Har du grædt over, at en anden er blevet gravid?

Vidste ikke lige, hvordan jeg skulle formulere overskriften, så jeg prøver lige med lidt længere tekst… 

Sagen er den, at jeg tudbrølede i går, da jeg tog hjem fra min svigerinde i går. Hun fortalte mig nemlig, at hun var blevet gravid. Jeg har forsøgt i et år nu, og selvom det ikke lyder lang tid for mange, så har det føltes som 20 år allerede, da jeg lægger mange følelser og tanker i det. Jeg var meget glad på hendes vegne, og jeg mente hvert et ord af mine lykønskninger, men jeg kunne ikke holde mine tårer tilbage, da jeg satte mig ind i bilen… Det var skide hårdt at lægge ører til… 

Har I prøvet noget lignende? I så fald hvad har I gjort for at komme på bedre tanker?

Anonym skriver:

Vidste ikke lige, hvordan jeg skulle formulere overskriften, så jeg prøver lige med lidt længere tekst… 

 

Sagen er den, at jeg tudbrølede i går, da jeg tog hjem fra min svigerinde i går. Hun fortalte mig nemlig, at hun var blevet gravid. Jeg har forsøgt i et år nu, og selvom det ikke lyder lang tid for mange, så har det føltes som 20 år allerede, da jeg lægger mange følelser og tanker i det. Jeg var meget glad på hendes vegne, og jeg mente hvert et ord af mine lykønskninger, men jeg kunne ikke holde mine tårer tilbage, da jeg satte mig ind i bilen… Det var skide hårdt at lægge ører til… 

 

Har I prøvet noget lignende? I så fald hvad har I gjort for at komme på bedre tanker?

Jeg har godt nok ikke selv prøvet det. Men ville ikke bare gå videre uden lige at besvare. 

jeg tror der er mange flere end folk måske selv vil indrømme at de har haft det som du. Og ved du hvad.. det er helt okay! Det er jo ikk fordi du er ked af at din svigerinde er gravid. Du er ked af det fordi det ikk er lykkedes dig endnu. Og der må man gerne være ked af. Så længe man samtidig kan glæde sig på andres vegne og der lyder det bestemt som at du kan. 

kæmpe krammer til dig.

Anonym skriver:

Vidste ikke lige, hvordan jeg skulle formulere overskriften, så jeg prøver lige med lidt længere tekst… 

 

Sagen er den, at jeg tudbrølede i går, da jeg tog hjem fra min svigerinde i går. Hun fortalte mig nemlig, at hun var blevet gravid. Jeg har forsøgt i et år nu, og selvom det ikke lyder lang tid for mange, så har det føltes som 20 år allerede, da jeg lægger mange følelser og tanker i det. Jeg var meget glad på hendes vegne, og jeg mente hvert et ord af mine lykønskninger, men jeg kunne ikke holde mine tårer tilbage, da jeg satte mig ind i bilen… Det var skide hårdt at lægge ører til… 

 

Har I prøvet noget lignende? I så fald hvad har I gjort for at komme på bedre tanker?

Jeg har været ked af det en del gange når folk har offentligtgjort deres graviditet. Som AnoMor er inde på, så er det ikke fordi jeg blev ked af at de er gravide, men fordi jeg ikke selv er det. Dog er jeg blevet meget bedre til at håndtere de følelser.
Jeg har mistet 3 graviditeter, og vi er igang med udredning for gentagne graviditetstab.

Du er bestemt ikke alene om de følelser du sidder med, og tænker de er meget normale  håber det snart lykkedes for dig/jer

Vi har prøvet i to år. Og endelig besluttet at få hjælp. 

Først kommer min kærestes bror og fortæller at han skal være far og bag efter kommer min egen søster.

Jeg vrælede lige meget begge gange. 

Kæft hvor er jeg ked af det. Jeg glæder mig også på deres vegne. Men jeg er nu også vældig ked af det. 

