Er jeg sippet?

Fuldstændig enig med de andre. Overhovedet ikke sippet. 

jeg hader selv uanmeldt besøg. Og ærligt. Så åbner jeg slet ikk døren hvis det ringer på uanmeldt. 

Jeg har selv måtte bede begge mine svigerforældre om det samme. Jeg synes det er grænseoverskridende at de dukker op uanmeldt, som om det er deres hus. Jeg har bedt dem om at ringe og spørge først, og ellers vente på at vi inviterer. Eller omvendt, invitere os hvis de gerne vil ses. Det her er vores hus, og vores regler og vi har også ret til et privatliv.  En direkte dialog har hjulpet.. dog er der stadig udfordringer, med at forstå at reglerne hos dem ikke er de samme hos os. For eksempel forstår de stadig ikke at de ikke skal tage deres store hund med hver gang de kigger forbi i 5 min   Jeg synes ikke det er hyggeligt at stå med støvsugning og gulvvask i en time bagefter fordi den ikke lige skal være alene hjemme i en halv time..

Jeg er enig med de fleste der har svaret dig. Du er ikke sippet. 

En idé kunne også være at han fik sin fast dag om ugen til at hentet jeres barn fra institution og tag ud på en legeplads for så hjem spise med aftensmad med jer.

Kan han lave mad? Kunne være Han synes det er dejligt med varmt mad. Hvis han ikke kan lave mad.

Tak for jeres mange feedback. 

Jeg har snakket med manden, og han siger han har det på samme måde. Men han ved ikke, hvad og hvordan han skal sige det til hans far og spørger mig. 

Det skal siges hans far er meget.. Følsom, lavt selvværd måske? I hvert fald bliver han let fornærmet, og har før sagt noget ala "så kan I bare passe jer selv. Hav et godt liv".

Så, hvordan tackler vi lige den? 

Mini-my skriver:

Tak for jeres mange feedback. 

Jeg har snakket med manden, og han siger han har det på samme måde. Men han ved ikke, hvad og hvordan han skal sige det til hans far og spørger mig. 

Det skal siges hans far er meget.. Følsom, lavt selvværd måske? I hvert fald bliver han let fornærmet, og har før sagt noget ala "så kan I bare passe jer selv. Hav et godt liv".

Så, hvordan tackler vi lige den? 

Lader ham blive sur. Det kan umuligt være jeres problem. I er i jeres gode ret til at sætte grænser for jer selv og jeres liv. Det er hans eget problem at blive god igen. 

Mini-my skriver:

Tak for jeres mange feedback. 

Jeg har snakket med manden, og han siger han har det på samme måde. Men han ved ikke, hvad og hvordan han skal sige det til hans far og spørger mig. 

Det skal siges hans far er meget.. Følsom, lavt selvværd måske? I hvert fald bliver han let fornærmet, og har før sagt noget ala "så kan I bare passe jer selv. Hav et godt liv".

Så, hvordan tackler vi lige den? 

Jeg ved hvad du mener, jeg har selv en "følsom" far. Men synes det hjælper mig at tænke at det ikke er mit ansvar at sørge for hans gode humør og om han har det godt. Det er hans ansvar. Så hold fast i de grænser I vil sætte, og få det leveret på en pæn måde. Og så er det ude af jeres hænder hvordan han reagerer. Hvis han så siger han ikke gider komme igen, så er det jo bare sådan det er. 

Jeg synes, det er nogle lidt uempatiske svar, du får nu.

Selvfølgelig er det ikke TS's ansvar, for det er jo tydeligt svigerfaren, der er gal på den.

Men derfor kan man da godt gøre det med tanke for, at han er lidt følsom.

Jeg synes, I skal fortælle det ud fra, hvad I har brug for, og hvilke behov I har.

Altså lægge vægt på, at I holder meget af ham, og han er en vigtig del af jeres liv, men at I (!) bare har nogle behov, der ikke matcher med at have besøg så ofte i tide og utide.

Jeg er selv meget introvert, og jeg ved med garanti, at mine forældre ville ønske, vi kunne være meget mere sammen. Men sådan er jeg nu en gang.

Så mit råd er at fokusere på jer selv og ikke, at han evt. skulle være træls og mangler situationsfornemmelse

KoFy skriver:

Jeg synes, det er nogle lidt uempatiske svar, du får nu.

Selvfølgelig er det ikke TS's ansvar, for det er jo tydeligt svigerfaren, der er gal på den.

Men derfor kan man da godt gøre det med tanke for, at han er lidt følsom.

Jeg synes, I skal fortælle det ud fra, hvad I har brug for, og hvilke behov I har.

Altså lægge vægt på, at I holder meget af ham, og han er en vigtig del af jeres liv, men at I (!) bare har nogle behov, der ikke matcher med at have besøg så ofte i tide og utide.

Jeg er selv meget introvert, og jeg ved med garanti, at mine forældre ville ønske, vi kunne være meget mere sammen. Men sådan er jeg nu en gang.

Så mit råd er at fokusere på jer selv og ikke, at han evt. skulle være træls og mangler situationsfornemmelse

Jeg synes ikke mit opslag var uempatisk. Jeg skrev netop at det skulle siges på en pæn måde bare fordi man sætter grænser og ikke tager ansvaret for den andens følelser, betyder det altså ikke at man er uempatisk. Man kan sagtens gøre det på en hensynsfuld måde. Jeg synes det er superfint at sige det med udgangspunkt i sig selv. Men synes det er dødvigtigt ikke at få skyldfølelse hvis/når han begynder på sin martyr gang om at så kommer han aldrig igen og "hav et godt liv". Der må man holde ved. Man kan sagtens sige "jeg er ked af du har det sådan, du er mere end velkommen her, men forudsat du respekterer regler der er". 

Mini-my skriver:

Tak for jeres mange feedback. 

Jeg har snakket med manden, og han siger han har det på samme måde. Men han ved ikke, hvad og hvordan han skal sige det til hans far og spørger mig. 

Det skal siges hans far er meget.. Følsom, lavt selvværd måske? I hvert fald bliver han let fornærmet, og har før sagt noget ala "så kan I bare passe jer selv. Hav et godt liv".

Så, hvordan tackler vi lige den? 

Og yes. Din svigerfar ER min mor er jeg ret sikker på. Jeg holder fast i, at du kommer længst ved at lave aftaler med ham. Invitere ham ind, så han ikke kommer uanmeldt på andre tidspunkter.

Mini-my skriver:

Tak for jeres mange feedback. 

Jeg har snakket med manden, og han siger han har det på samme måde. Men han ved ikke, hvad og hvordan han skal sige det til hans far og spørger mig. 

Det skal siges hans far er meget.. Følsom, lavt selvværd måske? I hvert fald bliver han let fornærmet, og har før sagt noget ala "så kan I bare passe jer selv. Hav et godt liv".

Så, hvordan tackler vi lige den? 

Min mor sagde altid når jeg var ked af nogen var sure på mig over jeg havde sat min personlige grænse "det er dem som skal blive gode igen, og lære at de ikke bare kan gøre hvad det passer dem når det er dit liv det handler om" 

Det er mit bedste råd. Men hold den på egne banehalvdel, fortæl hvordan i føler, og hvordan i har det. Aldrig anbring eller sætte følelser på hvordan i tror han har det.