Folk udefra forstår ikke vores indbyrdes humor

.. Eller problemet er måske nærmere, at de misforstår den som alvor, selvom tingene er sagt med smil og grin. Det er min mand og jeg. Vi har en fantastisk (for os) sjov indbyrdes humor og jargon, som er præget er små spydige bemærkninger, sarkasme osv. Vi har været sammen i syv år, og ud over at være ægtefæller er vi hinandens bedste ven. Jeg føler mig så afslappet med ham, at jeg bare kan være mig, og han ligeså. Vi griner sammen, vi klarer hverdagens stress og jag som regel med et smil på læberne. Vi har ikke ret ofte konflikter, og når vi har, løser vi dem på en konstruktiv måde.

Derfor er det også ekstra træls, når folk synes at opfatte vores grovkornede indbyrdes humor som on, at vi har det skidt sammen. Vi "udsætter" ikke andre for vores jargon, med mindre de har samme humor. Men vi kan godt (altid med et glimt i øjet) sige "hold nu kæft din nar" til hinanden, "Fuck nu dig" den slags, drille hinanden med vores små skavanker (min mand har fx en hørenedsættelse, og jeg kalder ham ind i mellem i sjov "dit døve spektakel")

For os er det udelukkende all in good fun, og alt er sagt med et glimt i øjet og kærlighed, men jeg forstår selvfølgelig godt, at det kan være svært at forstå udefra. 

Hvordan undgår vi at folk misforstår vores forhold? Vi har jo ikke lyst til at lade som om, at vi er nogle andre end vi er. Det er også lidt akavet hvis vi skal stå og forklare folk at btw, det er bare vores interne jargon. Har i nogle tips? 

Hvor er det fedt at i har det så godt sammen og kender hinanden som i gør  

jeg synes dig ikke at der er noget galt i at man ændre sin humor når man er sammen med andre. Det kan være ekstremt akavet at være vidne til en indforstået grov humor synes jeg selv og jeg har en gang valgt et venne par fra pga det

min mand og jeg har en særlig sjofel humor som jeg bestemt ikke ville udsætte andre for

Mortiltreogmåskefire skriver:

Hvor er det fedt at i har det så godt sammen og kender hinanden som i gør  

jeg synes dig ikke at der er noget galt i at man ændre sin humor når man er sammen med andre. Det kan være ekstremt akavet at være vidne til en indforstået grov humor synes jeg selv og jeg har en gang valgt et venne par fra pga det

min mand og jeg har en særlig sjofel humor som jeg bestemt ikke ville udsætte andre for

Måske skal jeg lige uddybe, at vi trods alt ikke er helt uden situationsfornemmelse, det er jo ikke sådan at vi til Tante Gerdas 80 års sidder og siger "spis dog ordentligt, dit fede læs" eller sådan noget det er helt klart light udgaven vi har på, afhængigt af selskab, men oplever alligevel at vores indbyrdes drillerier kan misforstås

Anonym skriver:

Måske skal jeg lige uddybe, at vi trods alt ikke er helt uden situationsfornemmelse, det er jo ikke sådan at vi til Tante Gerdas 80 års sidder og siger "spis dog ordentligt, dit fede læs" eller sådan noget det er helt klart light udgaven vi har på, afhængigt af selskab, men oplever alligevel at vores indbyrdes drillerier kan misforstås

Det tænker jeg sker, når man ikke kender den slags humor i har. 

Men hvis nogen spørg, så forklar dem at sådan snakker i bare til hinanden, intet ondt i det. 

Man skal du siger, skal man have situationsfornemmelse, men jeg synes ikke man skal ændre på sin væremåde.

Vi er alle forskellige og nogen bruger gloser som andre aldrig ville bruge, eller dem der bander i næsten hver sætning, hvor nogen ser det som forkert.. Eller noget.. (håber du forstår, for tror ikke jeg kan forklare det anderledes.. Hehe..)

Åh jeg ville ærligt selv have det svært med det fordi jeg bare ikke selv forstår det. Fordi jeg ville tænke på hvad signal det sender til andre, især børn. Nå, men jeg ville sådan set ikke gøre noget. Hvis folk spørger kan i jo nævne det. Måske holde det til når i er blandt folk som i ved forstår det. Det er ikke at ændre på en bare fordi man vælger sit publikum

Anonym skriver:

.. Eller problemet er måske nærmere, at de misforstår den som alvor, selvom tingene er sagt med smil og grin. Det er min mand og jeg. Vi har en fantastisk (for os) sjov indbyrdes humor og jargon, som er præget er små spydige bemærkninger, sarkasme osv. Vi har været sammen i syv år, og ud over at være ægtefæller er vi hinandens bedste ven. Jeg føler mig så afslappet med ham, at jeg bare kan være mig, og han ligeså. Vi griner sammen, vi klarer hverdagens stress og jag som regel med et smil på læberne. Vi har ikke ret ofte konflikter, og når vi har, løser vi dem på en konstruktiv måde.

