Åbne parforhold

Mor og meget mere skriver:

Til TS: Min egen erfaring med åbent forhold ligger nogle år tilbage. Min mand var ikke interesseret i at have sex med andre, men tændte enormt på tanken om, at jeg var sammen med en anden/andre. Så man kan vel ikke helt sige, at det var et gensidigt, åbent forhold, selv om min mand “havde lov”, hvis han skulle få lyst. 
Det fungerede ikke for os. Til sin egen store frustration blev min mand jaloux og kunne slet ikke være i det. Derfor stoppede jeg prompte med at have sex med en anden. 
Vi kom let videre - det var og er stadig blot et forsøg, vi gjorde os, som viste sig ikke at fungere, og det er det. Men jeg vil da sige, at det for os begge har været en lærerig oplevelse, og at det i mine øjne netop demonstrerede, at man hurtigt godt kan mærke, om man kan leve sådan eller ej. Dermed også, at man kan trække håndbremsen og komme videre sammen, hvis det ikke duer. Vi kunne i hvert fald. Og dermed må én regel, jeg vil give dig et bud på, være, at man er åben om sine følelser og kan sige fra uden at tabe ansigt eller føle, at man “ødelægger festen”. 

Tak! Det er faktisk nogenlunde sådan vi har det….. så det giver god mening for mig det du skriver  

tak for dit svar på mit egentlige spørgsmål  vi er begge indforstået med, at hvis den ene trækker sig og ikke kan være i det, så er det bare slut. Og måske vi slet ikke gør det - det hele er bare på samtale endnu  derfor søgte jeg gode råd hvis nogen havde erfaringer

Jeg har desværre ingen erfaring med åbne forhold, men det skyldes at jeg aldrig har mødt en mand, der har haft lyst til at leve sådan. Det har altid været min drøm at leve i et forhold, som var åbent både seksuelt og romantisk. Så jeg kan sagtens forstå, at I har lyst til det, hvis det føles rigtigt og I begge er enige synes jeg, at I skal gøre det (selvfølgelig efter at have talt tingene grundigt igennem)

Jeg har prøvet det med en tidligere partner. Det var ikke fordi jeg brændte vildt for at knalde med andre, men jeg havde intet imod at han var mere udforskende på det seksuelle punkt end mig. Vi havde også aftaler om gensidig respekt og åbenhed. Det viste sig så da jeg reelt var interesseret i at være sammen med en anden trak han lidt i land. Jeg fik følelsen af at det handlede om han tænde på en en idé om at han kunne gøre hvad han ville og det kunne jeg også men kun hvis det var sammen med ham og en anden. Samtidig begyndte han at trække sig fra vores forhold og være tilbageholdende med at "være kærester" i offentligheden. Jeg ved ikke om han egentlig har været ærlig over for de andre omkring han var i et åbent forhold.

Uanset den dag jeg så havde været sammen med en anden beskyldte han mig indirekte for utroskab og det fik mig til at bryde forholdet. Ikke om jeg gad at stå på sidelinjen med en fyr der bare kunne gøre som ham ville og så kunne vende hjem til en trofast bly viol.. det tog han ikke så pænt.. så hans intention har formodenlig aldrig været at vi skulle være ligeværdige men det fandt vi jo først ud af efter vi havde prøvet det af..

Beklager at det ikke er et super positivt svar, men det er nu min erfaring. Men retrospektivt havde vi ikke et helt godt forhold på det tidspunkt og vi var nok gået fra hinanden alligevel med tiden... med min nuværende mand ville jeg slet ikke være bekymret, men han vil slet ikke tænde på idéen eller kunne være i det, og det er også helt ok

Kontrast skriver:

Jeg har desværre ingen erfaring med åbne forhold, men det skyldes at jeg aldrig har mødt en mand, der har haft lyst til at leve sådan. Det har altid været min drøm at leve i et forhold, som var åbent både seksuelt og romantisk. Så jeg kan sagtens forstå, at I har lyst til det, hvis det føles rigtigt og I begge er enige synes jeg, at I skal gøre det (selvfølgelig efter at have talt tingene grundigt igennem)

Tak for dit svar! Og fedt du ved, hvad du søger og gerne vil have. Det har jeg stor respekt for  jeg håber du en dag finder det. 

