Åh altså den mand...

Ja det her kommer nok til at virke fjollet for nogle, men det er som det er.

Jeg har altid haft en drøm om at finde manden i mit liv, blive gift og få børn osv. osv. Jeg brude nok være glad og tilfreds (og er jeg i bund og grund også) for har fundet manden i mit liv for tolv år siden, købt hus og fået tre børn. Men jeg er IKKE blevet gift, og har indset at det kommer heller ikke til at ske med den mand jeg har fundet og valgt. 

Har er absolut ikke romantisk og at fri ville han aldrig som i aldrig gøre, heller ikke selvom jeg "prikker" til ham og spørge en gang hvert andet år, så er hans respons "måske engang i fremtiden" hvilket betyder "nej". 

I hverdagen har jeg egentlig sluttet fred med det og accepteret det. Men nu skal min søster som er syv år yngre giftes til sommer... Hun har kendt sin kommende mand i to år. Jeg er selvfølgelig glad på hendes vegne, men puha... Synes det rammer hårdt og kan ikke engang tage med hende ud og købe kjolen ude at være ved at græde.  

Nu gav det så sig selv, for manden har vagt den dag hun skal købe kjole og alle unger er syge, så jeg kan ikke komme med, da hun bor i den anden side af landet. Men da jeg sagde til min partner, at jeg egentlig var inviteret med ud og købe kjolen og har følelsen af at være ved at revne af misundelse, så var hans respons "så det jo nok meget godt du ikke kan deltage alligevel"...

Nu sidder jeg så her med en mega flad følelse... det føles som om han er fuldstændig ligeglad med at jeg er ked af vi aldrig bliver gift, eller på anden måde erklære vores kærlighed (for det behøver ikke være et giftemål... tænker der er andre måder at gøre det på også måske). 

Men ja. Øv jeg føler mig smålig og ked af det, kan ikke slukke for den/de følelser. Helt ærligt føler jeg ikke jeg betyder nok for ham, og at han er fuldstændig ligeglad med at jeg er ked af titlen "kæreste" efter tolv år, hus og børn. 

(Hvad kaldet man egentlig hinanden efter tolv år og man ikke er gift? For kærester er jeg træt af han altid omtalter os som, over for andre). 

Ja undskyld mit oplæg, men havde virkelig brug for luft og andres tanker om det. Elsker virkelig min søster og ønsker hende alt det bedste i verden og livet, men æv hader at være misundelig på hende det ligner mig ikke normalt.

Der kommer et tidspunkt i et hvert forhold hvor kæreste bliver til en livspartner om man bliver gift eller ej. 

Bortset fra det vil jeg sige at jeg udmærket godt kan forstå dig, jeg havde også været møg ked af det hvis min mand ikke havde ville giftes. 

Men så er det også der hvor man måske skal kigge ind ad og tænke hvorfor er det egentlig såå vigtigt for en og så må man snakke med sin partner om det

Ja det her kommer nok til at virke fjollet for nogle, men det er som det er.

Jeg har altid haft en drøm om at finde manden i mit liv, blive gift og få børn osv. osv. Jeg brude nok være glad og tilfreds (og er jeg i bund og grund også) for har fundet manden i mit liv for tolv år siden, købt hus og fået tre børn. Men jeg er IKKE blevet gift, og har indset at det kommer heller ikke til at ske med den mand jeg har fundet og valgt. 

Har er absolut ikke romantisk og at fri ville han aldrig som i aldrig gøre, heller ikke selvom jeg "prikker" til ham og spørge en gang hvert andet år, så er hans respons "måske engang i fremtiden" hvilket betyder "nej". 

I hverdagen har jeg egentlig sluttet fred med det og accepteret det. Men nu skal min søster som er syv år yngre giftes til sommer... Hun har kendt sin kommende mand i to år. Jeg er selvfølgelig glad på hendes vegne, men puha... Synes det rammer hårdt og kan ikke engang tage med hende ud og købe kjolen ude at være ved at græde.  

Nu gav det så sig selv, for manden har vagt den dag hun skal købe kjole og alle unger er syge, så jeg kan ikke komme med, da hun bor i den anden side af landet. Men da jeg sagde til min partner, at jeg egentlig var inviteret med ud og købe kjolen og har følelsen af at være ved at revne af misundelse, så var hans respons "så det jo nok meget godt du ikke kan deltage alligevel"...

Nu sidder jeg så her med en mega flad følelse... det føles som om han er fuldstændig ligeglad med at jeg er ked af vi aldrig bliver gift, eller på anden måde erklære vores kærlighed (for det behøver ikke være et giftemål... tænker der er andre måder at gøre det på også måske). 

Men ja. Øv jeg føler mig smålig og ked af det, kan ikke slukke for den/de følelser. Helt ærligt føler jeg ikke jeg betyder nok for ham, og at han er fuldstændig ligeglad med at jeg er ked af titlen "kæreste" efter tolv år, hus og børn. 

(Hvad kaldet man egentlig hinanden efter tolv år og man ikke er gift? For kærester er jeg træt af han altid omtalter os som, over for andre). 

