“Hvornår skal I have børn?”

Hej alle sammen.

Nu er det sket flere gange, at folk spørger om vi/jeg ikke snart skal have nogle børn og jeg har det lidt svært med spørgsmålet, især fordi det er et spørgsmål der er blevet stillet længe. Vi er endelig begyndt at prøve, men det har jeg egentlig ikke lyst til at indvie vores familier eller venner i, med undtagelse af nogle få. Det har altid varieret hvordan jeg har svaret, alt fra at sige nej og smile pænt til at spørge hvad der gør dem så sikre på at vi vil have børn, til at gå over i at det jo overhovedet ikke er sikkert at vi kan. Det er kommet så vidt at jeg har bedt en veninde om at stoppe med at spørge, men selv det bliver ikke altid respekteret. 

Svarer I andre på deres spørgsmål og i så fald hvordan? Hvordan beder man pænt familiemedlemmer om at blande sig uden om? 

Der er særligt et familiemedlem som jeg ikke har den store tiltro til vil stoppe før en eventuelt graviditet er i hus, og jeg har brug for at kunne svare hende pænt hver gang.

Jeg synes det kommer an på relationen og hvordan personen er. Jeg ville nok altid være høflig. Normalt ville jeg svare ala: det kommer når det kommer, hastværk er lastværk, det er ikke godt at vide

Ja det er jo svært at svare pænt, når folk ikke respekterer dig.

Det uhøflige svar ville være:"Når du stopper med at spørge"

Det høflige svar ville være: "Tak fordi du spørger, men det holder vi for os selv."

Når det er sagt : Tag det med et gran salt. Det er dumt og ufølsomt af folk at blive ved, men de ønsker dig helt sikkert det bedste og det kan du huske.

Milla1992 skriver:

Hej alle sammen.

Nu er det sket flere gange, at folk spørger om vi/jeg ikke snart skal have nogle børn og jeg har det lidt svært med spørgsmålet, især fordi det er et spørgsmål der er blevet stillet længe. Vi er endelig begyndt at prøve, men det har jeg egentlig ikke lyst til at indvie vores familier eller venner i, med undtagelse af nogle få. Det har altid varieret hvordan jeg har svaret, alt fra at sige nej og smile pænt til at spørge hvad der gør dem så sikre på at vi vil have børn, til at gå over i at det jo overhovedet ikke er sikkert at vi kan. Det er kommet så vidt at jeg har bedt en veninde om at stoppe med at spørge, men selv det bliver ikke altid respekteret. 

Svarer I andre på deres spørgsmål og i så fald hvordan? Hvordan beder man pænt familiemedlemmer om at blande sig uden om? 

Der er særligt et familiemedlem som jeg ikke har den store tiltro til vil stoppe før en eventuelt graviditet er i hus, og jeg har brug for at kunne svare hende pænt hver gang.

Årh hvor jeg tydeligt husker det da jeg var i 20’erne. Fik spørgsmålet hele tiden. Og dengang ønskede jeg ikke børn. Så vær gang svarede jeg bare noget i retningen af “aldrig forhåbentlig” eller “jeg regner slet ikke med at få børn” og “jeg ønsker ikk umiddelbart børn”. Folk stillede sig total uforstående og blev ved at spørger. Og jeg svarede bare på samme måde hele tiden. 

Milla1992 skriver:

Hej alle sammen.

Nu er det sket flere gange, at folk spørger om vi/jeg ikke snart skal have nogle børn og jeg har det lidt svært med spørgsmålet, især fordi det er et spørgsmål der er blevet stillet længe. Vi er endelig begyndt at prøve, men det har jeg egentlig ikke lyst til at indvie vores familier eller venner i, med undtagelse af nogle få. Det har altid varieret hvordan jeg har svaret, alt fra at sige nej og smile pænt til at spørge hvad der gør dem så sikre på at vi vil have børn, til at gå over i at det jo overhovedet ikke er sikkert at vi kan. Det er kommet så vidt at jeg har bedt en veninde om at stoppe med at spørge, men selv det bliver ikke altid respekteret. 

