At svare på sms'er

Anonym skriver:

Jeg svarer meget sjældent med det samme, for jeg har ikke min telefon med mig når jeg er sammen med min familie, og hvis jeg har, er den gerne på lydløs.

Til gengælde samler jeg lidt til bunke og bruger 10-15 minutter fx hver anden eller tredje dag, på at få svaret uddybende, eller sende en hilsen uopfordret til nogen jeg savner. Det tror jeg ikke at nogen i min omgangskreds finder mærkeligt, der er flere som gør noget lignende. Én veninde og jeg har sågar en stiltiende aftale om, at man bare sender et hjerte i ny og næ, når man ikke orker andet, og så betyder det: “Hej, jeg savner dig, håber alt er godt. Kram”

Venskaber kræver prioritet og tid, også i småbørnsårene og jeg vil gerne vise folk at de betyder noget for mig, selvom jeg ikke altid orker. Jeg prioriterer af samme grund også at se veninder med/uden børn mindst et par gange om ugen, hvis det overhovedet lader sig gøre.

Det var faktisk nogle gode råd, det tror jeg at jeg vil prøve at indføre

Jeg syntes det er noget værre fis at folk bliver sure over man ikke svare på en besked samme dag, man har fuldtidsarbejde og børn, jeg får først tid til mig selv omkring kl 21 og min telefon viser f. Eks. Ikke hvis jeg har fået en besked på messenger.

Min bedste veninde har lige så travlt så vi skriver måske kun sammen 3-4 gange på en uge det betyder ikke at vi kan lide hinanden mindre.

Det eneste som jeg syntes kan være irriterende er hvis det er mig der skal starte hver kommunikation i flere måneder for så viser det at personen ikke gider en. 

Mrs. skriver:

Jeg har sagt folk kan ringe hvis det er vigtigt, og ellers får de et svar når jeg gider/har tid/lyst til at svare dem.  
Har fravalgt alle socialemedier så muligheden er sms, opkald eller bank på min dør. De fleste skriver dog ikke sms til mig da de godt ved jeg er elendig til at få svaret  så enten ringer de, eller også kommer de forbi og siger hej

 

husk vi er altså ikke forpligtet til at være til stede 24/7! Så ville vi da alle miste forstanden. 
det er ok at sige jeg gider ikke snakke, jeg gider ikke svare lige nu, jeg magter det ikke osv. 

hvis det var VIRKELIG vigtigt ville personen gøre alt for at få skabt kontakt. Alt det andet er “bare” ligegyldigt crap… giv dig selv lov til at sige “næh, jeg gider faktisk ik svare på den besked nu” og så glem alt om den, uden at få skyldfølelse

Først: Det er “fair play”, at du har meldt så tydeligt ud til dine omgivelser, at de ved, hvordan de kan fange dig, og hvad de ikke kan forvente. Så det følgende er ikke en kritik. 
Jeg taler meget, meget sjældent i telefon med mine veninder og i det hele taget. Det er kun her-og-nu kommunikation, jeg har dén vej - og så lige omtrent ugentlige samtaler med min mor. For mig er det en stressfaktor, når telefonen ringer, mens jeg er optaget af noget andet. Telefonopkald er mere akut forpligtende for mig end sms’er og messengerbeskeder, som jeg kan tage mig af, når det lige passer. 
Derimod er sms og messenger i høj grad min livline særligt til mine veninder og familie. Det er dér, vi informerer hinanden om stort og småt og holder kontakten ved lige. Så hér er det langt fra ligegyldigt crap, der udveksles. De seneste dages eksempler: Min veninde skriver til mig om, hvordan det går på hendes nye job - en anden veninde fortæller, hun er corona-isoleret - og min søn, der bor i den anden ende af landet, opdaterer mig om både vigtige og mere smalltalk-agtige emner. Og jeg svarer, når det lige passer ind, og jeg orker; dog oftest inden for et døgns tid. 
Jeg ville have svært ved at vende tilbage til telefonsamtaler som primær platform. Det giver mig langt større ro at kunne lade en besked hvile nogle timer eller en dags tid, før jeg svarer. Og i forhold til veninder og familie, jeg ikke ser så tit, er det en vigtig vedligeholdelse af vores relation, at vi løbende har vores “snakke”. Hvis de ringede uden at have varslet det, ville jeg gå ud fra, noget alvorligt og akut brændte på. 

Jeg ville selvfølgelig respektere din foretrukne måde at kommunikere på, hvis jeg kendte dig - men jeg ville nok også opleve ikke at have samme nære og regelmæssige forbindelse til dig, som jeg har med andre. Det er der ikke noget galt i, og vi gør vel alle, hvad vi kan og har overskud til i hverdagen. Det er bare interessant, at det, der er en stressfaktor for dig, giver mig ro og omvendt. 