Ja undskyld mit oplæg, men havde virkelig brug for luft og andres tanker om det. Elsker virkelig min søster og ønsker hende alt det bedste i verden og livet, men æv hader at være misundelig på hende det ligner mig ikke normalt.

Føleserne kan ingen tage fra dig og jeg kan godt forstå dine følelser omkring jeres situation - og det er klart at følelserne bliver forstærket når din søster meddeler et kommende bryllup. Det er okay at være ked af det og misundelig, for det er jo sådan du føler det.

Har I nogensinde talt om muligheden for at erklære jeres kærlighed på anden vis? Har du fortalt din mand om dine følelser og tanker omkring jeres forhold? Han kan jo ikke 100% vide hvad du tænker og føler, hvis du prikker til ham hvert 2. år. 

Alternativt kan du jo fri? 

Men I kan måske - lidt uromantisk - aftale at blive viet fx? Helt ærligt, så havde jeg været gift før jeg mødte min nuværende mand og dengang jeg blev skilt var jeg 100% sikker på at jeg ALDRIG skulle giftes igen. Min eksmand og jeg holdt et kæmpe +100.000 kroners bryllup og det ville jeg aldrig gøre igen. 

Min nuværende mand gav udtryk for, flere gange at han ønskede at vi skulle giftes, men jeg var meget afvisende. Men da vi havde kendt hinanden i 6 år kunne jeg godt mærke følelsen, som du beskriver, at det føles underligt at sige "min kæreste" efter mange år sammen. Jeg ønskede et helt stille og roligt bryllup. Så vi inviterede min veninde og hendes mand som vidner på rådhuset og med hjem og spise bagefter - vi havde bestilt sushi og tapas ude fra. Det var simpelthen så hyggeligt - ingen vidste noget - ikke engang børnene, som blev meget overrasket. Og mega uromantisk havde vi været på arbejde forinden, bestilt den sidste tid på rådhuset en torsdag hvor de har længe åben - men det var en dejlig dag.

Måske var det en mulighed for jer at gøre som os - så skal din mand ikke forholde sig til så meget og så er det meget uformelt. 

Har du fortalt ham direkte at du faktisk mener det her med at blive gift, og du sådan helt oprigtigt er ked af at i ikke er blevet det? 

Når du siger du "prikker til ham" hvert andet år, så tænker jeg det er sådan nogen små stikpiller med et glimt i øjet og en snert af alvor. Sådan noget som en rigtig træmand let kunne fortolke som noget du bare synes er hyggeligt, men ikke vigtigere end dét. 

Jeg ville være meget direkte om mit ønske og totalt uromantisk, så ville jeg bare spørge ham helt neutralt henover kaffen en dag - "synes du ikke vi skal blive gift? Det kunne jeg godt tænke mig. Vi kunne holde en havefest til sommer". Ingen behøver at gå på knæ og sprede rosenblade i hele huset. Man kan godt aftale at blive gift på en lidt mere rolig facon. 

Og hvis din mand siger nej. Så spørg ham hvorfor? Måske er der en årsag. Måske er han - ligesom jeg - pisse utilpas ved at skulle være centrum en hel dag og ønsker ikke at stå og holde taler osv osv. Men tror måske det er et krav for at blive gift med dig, på den måde du ønsker  

Mor11 skriver:

Har du fortalt ham direkte at du faktisk mener det her med at blive gift, og du sådan helt oprigtigt er ked af at i ikke er blevet det? 

Når du siger du "prikker til ham" hvert andet år, så tænker jeg det er sådan nogen små stikpiller med et glimt i øjet og en snert af alvor. Sådan noget som en rigtig træmand let kunne fortolke som noget du bare synes er hyggeligt, men ikke vigtigere end dét. 

Jeg ville være meget direkte om mit ønske og totalt uromantisk, så ville jeg bare spørge ham helt neutralt henover kaffen en dag - "synes du ikke vi skal blive gift? Det kunne jeg godt tænke mig. Vi kunne holde en havefest til sommer". Ingen behøver at gå på knæ og sprede rosenblade i hele huset. Man kan godt aftale at blive gift på en lidt mere rolig facon. 

Og hvis din mand siger nej. Så spørg ham hvorfor? Måske er der en årsag. Måske er han - ligesom jeg - pisse utilpas ved at skulle være centrum en hel dag og ønsker ikke at stå og holde taler osv osv. Men tror måske det er et krav for at blive gift med dig, på den måde du ønsker  

Jeg har social fobi og ville aldrig holde noget vildt og vanvittigt hehe. 

Men ja, jeg har været ærlig over for ham især dengang vi begyndte at danne par. Men han havde/har altid 100 grunde til ikke at skulle giftes, men alle grunde er for mig helt vildt tåbelige og tror det egentlig bare er fordi han ikke vil bindes. Det er blevet et lidt "farligt" emne føler jeg, for jeg ender altid med følelsen af at være lidt til grin og han bliver sur.  

