Åh altså den mand...

Jeg forstår dine følelser - havde dem selv i mange år, da min mand heller ikke friede. Det skete først efter 11,5 år, og da nok mest fordi vi havde skrevet testamente, og advokaten forklarede de juridiske fordele ved at være gift (fx arveafgift & retten til at blive siddende i hus, det er forholdsvis omfattende).

Så både frieri & bryllup (onsdag eftermiddag på rådhuset) var ret uromantisk, og nu mange år senere kan jeg ikke forstå det betød så meget for mig, men det gjorde det - jeg tror jeg tolkede det som det ultimative bevis på at han ville mig 100%.

Men ja, det er jo “kun” en følelse - og i virkeligheden ikke et bevis for noget som helst, der er jo masser af gifte mennesker der er utro eller behandler deres partnere upænt på andre måder

Anonym skriver:

Hvorfor betyder et stykke papir så meget for dig? Det stopper jo ikke folk fra at være utro, gå fra hinanden osv. så jeg kan overhovedet ikke se meningen med det.

At I har det godt sammen bør være det vigtigste, ikke et dumt stykke papir. 

Jeg læser ikke at det er et stykke papir der betyder noget for hende. Men kærlighedserklæringen, romantikken og det at man står foran hinanden og lover hinanden at være sammen der betyder noget… 

TS: jeg kan godt forstå det betyder noget for dig. Og det er okay at være ked af det. Jeg har desværre ingen løsning. Andet end at anbefale dig at fortælle ham det (igen) og prøv at beskriv hvordan du har det helt nede i maven. Hvilke følelser det sætter igang overfor ham osv. 

Min kæreste og jeg har været sammen i 19 år, er begge 42 og har 2 børn på 9 og 13 år. 

I vores vennekreds, er det nærmest 50/50 om folk er gift.

Min søster og svoger har været sammen i 14 år, og har været forlovet de sidste 3 år.

Der er klart nogen juriske fordele, ved at være gift, i form af måden man ka sikre hinanden på, i tilfælde af dødsfald osv.

Jeg har altid sagt at jeg aldrig sku giftes, det samme har min kæreste, men vi har da jævenlig snakket om det, i årenes løbe, da vi både har købt hus, bil og self fået børn sammen.

I stedet for bryllup, har vi valgt, at lave vores testamente, så vi arver hinanden og ungerne får tvangsarv. Det har sat hinanden på, som værver, for hinanden i tilfælde af sygdom eller ulykke. Det betyder ret praktisk, at når jeg blir gammel og glemsom, så må han tage ALLE beslutninger omkring, hva der er bedst for mig, og det samme gælder omvendt.

Jeg føler det dækker vores behov, rigtig godt.

Det betyder ik at vi elsker hinanden mindre, at vi ik er gift, for det viser vi jo hinanden, vores børn og vores omgangskreds i hverdagen, med den måde vi behandler hinanden på.

Og ja vi siger stadig kærester efter 19 år sammen. Dog kalder jeg mig selv for den bedre halvdel.. Vh Stine 

Anonym skriver:

Ja det her kommer nok til at virke fjollet for nogle, men det er som det er.

Jeg har altid haft en drøm om at finde manden i mit liv, blive gift og få børn osv. osv. Jeg brude nok være glad og tilfreds (og er jeg i bund og grund også) for har fundet manden i mit liv for tolv år siden, købt hus og fået tre børn. Men jeg er IKKE blevet gift, og har indset at det kommer heller ikke til at ske med den mand jeg har fundet og valgt. 

Har er absolut ikke romantisk og at fri ville han aldrig som i aldrig gøre, heller ikke selvom jeg "prikker" til ham og spørge en gang hvert andet år, så er hans respons "måske engang i fremtiden" hvilket betyder "nej". 

I hverdagen har jeg egentlig sluttet fred med det og accepteret det. Men nu skal min søster som er syv år yngre giftes til sommer... Hun har kendt sin kommende mand i to år. Jeg er selvfølgelig glad på hendes vegne, men puha... Synes det rammer hårdt og kan ikke engang tage med hende ud og købe kjolen ude at være ved at græde.  

Nu gav det så sig selv, for manden har vagt den dag hun skal købe kjole og alle unger er syge, så jeg kan ikke komme med, da hun bor i den anden side af landet. Men da jeg sagde til min partner, at jeg egentlig var inviteret med ud og købe kjolen og har følelsen af at være ved at revne af misundelse, så var hans respons "så det jo nok meget godt du ikke kan deltage alligevel"...

Nu sidder jeg så her med en mega flad følelse... det føles som om han er fuldstændig ligeglad med at jeg er ked af vi aldrig bliver gift, eller på anden måde erklære vores kærlighed (for det behøver ikke være et giftemål... tænker der er andre måder at gøre det på også måske). 

Men ja. Øv jeg føler mig smålig og ked af det, kan ikke slukke for den/de følelser. Helt ærligt føler jeg ikke jeg betyder nok for ham, og at han er fuldstændig ligeglad med at jeg er ked af titlen "kæreste" efter tolv år, hus og børn. 

