Hvorfor er det svært at acceptere? (Fødsel)

Ja så har jeg været til MG idag (Ja vi mødes et par gange allerede inden fødsel ) og på mandag er så sidste gang, hvor vi skal snakke fødsel, se FG og barselsgangen og sådan, og så siger JM så at vi skal have mændene med...

Jeg siger så, det har jeg altså ikke lyst til, Morten skal ikke være med ved fødslen. (Han er meget sart, og bærer nogen oplevelser med sig længe og kan ikke rigtig se ud over dem, så det først at se mig i mange smerter strukket over mange timer, og så opleve fødslen, det skal han ikke, det er en beslutning vi har snakket meget om og truffet i fællesskab, jeg ønsker ikke at det eneste han kan tænke på hver gang han ser på mig, er et hoved der er på vej ud mellem benene, eller hvad det nu måtte være, - Det er hans egne ord, så han kommer ind når det er ovre.)

Og dette fik jeg så VIRKELIG at høre for, at selvfølgelig skulle han med mandag, og selvfølgelig skal han med til fødslen, for han kan jo bare sidde med ryggen til de nedre regioner og koncentrere sig om at holde hånd og se dybt i øjnene... Hverken Morten eller jeg ser dette som en mulighed, det vil ikke fungere. Punktum.

Men JM bliver veeeed med at køre i det, så nu skal han med mandag og se det hele og høre en masse om fødslen..

Hvorfor er det så svært at acceptere at faren ikke er med til fødslen?

Jeg er nok klar over at det er normalen, men der er jo bare nogen med lidt andre kriterier for en drømmefødsel... Og herhjemme er det altså min mor der er fødselshjælper...

Hvor er jeg bare ked af at folk ikke kan acceptere det

Måtte bare lige ud med det!

Hold da op en jm. det kan hun da ikke tillade sig det er jo jeres beslutning. og den skal hun da bare acceptere.

ej jeg syntes virkelig ikke morten skal tage med hvis han ikke har det godt med det. det er jo stærke smerte og nogle voldsomme billeder for nogen at se og hører på.

syntes bare I skal holde ved JERES beslutning.

Min kæreste er slet ikke til det med fødslen... Og han havde sagt mange gange, han skulle hvert fald ikke med...

Den dag idag, er han kun glad for at han var med, godt nok fik han det skidt, men som han siger, det er det værd..

Fædre skal da med til fødslen, det er en oplevelse for parret...

Hvorfor vil du ikke have din kæreste med til fødslen?

Min veninde, hvis mand ikke ville med, oplevede absolut intet af det du beskriver! Tværtimod sagde de at mange mænd havde det sådan og at det var bedre ikke at have dem med end at de var en dårlig støtte og evt. måtte forlade rummet midt i det hele. Så jeg var med i stedet mens min kæreste og hendes mand ventede ude foran og da lillepigen var gjort pænt ren, kom faren ind og var stolt som en pave  Så lyt til jer selv og stå fast ved jeres beslutning hvis I ved den er den rigtige for jer!

Jeg ville aldrig acceptere hvis Rasmus ikke ville med, fordi jeg synes man er to om det og bla bla bla.. Han vil heldigvis heller ikke gå glip af det for noget i verden. Så DET er det rigtige for os! I er enige og DET er det rigtige for jer! Længere er den jo ikke!

Jeh håber du får en god oplevelse omkring hele forløbet med fødslen

det er sgu da fair nok hvis i er enige om sagen!

det er vel koay hvis han tager med på mandag og ser hvad det hele drejer sig om.... så har i gjort hvad i kunne for at han kan bearbejde sin evne til at hænge ved dårlige oplevelser...

Jeg synes slet ikke I skal lade jer presse til noget I ikke har lyst til. Hvis han ændrer mening, kan han jo altid bare komme ind til dig.

For at få JM til at stoppe med at presse, tror jeg du og/eller han er nødt til at sætte lidt flere ord på i forbindelse med jeres beslutning. Hun vil jer det bedste, og vil bare gerne sørge for, at I træffer en beslutning, I ikke kommer til at fortryde.

Hvis I ikke vil gå i detajler, så lad være med det! Fortæl hende, at I gerne vil tale med hende om det med, at han ikke skal med til fødslen. Sig til hende, at det er en fælles beslutning, som I begge har det bedst med - det er den bedste løsning for jer begge. Beslutningen er velovervejet og taget på baggrund af nogle private overvejelser, som I ikke ønsker at gå i dybden med. Sig til hende, at hun meget gerne må respektere jeres beslutning - idet den ikke kan ændres.