Det er mere normalt end du tror. For det er så skamfuldt at mange barnløse kvinder har svært ved at tale om det. Jeg har også været der, og det er så ulykkeligt og kogle gange ødelæggende for relationer. Det er ok at sige til dine nærmeste, at du har det svært. Man kan godt få brug for diskret at trække sig lidt

Mine brødre havde begge et barn hver, født ca samtidig. Efter min nevø og niece kom til verden, var det som om alting i vores familie handlede om børn. Mens mine svigerinder var gravide, blev de nærmest forgudet af mine forældre. Jeg følte mig ærlig talt udenfor i min familie, fordi jeg ikke kunne være med i 'baby-klubben', men som lillesøster var jeg ikke helt klar endnu, og skulle lige have uddannelse og job på plads.

Da de to små var blevet et år, begyndte min mand og jeg at prøve. Det lykkedes rimelig hurtigt, men præcis den dag jeg stod med en positiv test, annoncerer min ene bror at de skal have barn nr. to. Jeg sagde selvfølgelig tillykke, men på vej hjem tudbrølede jeg. Jeg følte at de kom og tog 'min plads' i rampelyset. Ja, jeg kan godt høre at det lyder skørt når jeg skriver det ned, men det gjorde virkelig ondt indeni. 

Jeg mistede desværre nogle uger senere, så det gjorde det ikke meget nemmere.

Jeg blev heldigvis hurtigt gravid igen, og præcis som før, kommer min anden bror på samme dag som jeg står med en positiv test, og annoncerer deres andet barn. Jeg var total paf.

Denne graviditet holdt heldigvis ved, og som tiden gik, var det jo faktisk mega sjovt at der kom tre fætre med kort tid imellem, som har det så sjovt sammen i dag. I dag kan jeg slet ikke forstå at jeg følte sådan og ikke vendte det til noget positivt i mit hoved. 

Ja, det har jeg...

Jeg havde prøvet i nok halvandet år og jrg ville så gerne have det barn. Min veninde ville også til at forsøge - jeg blev lidt trist, for jeg tænkte, at det lykkes sikkert for hende.

Og ganske rigtigt. Da vi i min venindegruppe skulle ses cirka 4-5 måneder efter, så kom hun ind med en lille fin mave... og min var stadig flad og gold.

Der måtte jeg virkelig lige gemme mig lidt. Havde så svært ved at sige tillykke. Men da jeg havde sundet mig tog jeg sammen og glædede mig på hendes vegne. Selvom det var svært.

Det er bare så hårdt, når man når den alder, hvor man begynder at få børn - og nogle ikke får. En anden af mine veninder blev vist også meget ked af det, da jeg annoncerede mine graviditeter og ja, hun kunne ikke engang sige tillykke...

Så du er ikke den eneste. Det er normalt, selvom det også er tabu.

Det er helt normalt.

Jeg har altid været meget åben om det, og er blevet mødt med både forståelse og fordømmelse (mine følelser var forkerte)

De veninder, der kunne rumme min sorg over gentagne aborter, kunne jeg sagtens glæde mig sammen med.Jeg synes godt begge dele kan eksistere samtidig, og at man kan hjælpe hinanden i sorgen og glæden på én gang.

For som de andre skriver handler det jo udelukkende om ens egen sorg og ikke om de, der skal have et barn 

Ja.. min kæreste og jeg har prøvet i 5 år, men nu valgt at kampen ikke skal tages længere. Det er nemlig ødelæggende for en, hver gang en kommer og annoncere en graviditet. 
Jeg græd hver gang, idag er det mere en sorgmodig fødsele af “åh jeg kommer aldrig til at opleve det” men lever med det, hvis man kan følge det. 
Alle ved vi kæmper, men sjovt nok er vi altid de første folk at annoncere det til. Det er drænende! 

Jeg har grædt mange gange både over venner og bekendte, men også over synlige graviditeter  på kvinder jeg ikke kendte. Vi var i behandling i næsten 9 år, og jeg lærte, at jo mere jeg skammede mig over følelserne, jo værre blev det. Som andre skriver, handlede det ikke om hvad andre fik, men om hvad vi ikke fik uanset hvor meget vi kæmpede for det.