Min mor og kæreste kan ikke længere sammen

Hej  

Jeg skriver herinde fordi jeg håber på at få nogle gode råd eller bare nogle ører som vil lytte, da jeg er bekymret og spekulerende over hvad jeg skal gøre på nuværende tidspunkt..

Sagen er den at jeg altid har været alene sammen med min søn, jeg finder mig så en kæreste som jeg stadigvæk er sammen med og som har taget min søn til sig som sin egen (hans egen far har desværre fravalgt ham). Han er nu 5 år. Både min søn og jeg elsker min kæreste overalt på jorden og han elsker også os.. Så kærligheden er kæmpe stor herhjemme. Vi venter også vores første barn sammen, som jeg skal føde til Maj. 

Min mor som jeg altid har været tæt med, dog med en masse konflikter og skidt barndom i bagagen. Jeg er vokset op alene med hende, da min far fandt alkohol mere interessant. 
Min mor bor i tyrkiet fast (med hendes kæreste som også er derfra) og min kæreste har også rødder derfra men er dog født og opvokset i Danmark. 

Min mor og min kæreste kommer rigtig godt ud af det fra start og kunne virkelig godt lide hinanden. Men problemet er her at hver gang jeg træffer beslutninger for mig selv, som jeg SELV har taget og følt for, så peger hun på min kæreste som bussemanden. Det er pludselig ham som har påvirket mig til at have en anden holdning nu, det er ham som har manipuleret mig og det ene og det andet. Sidste gang var det så ekstremt at hun blokerede min kæreste overalt SELVOM han ikke engang var en del af min vores dialog? Hun skrev den længste sviner til mig som sårede mig EKSTREMT meget og min kæreste + hans familie (som hun aldrig har mødt) fik også en sviner.. Min kæreste blev også rigtig ked af det..  Jeg er snart 30 år.. Mine holdninger har ændret sig med tiden, min person har ændret sig med tiden, man bliver inspireret over det hele og udvikler sig som menneske. Det da helt naturligt? 
Hun brokkede sig over at jeg havde ændret mening omkring et emne, som jeg havde for 7 år siden?! Man bliver ældre jo? 

I hvert fald, nu står jeg her og skal føde vores datter snart. Min mor rejser hjem og bliver i DK i en måned da hun selvfølgelig også gerne vil se sit barnebarn, hvilket er helt fint. Men så begynder hun også at brokke sig over hvor kompliceret det kommer til at blive fordi han jo er hjemme når vi kommer hjem fra hospitalet (hun vil ikke være der når han er der) men det føler jeg ikke rigtig jeg kan gøre noget ved? Hun har selv valgt det jo? Min kæreste er totalt neutral i det her men er virkelig frustreret og ked af den besked hun skrev til mig og fordi han var vidne til hvor meget det påvirkede mig IMENS jeg var gravid. 

Hun ringede så til mig forleden og snakker igen om det med at hun skulle være med til fødslen og være der når jeg kom hjem osv. Hvilket jeg godt kan forstå eftersom hun er min mor. Men sagen er den at min kæreste og jeg har aftalt fra start at vi vil bruge de første dage og de få timer vi har sammen på hospitalet til at bonde som familie eftersom min søn skal være storebror og vi skal være forældre sammen for første gang + jeg vil gerne have amningen op at kører (dette er mit største ønske eftersom det ikke lykkedes med min søn).. Det er et brændende ønske jeg har at den amning fungere, derfor ville jeg gerne lige bruge et par dage i fred og ro, til at ligge hud mod hud og amme for også at starte stimuleringen. 
Hans familie har forstået det, alle pårørende har faktisk accepteret og forstået det fuldt ud.. Undtagen min mor. Hun synes hun bliver holdt udenfor og begynder at græde. Hun fortæller hun synes min kæreste at fucking irriterende, han ødelægger alt og at nu havde vi 3 det ligeså godt (mig, min søn og hende).. Jeg fortæller jeg har behov for at mit ønske om dette bliver respekteret, da det gælder alle og ikke kun hende. Det er bare det vi har brug for.. Hun anderkender at hun nok har et problem med at give slip på mig og føler han har taget hendes plads men stadigvæk er ingenting ændret. Jeg har ikke lyst til at snakke med nogen mere om alt dette mere, da jeg snart er nær termin og bare gerne vil nyde min graviditet i fred og ro.. Orker ikke al den drama.. 