Svarer I andre på deres spørgsmål og i så fald hvordan? Hvordan beder man pænt familiemedlemmer om at blande sig uden om? 

Der er særligt et familiemedlem som jeg ikke har den store tiltro til vil stoppe før en eventuelt graviditet er i hus, og jeg har brug for at kunne svare hende pænt hver gang.

Men har dog fået nogen til at stoppe, ved at være flabet. Men det stopper aldrig. For når man så har fået nummer et , så spørger de hvornår man skal have nummer 2.. nummer 3… en efternøler osv. 

og nu hvor vores hund er gammel spørger de hvornår vi skal have en ny ��

Milla1992 skriver:

Hej alle sammen.

Nu er det sket flere gange, at folk spørger om vi/jeg ikke snart skal have nogle børn og jeg har det lidt svært med spørgsmålet, især fordi det er et spørgsmål der er blevet stillet længe. Vi er endelig begyndt at prøve, men det har jeg egentlig ikke lyst til at indvie vores familier eller venner i, med undtagelse af nogle få. Det har altid varieret hvordan jeg har svaret, alt fra at sige nej og smile pænt til at spørge hvad der gør dem så sikre på at vi vil have børn, til at gå over i at det jo overhovedet ikke er sikkert at vi kan. Det er kommet så vidt at jeg har bedt en veninde om at stoppe med at spørge, men selv det bliver ikke altid respekteret. 

Svarer I andre på deres spørgsmål og i så fald hvordan? Hvordan beder man pænt familiemedlemmer om at blande sig uden om? 

Der er særligt et familiemedlem som jeg ikke har den store tiltro til vil stoppe før en eventuelt graviditet er i hus, og jeg har brug for at kunne svare hende pænt hver gang.

Jeg har hele mit liv sagt " jeg skal ikke have børn", "det er har jeg mine søskende til at få" 

Da jeg så fik min datter og blev alene for så at finde manden i mit liv, så sagde vi "der er kæmpe fordele ved kun at have 1 barn", "jeg har nok i hende jeg har nu", "hun sover igennem, jeg kunne ikke drømme om at starte forfra" 

Ved min datter kom det som en overraskelse for alle vi skulle have hende. Nu her næste 7 år efter er folk også sådan "waow de skal have barn, det havde jeg/vi ikke regnet med"

Jeg har bare nægtet for det rager ikke folk hvad jeg/ vi vælger at gøre med vores liv

Folk i mit liv har altid vidst at jeg gerne vil have børn - jeg manglede "bare" den rette mand at stifte familie med. Det gjorde SÅ ondt når folk spurgte om jeg "ikke også snart skulle have nogle børn eller hvad?" - avavav! Det er så uforstående at spørge om, og især på den måde. Dengang svarede jeg at jeg ikke ville have børn - men en familie, det fik nogle til at holde k*ft.

Da jeg så mødte den perfekte mand og alle kunne se det, stod spørgsmålet i kø igen. Jeg var SÅ klar på børn, men han ville gerne vente, hvilket jeg respekterede 120%, men spørgsmålet gjorde stadig ondt. Jeg tænkte tit at "de ved reelt ikke om vi er i behandling, lige har mistet eller om jeg ER gravid", og jeg blev faktisk ofte såret af folks ubarmhjertige og respektløse måde at gå til spørgsmålet på. Jeg følte altid at jeg skulle forsvare mig, og ham, altså forsvare at han ville vente - hvad er det for noget? Det vedkommer jo kun os.

Jeg endte med at begynde at svare ca således; 

Hvae, er du gravid eller hvad? - Nej, men hvis jeg var det, så fik du da lige taget overraskelsesmomentet fra mig med det spørgsmål.

