Hvordan skal jeg klare det her? (sorg)

Min elskede mor døde meget pludseligt i lørdags. Jeg vågede ved hende sammen med mine søskende i 2 døgn, inden det så skete, så jeg var til stede og det var så sørgeligt.

Jeg var meget knyttet til min mor og skrev næsten dagligt til hende. Hun elskede sine børnebørn på 3 og 5 så meget og jeg sendte mange billeder og videoer af dem, som hun var så glad for at modtage. Jeg kan slet ikke se på en sød situation nu, uden at tænke, jeg skal fortælle hende det, men det kan jeg jo ikke... Jeg delte min glæde over børnene med hende i stort og småt. Hele tiden...

Og nu er hun så død. Min sorg er total. Det er meget svært at være mor nu. Hvordan skal jeg klare det? Jeg skulle synge med den lille i går, men han valgte en sang, som mormor havde lært ham og så græd jeg bare og måtte vælge en anden. Han stirrede undrende på mig.
Jeg formår at "tage mig sammen" meget af tiden, men jeg er jo ikke mig selv, ligner ikke mig selv.
Den store er meget følsom og det tager meget på ham. Han klager meget over ondt i maven. Han er ked af, at hun er død og han er ked af, at jeg er ked af det. De snakker med ham om det i børnehaven, hvor han får en "pause" fra sorgen herhjemme. Jeg snakker selvfølgelig også med ham om det, jeg er ikke berøringsangst og kan heldigvis forklare ham om himlen og det hele uden at jeg selv bryder sammen.

Hvordan skal jeg klare det her? Hvordan har I andre klaret det?
Nogle fifs til hvad, jeg kan gøre for mine børn? For at de kan håndtere sorgen, uden jeg tvinger dem ind i min egen ultimative sorg?

Åhh, for søren da. Kondolerer ��

Jeg har endnu ingen børn selv, så jeg kan desværre ikke give dig råd omkring den del, andet end jeg vil sige det lyder super godt det både du og børnehaven allerede gør. Måske kan din store dreng prøve at tegne en illustration af, hvordan han har det, eller hvad han tænker om "hvor" mormor er nu og hvordan hun har det. Hvis han selvfølgelig kan lide at tegne i forvejen, og hvis det på nogen måder giver mening for jer.

I forhold til dig, så vil jeg bare sige, at du er nødt til at prøve at gøre lidt gode ting for dig selv, bare små ting som du kan overskue, f.eks. koble fra med noget serie eller noget i den stil.

At miste en mor er så uforståeligt og ubegribeligt, det gør så ondt at man tror man skal gå i stykker. Jeg mistede min mor da jeg selv var 20 år, og jeg må af erfaring bare sige, at det kan tage lang tid at blive hel igen og måske bliver man det aldrig helt. Her 10 år efter er der stadig mange ting jeg ville ønske vi kunne have delt. For mig blev sorgen lettere at "være" med og leve med, men der gik lang tid før jeg kunne sige at jeg var "kommet videre". 

Så mit bedste råd er at prøve at lade dig selv være ked af det så meget som det selvfølgelig er muligt. Og hvis du græder foran dine børn tænker jeg ikke det er jordens undergang - de ved jo også, at det gør ondt på mor.

Sender dig en kæmpe, kæmpe krammer

Sorg er en bearbejdningsproces der kræver du gennemgår flere stadier i sorgen. Det kan hverken fremskyndes eller formildes. 
Det bedste man kan gøre er at tale om det igen og igen. Få sat ord på dine tanker og din sorg. 
at børnene mærker din sorg er naturligt, og det er også en del af deres udvikling at lære hvad sorg er og at voksne også kan blive kede af det. 
Er godt du har børnehaven med inde over, så de også kan støtte dit barn i sin egen proces. 
Du må give dig selv tid, og evt tage kontakt til en psykolog hvor du virkelig kan få læsset af. 
Du kan også kontakte https://sorgcenter.dk der kan du ringe og tale med en om hvad du går igennem og få råd og vejledning. De er eksperter i sorg og at støtte folk i sorg. 

Kondolerer for dit tab, og håber du og din familie kommer godt gennem sorgen og ønsker jer alt godt. 

Kondolerer med dit tab.

Har du nogen i din omgangskreds eller anden familie der kan tage børnene ind imellem?
Så du får mulighed for at være i sorg uden at skulle tage dig af dine børn også.

Det er helt logisk at det er svært for dig at rumme begge dele, fordi du slet ikke når at få bearbejdet din egen sorg.

Nu døde min far før jeg fik børn, og jeg ka da ind imellem tænke, at puha hvor både ham, ungerne og jeg gået glip af mange fantastiske ting, som han sku ha været en del af. 

Jeg må indrømme at jeg stadig snakker med ham, når jeg syntes ting er svært. Forstået på den måde, at jeg sender ham en kærlig tanke. Jeg ka forstille mig, hva et evt svar ku ha været osv. Det samme gør jeg når det sker gode ting i mit liv, eller når vi når nogen stor milepæle i ungerne liv. 

Feks ska vi store datter konfirmeres på søndag. Planen er at vi tager på kirkegården på lørdag og ligger en blomst. Tænker jeg i hendes tale vil nævne ham med et par ord, og fortælle hende hvor meget han også ville ha elsket hende. 

