Har ikke en plads

Uh det her skriv bliver langt og lige fra hjertet. Det bliver ufiltreret og der vil sikkert sidde nogen og ryste på hovedet af mig. Men jeg har simpelthen brug for luft og få vendt det hele samt noget perspektiv udefra på. 

Jeg fik vores første barn lige da jeg afsluttede gymnasiet, det var absolut ikke planlagt men var ønsket og elsket fra testen viste positiv.

Andet barn fik jeg under min første uddannelse, da det hele stadigvæk gik fint for mig psykisk og det passede godt med en graviditet på det tidspunkt i uddannelsen.

Jeg har i flere år været ramt af social forbi, i sådan en grad at det hæmmer mig på uddannelse og arbejde. Har droppet ud af tre uddannelser når presset ift. bland andet gruppe arbejde er blevet for stort. Først sygeplejersken som jeg holdt ud på indtil modul 10 (hed moduler dengang) men da vi skulle lave en stor opgave i grupper knækkede det helt. 

Så prøvede jeg multimedie (spørg mig ikke hvordan jeg endte der, men det var godt nok helt forkert for mig). 

Og efter lange sygeperioder og barsel skal jeg tilbage til virkeligheden igen. (Jeg vil gerne understrege, at have jeg vidst min psyke ville knække og ende hvor den er idag, så havde jeg aldrig fået børn). Vores tredje skulle vi aldrig havde haft, men jeg testede positiv lige efter at være skrevet op til sterilisation... Det ville aldrig havde været en mulighed med abort, så ja vi fik en tredje som virkelig er en efternøler.

Min kæreste gennem tolv år og faren til alle tre børn er stærk psykisk og økonomisk god, bare for lige at få det slået fast. 

Men men men, jeg kan simpelthen ikke holde til den her følelse af ikke at være god nok. Alt væltede for mig for år tilbage og har formået på en eller anden måde at komme hertil idag. Min kæreste lavede en aftale med hans firma og chef (de har bygget det op sammen) at jeg kunne få elevplads hos dem og færdiggøre kontor uddannelsen.

Men jeg er for dum til selv den uddannelse. Skal tilbage til virkeligheden i morgen og er rædselsslagen. Har aldrig følt jeg hørte til derude og de har ingen opgaver til mig, (havde de i hvert fald ikke før min barsel) og jeg føler mig som den største byrde i verden for chefen derude når jeg spørger hvad han vil have jeg skal lave. 

Jeg kender ikke deres arbejdsplads eller arbejdsgange for ingen sætter mig ind i tingene og er så bange for at lave fejl at jeg har svært ved selv at finde noget at gøre. Når jeg forsøgte at få dem i tale og vise mig hvad jeg skulle lave, så havde ingen tid. Det faktum som min kæreste også har erkendt.

Men chefen må ikke fyre mig uden han får problemer og jeg kan ikke opsige min kontrakt uden at skulle betale penge tilbage.

Nu vi blevet enige om at jeg skal forsøge at færdiggøre uddannelsen (mangler tre måneder) men græder hele tiden. Har ondt i maven og ved ikke engang hvor jeg skal møde ind imorgen. Min kæreste siger jeg skal gå ind på kontoret og gå igang med fagprøve (som jeg heller ikke ved hvordan jeg skal gribe an), men på kontoret er der to pladser og det har tidligere været chefen og ut der sad derinde, men nu kan jeg forstå på min kæreste at chefen har ansat sin egen søn derude og han nu (selvfølgelig) har plads hos ham på kontoret... Så det betyder der ikke er plads til mig derinde. Undskyld hvis jeg lyder egoistisk, men føler mig som en byrde.

Spurgte så min kæreste hvad/hvor han havde en idé til jeg kunne være hvis det kontor han først havde i tankerne jo er optaget. Så kom han frem til jeg kan få det kontor helt nede bagved i hallerne... Min socialfobi råber hurra, for det VIRKELIG langt fra alt og alle og der er absolut ingen fare for at nogen kommer derned til mig... 

Men nu føler jeg lidt jeg bliver gemt væk... Ej jeg kan godt se jeg er svært at behage, og det gør mig ked af det. Men hvis jeg skal helt derned og sidde alene... Så de fem timer om dagen jeg skal arbejde meget lange selvom det kun er tre måneder. Men jeg ved jo ikke hvad jeg skal lave og ender jo med at sidde og glo. min fagprøve er helt håbløst, ved simpelthen ikke hvad jeg skal skrive om, for har slet ikke fået noget ud af min uddannelse som jeg kan skrive en opgave på. 