Han siger han sidder med følelsen af ikke at gøre det godt nok og bliver sådan lidt 10 år trodsig når jeg nævner det i alvor, (nej han er ikke romantisk, men jeg har aldrig givet ham grund til at tro han ikke er god nok udover at han ikke vil giftes og jeg gerne vil). Har indset det skyldes, at han simpelthen ikke vil. 

Men jeg er ked af det. Lige for tiden (skyldes jo nok min søster skal giftes nu) der drømmer jeg om natten at jeg bliver gift men ikke med min partner, det altid en uden ansigt, vildt mærkeligt.  

Ville egentlig gerne lære at slutte fred med at vi lever som vi gør og altid bare vil være kærester og samlevende på papiret, men det gør ondt lige nu og her gjort det i mange år. I denne tid er det bare lidt hårdere.

Anonym skriver:

Jeg har social fobi og ville aldrig holde noget vildt og vanvittigt hehe. 

Men ja, jeg har været ærlig over for ham især dengang vi begyndte at danne par. Men han havde/har altid 100 grunde til ikke at skulle giftes, men alle grunde er for mig helt vildt tåbelige og tror det egentlig bare er fordi han ikke vil bindes. Det er blevet et lidt "farligt" emne føler jeg, for jeg ender altid med følelsen af at være lidt til grin og han bliver sur.  

Han siger han sidder med følelsen af ikke at gøre det godt nok og bliver sådan lidt 10 år trodsig når jeg nævner det i alvor, (nej han er ikke romantisk, men jeg har aldrig givet ham grund til at tro han ikke er god nok udover at han ikke vil giftes og jeg gerne vil). Har indset det skyldes, at han simpelthen ikke vil. 

Men jeg er ked af det. Lige for tiden (skyldes jo nok min søster skal giftes nu) der drømmer jeg om natten at jeg bliver gift men ikke med min partner, det altid en uden ansigt, vildt mærkeligt.  

Ville egentlig gerne lære at slutte fred med at vi lever som vi gør og altid bare vil være kærester og samlevende på papiret, men det gør ondt lige nu og her gjort det i mange år. I denne tid er det bare lidt hårdere.

Det kan jeg virkelig godt forstå. Jeg har aldrig forstået det der med ikke at VILLE. Jeg kan godt forstå man har nogen krav til at det fx ikke skal være stort og lyserødt og alt det der. Men at man ikke vil give et ja, til den man siger man elsker og u forvejen har valgt til hver dag i så mange år. Jeg forstår det ikke.. han vil jo ikke være mere bundet end han er idag. Han vil bare have gjort sin partner lykkelig. 

Har du overvejet selv at fri? Eller måske bare tage en snak med ham om, om i ikke skal gøre det? Vi er heller ikke så romantisk anlagt (særligt ikke min mand) og blev gift på vores 12 års dag sidste år, fordi vi satte os ned og snakkede om det, og blev enige om at blive gift Jeg tror det var en hurdle for ham at skulle finde en ring og ned på knæ måske? Det var ikke så vigtigt for ham - men da det kom til stykket, så gik han all in på at vælge ringe, få skræddersyet sit jakkesæt og vælge sjove figurer til kagen

Og det var en super dejlig fest og fejring af vores kærlighed... selv efter 12 år, huse, børn osv.

Kære du

Vores kære mænd kan til tider være tunge at danse med, og fatter ikke rigtig hints selvom man synes det er et kæmpe vink med en vognstang. 
Jeg tror det er vigtigt at du fortæller ham at du ønsker hele pakken. At du ved at hvad i har er skønt, og derfor har han nok ikke et behov for den store fest med hvid kjole og eventyr aftenen. Men at det har du. 
Fortæl ham at du elsker jeres liv sammen, og at du virkelig synes det er på tide at sætte en sløjfe på værket og at det ville betyde så meget for dig, hvis han ville gøre sig den umage for din skyld. Også selvom det ikke er hans behov.

nogle gange er direkthed vejen frem.

Men ved han at du reelt er ked af at I ikke er gift? For når jeg læser din beskrivelse lyder det som om du har forsøgt at få ham til at fri med hints og små hentydninger og hvis han ikke selv har den store fidus til ægteskabet, så kan jeg da godt forstå han ikke lige rykker. Og hvis det er tilfældet så må du tage noget ansvar og selv fri.

Jeg har det på samme måde. Ægteskabet har aldrig haft den store betydning for mig og jeg tillægger det ikke større følelsesmæssig værdi end et kæresteforhold. Jeg ved godt ægteskabet indebærer en masse praktiske og juridiske ting, men det er for mig noget andet.

Jeg blev selv friet til af min hustru og er da glad for at være gift, men det betyder ikke noget særligt ift. mine følelser. Men det gør det for hende og så må man jo forsøge at mødes

Hvorfor betyder et stykke papir så meget for dig? Det stopper jo ikke folk fra at være utro, gå fra hinanden osv. så jeg kan overhovedet ikke se meningen med det.

At I har det godt sammen bør være det vigtigste, ikke et dumt stykke papir.