, veluddannet.

Jeg får ikke noget positivt ud af denne relation. I forvejen ses vi ikke ret ofte, typisk ifm fødselsdage og til højtider. Men jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Hvis jeg vælger at sige fra og sætte en grænse, så ved jeg, at jeg får det hele smidt tilbage i hovedet igen, så det hele bare er min skyld. Og hvis jeg vælger at afbryde relationen, så mister mine børn relationen til deres farfar, uagtet relationen i forvejen er begrænset.

Jeg traf bare for længe siden et valg om, at mennesker, der giver negativ energi og ikke respekterer mig, ikke har plads i mit liv. Men gælder det også min egen far? Han døjer med angst og depression, så jeg er også bange for at prikke til noget der..

Håber i kan hjælpe, det er sårbart, når det er familie, og har brug for råd fra nogen, hvis egne følelser ikke er involveret her. 

Du har altid ret til at fravælge folk der ikke bidrager med noget godt til dit liv - heriblandt også forældre. 
familie er ikke hellige og kan behandle en som de vil, blot fordi det er “blod”. 
Det lyder som om du har bøjet dig rigtig længe, og undgået en konflikt om noget du ikke har skyld i overhovedet. Det er aldrig børnenes skyld, og så længe de pålægger dig skylden og du skal bære den, vil du også have en skæv relation til dem, for det er ikke retfærdigt. 
Jeg ville bestemt sætte foden ned ikke over for “Lisa” men for din far. Lisa skylder du intet. 
Hvis det er svært så skriv et brev til ham, hvor du fortæller hvordan du har oplevet din barndom, de svigt de har påført dig følelsesmæssigt og de sidste situationer der har været følelsesmæssigt grænseoverskridende for dig. 
Fortæl det er dine oplevelser og følelser, og du ikke kan rumme mere så enten anerkender han dine følelser og respekterer dine opsatte grænser, eller også må du fravælge ham dit liv. 

At han er morfar til børnene, gør jo ikke han er et essentielt menneske i jeres liv, og dine børn ønsker næppe at deres mor skal gå og have det sådan for at de kan se morfar 2-3 gange om året . Håber du får forløst nogen følelser og tanker, og får givet slip på alt det negative fra fortiden - så du kan være i nuet med din familie uden alt det negative input fra dem af

Kram til dig, det er ikke en nem situation at stå i. Jeg har ingen erfaring med at lukke familiemedlemmer ude af mit liv, men tanken har strejfet mig, men min situation er slet ikke den samme som din.

Det er nemt for mig at sige at du bør skære din far ud af dit og dine børns liv, for det er ikke mig der står i det. Men Lisa lyder giftig og din far har gennem din barndom valgt hendes side i stedet for din og det ser jeg altså som et kæmpe svigt. Den opførsel hun har haft overfor dig, den er altså hverken sund eller normal. Hvordan var hun overfor din søster? Og er I helsøskende eller halvsøskende?  

Det lyder ikke som om at din far er fanget i forholdet, så man må jo gå ud fra at han selv vælger hende til i sit liv. 

Jeg tror du skal stille dig selv et par spørgsmål, 1) Tilføjer din far noget som helst godt til dit og dine børns liv? 2) Opvejer det gode alt det negative? 

Av. Ja, det lyder somom det er tid til at droppe den relation. I min optik har den psykiske vold præget dig så meget og der er ikke tegn på at det vil ændre sig. (Ud fra hvad du skriver). Du behøver jo ikke sige farvel jeg vil aldrig se jer igen. Men du kan tage en stor tidsubegrænset pause. Det ville jeg gøre. 

Ja det gælder også din egen far. Jeg havde stoppet med det samme og stå ved for også selv om han ikke er sammen med Lisa osv. for hold da op et usundt forhold du har til din far og til Lisa jeg får helt ondt inde i mit hjerte. 
Fordi jeg kan sætte mig 100% ind i den lille pige der har været alt det igennem har selv prøvet det, desværre. 

hvis du ikke har været til en god psykolog syntes jeg du skulle komme til en for det kunne være super sundt for dig fordi og især få vendt hele din barndom. Det har givet mig så meget mere ind jeg ture håbe på

Anonym skriver:

Hej alle, 

Det her er super kompliceret, og jeg håber, at nogen har overskud til at læse det og komme med råd. 