Jeg har sådan en trang til at melde pas på alt og forlade min familie og leve på gaden, så der ikke noget pres og jeg er ikke en byrde mere. Men tanken om at undvære mine børn (især den lille) gør så frygteligt ondt. 

Hvad gør jeg... Føler mig så egoistisk og alene. Kan slet ikke være i det. Hader mig selv så forfærdeligt meget, ville sådan ønske jeg aldrig var blevet til.

Jeg blev kun ansat der fordi de ville være søde og hjælpsomme så jeg kunne få min uddannelse. Får 6.400 før skat om måneden, for fem timer om dagen man-fre. Men da jeg ingen anelse har om hvad jeg skal lave derude, så føler jeg virkelig ikke de skal give noget for min tid derude. 

Prøv at se positivt på dit liv. Du har en god mand, tre dejlige børn og har været heldig at få en elevplads hvor du oven i købet kun skal arbejde fem timer om dagen. Det lyder som en drøm for mange. 

Du har kun tre måneder tilbage af din uddannelse så det ville være så ærgerligt at springe fra nu. Aftal med dig selv at du gennemfører, snak med din chef om hvor du skal sidde, hvad du skal lave osv. og så tag den derfra.

Og spørg eventuelt herinde om der er nogle hvis fagprøver du må se hvis du har brug for inspiration til din egen. Du skal nok klare den!

Anonym skriver:

Prøv at se positivt på dit liv. Du har en god mand, tre dejlige børn og har været heldig at få en elevplads hvor du oven i købet kun skal arbejde fem timer om dagen. Det lyder som en drøm for mange. 

Du har kun tre måneder tilbage af din uddannelse så det ville være så ærgerligt at springe fra nu. Aftal med dig selv at du gennemfører, snak med din chef om hvor du skal sidde, hvad du skal lave osv. og så tag den derfra.

Og spørg eventuelt herinde om der er nogle hvis fagprøver du må se hvis du har brug for inspiration til din egen. Du skal nok klare den!

Det er fandeme et lorte råd. Undskyld mit sprog, men det er bare ikke det man har brug for at høre når man kæmper med tingene. Hvis det var så nemt som bare at ændre sin tankegang, så havde hun jo gjort det for mange år siden. Så det kan godt være det er skrevet i bedste mening fra din side, men det er virkelig ikke en hjælp. 

Anonym skriver:

Uh det her skriv bliver langt og lige fra hjertet. Det bliver ufiltreret og der vil sikkert sidde nogen og ryste på hovedet af mig. Men jeg har simpelthen brug for luft og få vendt det hele samt noget perspektiv udefra på. 

Jeg fik vores første barn lige da jeg afsluttede gymnasiet, det var absolut ikke planlagt men var ønsket og elsket fra testen viste positiv.

Andet barn fik jeg under min første uddannelse, da det hele stadigvæk gik fint for mig psykisk og det passede godt med en graviditet på det tidspunkt i uddannelsen.

Jeg har i flere år været ramt af social forbi, i sådan en grad at det hæmmer mig på uddannelse og arbejde. Har droppet ud af tre uddannelser når presset ift. bland andet gruppe arbejde er blevet for stort. Først sygeplejersken som jeg holdt ud på indtil modul 10 (hed moduler dengang) men da vi skulle lave en stor opgave i grupper knækkede det helt. 

Så prøvede jeg multimedie (spørg mig ikke hvordan jeg endte der, men det var godt nok helt forkert for mig). 

Og efter lange sygeperioder og barsel skal jeg tilbage til virkeligheden igen. (Jeg vil gerne understrege, at have jeg vidst min psyke ville knække og ende hvor den er idag, så havde jeg aldrig fået børn). Vores tredje skulle vi aldrig havde haft, men jeg testede positiv lige efter at være skrevet op til sterilisation... Det ville aldrig havde været en mulighed med abort, så ja vi fik en tredje som virkelig er en efternøler.

Min kæreste gennem tolv år og faren til alle tre børn er stærk psykisk og økonomisk god, bare for lige at få det slået fast. 

