Anonym skriver:
Min elskede mor døde meget pludseligt i lørdags. Jeg vågede ved hende sammen med mine søskende i 2 døgn, inden det så skete, så jeg var til stede og det var så sørgeligt.
Jeg var meget knyttet til min mor og skrev næsten dagligt til hende. Hun elskede sine børnebørn på 3 og 5 så meget og jeg sendte mange billeder og videoer af dem, som hun var så glad for at modtage. Jeg kan slet ikke se på en sød situation nu, uden at tænke, jeg skal fortælle hende det, men det kan jeg jo ikke... Jeg delte min glæde over børnene med hende i stort og småt. Hele tiden...
Og nu er hun så død. Min sorg er total. Det er meget svært at være mor nu. Hvordan skal jeg klare det? Jeg skulle synge med den lille i går, men han valgte en sang, som mormor havde lært ham og så græd jeg bare og måtte vælge en anden. Han stirrede undrende på mig.
Jeg formår at "tage mig sammen" meget af tiden, men jeg er jo ikke mig selv, ligner ikke mig selv.
Den store er meget følsom og det tager meget på ham. Han klager meget over ondt i maven. Han er ked af, at hun er død og han er ked af, at jeg er ked af det. De snakker med ham om det i børnehaven, hvor han får en "pause" fra sorgen herhjemme. Jeg snakker selvfølgelig også med ham om det, jeg er ikke berøringsangst og kan heldigvis forklare ham om himlen og det hele uden at jeg selv bryder sammen.
Hvordan skal jeg klare det her? Hvordan har I andre klaret det?
Nogle fifs til hvad, jeg kan gøre for mine børn? For at de kan håndtere sorgen, uden jeg tvinger dem ind i min egen ultimative sorg?
Vil bare sende dig et stort kram 
Mistede min mor I november efter et års forfærdeligt kræft forløb. Min mor betød alverden for mig, vi talte sammen måske 10 gange om dagen, og var alt for hinanden. Jeg har desværre ikke nogen gode råd lige nu, hverdagen er stadig en kamp, og som en ond drøm, som om alting er eksploderet i bitte små stykker, og er ikke til at samle igen. Det kan man nok heller ikke, men skal i gang med at bygge tilværelsen på en ny måde, hvor sorgen er en del af det. Der er så meget jeg ikke engang kan begynde at sætte ord på.. Men ja, kæmpe varm kram til dig
Anmeld
Citér
