Har du grædt over, at en anden er blevet gravid?

Anonym skriver:

Ja.. min kæreste og jeg har prøvet i 5 år, men nu valgt at kampen ikke skal tages længere. Det er nemlig ødelæggende for en, hver gang en kommer og annoncere en graviditet. 
Jeg græd hver gang, idag er det mere en sorgmodig fødsele af “åh jeg kommer aldrig til at opleve det” men lever med det, hvis man kan følge det. 
Alle ved vi kæmper, men sjovt nok er vi altid de første folk at annoncere det til. Det er drænende! 

Jeg falder lige over det sidste i dit opslag og vil bare lige fortælle dig "fra den anden side" hvorfor vi fortalte det først til vennepar i behandling. Måske det kan ændre dit syn på dine venners ageren? Forudsat at de selvfølgelig har fortalt det respektfuldt. 

Vi har fortalt det på SMS (en aften) så vores venner kunne reagere med tårer, tanker og trække vejret inden et "tillykke".

Fortalt med en tekst om, at vi godt ved, de kæmper og vi har forståelse hvis de har brug for at holde afstand i en periode

Hellere at de hører det fra mig, på en SMS, end fra fælles venner i et forum hvor de ikke kan reagere med egne følelser først. Og det skal jo siges på et tidspunkt. Det ville være mega sært bare at møde op en dag med gravid mave. 

Vh.

Vidste ikke lige, hvordan jeg skulle formulere overskriften, så jeg prøver lige med lidt længere tekst… 

 

Sagen er den, at jeg tudbrølede i går, da jeg tog hjem fra min svigerinde i går. Hun fortalte mig nemlig, at hun var blevet gravid. Jeg har forsøgt i et år nu, og selvom det ikke lyder lang tid for mange, så har det føltes som 20 år allerede, da jeg lægger mange følelser og tanker i det. Jeg var meget glad på hendes vegne, og jeg mente hvert et ord af mine lykønskninger, men jeg kunne ikke holde mine tårer tilbage, da jeg satte mig ind i bilen… Det var skide hårdt at lægge ører til… 

 

Har I prøvet noget lignende? I så fald hvad har I gjort for at komme på bedre tanker?

Jeg har ikke selv prøvet det. Men gode veninder har kæmpet og selv reageret, når andre har annonceret graviditet. 

Det er jo følelserne, der reagerer. Og jeg forestiller mig sagtens, at man kan mene både "tillykke" og selv være rigtig ked af det.

Hvis du har svært ved at ryste det af dig (for det skal du selvfølgelig), så kunne det måske være fint at sætte ord på det overfor din svigerinde (hvis I er tætte), at du har lyst til det. A la: "jeg er simpelthen så glad på jeres vegne og jeg glæder mig til at blive tante. Og samtidig ramte det mig, fordi vi selv prøver".

Så byder hun måske selv på en snak ifht. hvor meget info, du vil have gennem graviditeten? Og det gør det måske nemmere for dig at være i situationer hvor I er sammen? 

Håber, det lykkedes snart

Vh.

Lje skriver:

Jeg falder lige over det sidste i dit opslag og vil bare lige fortælle dig "fra den anden side" hvorfor vi fortalte det først til vennepar i behandling. Måske det kan ændre dit syn på dine venners ageren? Forudsat at de selvfølgelig har fortalt det respektfuldt. 

Vi har fortalt det på SMS (en aften) så vores venner kunne reagere med tårer, tanker og trække vejret inden et "tillykke".

Fortalt med en tekst om, at vi godt ved, de kæmper og vi har forståelse hvis de har brug for at holde afstand i en periode

Hellere at de hører det fra mig, på en SMS, end fra fælles venner i et forum hvor de ikke kan reagere med egne følelser først. Og det skal jo siges på et tidspunkt. Det ville være mega sært bare at møde op en dag med gravid mave. 

 

Vh.

Hvis folk bare fortalte det på en sms, så ville det hjælpe meget på det, dog har de fleste altid annonceret det, ved at invitere os på besøg og fortælle det, og ikke givet chancen for jeg lige kan sluge det. 
Jeg forstår udmærket hvorfor de gør det, det er jo ikke direkte for at ramme mig, men så de kan se vores “glade” reaktioner, men efter 7 gange annonceringer , og 5 år i fertilitet så bliver det meget drænende at skulle sidde og smile og sige tillykke, og spille glad i flere timer. 

Min ene svigerinde, sender mig næsten daglig screenshots af fælles bekendte graviditets annonceringer, selvom hun selv var igennem 2 år uden gevinst. 

Mit valg at stoppe kampen, har også resulteret i brud mellem mig og min kæreste, og efter vi har nu sagt endegyldig stop, gør det ikke længere så ondt at læse eller hører om andres graviditeter

Det er rigtig hårdt. Og det er ligegyldigt om man græder eller ej. Jeg grænder meget let og jeg stortuede da mine veninder fortalte at de var gravide, og da vi var på babyvisit. Men det havde de forståelse for og jeg var igennem tårene også meget glad på deres vejne, og det kunne de se. 

Ikke alle græder - men jeg tror at alle i behandling, eller hvor det lader sig vente på sig kan genkende den store knude der danner sig i maven på en.

Dem jeg kender, der har været i behandling har haft det godt med at have en plan B. Hvis A ikke virker så gør vi B. Hvis vi ikke kan naturligt, så går vi i behandling. Hvis behandling ikke virker prøver vi doner osv. Der hvor det dræner mest, er hvor man som par kun fokuserer på at det skal ske naturligt, og ej heller tænker på donor. Hvis man er åben for de fleste muligheder, er der en stor sandsynlighed for at man ender med et barn.

Vi har været igennem 10 oplægning med donoræg og fået to børn, gennem besøg på udenlandsk klink (100.000 kr).

Anonym skriver:

Hvis folk bare fortalte det på en sms, så ville det hjælpe meget på det, dog har de fleste altid annonceret det, ved at invitere os på besøg og fortælle det, og ikke givet chancen for jeg lige kan sluge det. 
Jeg forstår udmærket hvorfor de gør det, det er jo ikke direkte for at ramme mig, men så de kan se vores “glade” reaktioner, men efter 7 gange annonceringer , og 5 år i fertilitet så bliver det meget drænende at skulle sidde og smile og sige tillykke, og spille glad i flere timer. 

Min ene svigerinde, sender mig næsten daglig screenshots af fælles bekendte graviditets annonceringer, selvom hun selv var igennem 2 år uden gevinst. 

Mit valg at stoppe kampen, har også resulteret i brud mellem mig og min kæreste, og efter vi har nu sagt endegyldig stop, gør det ikke længere så ondt at læse eller hører om andres graviditeter

 

Aj det er også virkelig dårlig stil! Både at invitere uden omtanke men også af din svigerinde. Man må gerne både tænke sig om og selv være glad. 

Det lyder til, at du har ofret meget og kampen har været lang. Alt godt til dig. 

Vh