Min far fandt sammen med min stedmor, lad os kalde hende Lisa, da jeg var 9-10 år gammel. Lige i starten var det okay, men ret hurtigt gik det ned af bakke. Lisa behandlede mig dårligere, jo ældre jeg blev. Hun trykkede på alle knapperne, der gjorde mig ked eller vred, og så brugte hun de følelser mod mig og sagde, jeg overreagerede eller var ustabil. Min far gik med på den.

Jeg fik ofte slem skæld ud over småting, men hendes måde at reagere på, var at ignorere mig 100% i dagevis, vitterligt opføre sig som om jeg var luft, og så til sidst eksplodere på mig. Det kunne fx være fordi, at jeg havde glemt at tørre spisebordet af efter morgenmad, hvilket hun mente jeg glemte med vilje, fordi jeg var en forkælet møgunge.

Én gang glemte jeg at slukke min radiator om morgenen, det var uheldigt, for den var skruet højt op. Min far overfusede mig pr SMS. Jeg undskyldte inderligt, skrev det var en fejl, og min far skrev, at jeg skulle holde op med at være en dramaqueen og have ondt af mig selv, så kunne jeg betale deres fucking regninger "din forkælede møgunge". Over en fejltagelse.

Mit nervesystem var på overarbejde, hver gang jeg var der. Jeg var bange for, hvad jeg havde gjort forkert denne gang. Hvornår jeg ville få skæld ud igen. De fortalte mig begge hele tiden hvad jeg følte - hvis jeg prøvede at forklare, hvordan jeg egentlig havde det, skar de mig af. De gjorde det klart, at de synes jeg overreagerede generelt. De erkendte aldrig egen rolle.

Det endte med, at de smed mig ud. De synes, jeg var et problembarn uden respekt. De havde aftalt med min mor, at hun ikke måtte tage mig ind, men det gjorde hun så selvfølgelig, min mor og jeg har altid været tætte. Så kom hjem fra fritidsjob, og så havde de smidt alle mine ting i flyttekasser. Det var enormt traumatisk. Derudover skændes de også ofte voldsomt med hinanden foran min søster og jeg.

Der var en årrække hvor vi ikke rigtig havde kontakt, men så har vi fået det lidt igen, og i dag har vi et almindeligt høfligt forhold. Jeg har forsøgt at redde fortiden ud flere gange, men de vender det hele tiden imod mig. Lisa had sagt, at hende og min far jo holdt op med at skændes sø meget efter jeg flyttede (ergo, deres problemer var min skyld), og de har sagt, at jeg gjorde livet surt for alle omkring mig.

Meanwhile havde jeg tætte familiebånd med resten af min familie, som alle opfattede mig som en sød, høflig og ordentlig ung kvinde. Jeg har aldrig været rebelsk, nærmere bange for at lave fejl. Jeg erkender, at jeg emotionelt havde det svært, men det var jo pga det miljø, jeg levede i.

Arrene var min opvækst bærer jeg stadig. Jeg er pleaser, jeg er bange for at sætte grænser, bange for folk bliver sur på mig. Jeg fornemmer dårlige stemninger på et splitsekund og går i fight or flight mode.

I starten af dette år skrev min far, at Lisa og ham havde store problemer, og hun var ved at gå fra ham. Hun gav ham den kolde skulder, de havde haft mange problemer. Jeg lyttede, var der, var neutral og sagde intet dårligt om hende. De fandt så ud af det, og straks ringede han belærende og sagde, at nu skulle jeg jo behandle Lisa ordentligt, selvom han havde fortalt mig de ting (der var ingen indikation på jeg ville behandle hende dårligt, jeg er altid venlig og høflig).