(Hvad kaldet man egentlig hinanden efter tolv år og man ikke er gift? For kærester er jeg træt af han altid omtalter os som, over for andre). 

Ja undskyld mit oplæg, men havde virkelig brug for luft og andres tanker om det. Elsker virkelig min søster og ønsker hende alt det bedste i verden og livet, men æv hader at være misundelig på hende det ligner mig ikke normalt.

Men har han sagt hvorfor han ikke vil giftes ? 
har du spurgt ham hvilken type bryllup han vil synes var fedt ? Måske han ikke vil fordi I ikke har de samme forventninger til et bryllup. 
bare en tanke…

Anonym skriver:

Hvorfor betyder et stykke papir så meget for dig? Det stopper jo ikke folk fra at være utro, gå fra hinanden osv. så jeg kan overhovedet ikke se meningen med det.

At I har det godt sammen bør være det vigtigste, ikke et dumt stykke papir. 

Nu tror jeg mere, at det er den romantiske dag, der betyder noget for TS, men det "dumme" stykke papir kan give nogle ret store juridiske fordele især, hvis man har børn.

Gift:

man arver automatisk halvdelen af den andens værdier ved dødsfald og man skal ikke betale arveafgift. Børnenes andel af arven kan gøres endnu mindre ved testamente og ægtepagt. Det er en stor fordel at børnene arver mindst muligt efter først afdøde, da deres arv skal udbetales kontant dvs. er der en friværdi i huset på 200.000 skal børnenes andel af denne udbetales til dem, hvilket for nogen betyder at huset må sælges.

Man kan sidde i uskiftet bo, så børnene først senere får udbetalt deres arv medmindre den afdøde har børn med en anden.

Ugift:

Ingen automatisk arveret så børnene arver alt og skal arve kontant dvs. enhver værdigenstand som afdøde ejer skal omregnes til kontanter og udbetales til børnene, hvilket kan være et stort beløb for nogen, hvis man har hus, bil osv.

Der skal betales arveafgift, hvis man har husket at lave testamente, så man arver hindanden (et andet "dumt" stykke papir)

Inge mulighed for uskiftet bo, så arven skal falde kontant til børnene med det samme.

Ægteskab give så den ulempe for nogen, at der er gensidig forsørgerpligt, hvis man kommer på offentlig forsørgelse.

Hos os var det mig der fra dag et havde proklameret, at jeg aldrig skulle giftes eller rettere havde sagt, at jeg ville giftes den dag vi kunne tage til påskeøerne til vores bryllupsrejse = aldrig. Det at få børn var og er den ultimative forpligtelse til hinanden ikke nødvendigvis som kærester, men som venner og samarbejdspartnere, så det var mit ja til min kæreste.

Jeg har så heller aldrig haft en drøm om den store hvide kjole, og kirke ville jeg ikke vælge for vil ikke love noget foran Gud, når jeg ikke tror på Gud. 

Men så skete der ting i livet, og vi skulle bestemme, hvad der skulle stå på vores datters gravsten og manden min holdt fast i efternavnet skulle med, for ellers var hun ikke rigtig med i familien - øh hov hvad er jeg så? Og der vidste jeg, at jeg ville giftes  jeg ville vise omverdenen, at vi havde valgt hinanden til på godt og ondt, og at vi altid er sammen i en eller anden forstand som forældre til vores børn (og så ville jeg have der åndssvage efternavn). 

Min mand er absolut ikke romantisk, og han ville aldrig falde på knæ. Så det blev en snak i sofaen en lørdag aften og vupti så var det aftalt  datoen fundet, gæster inviteret og tidspunkt booket på rådhuset. 

Jeg fik ingen surprice og romantik i form af frieri, ingen hvid kjole, men jeg fik en en dag hvor jeg blev som nyforelsket til trods for, at vi havde kendt hinanden i 15 år og fået 3 børn - ja kan faktisk være helt ærgerlig over, at man ikke kan blive gift lidt oftere for det var helt klart en saltvandsindsprøjtning

Måske du bare skal skyde en hvid pil efter frieri og sige, jeg har en drøm om at blive gift, vi kan sagtens holde det mere privat, vi kan tage på rådhuset, men for mig betyder det noget at give hinanden den kærlighedserklæring og så høre hvad han siger. 

Jeg er kvinden i forholdet og her er det mig der ikke vil giftes. Det er min mandlige kæreste der drømmer om det helt store bryllup. Det kommer ikke til at ske. Jeg kan ikke lide at være i centrum og så forstår jeg slet ikke alle de hovedløse traditioner. Er der overhovedet nogen der ved hvorfor man skal klippe i gommens sok fx? Folk gør det fordi alle andre gør det. Dén tanke synes jeg er så upersonlig og ucharmerende og jeg kan blive helt harm  

Jeg bliver nok nødt til et mindre bryllup af hensyn til min kæreste, men det er ikke noget jeg har lyst til og det er udelukkende for hans skyld. Ikke fordi jeg ikke vil være gift, men jeg ville gerne springe brylluppet over hvis man kunne det. 

Ved ikke hvorfor din kæreste ikke vil giftes, men der ligger jo nok nogle forestillinger bag