Anonym skriver:
Uh det her skriv bliver langt og lige fra hjertet. Det bliver ufiltreret og der vil sikkert sidde nogen og ryste på hovedet af mig. Men jeg har simpelthen brug for luft og få vendt det hele samt noget perspektiv udefra på.
Jeg fik vores første barn lige da jeg afsluttede gymnasiet, det var absolut ikke planlagt men var ønsket og elsket fra testen viste positiv.
Andet barn fik jeg under min første uddannelse, da det hele stadigvæk gik fint for mig psykisk og det passede godt med en graviditet på det tidspunkt i uddannelsen.
Jeg har i flere år været ramt af social forbi, i sådan en grad at det hæmmer mig på uddannelse og arbejde. Har droppet ud af tre uddannelser når presset ift. bland andet gruppe arbejde er blevet for stort. Først sygeplejersken som jeg holdt ud på indtil modul 10 (hed moduler dengang) men da vi skulle lave en stor opgave i grupper knækkede det helt.
Så prøvede jeg multimedie (spørg mig ikke hvordan jeg endte der, men det var godt nok helt forkert for mig).
Og efter lange sygeperioder og barsel skal jeg tilbage til virkeligheden igen. (Jeg vil gerne understrege, at have jeg vidst min psyke ville knække og ende hvor den er idag, så havde jeg aldrig fået børn). Vores tredje skulle vi aldrig havde haft, men jeg testede positiv lige efter at være skrevet op til sterilisation... Det ville aldrig havde været en mulighed med abort, så ja vi fik en tredje som virkelig er en efternøler.
Min kæreste gennem tolv år og faren til alle tre børn er stærk psykisk og økonomisk god, bare for lige at få det slået fast.
Men men men, jeg kan simpelthen ikke holde til den her følelse af ikke at være god nok. Alt væltede for mig for år tilbage og har formået på en eller anden måde at komme hertil idag. Min kæreste lavede en aftale med hans firma og chef (de har bygget det op sammen) at jeg kunne få elevplads hos dem og færdiggøre kontor uddannelsen.
Men jeg er for dum til selv den uddannelse. Skal tilbage til virkeligheden i morgen og er rædselsslagen. Har aldrig følt jeg hørte til derude og de har ingen opgaver til mig, (havde de i hvert fald ikke før min barsel) og jeg føler mig som den største byrde i verden for chefen derude når jeg spørger hvad han vil have jeg skal lave.
Jeg kender ikke deres arbejdsplads eller arbejdsgange for ingen sætter mig ind i tingene og er så bange for at lave fejl at jeg har svært ved selv at finde noget at gøre. Når jeg forsøgte at få dem i tale og vise mig hvad jeg skulle lave, så havde ingen tid. Det faktum som min kæreste også har erkendt.
Men chefen må ikke fyre mig uden han får problemer og jeg kan ikke opsige min kontrakt uden at skulle betale penge tilbage.
Nu vi blevet enige om at jeg skal forsøge at færdiggøre uddannelsen (mangler tre måneder) men græder hele tiden. Har ondt i maven og ved ikke engang hvor jeg skal møde ind imorgen. Min kæreste siger jeg skal gå ind på kontoret og gå igang med fagprøve (som jeg heller ikke ved hvordan jeg skal gribe an), men på kontoret er der to pladser og det har tidligere været chefen og ut der sad derinde, men nu kan jeg forstå på min kæreste at chefen har ansat sin egen søn derude og han nu (selvfølgelig) har plads hos ham på kontoret... Så det betyder der ikke er plads til mig derinde. Undskyld hvis jeg lyder egoistisk, men føler mig som en byrde.
Spurgte så min kæreste hvad/hvor han havde en idé til jeg kunne være hvis det kontor han først havde i tankerne jo er optaget. Så kom han frem til jeg kan få det kontor helt nede bagved i hallerne... Min socialfobi råber hurra, for det VIRKELIG langt fra alt og alle og der er absolut ingen fare for at nogen kommer derned til mig...
Men nu føler jeg lidt jeg bliver gemt væk... Ej jeg kan godt se jeg er svært at behage, og det gør mig ked af det. Men hvis jeg skal helt derned og sidde alene... Så de fem timer om dagen jeg skal arbejde meget lange selvom det kun er tre måneder. Men jeg ved jo ikke hvad jeg skal lave og ender jo med at sidde og glo. 
min fagprøve er helt håbløst, ved simpelthen ikke hvad jeg skal skrive om, for har slet ikke fået noget ud af min uddannelse som jeg kan skrive en opgave på.
Jeg har sådan en trang til at melde pas på alt og forlade min familie og leve på gaden, så der ikke noget pres og jeg er ikke en byrde mere. Men tanken om at undvære mine børn (især den lille) gør så frygteligt ondt.
Hvad gør jeg... Føler mig så egoistisk og alene. Kan slet ikke være i det. Hader mig selv så forfærdeligt meget, ville sådan ønske jeg aldrig var blevet til.
Jeg blev kun ansat der fordi de ville være søde og hjælpsomme så jeg kunne få min uddannelse. Får 6.400 før skat om måneden, for fem timer om dagen man-fre. Men da jeg ingen anelse har om hvad jeg skal lave derude, så føler jeg virkelig ikke de skal give noget for min tid derude.
Det er ikke mange år siden jeg kunne have skrevet præcis samme tråd med undtagelse af delen med mand og børn.
social angst, hvis jeg ikke havde en liste med præcis hvad jeg skulle lave følte jeg mig dum ig i vejen for at spørger, følte jeg var en byrde fordi jeg ikke kunne tænke selv osv.
og sidst men absolut ikke mindst. Tal med din kæreste om hvordan du har det. Bed ham om at hjælpe dig i gang med nogle arbejdsopgaver. Og tal med din chef og fortæl hvad du har brug for, for at få afsluttet din uddannelse.
