Folk udefra forstår ikke vores indbyrdes humor

Jeg gætter på at det primært er fremmede du/I har problemer med misforstår? Jeg tænker at jeres venner og familie vel har lært at det er jeres humor?

Tænker du har to muligheder. Enten så dropper I den humor når I er ude blandt fremmede. Så slipper du for misforståelser. Eller også så beslutter du dog for at lade være med at tage dig af andres meninger og er bare være jer selv og så kan man, hvis man er ude og kan fornemme at andre misforstår, så smide en bemærkning med "ja vi har en lidt speciel indbyrdes humor" mens du smiler og kysser ham/klapper ham på låret. Og så gå videre. 

Anonym skriver:

.. Eller problemet er måske nærmere, at de misforstår den som alvor, selvom tingene er sagt med smil og grin. Det er min mand og jeg. Vi har en fantastisk (for os) sjov indbyrdes humor og jargon, som er præget er små spydige bemærkninger, sarkasme osv. Vi har været sammen i syv år, og ud over at være ægtefæller er vi hinandens bedste ven. Jeg føler mig så afslappet med ham, at jeg bare kan være mig, og han ligeså. Vi griner sammen, vi klarer hverdagens stress og jag som regel med et smil på læberne. Vi har ikke ret ofte konflikter, og når vi har, løser vi dem på en konstruktiv måde.

Derfor er det også ekstra træls, når folk synes at opfatte vores grovkornede indbyrdes humor som on, at vi har det skidt sammen. Vi "udsætter" ikke andre for vores jargon, med mindre de har samme humor. Men vi kan godt (altid med et glimt i øjet) sige "hold nu kæft din nar" til hinanden, "Fuck nu dig" den slags, drille hinanden med vores små skavanker (min mand har fx en hørenedsættelse, og jeg kalder ham ind i mellem i sjov "dit døve spektakel")

For os er det udelukkende all in good fun, og alt er sagt med et glimt i øjet og kærlighed, men jeg forstår selvfølgelig godt, at det kan være svært at forstå udefra. 

Hvordan undgår vi at folk misforstår vores forhold? Vi har jo ikke lyst til at lade som om, at vi er nogle andre end vi er. Det er også lidt akavet hvis vi skal stå og forklare folk at btw, det er bare vores interne jargon. Har i nogle tips? 

 Tænk over ikke at sige døve spektakel eller fuck dig bitch når der er gæster..

Tænker det er ligegyldigt? I har det godt sammen, og misforstår folk jer så er det jo bare at sige det er kærligt ment og det er jeres humor og relation? Er vel i sidste ende ligemeget hvad folk tænker så længe i er lykkelige sammen. ? 

Hvis det bliver sagt med et smil eller et grin fra jer begge, så burde det vel være muligt for andre at forstå, at der ikke er noget ondt i jeres jargon. 

I skal have lov til at være som I har lyst til, når I begge har det fint med det. Når det er sagt, så må I også være klar over, at det kan have nogle konesekvenser. Som I ser her i tråden er der nogen, der ikke gider høre på det sprog selv om det bliver sagt med masser af kærlighed, så måske er det du oplever som en misforståelse af jeres forhold i stedet, at de synes, at jeres sprog er træls at høre på uanset, hvor meget kærlighed, der er i det. Jeg er kommet meget i værtshusmiljøet, så jeg har set masser af gode forhold med det sprog, men andre gider simpelthen ikke høre på jargonen om det er sagt med vrede eller kærlighed.

Jeg kan dog bekymre mig om, hvordan det vil påvirke jeres børn, hvis I har nogle. Børn kan ikke på samme måde skelne mellem hvornår og hvordan jeres jargon kan bruges uden at give problemer. Jeg kan da godt frygte, at bruger jeres børn samme sprog, kan de blive set på som problembørn og blive udeholdt fra legeaftaler.

Skal jeg være helt ærlig, så tror jeg faktisk ikke, at jeg ville invitere et barn herhjem igen, hvis barnet hele tiden kaldte mig eller mine børn for de ting I siger til hinanden. Det ville så aldrig blive et dilemma her, for mine børn ville blive kede af at blive talt til på den måde, så de ville fravælge at lege med børn, der bruger jeres sprog. Mine børn ville ikke kunne forstå, at man kalde andre for en nar og så er det kærligt ment. 

Alright alright alright. Hold da op en masse antagelser og angreb på forældrekompetence sådan en tråd pludselig kan indeholde. Men jeg tager på mine skuldre, at jeg måske bare er ufattelig dårlig til at forklare tingene nuanceret, selvom jeg forsøgte at uddybe lidt i en tidligere kommentar. 

Tingene er ikke sort/hvide. Fordi man har en indbyrdes jargon præget af sarkasme og ironi, er det ikke ensbetydende med, at man ikke har situationsfornemmelse, eller at hver evig eneste sætning, der forlader ens mund, er spydig. Der er mange måder at sige tingene på, intonation, mimik, gestik, som kan fortælle meget. Og det er klart, at min mand ikke kalder mig en dum kælling foran børnene (eller nogensinde for den sags skyld). Vi er ordentlige, høflige mennesker, men ind i mellem kan der opstå situationer, hvor det misforstås udefra.