Det er jeg sikker på hun nok skal være lydhør overfor!

Held og lykke med det hele!

MoarJ skriver:

Min kæreste er slet ikke til det med fødslen... Og han havde sagt mange gange, han skulle hvert fald ikke med...

Den dag idag, er han kun glad for at han var med, godt nok fik han det skidt, men som han siger, det er det værd..

Fædre skal da med til fødslen, det er en oplevelse for parret...

Hvorfor vil du ikke have din kæreste med til fødslen?

Grunden til han ikke skal med står i parantes i mit indlæg, jamen det er ikke mig som ikke VIL have ham med, det er en fælles beslutning på det grundlag at Morten har svært ved at bearbejde nogen oplevelser, og i forvejen har utrolig svært ved at samle sig når jeg ligger og har smerter normalt (har en rygsygdom der giver smerter), og når han har svært ved bare at bearbejde dem, har vi sat os ned og vendt fordele og ulemper og er så kommet frem til at Morten ikke deltager ved fødslen, han er jo med på sygehuset, han er bare ikke med i cirkusnummeret, hvis man kan sige det sådan...

Jeg kan blive lidt grrrr over det der med "jamen manden skal da med til fødslen" - Det er da en træls bemærkning, det er først i vores tidsalder det er begyndt at være lov de er det... Det var de ikke i f.eks. min mors fødselstid..

Kan sagtens forstå jer!!

Er som om at det er et krav at fædre bare SKAL med, men det er altså ikke alle der er lige minded på det.

Vi snakkede også en del om at min mand gerne vil med til fødslen, men ikke være til stede/gå når jeg når til presse fasen. Han er nemlig heller ikke helt sikker på om han kan håndtere det.

Da vi sagde det til min Jm (som ellers er rigtig rigtig sød og fornuftig..) så hun helt forkert ud i hovedet - for SELVFØLGELIG skulle han da være til stede under HELE fødslen.

Men nej - hvorfor skal de da påtvinges det? Min mand vil meget gerne være der under veerne, for at støtte og bakke op, så vi har fra start af været sikre på at det var ham der skulle med. Og han har skam også overvejet om han vil fortryde evt ikke at være med til den allersidste del - hvis det er sådan det ender, for er der nogen der glæder sig til at blive far - så er det ihvertfald ham.

Men den sidste del af fødslen er han ikke sikker på at han har mod på. Får han lyst undervejs - ja så bliver han bare, men omvendt er han på vej ud fordi han slet ikke kan kapere det - ja så skal han altså ikke stoppes af en Jm der da lige synes han skal blive og se

kommende-mor skriver:

Kan sagtens forstå jer!!

Er som om at det er et krav at fædre bare SKAL med, men det er altså ikke alle der er lige minded på det.

Vi snakkede også en del om at min mand gerne vil med til fødslen, men ikke være til stede/gå når jeg når til presse fasen. Han er nemlig heller ikke helt sikker på om han kan håndtere det.

Da vi sagde det til min Jm (som ellers er rigtig rigtig sød og fornuftig..) så hun helt forkert ud i hovedet - for SELVFØLGELIG skulle han da være til stede under HELE fødslen.

Men nej - hvorfor skal de da påtvinges det? Min mand vil meget gerne være der under veerne, for at støtte og bakke op, så vi har fra start af været sikre på at det var ham der skulle med. Og han har skam også overvejet om han vil fortryde evt ikke at være med til den allersidste del - hvis det er sådan det ender, for er der nogen der glæder sig til at blive far - så er det ihvertfald ham.

Men den sidste del af fødslen er han ikke sikker på at han har mod på. Får han lyst undervejs - ja så bliver han bare, men omvendt er han på vej ud fordi han slet ikke kan kapere det - ja så skal han altså ikke stoppes af en Jm der da lige synes han skal blive og se

 

 

Lige præcis, det er også det Morten og jeg har snakket meget om, at han kan blive inde på stuen så længe han er tilpas med det, og så må han gå når han mener grænsen er nået for, hvad han kan kapere og bearbejde, og her har jeg jo så min mor i stedet.

Men ja... man kan jo aldrig sige hvad fremtiden bringer, men det er en beslutning der har været længe undervejs, vi snakkede allerede om det INDEN vi blev gravide, så det er jo heller ikke en grille JEG lige har fået...

Morten glæder sig som en pave til at være far, det er ligefør han er helt selvlysende..