Når kun mor er bekymret for barn?

Hej.

Vi har en søn på snart 5, som jeg frygter, der er "noget galt med". Fra fødslen har jeg vidst, at han var særlig sensitiv, fordi han var meget besværlig, følsom og pylret. Det er han stadig. Men det er nu som om, at det er mere end bare det. Jeg har en mistanke om, at det kunne være noget aspergers. Der er både adhd og autisme i farens familie. Umiddelbart ikke aspergers, men som jeg forstår det, er det langt fra alle voksne, der får diagnosen.

Faren mener ikke, at der er noget at være bekymret for. Han er bare vild osv. Men jeg gør - for jeg føler lig fuldstændig afmægtig i forhold til min søn. Jeg har ingen redskaber til at håndtere ham, når han f.eks. bare står og slår løs på mig, mens han griner. Eller bliver ekstremt hys hver eneste gang, vi skal ud af døren. F.ek. har i juletiden afviger dagene fra hinanden og nogle gange føler jeg at min søn kun rigtigt er sig selv få øjeblikke om dagen... og vi giver ham virkelig ro. Men han har brug for meget mere struktur end det. Han har bare brug for et fuldstændigt skema, men det gør man jo ikke for en "normal" dreng...

Jeg har simpelthen brug for hjælp nu! Min søn trives kun, når alt er 100% tilrettelagt for ham, en klar rutine, den samme hver dag, med kun få planlagte afvigelser, som der er god tid til at komme sig oven på. Og det kan jeg jo ikke bare kræve at vi gør, fordi jeg tror, der er noget galt, for det vil jo fjerne al spontanitet og gøre weekenderne til "kl. 8.30 skal vi i haven!". For det er kun det, min søn kan lide...

Men hvor kan jeg henvende mig? Jeg kan ikke bruge børnehaven, for der er så meget rod i personalet af forskellige årsager (hvilket jo ikke hjælper).

Hjælp. Jeg tror, der er "noget galt" med min søn! Hvor skal jeg henvende mig, når faren er uenig? Jeg har brug for nogle redskaber, så min søn kan få det godt...

Vi bor sammen og har fælles forældremyndighed.

Du skal have ppr ind over. De kan sende jer videre til udredning, hvis det er. 
Det er vigtigt, at I får rykket på det i forhold til skolestart - så vil I lettere kunne få støttetimer osv. Mange med autisme starter også et år senere i skole, har jeg hørt. 
Min søn har aspergers og har ikke brug for skema.. men kan godt lide rutiner. Det kan godt  være at din søn har autisme.. og for at få hjælp skal ppr ind over.

Det første som springer i øjnene på mig er at du bruger ord som besværlig om din søn. 
Særlig sensitiv? Det er ikke en diagnose, men et personlighedstræk.. 

Du kan henvende dig til din sundhedsplejerske og fortælle om din bekymring. 
Sammen med barnets far kan du sætte klar struktur samt forberede dit barn i god til ved afvigelser. - brug evt piktogrammer i dagligdagen, så din søn kender næste skridt. Forudsigelighed-forudsigelighed og forudsigelighed til et barn som har det svært ved skift. 

At din søn står og slår på dig og griner samtidig.. Helt ærligt, så vil jeg tage hans arme og holde dem tæt ind til hans krop og sige så stopper du makker, det er ikke okay du slår mig. - Italesætte for ham at det er ikke ok at slå. - det er okay at være vred, men slå er ikke holdbart. 

Det første som springer i øjnene på mig er at du bruger ord som besværlig om din søn. 
Særlig sensitiv? Det er ikke en diagnose, men et personlighedstræk.. 

Du kan henvende dig til din sundhedsplejerske og fortælle om din bekymring. 
Sammen med barnets far kan du sætte klar struktur samt forberede dit barn i god til ved afvigelser. - brug evt piktogrammer i dagligdagen, så din søn kender næste skridt. Forudsigelighed-forudsigelighed og forudsigelighed til et barn som har det svært ved skift. 

At din søn står og slår på dig og griner samtidig.. Helt ærligt, så vil jeg tage hans arme og holde dem tæt ind til hans krop og sige så stopper du makker, det er ikke okay du slår mig. - Italesætte for ham at det er ikke ok at slå. - det er okay at være vred, men slå er ikke holdbart. 