For at gentage mig selv. Jeg sidder altså ikke til Tante Odas 80 års og siger til min mand "så hold dog kæft, dit fjols", men derfor kan vi da godt tage lidt pis på hinanden ude i byen. Det jeg mente var, at vi ikke ønsker fuldstændig at fjerne den del af os, der gør os til os som personer og par

Hvad mine børn angår, tak for bekymringen og omsorgen, men vi har nogle meget høflige og velopdragne børn, der ingen relationelle udfordringer har, og hvor familie og venner er glade for at have dem på besøg, fordi de opfører sig pænt.

Jeg vil gerne gentage, at verden ikke er sort/hvid. Man kan godt, som voksne, have en indbyrdes grovkornet jargon, men stadig være nogle venlige, kærlige, høflige mennesker, som formår en alderssvarende omgangstone og humor med børnene, og som formår at opdrage dem ordentligt.

Men tak for jeres tips, jeg sætter pris på jeres input, og tager på mig, jeg måske ikke har været klar nok i min kommunikation i mit indledende indlæg

Jeg havde engang nogle ansatte der havde en intern jargon der gjorde at de snakkede grovt til hinanden. Jeg var nødt til at bede dem om at gøre det når de var selv for de andre ansatte blev ret utilpasse over det. 
Det jeg vil sige er at du kan ikke ændre på at når i har jeres interne jokes så kan folk ikke høre andet end det i siger. Så enten må i forklare jer eller også må i have jeres interne humor hjemme

Anonym skriver:

Alright alright alright. Hold da op en masse antagelser og angreb på forældrekompetence sådan en tråd pludselig kan indeholde. Men jeg tager på mine skuldre, at jeg måske bare er ufattelig dårlig til at forklare tingene nuanceret, selvom jeg forsøgte at uddybe lidt i en tidligere kommentar. 

Tingene er ikke sort/hvide. Fordi man har en indbyrdes jargon præget af sarkasme og ironi, er det ikke ensbetydende med, at man ikke har situationsfornemmelse, eller at hver evig eneste sætning, der forlader ens mund, er spydig. Der er mange måder at sige tingene på, intonation, mimik, gestik, som kan fortælle meget. Og det er klart, at min mand ikke kalder mig en dum kælling foran børnene (eller nogensinde for den sags skyld). Vi er ordentlige, høflige mennesker, men ind i mellem kan der opstå situationer, hvor det misforstås udefra.

For at gentage mig selv. Jeg sidder altså ikke til Tante Odas 80 års og siger til min mand "så hold dog kæft, dit fjols", men derfor kan vi da godt tage lidt pis på hinanden ude i byen. Det jeg mente var, at vi ikke ønsker fuldstændig at fjerne den del af os, der gør os til os som personer og par

Hvad mine børn angår, tak for bekymringen og omsorgen, men vi har nogle meget høflige og velopdragne børn, der ingen relationelle udfordringer har, og hvor familie og venner er glade for at have dem på besøg, fordi de opfører sig pænt.

Jeg vil gerne gentage, at verden ikke er sort/hvid. Man kan godt, som voksne, have en indbyrdes grovkornet jargon, men stadig være nogle venlige, kærlige, høflige mennesker, som formår en alderssvarende omgangstone og humor med børnene, og som formår at opdrage dem ordentligt.

Men tak for jeres tips, jeg sætter pris på jeres input, og tager på mig, jeg måske ikke har været klar nok i min kommunikation i mit indledende indlæg

Det er nok svært for udenforstående helt at forstå hvordan og hvor ofte og hvornår, I hhv. bruger jargonen og bliver misforstået af andre. Du oplever jo det sidste som et problem, og derfor antager flere herinde, forståeligt nok, at I ikke altid er bevidste om, hvordan det påvirker andre tilstedeværende at overhøre, og dette  kunne jo også omfatte jeres børn. 
 Min mand og jeg kan godt tale “frisk” til hinanden på den måde, du beskriver, men det sker vist kun, når vi er alene eller sammen med nogen, der er så tæt på os, at de ikke misforstår. 
Hvis jeg jævnligt oplevede, at andre misforstod os og/eller ikke brød sig om vores tone, ville jeg enten være mere opmærksom på, hvornår og med hvem, vi benyttede os af den, eller beslutte mig for at være ligeglad med andres reaktioner og tanker. 
Umiddelbart tænker jeg, at når du nu oplever det som problematisk, at folk misforstår, så vil det ligge lige for, at du/I er dem, der må ændre på tingene ved at holde lidt igen med gloserne. Jeg synes ikke, det er rimeligt eller realistisk, at “lytterne” skal blive bedre til at afkode jer. 