Men har i nogle råd til dette? Jeg aner ikke hvad jeg skal stille op? 
Hvad med fødselsdage og andre sammenkomster? Min mor har ikke lyst til at være i selskab med ham? Hvad med barselsbesøg, når min mor ikke vil være der med ham?? Han er jo også på barsel.. 

Disse spørgsmål stresser mig og bekymre mig rigtig meget.. 
Beklager denne lange tekst, men havde simpelthen så meget på hjertet, jeg håber virkelig i sidder med et godt råd eller andet, for har virkelig brug for andre øjne på det her.

Jeg synes, din mor opfører sig umodent og meget, meget egoistisk. Tænk, at hun kan få sig selv til at beklage, at det ikke længere kun er “jer tre”, men at du har oplevet noget så dejligt at møde en mand og stifte familie med ham. At hun ville foretrække, du var alene med dit barn i hverdagen for at kunne være “mors pige”, når hun kom på besøg. 
Desværre tror jeg, hun manipulerer med dig, når du overhovedet kan opleve, at du skal forsvare dine helt naturlige valg - voksne børn  skal frigøre sig fra deres forældre, stå på egne ben og etablere deres egne liv og familier. Og det bliver nærmest komisk, når hun oven i købet selv har valgt at bosætte sig langt, langt væk fra dig - altså leve sit eget liv, mens hun mener, du skal indrette dit liv efter hende. 

Jeg tror ikke, du kan få hende til at forstå, hvor galt på den, hun er, ved at forklare og argumentere. Hun lyder til kun at kunne se verden fra sit eget perspektiv og egne følelser. Så: Lad være at gå i diskussion med hende. Afbryd samtalen, når hun jamrer sig og bebrejder dig. Fortæl hende kort og tydeligt, at du er voksen, selvstændig og har din egen familie, som kommer i første række nu. Når hun kan acceptere det - og din kæreste - er hun velkommen som gæst i jeres hjem. På jeres præmisser. 

Måske kunne du have udbytte af at tale med en psykolog om jeres forhold, så du kan lære ikke bare at sige fra over for hende, men at gøre det med ren samvittighed.

Din kæreste lyder i øvrigt som en tålmodig mand - jeg ville ikke kunne være neutral, hvis jeg var ham. 

Skal din mor med til fødslen, men ikke den kommende far?

Allerede der har hun taget alt for meget plads, jeg havde bedt hende om at finde et hotel og så havde jeg sagt at VI nok skulle ringe når VI var klar til besøg, for selvfølgelig er der jer fire som bliver en familie. (Kommende far, dig, storebror og baby). Hvis hun ikke ønsker at være i stue , med den kommende far, så kan hun jo så bare ikke se den lille ny. Sæt nogen grænser, hun styre alt for meget

Enig med de andre, hun lyder egoistisk og manipulerende, og respekterer dig ikke som selvstændigt individ.

Det i sig selv kan være svært nok, men tænker også der ligger noget kulturelt i det - jeg er selv gift med en mand fra en anden kultur, og kan også undres over hvorfor min mands familie mener de skal bestemme over deres voksne børn - det ligger så fjernt fra det jeg selv er vokset op med.

Husk at gode forældre elsker og støtter deres børn, er glade på deres børns vegne, respekterer deres valg og blander sig KUN hvis der er noget direkte farligt, fx misbrug eller vold. 

Jeg synes din nye kæreste lyder god og forstående, men I er nok nødt til at skære igennem at det er JER der er en familie enhed og han skal respekteres. Hun er mindre vigtig, og hvis hun ikke kan acceptere det, må hun jo holde sig væk. 

Hvordan du så lige finder din indre styrke og tro på at DU er den der bestemmer kan ingen svare på, men jeg håber det lykkes for dig - det er da ærgerligt at hun skal ødelægge jeres lykke.

Ville du have mod på at sende dit indlæg til hende? Måske bliver hun såret, måske bliver hun sur, men det er ikke dit ansvar. Jeg synes det er så fint skrevet, og man kan virkelig mærke din desperation og den smerte hun påfører dig og din lille familie. Jeg håber sørme, at hvis mit barn engang skrev noget lignende om mig, ville jeg tage min adfærd op til revision.