Skal i ikke snart igang med de børn? - Det går vi igang med, når vi er klar, og jeg kan afsløre at du ikke er den første der får besked når lagengymnastikken får dét formål herhjemme.

Du skal jo også passe på at du ikke bliver for gammel. - Ja, og du skal passe på at du ikke blander dig hvor du ikke hører hjemme. 
(var iøvrigt 29 på dette tidspunkt)

osv. svar leveret helt tørt og roligt. Folk stoppede rent faktisk med at spørge, og da jeg blev gravid blev folk SÅ glade.

enkelte; "det var sgu også på tide" - tak

men nu hvor jeg så er gravid, så opdager jeg en ny form for fjernet filter. Hvorfor er det egentlig alment godkendt at kommenterer på min størrelse????!!! Folk er simpelthen idioter, og jeg håber jeg for altid selv husker kun at sige søde og pæne ting, der IKKE sætter hverken bekymring eller dårlig samvittighed igang.

Åh ja, de irriterende spørgsmål folk har. Da jeg var ved at være færdig med min uddannelse, spurgte ALLE "hvad skal du så nu?". Og det var lidt ømtåleligt spørgsmål fordi jeg ikke vidste det. Tror mange ikke tænker over at deres spørgsmål kan ramme et ømt punkt. Det kunne være dejligt med lidt mere omtanke fra andre.

Jeg synes egentlig at første gang folk spørger så kan du enten sige "det ved jeg ikke" eller den en anden foreslår med "tak fordi du spørger, men det har jeg ikke lyst til at tale". Hvis de samme så bliver ved hver gang man ses, så synes jeg godt man kan blive lidt mere kontant. Ens veninde synes jeg godt man kan sætte foden ned overfor og sige "nu gider jeg simpelthen ikke blive stilet det spørgsmål mere, jeg skal nok fortælle noget når det bliver relevant!" og så bare skifte emne. Og nægte at kommentere på det fremover. 

Mht ikke så tætte personer, fx familiemedlemmer så bare sige "vi får se" og så skifte emne. Den flabede kunne være  "hvorfor er du så interesseret i mit sexliv?"  

Før jeg fik børn og folk spurgte, kastede jeg mig ud i en lang sex-forklaring.

fx…

”jo altså, jeg knalder jo med Morten to gange om dagen, tit med mig øverst eller også får jeg den bagfra. Nogle gange kun en gang om dagen, hvis jeg er lidt for træt til mere tissemand. Jeg kan også finde på at sutte hans pik, selvom det jo ikke lige frem giver børn. Hvad med dig, jeg bliver da også helt nysgerrig på dit sexliv?”

Så spurgte personen aldrig igen…

Hos mig har det været omvendt. Der altid blevet sagt, hvorfor skal du have flere. Du har to er det ikke nok? Du har tre og du har begge køn er det ikke nok. El kommentar som, jeg har to børn og forstår virkelig ikke hvorfor mam vælger at få flere. Jeg er mor til 5 nu og er blevet gravid med nr 6 efter et forsøg på over to år. Og det har jeg simpelthen ikke lyst til at dele med nogen, da de alle har været såden, nyd nu bare dem du har. Nyd at de er så store osv. Jeg skulle nok heller ikke have flere efter nr 5 men efter min søn han døde havde et kæmpe behov for at få en mere og det var bare så unødvendigt i mit netværk. Jeg har en mor der spørger mig hver eneste måned om jeg har fået min mens. Eller hvis jeg har ondt i maven spørger hun, har du ondt fordi du har fået mens. Så svare jeg ja det er derfor. Hendes svar er puha det var godt. Så er 6 uger henne og ingen at dele med udover min mand. Alle mener at det var skæbnen at min søn døde og derfor skal jeg tage det som et tegn. Alle glemmer bare at min søn ikke døde af sig selv men blev dræbt. 

Du skal bare sige hvad du selv føler, når de spørger. Det eneste svar jeg ville give, ville være. Når den kommer så kommer den.