Men nogle børn kan man opdrage væk fra uhensigtsmæssig adfærd. Men der er også børn der er autister/ har aspergers ... og de skal altså bare kringles på en anden måde, og det er ikke fordi, at man er en dårlig forældre. Men mange gange før børnenes får ADHD eller autisme diagnosen bliver de betagnes sf andre som uopdragne, evt voldsomme eller andre mindre flatterende tillægsord. 
Og standard opdragelse virker ikke. Hvis du siger “så stopper du makker!” til min sæn med aspergers.. Og hæver du samtidig stemmen, får du i den grad en større scene og en meget ulykkelig/ endnu mere frustreret dreng. Og konsekvenspædagogik (jeg tager din ipad tid fordi du har lave en scene) virker på ingen måde heller. 
Hvis der derfor er tale om autisme/ aspergers, vil det give en anden forståelse for hvordan drengen skal håndteres. Det er derfor vigtigt, at få de rette værktøjer og at få fagfolk ind over. Jeg blev selv lidt træt over andres velmenende råd “ kan du ikke bare gør sådan....” nej - fordi hjernen fungere anderledes når der er autisme inde over. Alt fra familiekomsammener, skole/lektier osv.

I min omgangskreds er der børn med diagnoser af forskellige typer. Og når forældrene har lagt mærke til noget afvigende har det tit (læs: altid) været sandt. Så det kan være en god ide med fagfolk ind over. 

Anonym skriver:

Men nogle børn kan man opdrage væk fra uhensigtsmæssig adfærd. Men der er også børn der er autister/ har aspergers ... og de skal altså bare kringles på en anden måde, og det er ikke fordi, at man er en dårlig forældre. Men mange gange før børnenes får ADHD eller autisme diagnosen bliver de betagnes sf andre som uopdragne, evt voldsomme eller andre mindre flatterende tillægsord. 
Og standard opdragelse virker ikke. Hvis du siger “så stopper du makker!” til min sæn med aspergers.. Og hæver du samtidig stemmen, får du i den grad en større scene og en meget ulykkelig/ endnu mere frustreret dreng. Og konsekvenspædagogik (jeg tager din ipad tid fordi du har lave en scene) virker på ingen måde heller. 
Hvis der derfor er tale om autisme/ aspergers, vil det give en anden forståelse for hvordan drengen skal håndteres. Det er derfor vigtigt, at få de rette værktøjer og at få fagfolk ind over. Jeg blev selv lidt træt over andres velmenende råd “ kan du ikke bare gør sådan....” nej - fordi hjernen fungere anderledes når der er autisme inde over. Alt fra familiekomsammener, skole/lektier osv.

I min omgangskreds er der børn med diagnoser af forskellige typer. Og når forældrene har lagt mærke til noget afvigende har det tit (læs: altid) været sandt. Så det kan være en god ide med fagfolk ind over. 

Jeg henviser også til at ts skal tage kontakt til sundhedsplejerske, så barnet kan få hjælp. 
Om et barn har en diagnose eller ej, så er det aldrig acceptabelt at slå. Barnet gør det i afmagt/frustration og fordi det er det barnet har fundet ud af virker. - Ts skriver at barnet slår og griner samtidig! Måske barnet kognitivt ikke er langt fremme, overstimuleret eller andet. 
Ingen, som i ingen skal slås på.. Heller ikke mor/far/fagpersoner. 

At opdrage lyder virkelig negativt i mine øre.. Jeg opdrager ikke, jeg guider.. Sætter rammerne for hvad er ok, og hvad er ikke ok. 

med en diagnose får man en forståelse af barnets hjerne.. hvorfor virker den anderledes, hvad kan jeg gøre for at mit barn trives bedst muligt i hverdagen, evt med piktogrammer, forudsigelighed, faste rammer, velkendte dufte og mindre stimuli. 

Anonym skriver:

Hej.

Vi har en søn på snart 5, som jeg frygter, der er "noget galt med". Fra fødslen har jeg vidst, at han var særlig sensitiv, fordi han var meget besværlig, følsom og pylret. Det er han stadig. Men det er nu som om, at det er mere end bare det. Jeg har en mistanke om, at det kunne være noget aspergers. Der er både adhd og autisme i farens familie. Umiddelbart ikke aspergers, men som jeg forstår det, er det langt fra alle voksne, der får diagnosen.

Faren mener ikke, at der er noget at være bekymret for. Han er bare vild osv. Men jeg gør - for jeg føler lig fuldstændig afmægtig i forhold til min søn. Jeg har ingen redskaber til at håndtere ham, når han f.eks. bare står og slår løs på mig, mens han griner. Eller bliver ekstremt hys hver eneste gang, vi skal ud af døren. F.ek. har i juletiden afviger dagene fra hinanden og nogle gange føler jeg at min søn kun rigtigt er sig selv få øjeblikke om dagen... og vi giver ham virkelig ro. Men han har brug for meget mere struktur end det. Han har bare brug for et fuldstændigt skema, men det gør man jo ikke for en "normal" dreng...