Derfor er det også ekstra træls, når folk synes at opfatte vores grovkornede indbyrdes humor som on, at vi har det skidt sammen. Vi "udsætter" ikke andre for vores jargon, med mindre de har samme humor. Men vi kan godt (altid med et glimt i øjet) sige "hold nu kæft din nar" til hinanden, "Fuck nu dig" den slags, drille hinanden med vores små skavanker (min mand har fx en hørenedsættelse, og jeg kalder ham ind i mellem i sjov "dit døve spektakel")

For os er det udelukkende all in good fun, og alt er sagt med et glimt i øjet og kærlighed, men jeg forstår selvfølgelig godt, at det kan være svært at forstå udefra. 

Hvordan undgår vi at folk misforstår vores forhold? Vi har jo ikke lyst til at lade som om, at vi er nogle andre end vi er. Det er også lidt akavet hvis vi skal stå og forklare folk at btw, det er bare vores interne jargon. Har i nogle tips? 

Jeg ville da være fuldstændig ligeglad. Hvorfor er der vigtigt hvad andre synes eller tror om jeres forhold. Er det vigtigste ikke at i har det godt som i har det ? 

i behøver da ikke at skulle forklare jer overfor andre. Hvis nogen spørger du jo bare sige som det er. 

det er da bsre super fedt i har det sådan sammen

Min mand og jeg er fuldstændig ligesådan! 
“så sidder du og fyrer I hovedet igen’ 

Eller fx da mine bukser sprækkede inde i en skobutik, da jeg bukkede mig ned, udbrød han : jeg sagde det jo! Du havde taget på  alt imens vi begge er ved at dø af grin

jwg forstår dig 100. Men hviler 1000% i at sådan er vi (vi har været sammen i 20år) og vores tre børn, har fint håndteret det og kan selv grine af sig selv og er ikke for selvhøjtidelige. Samtidig er vi alle 5 klar over alvoren, og at vi på ingen måde taler sådan til andre - med mindre de, som du siger, selv er med på den. 

Altså jeg vil sige, at det self er dejligt at i har det sjovt sammen, og ik blir sure over at blive kaldt et fed læs, eller andet.

MEN jeg ka faktisk godt forstå hvis andre blir forvirret eller på anden måde "stødt/frastødt" af den måde, at tale til den man elsker på. Den der akave stemning det ka give omkring et bord, ka være til at tage om føle på, nogen gange. 

"Normalt" er den slags sætninger, en måde at nedgøre andre på. I hvert fald i min verden. Og jeg tror faktisk ret hurtigt, at jeg ville blive pænt træt, af den tone/stemning, det ku frembring, hvis jeg sku sidde en hel aften, og høre på et par, hvor de feks sad og sagde til hinanden "så spis dog pænt, i stedet for at sætte forbenene lige i truget, dit fede læs" eller klap kaje, din klovnen" eller hva det nu ku være. Jeg ville blive så træt i hovedet, af at sidde og prøve og afkode om det var ment i alvor, eller om det bare var sådan deres "kærlige tone" var overfor hinanden.

Jeg har ik noget imod, at folk taler til hinanden, på en bestemt måde, så længe det er kærlig ment, men jeg orker ik at bruge en hyggelig aften, på at afkode deres indbyrdes forhold.

Min ældste veninde og hendes kæreste, ka godt mundhugges indimellem. Snakke lidt højt, og bande værre end en liderlig pirat, der lige er kommet i land. Jeg ved de elsker hinanden, og vores unger, elsker dem, men shit vi var nød til at forklare dem(ungerne) mange gange, at nej Peter og Marie skændes ik, nej de er heller ik sure på hinanden. Ja voksne må helt selv bestemme om de bander, men vi gider ik høre på jer 2, der bander. Osv osv osv.

Nu er vores unger så store, at de flere gange selv har spurt dem, hvorfor de bander, snakker højt eller lyder som om, de er sure på hinanden, at vores venner tager hensyn, til at der også er små øre, der lytter med hele tiden, og derfor i flere år nu, virklig gør en indsats, for at bande mindre, snakke lidt laver og pæner til hinanden.

Ved ik om mit svar overhovedet ka bruges, men det er også bare mine tanker, når jeg lige læser dit opslag. Vh Stine 

Hvis I taler sådan foran jeres børn, må jeg sige, jeg også er forarget. I legitimerer “name calling” og fx. i børnehaver og skoler er det SÅ svært at komme til livs, hvis ungerne lærer hjemmefra, at det er ok med sådan et sprogbrug. 

Jeg er vokset op i et hjem hvor man taler på den måde og jeg er blevet totalt modsat, og det giver mig røde knopper at tale sådan til hinanden under dække af humor. For så bliver grænsen også flyttet ift hvordan man taler til andre. Hvis man taler grimt og frastødende til hinanden hvor er så grænsen for hvordan man taler til og om andre. Specielt i en tid hvor folk er virkelig grove på sociale medier.

har i børn? For så skulle i måske overveje hvilke medmenneskelige værdier I giver dem. For hvad der for jer er “for sjov” / ironisk kan være svært at skelne for børn som ikke forstår ironi. Så de ikke står nede i skolen og kalder læreren for fede læs eller lille benedicte for dumme kælling fordi de er vant til man taler sådan derhjemme og er helt normalt for det “var jo bare for sjov”.

Jeg hader ironi og spydighed fordi man aldrig ved om der gemmer sig en snert af sandhed bag selvom man pakker det ind i god-humor.