Mor og meget mere skriver:

Først: Det er “fair play”, at du har meldt så tydeligt ud til dine omgivelser, at de ved, hvordan de kan fange dig, og hvad de ikke kan forvente. Så det følgende er ikke en kritik. 
Jeg taler meget, meget sjældent i telefon med mine veninder og i det hele taget. Det er kun her-og-nu kommunikation, jeg har dén vej - og så lige omtrent ugentlige samtaler med min mor. For mig er det en stressfaktor, når telefonen ringer, mens jeg er optaget af noget andet. Telefonopkald er mere akut forpligtende for mig end sms’er og messengerbeskeder, som jeg kan tage mig af, når det lige passer. 
Derimod er sms og messenger i høj grad min livline særligt til mine veninder og familie. Det er dér, vi informerer hinanden om stort og småt og holder kontakten ved lige. Så hér er det langt fra ligegyldigt crap, der udveksles. De seneste dages eksempler: Min veninde skriver til mig om, hvordan det går på hendes nye job - en anden veninde fortæller, hun er corona-isoleret - og min søn, der bor i den anden ende af landet, opdaterer mig om både vigtige og mere smalltalk-agtige emner. Og jeg svarer, når det lige passer ind, og jeg orker; dog oftest inden for et døgns tid. 
Jeg ville have svært ved at vende tilbage til telefonsamtaler som primær platform. Det giver mig langt større ro at kunne lade en besked hvile nogle timer eller en dags tid, før jeg svarer. Og i forhold til veninder og familie, jeg ikke ser så tit, er det en vigtig vedligeholdelse af vores relation, at vi løbende har vores “snakke”. Hvis de ringede uden at have varslet det, ville jeg gå ud fra, noget alvorligt og akut brændte på. 

Jeg ville selvfølgelig respektere din foretrukne måde at kommunikere på, hvis jeg kendte dig - men jeg ville nok også opleve ikke at have samme nære og regelmæssige forbindelse til dig, som jeg har med andre. Det er der ikke noget galt i, og vi gør vel alle, hvad vi kan og har overskud til i hverdagen. Det er bare interessant, at det, der er en stressfaktor for dig, giver mig ro og omvendt. 

Det er nemlig meget forskelligt. Nu har jeg også en begrænset omgangskreds da jeg i det hele taget ikke har overskud til 10 veninder. 
generelt har jeg 3 veninder (2 af dem er svigerinder), min mands familie (som er kæmpe stor) og min egen. Istedet for at bruge telefon, ses vi tilgengæld ofte. Nogengange bare lige en kop kaffe og så videre i hverdagen andre gange grillaften eller ud og spise, Lalandia mm. 
min venindes søn og min søn går i klasse sammen, og er bedste venner, så når de leger sammen ses vi automatisk der og sætter lige lidt ekstra tid af når vi henter/afleverer og får på den måde samlet op. 

i min verden, er alt der ikke drejer sig om noget akut, en aftale der skal laves eller lign vigtig info, noget der kan vente til man ses. 
jeg vil rigtig gerne høre om mine kæres nye job, oplevelser i hverdagen mm. Men det må blive når vi ses. 
tilgengæld bor fx min familie på Fyn og jeg nede ved Falster, og alligevel hvis jeg lige har en halv/hel dag uden noget så kører jeg lige en tur forbi og siger hej  men det er bare sådan vi er.. 

Kir skriver:

Jeg blev faktisk glad over nogle af svar der er i denne tråd. Troede jeg var alene om at være dårlig til at svare på beskeder. Jeg prøver at få svaret med det samme, men jeg er også sådan en der bruger meget energi og skal koncentrere mig når jeg svarer på beskeder. Så tit tænker jeg at "det svarer jeg på når jeg har tid og overskud" og nogen gange går der altså nogle dage før jeg har det. Og som andre skriver, så kræver Facebook aktivitet slet ikke det samme overskud. Heldigvis forstår de fleste veninder og familie det godt og bliver ikke fornærmede. Men mange af mine veninder har også en travl hverdag med familie og job og fritdsaktiviteter, så de er på samme måde. Nogen gange hvis det er et vigtigt svar jeg har brug for, så skriver jeg lige en hyggelig "rykker". 

Og så er det måske en god ide generelt at forventningsafstemme den slags? Tænker at den her tråd afspejler meget godt at folk er meget forskellige og ting nemt kan blive opfattet forkert hvis man ikke snakker om det. Og synes det er lidt ærgerligt hvis venskaber ødelægges fordi den ene part ikke er så god til at skrive beskeder hver dag. 

Jeg er præcis på samme måde.. Det kræver enormt meget energi og koncentration for mig at skrive en besked.. 

Hvis jeg skriver uden at lægge meget energi i beskeden, så har jeg mange gange oplevet, at samtalen enten ebber ud fordi jeg åbenbart ikke skriver noget der er spændende nok, eller også tror folk at jeg er sur ..

Fx har jeg lige haft en kort samtale med min fætter, hvor jeg spørger indtil, om de fik det hus, de bød på.. Han skriver, at ja det gjorde de.. Hvis jeg ikke havde fokuseret på, hvad jeg skulle skrive og brugt en del energi i at komme med spørgsmål osv., så var samtalen allerede død efter min 2. besked.. 