Anonym skriver:

Jeg har prøvet det med en tidligere partner. Det var ikke fordi jeg brændte vildt for at knalde med andre, men jeg havde intet imod at han var mere udforskende på det seksuelle punkt end mig. Vi havde også aftaler om gensidig respekt og åbenhed. Det viste sig så da jeg reelt var interesseret i at være sammen med en anden trak han lidt i land. Jeg fik følelsen af at det handlede om han tænde på en en idé om at han kunne gøre hvad han ville og det kunne jeg også men kun hvis det var sammen med ham og en anden. Samtidig begyndte han at trække sig fra vores forhold og være tilbageholdende med at "være kærester" i offentligheden. Jeg ved ikke om han egentlig har været ærlig over for de andre omkring han var i et åbent forhold.

Uanset den dag jeg så havde været sammen med en anden beskyldte han mig indirekte for utroskab og det fik mig til at bryde forholdet. Ikke om jeg gad at stå på sidelinjen med en fyr der bare kunne gøre som ham ville og så kunne vende hjem til en trofast bly viol.. det tog han ikke så pænt.. så hans intention har formodenlig aldrig været at vi skulle være ligeværdige men det fandt vi jo først ud af efter vi havde prøvet det af..

Beklager at det ikke er et super positivt svar, men det er nu min erfaring. Men retrospektivt havde vi ikke et helt godt forhold på det tidspunkt og vi var nok gået fra hinanden alligevel med tiden... med min nuværende mand ville jeg slet ikke være bekymret, men han vil slet ikke tænde på idéen eller kunne være i det, og det er også helt ok

 

Det er helt ok svaret ikke er positivt - jeg hører netop gerne alle sider af det. Og jeg forstår helt klart, at det ikke kan fungere hvis det ikke er samme regler for begge. Det ville jeg også have rigtig svært ved. 
Jeg tror virkelig det er vigtigt man har et godt forhold - og det har vi virkelig! - for ellers bliver det usikkert og jalousi og foragt vil nok fylde. Og for mig (og min mand) er det vigtigt at “legen” kan stoppes anytime  tak fordi du gad skrive til mig

Det har jeg gjort og det lyder jo stadig som om man blot ønsker uforpligtende sex med andre mænd/kvinder, hvorfor så være i et forhold ?

Hvor er troskaben og essensen af et forhold?

Det virker som en barnlig måde at være i et forhold på, "nu keder jeg mig og for at jeg ikke går fra dig, bliver vi nødt til at leve i et åbent forhold" og den anden part vil så åbenbart ikke tabe ansigt i en skilsmisse og går med til det eller også har en lige så barnlig holdning til et forhold og tænker "fedt, nu kan jeg knalde med en masse duller/fyre"

Det afhænger vel af, hvad man synes essensen og “alt det et parforhold betyder” er. For mig, som ikke lever i et åbent forhold, men godt kunne overveje det, er essensen af et parforhold tillid, fortrolig, sammenhørig, kærlighed, respekt og en masse andre gode ting - jeg kan ikke se, hvorfor de ting ikke er forenelige med at man dyrker sex med andre? Tilliden til at man elsker hinanden dybt, respekten for ens partner og alle de andre ting er da ikke afhængige af, om man har en aftale om fysisk berøring af andre. Måske kan man endda tale om, at tilliden er større blandt par i åbne forhold, da de hviler i, at den kærlighed de har til hinanden er stærk nok til, at man ikke bliver truet af, at den anden har sex med andre. Er det i bund og grund ikke en kæmpe kærlighedserklæring? At man ikke lægger bånd på hinanden, ønsker gode oplevelser for hinanden og hviler i troen på og tilliden til at kærligheden til hinanden er meget dybere end tilfældig sex med andre?

