"nåh, sker der snart noget?!"

Det er den sætning man bliver mødt med hver gang, man ser familie eller de venner der kender til at manden og jeg prøver. 

det er 10 mdr. nu.. med en spontan abort i bagagen i september. Det gjorde at vi følte os nødsaget til at fortælle få folk om det hele, trods vi indtil da havde holdt det til os selv. 
Men da den spontane abort tog psykisk hårdt på mig, var vi nød til at give en forklaring. 
Bare til de nærmeste i min og mandens familie, og tætte venner.

Og nu ville jeg ønske vi aldrig have givet den. 

Lige siden da, har den stået på sætninger som: 

Nåh, sker der snart noget? 
Hva.. arbejder i på det eller hvad 
I skal se at komme i gang 

Som om det bare er noget der sker helt automatisk uden problemer... havde det det, så havde jeg nok allerede været gravid.

ligesom manges svar til min spontane abort var ting som: 

Det bare op på hesten igen 
Du bliver hurtigt gravid igen 
Der har været en mening med det ikke blev til noget


Søskende både og min og mandens side, der spørg om vi ikke vil have en masse baby tøj, ting og sager. fordi de jo ikke skal have flere børn. 
(Både manden og jeg er efternølere i vores familier, så vores søskende har allerede store børn)


Vi prøver at forklare folk, at de skal lade være med at stille os de spørgsmål hele tiden. hvortil vi får en undskyldning, og det skal de nok lade være med. 
Men næste gang med ser dem, så kommer den igen. De holder ikke op. 

Det nået ud til det punkt nu, hvor jeg er fuldkommen ødelagt psykisk. Jeg har bare lyst til at give op og droppe det hele. 
Jeg gider ikke stå op om morgenen, jeg spiser ingen mad. Og min angst som jeg ellers har haft rigtig godt kontrol i, er tilbage på fuld blus. 

Det har været så slemt nu den sidste uge, at jeg idag har været nød til at sygemelde mig på arbejdet.

Jeg trækker mig fra at være sammen med folk, fordi så kan jeg undgå flere spørgsmål. 


Jeg ved ikke hvad jeg vil med mit opslag... andet end bare at få luft fra alting. Jeg føler mig så magtesløs. 

Jeg har intet højere ønske i verdenen, end at min mand og jeg kan få os det barn, som vi begge ønsker så højt. 
Men vi kan ikke trylle.. og jeg føler virkelig bare folk forventer det bare sker ud af den blå luft. 

Først og fremmest kram til dig! Det er så hårdt at stå i.

Jeg mistede også både februar og september sidste år. Vores nærmeste fik det også at vide efter 1. abort. Vi har heldigvis været forskånet for alt for mange utålmodige spørgsmål, men kommentarerne på aborterne genkender jeg. 

Jeg endte med et stressnedbrud. Så jeg ved det  ikke er nemt. Husk det er også at være ked af det, det hjælper ikke at prøve at pakke det væk efter min mening. 

Jeg er endelig gravid igen og klarede det forbi nakkefold denne gang. Men det tog 13. måneder at opnå en blivende graviditet, selvom jeg blev gravid i første forsøg med den 1. abort. Ikke give op, det skal nok lykkes selvom det er mega hårdt og ingen ved hvornår. 

Jeg forstår dig 100% jeg har også stået i samme situation, jeg havde en MA for et år siden og jeg fortalte det til mine nærmeste fordi at jeg havde brug for at tale med nogen om det, men ja det var super hårdt at hører på de spørgsmål hele tiden  især min far spurgte hele tiden, så til sidst begyndte jeg at undgå ham

Efter at have forsøgt i et halvt år besluttede vi at vi sagde til folk at vi ikke ville have en baby lige nu alligevel, da vi var igang med at renoverer hus og vi ville vente til det var færdigt. Noget der så var mærkeligt var folks kommentarer til det: måske var det bare heller ikke meningen at i skulle have en baby.

folk er virkeligt ufølsomme

Et til dig

hvor må det være mega hårdt at gå igennem.

det skrækkeligt hvordan folk kan være.

Der var måske en større mening, med min ukontrollerbare følelser. 

Jeg havde ellers fuldkommen givet op, og gad slet ikke tælle dag til test dag. Fordi der ville jo ikke være noget. 

Idag er jeg på dag 32, og tænkte, hmm jeg tester lige men den er sikkert negativ. 

Ja det var den så ikke.

Der var måske en større mening, med min ukontrollerbare følelser. 

Jeg havde ellers fuldkommen givet op, og gad slet ikke tælle dag til test dag. Fordi der ville jo ikke være noget. 

Idag er jeg på dag 32, og tænkte, hmm jeg tester lige men den er sikkert negativ. 

 

Ja det var den så ikke.

Stort tillykke hvor langt er du henne?

Det må vel være 4+4 tror jeg ? Hvis det dag 32 idag på min cyklus. 

Skal lige tage en ny test i morgen tidlig. 

Den her er taget midt i eftermiddags, så var ikke hvor jeg havde holdt mig længe. Købte bare lige en med hjem da jeg handlede, og tog da jeg kom hjem. 

Så krydser for den er meget tydeligere i morgen tidlig. 

4+3 siger den beregner jeg kiggede på nu

Anonym skriver:

Det må vel være 4+4 tror jeg ? Hvis det dag 32 idag på min cyklus. 

Skal lige tage en ny test i morgen tidlig. 

Den her er taget midt i eftermiddags, så var ikke hvor jeg havde holdt mig længe. Købte bare lige en med hjem da jeg handlede, og tog da jeg kom hjem. 

 

Så krydser for den er meget tydeligere i morgen tidlig. 

Det er jeg næsten sikker på at den er, når du tar den med morgen urin.

Den ser flot positiv ud, tillykke ����

Jonas fra 2012

Lillebror fra 2023