Jeg oplever ikke, at min omgangskreds bare selv snakker videre, hvis jeg fx skriver "ej hvor fedt.. Stort tillykke med huset".. Nej så lader de bare lidt være med at svare eller kommer selv med en kort "tak"-besked, fordi de selv har en travl hverdag og ikke opfatter, at jeg altså gerne vil snakke videre.. Så jeg skal hele tiden sidde og tænke "hvad kan jeg nu spørge om, så samtalen ikke dør?".. 

Er det også det samme ved dig? 

Og kan godt være, at nogle vil føle, at de ikke er vigtige nok, hvis de ikke får svar samme dag, men jeg ville føle, at jeg ikke var vigtig nok, hvis jeg blev droppet af mine venner, fordi jeg ikke havde overskud hver dag til at sidde og koncentrere mig om en masse beskeder og spørgsmål.. 

Det er for mig trist, at mange forventer at man er tilgængelig 24/7 og forventer svar nærmest som en selvfølge indenfor kort tid...

Jeg svare når jeg har tid og overskud, man skal ikke forvente svar når det passer andre....er det vigtigt så må folk lægge en besked.

Og nej jeg forventer ikke folk kaster hva de har i hænderne når jeg kontakter dem.

Åhhhhh hvor jeg dog tit savner livet med oldshool fastnet og telefonsvaremaskine hvis man havde råd ��

Anonym skriver:

Det er for mig trist, at mange forventer at man er tilgængelig 24/7 og forventer svar nærmest som en selvfølge indenfor kort tid...

Jeg svare når jeg har tid og overskud, man skal ikke forvente svar når det passer andre....er det vigtigt så må folk lægge en besked.

Og nej jeg forventer ikke folk kaster hva de har i hænderne når jeg kontakter dem.

Åhhhhh hvor jeg dog tit savner livet med oldshool fastnet og telefonsvaremaskine hvis man havde råd ��

Jeg tror ikke der er nogen her der forventer svar med det samme. Handler det om liv eller død, ringer de fleste vel. 

Jeg respekterer at folk ikke er online 24/7, men at vente flere dage på et svar, synes jeg er respektløst. 

Det tager enormt meget energi for mig at formulere svar til beskeder. Jeg gør det klart for dem jeg elsker at jeg gerne vil hører om alt i deres liv når vi ses. Men jeg kan ikke sidde og bruge timer på samtaler over beskeder. Så føler jeg at jeg altid skal stå standby. Jeg synes det kræver meget at skrive frem og  tilbage når jeg har et barn og samtidig arbejder online. Det kan jeg simpelthen ikke.  

Jeg havde en veninde hvor det tog 5 dage til en uge for hende at svare hver gang. Jeg mistede lysten til sidst og nu snakker vi ikke længere. Det magter jeg simpelthen ikke. 

Unicorn1 skriver:

Jeg er præcis på samme måde.. Det kræver enormt meget energi og koncentration for mig at skrive en besked.. 

Hvis jeg skriver uden at lægge meget energi i beskeden, så har jeg mange gange oplevet, at samtalen enten ebber ud fordi jeg åbenbart ikke skriver noget der er spændende nok, eller også tror folk at jeg er sur ..

Fx har jeg lige haft en kort samtale med min fætter, hvor jeg spørger indtil, om de fik det hus, de bød på.. Han skriver, at ja det gjorde de.. Hvis jeg ikke havde fokuseret på, hvad jeg skulle skrive og brugt en del energi i at komme med spørgsmål osv., så var samtalen allerede død efter min 2. besked.. 

Jeg oplever ikke, at min omgangskreds bare selv snakker videre, hvis jeg fx skriver "ej hvor fedt.. Stort tillykke med huset".. Nej så lader de bare lidt være med at svare eller kommer selv med en kort "tak"-besked, fordi de selv har en travl hverdag og ikke opfatter, at jeg altså gerne vil snakke videre.. Så jeg skal hele tiden sidde og tænke "hvad kan jeg nu spørge om, så samtalen ikke dør?".. 

Er det også det samme ved dig? 

Og kan godt være, at nogle vil føle, at de ikke er vigtige nok, hvis de ikke får svar samme dag, men jeg ville føle, at jeg ikke var vigtig nok, hvis jeg blev droppet af mine venner, fordi jeg ikke havde overskud hver dag til at sidde og koncentrere mig om en masse beskeder og spørgsmål.. 

Hm har faktisk ikke tænkte over det før, men det kan da godt være det er det der sker. At jeg ved at hvis jeg ikke skriver noget dybere, så dør samtalen. Men for mig handler det nok om at jeg gerne vil være en god veninde og virke interesseret og engageret. Og det kræver virkelig meget. Min søster har faktisk på et tidspunkt kommenteret at hun synes jeg var lang tid om at skrive en besked (hun sad ved siden af). Men hun blev ved med at snakke til mig, og jeg kan overhovedet ikke multitaske og så er det jeg venter med at svare til jeg har ro, og så er det jeg nogen gange glemmer det eller først får gjort det efter nogle dage fordi der bare ikke er ro.