 

Jeg har simpelthen brug for hjælp nu! Min søn trives kun, når alt er 100% tilrettelagt for ham, en klar rutine, den samme hver dag, med kun få planlagte afvigelser, som der er god tid til at komme sig oven på. Og det kan jeg jo ikke bare kræve at vi gør, fordi jeg tror, der er noget galt, for det vil jo fjerne al spontanitet og gøre weekenderne til "kl. 8.30 skal vi i haven!". For det er kun det, min søn kan lide...

Men hvor kan jeg henvende mig? Jeg kan ikke bruge børnehaven, for der er så meget rod i personalet af forskellige årsager (hvilket jo ikke hjælper).

 

Hjælp. Jeg tror, der er "noget galt" med min søn! Hvor skal jeg henvende mig, når faren er uenig? Jeg har brug for nogle redskaber, så min søn kan få det godt...

Vi bor sammen og har fælles forældremyndighed.

Prøv via egen læge. 

Men egen læge og ppr - det kan man jo ikke  når far ikke er bekymret.

Når han slår og griner samtidig, er det fordi han altid griner, når han er følelsesmæssig overstimuleret. Hvis jeg kommer til at skælde ud, så griner han i stedet for at græde og bliver meget ude af den. Men han griner ikke  fordi det er sjovt... og i de situationer aner jeg aldrig, hvad jeg skal gøre. For hvis jeg tager hans hænder og siger stop, så sparker han med benene. Og hvis jeg så holder hele hans krop raser han, nikker skaller og kalder mig grimme ting.

Ved bestemt godt at særlig sensitiv ikke er en diagnose. Og i starten tænkte jeg netop  at han blot var udfordret, fordi han var særlig sensitiv - men det virker efterhånden til at være mere end det.

Forudsigelighed betyder alt for ham. Han bekymrer sig hurtigt. Han er vild med byggelege, men leger ikke så meget andet. Han kan lege rollelege, men virker ikke til at leve sig ind i det og han er meget vellidt af sine venner, men har stadig svært ved fx at forstå grænser...

Han er meget klog og utrolig god sprogligt samt udmærket motorisk.

Anonym skriver:

Men egen læge og ppr - det kan man jo ikke  når far ikke er bekymret.

Når han slår og griner samtidig, er det fordi han altid griner, når han er følelsesmæssig overstimuleret. Hvis jeg kommer til at skælde ud, så griner han i stedet for at græde og bliver meget ude af den. Men han griner ikke  fordi det er sjovt... og i de situationer aner jeg aldrig, hvad jeg skal gøre. For hvis jeg tager hans hænder og siger stop, så sparker han med benene. Og hvis jeg så holder hele hans krop raser han, nikker skaller og kalder mig grimme ting.

Ved bestemt godt at særlig sensitiv ikke er en diagnose. Og i starten tænkte jeg netop  at han blot var udfordret, fordi han var særlig sensitiv - men det virker efterhånden til at være mere end det.

Forudsigelighed betyder alt for ham. Han bekymrer sig hurtigt. Han er vild med byggelege, men leger ikke så meget andet. Han kan lege rollelege, men virker ikke til at leve sig ind i det og han er meget vellidt af sine venner, men har stadig svært ved fx at forstå grænser...

Han er meget klog og utrolig god sprogligt samt udmærket motorisk.

 

Du kan da sagtens rette henvendelse til læge eller PPR uden far nødvendigvis er enig i det? - Det kræver ikke hans underskrift og når det i første omgang er en bekymring fra din side, kan du da sagtens selv rette henvendelse uden far

Soonmom skriver:

Du kan da sagtens rette henvendelse til læge eller PPR uden far nødvendigvis er enig i det? - Det kræver ikke hans underskrift og når det i første omgang er en bekymring fra din side, kan du da sagtens selv rette henvendelse uden far

Enig. Og han kan også udredes selv om far ikke er enig. 

Jeg henviser også til at ts skal tage kontakt til sundhedsplejerske, så barnet kan få hjælp. 
Om et barn har en diagnose eller ej, så er det aldrig acceptabelt at slå. Barnet gør det i afmagt/frustration og fordi det er det barnet har fundet ud af virker. - Ts skriver at barnet slår og griner samtidig! Måske barnet kognitivt ikke er langt fremme, overstimuleret eller andet. 
Ingen, som i ingen skal slås på.. Heller ikke mor/far/fagpersoner. 

At opdrage lyder virkelig negativt i mine øre.. Jeg opdrager ikke, jeg guider.. Sætter rammerne for hvad er ok, og hvad er ikke ok. 

med en diagnose får man en forståelse af barnets hjerne.. hvorfor virker den anderledes, hvad kan jeg gøre for at mit barn trives bedst muligt i hverdagen, evt med piktogrammer, forudsigelighed, faste rammer, velkendte dufte og mindre stimuli. 

Hvorfor er det at opdrage sit barn noget negativt? Man guider dem jo gennem opdragelse.