Nogle gange er det bare nemmere at skrive ting frem for mundtlig kommunikation, specielt med meget manipulerende mennesker, som din mor lyder til (bruger skyld og tårer til at påvirke de beslutninger du har taget)

HUN har valgt en del af din familie fra, ikke den anden vej rundt. Så har HUN også valgt barselsbesøg, fødselsdage osv. fra. I har IKKE valgt hende fra, husk det

Jeg ville gøre ret kort proces. 
“mor. Jeg er ikke længere et barn. Jeg tager mine egne beslutninger som ikke står til diskussion, og Jeg har en familie nu, med mand og børn. Og det gør mig lykkelig. Jeg elsker dig meget højt og du skal ikke være i tvivl om at du altid er velkommen i vores hjem, men du må acceptere og respektere, at mit hjem også er xx’s hjem. Hvis du ikke kan det, kan du ikke komme hos os. Jeg ønsker ikke at diskutere dette yderligere, det er sådan det er. Jeg håber du kan respektere det liv jeg har valgt til og vi allesammen kan byde den lille ny velkommen, sammen.”

Tusind tusind tak for alle jeres MEGET brugbare svar. I aner ikke hvor meget det varmer  

Jeg har førhen ikke sat foden så meget så meget i jorden overfor hende, men efter jeg fik min søn er jeg begyndt at gøre det meget mere.

og endnu mere nu, fordi jeg kan se hvor meget det påvirker min psyke, når hun opfører sig sådan.

Har glemt at tilføje at hun også blander sig i hvad kommende baby skulle hedde. Vi havde fundet et fint navn som vi begge elsker og som storebror også er helt vild med, men selvfølgelig skal hun sige det er et grimt navn og at hun håber det er en pige pga navnet til pigen er flottere. 

Hun invitere også min søn på 5 år på ferie hos hende ALENE foran mig, UDEN at spørge mig først. Jeg sagde selvfølgelig “jeg skal føde til sommer mor, så vi skal ikke rejse nogen steder i år” så siger hun “Han kan da bare komme selv?” Og jeg siger “nej?! Det kan han ikke, han er 5?” Hvorefter hun svare “jo han kan da godt” hvor jeg så måtte fortælle bestemt “jeg siger nej. Jeg er hans mor og jeg bestemmer!” 

Sidst hun var i Danmark, sad vi og spiste på en restaurant. Hende, mig og min søn. Jeg ville vise hende de første 3D billede af min søn indeni maven fordi jeg var så stolt af det. Hendes kommentar var “haha, han ligner freddy kruger” (en morder fra en film som er blevet brændt i ansigtet) Min søn kiggede skuffet på hende og sagde “mormor, det er altså min lillebror. Ikke grin af ham” Jeg blev SÅ skuffet og også ret ked af den kommentar, jeg fortalte hende at jeg ikke synes hun kunne være det bekendt. Hun smiler og siger jamen jeg kan ikke se hvad det er på sådan nogen billeder? Så sagde jeg “det kunne du da sagtens i sidste graviditet?” Og så ignorerede hun det… 

Derudover har hun fortalt 2 af de eneste familiemedlemmere jeg har + min far som ikke er inde i billedet om at jeg har “ændret mig” og det er pga min kæreste og det har resulteret i at jeg i dag ingen kontakt har med nogen af dem fordi min mor har snakket som hun har gjort. De har ikke engang mødt min kæreste? Det er udelukkende hendes ord.. Hun er den eneste der synes jeg har ændret mig, jeg vil kun mene jeg er blevet den bedste version af mig selv og jeg hviler mere i den jeg er end hvis man fx ser 7 år tilbage. 

Hun mener også at min kærestes familie køber min søn og at de er falske fordi de viser kærlighed til os. Jeg sagde hvordan kan du udtale dig sådan, når du aldrig har mødt dem? Hvorefter hun svarer at de køber ham for gaver og køber min kærlighed den vej og det ene og det andet. Hun beskriver også dem manipulerende af den grund, selvom hun aldrig har mødt dem. 
De har virkelig kun tænkt på min søn og jeg, købt dinosaur til ham fordi de ved han elsker dem og givet mig masser af kærlighed fordi de godt kender min historie og mangel på familie nu. De kan godt lide at forkæle min søn og gøre ham glad, det burde hun da kun være glad for. Jeg synes det er fantastisk de har taget os så meget til dem og giver os den omsorg og kærlighed. Min søn nyder det da han slet ikke har den del af familien pga hans biologiske far har fravalgt ham som baby, så at han pludselig har den halvdel og en reserve far som har taget sig under sine vinger, varmer mit hjerte ISÆR fordi min søn ELSKER dem. De har det SÅ godt sammen og han stråler bare