Jeg snakker stadig meget om min far, forstået på den måde, at mine børn ved hvem han var, hva han lavede osv osv osv. Fortæller ting han ku finde på at sige, hva vi har oplevet sammen, og viser dem billeder af ham.

Du vil opleve i lang tid fremover, at du pludselig yd af ingenting ka få en følelse af glæde/sorg/vrede og alle andre følelser derimellem. Det er helt normalt, og noget alle ska igennem. Du ka blive ramt af en bestemt duft af parfume, midt på gågaden og følelsen af "at hun stadig er der" og når du så kigger rundt, blive ramt GUD JEG GLEMTE LIFE 2 SEKUNDER AT HUN IK ER HER MERE, for derefter at blive trist.

Vi i vores familie har brugt meget, at snakke om, skabe nye traditioner, holde fast i gamle traditioner og se billeder, høre musik, eller tage på kirkegården sammen ved fødselsdage/dødsdag osv, og lige tænde lys osv.

Min far døde i 2005. Nogen gange følelses det som LÆNGE siden, andre gange følelses det som lige den anden sag.

Sorg kommer i bølger, og i starten ka man føle at man bliver trukket ned på bunden af havet, omgivet af vand, så man næsten er ved at drukne. Her har det for mig været vigtigt at holde fast i de gode minder og alt det han har lært mig.

Tag evt noget tid for dig selv hver dag, hvor du giver dig selv lov til at være rigtig ked af det, sur eller glad, og hvor du kun ska tænke på dine føleser. Sørg for at huske og trække vejret dybt ned i maven. Luk øjne og find ro, i dine føleser, og SNAK om hende, alt det du orker og har brug for.

Jeg ved ik om du overhovedet ka bruge mit skriv til noget, men husk, du ska nok klare det. vh Stine 

Kobdolerer 

Hvad med at tale med dine søskende.? De har jo også mistet deres mor….

Jeg mistede min far som 12 årlig og tænker meget sjældent på ham mere. Er nu 46. Det fyldte vel i 5-7 år.

Tal med en psykolog eller måske en sorggruppe i din kommune.

Anonym skriver:

Min elskede mor døde meget pludseligt i lørdags. Jeg vågede ved hende sammen med mine søskende i 2 døgn, inden det så skete, så jeg var til stede og det var så sørgeligt.

Jeg var meget knyttet til min mor og skrev næsten dagligt til hende. Hun elskede sine børnebørn på 3 og 5 så meget og jeg sendte mange billeder og videoer af dem, som hun var så glad for at modtage. Jeg kan slet ikke se på en sød situation nu, uden at tænke, jeg skal fortælle hende det, men det kan jeg jo ikke... Jeg delte min glæde over børnene med hende i stort og småt. Hele tiden...

Og nu er hun så død. Min sorg er total. Det er meget svært at være mor nu. Hvordan skal jeg klare det? Jeg skulle synge med den lille i går, men han valgte en sang, som mormor havde lært ham og så græd jeg bare og måtte vælge en anden. Han stirrede undrende på mig.
Jeg formår at "tage mig sammen" meget af tiden, men jeg er jo ikke mig selv, ligner ikke mig selv.
Den store er meget følsom og det tager meget på ham. Han klager meget over ondt i maven. Han er ked af, at hun er død og han er ked af, at jeg er ked af det. De snakker med ham om det i børnehaven, hvor han får en "pause" fra sorgen herhjemme. Jeg snakker selvfølgelig også med ham om det, jeg er ikke berøringsangst og kan heldigvis forklare ham om himlen og det hele uden at jeg selv bryder sammen.

Hvordan skal jeg klare det her? Hvordan har I andre klaret det?
Nogle fifs til hvad, jeg kan gøre for mine børn? For at de kan håndtere sorgen, uden jeg tvinger dem ind i min egen ultimative sorg?

Jeg har aldrig stået i lignende situation. Så kan desværre ikke give nogle råd. Men ville ikke smutte uden en kondolence og er virtuelt knus. Det gør mig ondt

Kondolerer med dit tab.
Der ingen ord der kan beskrive sorgen for at ha mistet sin mor

det er et stort sorg som vil tag dig langtid at komme over. Men med tiden vil dit sorg blive mindre med tiden.du har brug for at andre lige i ny og næ passe børnene så du kan være for dig selv lidt og dit sorg. 

Jeg har ingen fif eller råd. 
men jeg græd da jeg læste dit opslag  

kæmpe stort kram til dig! Hvor må det gøre uendelig ondt. 
al god energi og det bedste til dig

Hej kære dig

Jeg kondolerer og er så ked af det på dine vegne. Jeg forstår din sorg, og hvad du er igennem. 

Min mor er blevet erklæret terminal og lægerne oplyste, at hun højest har 2 uger igen  Det føles som et mareridt, jeg ikke kan vågne op fra. Jeg har aldrig oplevet en så stor smerte i mit liv tidligere. Synes livet er så uretfærdigt lige for tiden, og jeg havde aldrig forestillet mig, at min mor kun skulle blive 59

Jeg har et lignende forhold til min mor, som dit - hun har været som en bedste veninde for mig. Vi talte dagligt 5-8 gange i telefon, delte alt med hende, og hun var en stor del af mit og mit barns liv. Jeg føler lige nu, at mit liv aldrig bliver det samme igen uden hende. 

Kaster en masse kærlighed din vej