Men men men, jeg kan simpelthen ikke holde til den her følelse af ikke at være god nok. Alt væltede for mig for år tilbage og har formået på en eller anden måde at komme hertil idag. Min kæreste lavede en aftale med hans firma og chef (de har bygget det op sammen) at jeg kunne få elevplads hos dem og færdiggøre kontor uddannelsen.

Men jeg er for dum til selv den uddannelse. Skal tilbage til virkeligheden i morgen og er rædselsslagen. Har aldrig følt jeg hørte til derude og de har ingen opgaver til mig, (havde de i hvert fald ikke før min barsel) og jeg føler mig som den største byrde i verden for chefen derude når jeg spørger hvad han vil have jeg skal lave. 

Jeg kender ikke deres arbejdsplads eller arbejdsgange for ingen sætter mig ind i tingene og er så bange for at lave fejl at jeg har svært ved selv at finde noget at gøre. Når jeg forsøgte at få dem i tale og vise mig hvad jeg skulle lave, så havde ingen tid. Det faktum som min kæreste også har erkendt.

Men chefen må ikke fyre mig uden han får problemer og jeg kan ikke opsige min kontrakt uden at skulle betale penge tilbage.

Nu vi blevet enige om at jeg skal forsøge at færdiggøre uddannelsen (mangler tre måneder) men græder hele tiden. Har ondt i maven og ved ikke engang hvor jeg skal møde ind imorgen. Min kæreste siger jeg skal gå ind på kontoret og gå igang med fagprøve (som jeg heller ikke ved hvordan jeg skal gribe an), men på kontoret er der to pladser og det har tidligere været chefen og ut der sad derinde, men nu kan jeg forstå på min kæreste at chefen har ansat sin egen søn derude og han nu (selvfølgelig) har plads hos ham på kontoret... Så det betyder der ikke er plads til mig derinde. Undskyld hvis jeg lyder egoistisk, men føler mig som en byrde.

Spurgte så min kæreste hvad/hvor han havde en idé til jeg kunne være hvis det kontor han først havde i tankerne jo er optaget. Så kom han frem til jeg kan få det kontor helt nede bagved i hallerne... Min socialfobi råber hurra, for det VIRKELIG langt fra alt og alle og der er absolut ingen fare for at nogen kommer derned til mig... 

Men nu føler jeg lidt jeg bliver gemt væk... Ej jeg kan godt se jeg er svært at behage, og det gør mig ked af det. Men hvis jeg skal helt derned og sidde alene... Så de fem timer om dagen jeg skal arbejde meget lange selvom det kun er tre måneder. Men jeg ved jo ikke hvad jeg skal lave og ender jo med at sidde og glo. min fagprøve er helt håbløst, ved simpelthen ikke hvad jeg skal skrive om, for har slet ikke fået noget ud af min uddannelse som jeg kan skrive en opgave på. 

Jeg har sådan en trang til at melde pas på alt og forlade min familie og leve på gaden, så der ikke noget pres og jeg er ikke en byrde mere. Men tanken om at undvære mine børn (især den lille) gør så frygteligt ondt. 

Hvad gør jeg... Føler mig så egoistisk og alene. Kan slet ikke være i det. Hader mig selv så forfærdeligt meget, ville sådan ønske jeg aldrig var blevet til.

Jeg blev kun ansat der fordi de ville være søde og hjælpsomme så jeg kunne få min uddannelse. Får 6.400 før skat om måneden, for fem timer om dagen man-fre. Men da jeg ingen anelse har om hvad jeg skal lave derude, så føler jeg virkelig ikke de skal give noget for min tid derude. 

Puha det lyder som om du virkelig har noget at kæmpe med for det første så lyder det som et rigtig dårligt sted. Du er elev og er der for at lære, og hvis de synes du er en byrde og til besvær, så skulle de ikke have sagt ja. Synes de svigter dig helt vildt! Det er ikke i orden ikke at sætte dig ind i tingene og at du skal sidde alene. Det er ikke dig der er til besvær, det er dem der ikke behandler dig ordentligt! Er der ikke en vejleder eller en skole du kan få hjælp hos? Eller fagforening? Tænker de misligeholder din kontrakt når de ikke oplære dig ordentligt.