ErDetSnartNU skriver:

Det afhænger vel af, hvad man synes essencen og “alt det et parforhold betyder” er. For mig, som ikke lever i et åbent forhold, men godt kunne overveje det, er essencen af et parforhold tillid, fortrolig, sammenhørig, kærlighed, respekt og en masse andre gode ting - jeg kan ikke se, hvorfor de ting ikke er forenelige med at man dyrker sex med andre? Tilliden til at man elsker hinanden dybt, respekten for ens partner og alle de andre ting er da ikke afhængige af, om man har en aftale om fysisk berøring af andre. Måske kan man endda tale om, at tilliden er større blandt par i åbne forhold, da de hviler i, at den kærlighed de har til hinanden er stærk nok til, at man ikke bliver truet af, at den anden har sex med andre. Er det i bund og grund ikke en kæmpe kærlighedserklæring? At man ikke lægger bånd på hinanden, ønsker gode oplevelser for hinanden og hviler i troen på og tilliden til at kærligheden til hinanden er meget dybere end tilfældig sex med andre?

WORD

Jeg synes, det er virkelig trist, hvis du udelukkende er i dit forhold/ægteskab for at have én at have sex med. Jeg har så meget andet i mit samliv med min mand, som jeg ikke har med andre og heller ikke ville få med andre, blot fordi jeg havde lejlighedsvis sex med dem. Fortrolighed, lange, dybe samtaler, én, der støtter mig og bakker mig op, én som kender mig bedre end nogen anden - og omvendt. Det er min mand, jeg har min hverdag med, og som jeg har de store oplevelser med - ferierejser, familiebegivenheder, sorger og glæder. Det er, ikke mindst, ham, jeg har børn med, og han er den eneste i hele verden, der kender og elsker vores børn lige så højt som jeg. Vi har mange års fælles historie sammen. Og ja, så har vi dejlig sex - men hvis dét var det eneste, der bandt os sammen, selve essensen af vores forhold, kunne han ærligt talt let erstattes af en anden. Alt det andet, jeg har nævnt, kunne ingen uden videre erstatte. 

Nu synes jeg faktisk, det er barnligt at kalde andre barnlige, blot fordi man ikke kan forstå eller lide deres valg og liv, men jeg synes, det er ureflekteret og indskrænket at gøre sig til dommer over andres forhold, når begge parter er fuldt indforståede med og trives med at gøre noget, man ikke selv ville bryde sig om. Det er ikke noget for dig - fint! - og du forstår det ikke - fair! Men hvordan kan det være op til dig at vurdere - og hvorfor har du overhovedet behov for at vurdere - om det er en god eller dårlig måde for dem at leve sammen på? Er det ikke temmelig umodent? 

Men lige præcis det gør vel at man er sammen med sin mand og må vel have nok i ham? - Det er det jeg ikke fatter, hvis man elsker sin mand, hvorfor har man så behovet for at ville knalde med andre ? - Det virker lidt som om man savner det frie liv og hvad vejer så mest det frie liv eller samlivet med sin mand, så må man sku være voksen nok til at vælge

Det afhænger vel af, hvad man synes essensen og “alt det et parforhold betyder” er. For mig, som ikke lever i et åbent forhold, men godt kunne overveje det, er essensen af et parforhold tillid, fortrolig, sammenhørig, kærlighed, respekt og en masse andre gode ting - jeg kan ikke se, hvorfor de ting ikke er forenelige med at man dyrker sex med andre? Tilliden til at man elsker hinanden dybt, respekten for ens partner og alle de andre ting er da ikke afhængige af, om man har en aftale om fysisk berøring af andre. Måske kan man endda tale om, at tilliden er større blandt par i åbne forhold, da de hviler i, at den kærlighed de har til hinanden er stærk nok til, at man ikke bliver truet af, at den anden har sex med andre. Er det i bund og grund ikke en kæmpe kærlighedserklæring? At man ikke lægger bånd på hinanden, ønsker gode oplevelser for hinanden og hviler i troen på og tilliden til at kærligheden til hinanden er meget dybere end tilfældig sex med andre?

Jeg tænker blot at hvis man virkelig elsker hinanden ,så burde man vel have nok i hinanden og ikke et behov/lyst til andre

Anonym skriver:

Men lige præcis det gør vel at man er sammen med sin mand og må vel have nok i ham? - Det er det jeg ikke fatter, hvis man elsker sin mand, hvorfor har man så behovet for at ville knalde med andre ? - Det virker lidt som om man savner det frie liv og hvad vejer så mest det frie liv eller samlivet med sin mand, så må man sku være voksen nok til at vælge

Hvorfor SKAL man vælge når man kan få det hele?