Jeg kender også sådan et par, de er unge og de har kun været sammen et par år. De snakker sådan til hinanden og jeg har seriøst så svært ved at greje dem. Jeg ved aldrig om de skændes og har problemer derhjemme eller om det er for sjov, også fordi jeg ikke helt kender dem godt nok - og det er derfor, jeg kan blive lidt ubehageligt til mode over deres jargon. Også fordi jeg selv ville blive såret, hvis jeg blev talt sådan til - men det er jo jeres indbyrdes sprog og det ville ALDRIG få mig til at fravælge nogens selskab!

Og jeg bliver ikke det mindste stødt... det gør jeg altså ikke. For folk viser jo kærlighed på mange måder. Andre par sidder og aer hinanden og kysser og alt muligt. Det er i den anden boldgade og det er der jo også nogen, der ikke kan lide.

Anonym skriver:

.. Eller problemet er måske nærmere, at de misforstår den som alvor, selvom tingene er sagt med smil og grin. Det er min mand og jeg. Vi har en fantastisk (for os) sjov indbyrdes humor og jargon, som er præget er små spydige bemærkninger, sarkasme osv. Vi har været sammen i syv år, og ud over at være ægtefæller er vi hinandens bedste ven. Jeg føler mig så afslappet med ham, at jeg bare kan være mig, og han ligeså. Vi griner sammen, vi klarer hverdagens stress og jag som regel med et smil på læberne. Vi har ikke ret ofte konflikter, og når vi har, løser vi dem på en konstruktiv måde.

Derfor er det også ekstra træls, når folk synes at opfatte vores grovkornede indbyrdes humor som on, at vi har det skidt sammen. Vi "udsætter" ikke andre for vores jargon, med mindre de har samme humor. Men vi kan godt (altid med et glimt i øjet) sige "hold nu kæft din nar" til hinanden, "Fuck nu dig" den slags, drille hinanden med vores små skavanker (min mand har fx en hørenedsættelse, og jeg kalder ham ind i mellem i sjov "dit døve spektakel")

For os er det udelukkende all in good fun, og alt er sagt med et glimt i øjet og kærlighed, men jeg forstår selvfølgelig godt, at det kan være svært at forstå udefra. 

Hvordan undgår vi at folk misforstår vores forhold? Vi har jo ikke lyst til at lade som om, at vi er nogle andre end vi er. Det er også lidt akavet hvis vi skal stå og forklare folk at btw, det er bare vores interne jargon. Har i nogle tips? 

Hver ting til sin tid, tænker jeg jeg ville sagtens kunne forstå jeres indbyrdes humor, men var jeg i selskab med jer ville jeg synes det var anstrengende med de bandeord du nævner. Jeg ved godt mange andre bander og svovler, men jeg synes det er grimt at høre på og en sarkastisk tone kan være sjov, men det kan også blive lidt anstrengende hvis det er konstant. Var jeg på besøg hjemme hos jer, ville det selvfølgelig ikke genere mig, da det er jeres hjem. 

Havde selv engang en kollega der tog alt jeg sagde, 100% bogstaveligt, hun må virkelig have fundet mig mærkelig. Jeg siger  utrolig mange ting man absolut skal tá med et Gran salt…

Jeg har ikke læst alle de andre svar, så beklager hvis jeg gentager eller noget.

Min mand og jeg har også en ret spydig jargon overfor hinanden, med kærlige glimt i øjet og ingen sure miner. Vi taler generelt ikke "grimt" og bruger skældsord (fordi jeg generelt ikke kan lide bandeord), men døve spetakel o.l. bliver også brugt kærligt herhjemme, fordi jeg er døv på det ene øre. Jeg driller også mine børn og de driller mig, men har aldrig drillet nogen i skolen/børnehaven - vi får generelt meget ros for at de er så høflige, sjove og vellidte af både kammerater og lærere. 

Jeg er også vokset op med det. Min far har altid været sådan en drille-type med far-humor og uden det store filter, så det blev hurtigt bare måden han talte til mig og mine brødre og vi talte også sådan til hinanden. Min mor, derimod, var ikke fan af de drillerier vi lavede, og frabedte sig at være en del af det, så vi har aldrig drillet hende på samme måde.

Folk blev, og bliver stadig, somme tider enten forvirrede eller stødte over vores måde at tale til hinanden på - blandt andet når når jeg mærker min far på vommen og spørger om baby sparker, hvilket mange af de lidt større damer i vores familie tager sig til perlekæden over (og jeg er altså ikke selv nogen sylfide på nogen måde) - men vi nægter at ændre hvem vi er eller at tage tingene så seriøst hele tiden, for vi tror på at det øjeblik noget bliver så alvorligt at man ikke kan lave sjov med det, har det fået for meget magt.

Selvfølgelig skal man have situationsfornemmelse og selvfølgelig skal man ikke gøre konstant opmærksom på sig selv eller noget, men man skal have lov til at være sig selv.

For mig har det i min opvækst givet mig humør/humor som jeg ofte bliver rost for og selvironi der sparker mås uden at at jeg nedgør mig selv. Jeg tager sjældent ting alvorligt, hvis jeg ikke behøver det og evnen til at lave sjov med tingene i stedet for at lade det fylde har virkelig reddet mig mange gange.