Det var lige en tilføjelse da jeg havde glemt at skrive disse øjeblikke som også er sket under min graviditet.. så dvs indenfor nogle måneder. 

hold nu op, det har været så sindssygt hårdt at være i, specielt når jeg har været gravid igennem det hele også  Min kæreste har været så god til at være neutral og bare støttet og været der for mig. Men sidste gang min mor skrev den lange sviner og så mig ligge og græde mig selv i søvn GRAVID, så blev han rigtig sur. Han ville skrive en pænere besked til hende med at hun simpelthen blev nød til at stoppe NU! Men det kunne han desværre ikke pga alle de blokeringer.. Men hold nu op en omgang altså.. 

igen, tusind tak for alle jeres råd. I er virkelig søde at i gad at bruge tid på at læse min lille roman og give råd til mig. I hjælper mere end i aner!

Kæmpe kram til dig. Hold op, det må altså være hårdt at stå i.

Jeg er så enig med det folk skriver om, at du er nødt til at sætte foden ned overfor hende. Hun har ingen ret til at køre dig sådan i sænk. 

Såfremt det bliver svært for dig at sige fra (for jeg ved, hvor svært det kan være som datter at sige fra over for sin mor), så brug din søn og kommende barn som drivkraft. De fortjener en mor, som har mentalt overskud, og som kan være der for dem. Det kan du ikke, hvis du skal blive ved med at ligge person til din mors vanvittige måde at være på. Så tænk på dem, når du én gang for alle skal fortælle din mor, hvor grænsen går! 

Med hensyn til navnet! Du skal selvfølgelig være fuldstændig ligeglad med din mors holdning her. Gå med det, I som familie finder flot. Du er ikke sat i verden for at please hende.  Tværtimod. 

Så må din mor blive væk kort og godt. Det skal ikke ødelægge din lille familie min mor tror også hun altid ved bedst og jeg er også vokset op med hende da min far også bar alkoholiker. 
min mor siger hele tiden også selv om jeg har været sammen med manden i 14 år at min kæreste er for hård i tonen og man skal være sød og kærlig og ikke sætte regler. Hvis jeg gør det påtaler hun det ikke kun hvis manden gør det her i huset. 
det skal så lige siges min mor er så underudviklet at han opfører sig som nogle gange en på 7år og hun slog mig da jeg var lille så alle hendes råd og alt er lige til at ja på. 
hun ville også med til 2 fødsel hvor vi sagde jamen det kan du jo ikke du har lovet at passe vores søn der kommer så mange underlige ting men jeg har snakket med store bogstaver til hende at her i huset er det os der bestemmer hvis hun ikke kan finde sit i det ja så må hun blive væk.

det skal siges hun er så sød over for vores dreng som snart er 12 men hun har ingen grænse i livet hvor vi må sætte dem fordi der er nogle ting hun ikke kan se/ eller forstå. 

det er mega svært fordi det er jo vores forældre men nu har jeg min egen familie så må hun lære sådan er det 

Åh hvor jeg føler med dig.. Mange af de ting, du skriver, har jeg selv oplevet fra min egen familie.. De elsker dog stadig min kæreste, men mener også, at jeg har ændret mig til det dårligere, fordi jeg er begyndt at sige fra overfor dem.. Så jeg forstår dig godt, og kan uden tvivl sætte mig ind i dine følelser.. 

Mit råd er at lægge din mor en smule på is.. Enten skriver du et brev/mail til hende, hvor du beskriver det hele..  Alle dine oplevelser og følelser, men stadig på din banehalvdel.. 

Eller også må du lægge hende lidt på is, og simpelthen sige tydeligt til hende, at dine børn og din mand altså er din nærmeste familie nu, så hvis hun fx vil se baby og med til fødselsdage osv., så accepterer hun, at din mand er der, og hun har bare med at opføre sig ordentligt, for ellers må hun holde sig væk.. 

Og når hun så bliver sur over alt det her uanset om det er brevet eller din afstand+tydelighed i krav, så lad hende være sur.. Ryst på hovedet af hende og tænk dit, men lad være med at indgå i dialog med hende, imens hun er sur.. For det vil bare skabe et skænderi mellem jer.. Lad hende køle af og måske/forhåbentlig indse, at det er HENDE, der er gal på den og opfører sig dumt og barnligt