Og så synes jeg du skal overveje at få noget psykolog hjælp. De negative tanker du har om dig selv lyder til at fylde alt for meget. Og dit selvværd lyder til at have fået et kæmpe knæk. Du er IKKE uduelig og for dum til kontoruddannelsen. Men det tror jeg du har brug for professionel hjælp til at komme til det punkt hvor du selv kan se det. 

Kære TS

Jeg slet ikke i tvivl om hvor svært du har det og hvad det er for   en kamp du Kamper hverdag, og du er et sted i det liv hvor du har brug for noget professionel hjælp og må sige jeg synes du skal ringe til din læge for det du beskrive er uholdbart og ikke noget   du og dine kære kan klar alene man du må ikke værre tivivl om at dine  kære elsker dig    præcis som du er. og du må ikke værre så hår  ved dig selv, livet er bare forunderligt og vi ved aldrig  hvad livet byde os, men der er også en plads til dig her i livet.

Det er fandeme et lorte råd. Undskyld mit sprog, men det er bare ikke det man har brug for at høre når man kæmper med tingene. Hvis det var så nemt som bare at ændre sin tankegang, så havde hun jo gjort det for mange år siden. Så det kan godt være det er skrevet i bedste mening fra din side, men det er virkelig ikke en hjælp. 

Det er meget muligt at du synes det er et lorte råd men nogen gange bliver man sgu nødt til at prøve at ændre sin tankegang lidt for at kunne se lidt mere positivt på tingene.

Åh nej det lyder til at du har en alvorlig omgang hensyns-betændelse hi hi 

De har ansat dig for at du kan gøre din uddannelse færdig, det handler ikke om at du er en byrde min mand har et stort firma, med mange ansatte og hvis du vidste hvor mange penge der bliver brugt på absolut ingen ting, ville du blive overrasket  

de penge du får, er absolut ingenting for de fleste firmaer og de har heller ikke travlt med at sætte dig i arbejde, hvilket betyder at de egentligt ikke har brug for dig, du er færdig om 3 måneder, så nyd af du ikke har travlt

for mig ville det lyde til at være et dejligt arbejde. Hvis du har spurgt om hvad du skal lave og du ikke har fået noget ordentligt svar, er det ikke længere dit ansvar. Jeg ville tage en bog med og sidde og hygge mig i de timer jeg var der. Der er masser af mennesker der har den slags arbejde, uden at de føler sig som en byrde i verden

lige nu handler dig om dig og din uddannelse og man kan kun gøre sit bedste og hvis de ikke har brug for det, er det ikke dit problem

Det er meget muligt at du synes det er et lorte råd men nogen gange bliver man sgu nødt til at prøve at ændre sin tankegang lidt for at kunne se lidt mere positivt på tingene.

Ja hvis det bare drejede sig om at man havde en periode hvor man var gået sur I tingene. Men når man har psykiske problemer, så kan du ikke bare ændre tankegang. Hvis det var tilfældet ville fx depression og stress ikke eksistere. Og det er ret tydeligt at TS ikke bare er i lidt dårligt humør, hun har det svært psykisk. 

Eftersom du har været på barsel, så kan meget have ændret sig i mellemtiden på din arbejdsplads. Jeg ville starte med at tage en god snak med chefen om, hvilke arbejdsopgaver, han gerne vil have dig til at lave i den resterende tid. Gerne nogle faste daglige opgaver. Det lyder mere til, at det er ham, der har svigtet der. 

Dernæst ville jeg fokusere på fagprøven. Har du ikke arbejde nok til at fylde dagen ud, så er det jo en kærkommen lejlighed til at starte ud på den. Har man normalt ikke kun en uge fri til at lave den i eller hvordan er det nu? Tag en snak med skolen og en vejleder der, hvad du skal. I har vel også snakket fagprøve på dine skoleophold der?

Endelig ville jeg kontakte lægen og få en henvisning til en psykolog. Du har det ikke godt og har brug for hjælp. 

Kir skriver:

Det er fandeme et lorte råd. Undskyld mit sprog, men det er bare ikke det man har brug for at høre når man kæmper med tingene. Hvis det var så nemt som bare at ændre sin tankegang, så havde hun jo gjort det for mange år siden. Så det kan godt være det er skrevet i bedste mening fra din side, men det er virkelig ikke en hjælp. 

Er der nogen der har pisset på din sukkermad her til morgen?