For et par uger siden skete det igen. Han skrev, at hun havde givet ham skilsmissepapirer, nu vsr det slut. Han var ulykkelig, uden et sted at bo, bange for økonomien. Jeg smed alt, inviterede ham herhjem at bo i en periode, selvom vi har knap med plads og penge, lyttede og var der. Havde en lang snak med ham, hvor han fortalte om lede ting hun havde sagt, og sagde han tænkte om det egentlig var et giftigt forhold osv. Jeg prøvede at være diplomatisk, gav dog udtryk for, at jeg selv jo havde haft nogle svære oplevelser med hende i fortiden, hvorfor jeg kunne forestille mig, det var svært.

Få dage senere skete det igen. Nu havde de fundet ud af det. Han ringede. "Nu skal du lige huske hvad jeg sagde om ikke at bære nag mod Lisa!", sagde han med en belærende tone, som var jeg et lille barn.

Jeg kan mærke, at jeg har nået smertegrænsen nu. Al den smerte forvoldt i min opvækst, som de stadig fastholder er min skyld. To gange følelsesmæssigt cirkus, hvor jeg har åbnet mit hjerte og været villig Til at åbne mit hjem for min far, hvorefter han taler til mig respektløst og dikterer, hvad jeg må gøre og føle, fordi de nu har fundet ud af det igen. Han bliver ved at behandle mig som en 15-årig teenager, men jeg er 33, gift, børn, veluddannet.

Jeg får ikke noget positivt ud af denne relation. I forvejen ses vi ikke ret ofte, typisk ifm fødselsdage og til højtider. Men jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Hvis jeg vælger at sige fra og sætte en grænse, så ved jeg, at jeg får det hele smidt tilbage i hovedet igen, så det hele bare er min skyld. Og hvis jeg vælger at afbryde relationen, så mister mine børn relationen til deres farfar, uagtet relationen i forvejen er begrænset.

Jeg traf bare for længe siden et valg om, at mennesker, der giver negativ energi og ikke respekterer mig, ikke har plads i mit liv. Men gælder det også min egen far? Han døjer med angst og depression, så jeg er også bange for at prikke til noget der..

Håber i kan hjælpe, det er sårbart, når det er familie, og har brug for råd fra nogen, hvis egne følelser ikke er involveret her. 

Ja, kender det godt. Har selv droppet kontakt til min bror. Jeg var altid skyld i hans ulyksaligheder og problemer. Uanset om jeg havde gjort/sagt noget eller ej. 
har aldrig haft det så godt som nu. Det er virkelig en tung sten der forsvinder, selvom det er svært at stoppe kontakten. 

Jeg har også droppet relationen med min far. Det er hårdt at få kastet lort tilbage i hovedet, men jeg har aldrig haft det så godt, som efter det sluttede. En hård periode hvor man skal høre på meget, men der er lys forenden af tunellen

Jeg kan også melde mig ind i klubben, for jeg droppede min relation til min far for snart fem år siden. Det var virkelig hårdt i starten, hvor jeg følte, at jeg svigtede/ikke kæmpede hårdt nok (det passede ikke, men en livstid med dårlig samvittighed sidder godt fast!). Men nu er jeg gladere, roligere og på alle måder et bedre sted i mit liv på grund af beslutningen. 

Hvis du selv skulle rådgive en som stod i en lignende situation, hvad ville du så sige? Jeg har ikke selv prøvet at have sådan et forhold til mine forældre og jeg er med på hvor svært det må være at skære en forælder fra.

Men det din far gør er jo udnyttelse af værste skuffe. Han kommer til dig når han selv har behovet og falder dig i ryggen så snart tingene vender. Det skal man ikke finde sig i fra nogen. Det er da heller ikke nogen god relation for dine børn når han er så ustabil. 

Og enig med de andre. Glem hende Lisa. Hun lyder super ubehagelig og ikke en man bør omgås hvis muligt. 

Ja, det er på tide at droppe relationen. Så absolut på høje tid!!

Og det gælder dem begge.

De er giftige for dig og har for længst fortjent sparket.