Sex i parforhold

Tak for jeres gode bud. Jeg er ikke på hormonprævention og har aldrig været det, så det er desværre ikke der, problemet ligger. Det ville ellers være en dejligt konkret løsning. 

Vi har talt om åbent forhold, men det er han ikke interesseret i, og det kan sagtens være, det lyder, som om jeg ikke er villig til at arbejde for at få mere lyst, men det er desværre heller ikke tilfældet. Som sagt har vi bare prøvet alt allerede, og hverken psykologer eller terapeuter har haft held med at rykke ved det faktum, at jeg ikke har lyst, og han har. 

Vi må vist bare erkende, at jeg er, som jeg er, og han er, som han er, og det kan der ikke gøres så meget ved. Jeg kan jo godt engang imellem gøre det for hans skyld, og det sker jo også, fordi vi trods alt har sex mere end hvert halve år, men det hele ligger for ham i, hvor meget jeg reelt har lyst, når vi har sex, og at jeg ikke bare gør det for hans skyld, og det kan altså være ret svært at fake, når vi generelt er meget tætte, kender hinanden ud og ind - og har talt meeeeeeget om det her. Han hopper ikke rigtigt på, at jeg lige pludseligt på magisk vis har fået lyst hver uge. ;-)

Så der er nok desværre ikke rigtigt noget at gøre ved, at vores lyst ikke matcher, og derfor var jeg bare interesseret i, om nogen mon havde fået et forhold til at fungere på trods? Altså om nogen havde fundet en måde at acceptere forskelligheden på?

Her kommer en længere smøre. Beklager på forhånd.

 

Sagen er den, at min mand og jeg har et problem, som vi ikke ved, hvordan vi skal løse. Vi har været sammen i 14 år (gift de sidste 6), har tvillingepiger på snart 10 og er gode til at få hverdagen til at fungere. Vi er glade for hinanden, og det lyder jo altsammen meget godt. Problemet er, at vores lyst til sex er meget forskellig. Min er meget lav, og hans er nok en smule over gennemsnittet. Jeg har sjældent lyst til sex og kan sagtens gå 3-6 måneder uden at være sammen på dén måde. Min kæreste kunne sagtens ha’ sex hver dag og ser gerne, at det finder sted mindst en gang om ugen. Vi har forsøgt alle mulige (og umulige) ting for at få vores behov til at mødes - sex på planlagte dage, afholdenhed for at “fremprovokere” en lyst, aftaler om sex minimum en gang om ugen etc. Intet har dog virket, og det slider i den grad på vores forhold. 

Det har været sådan altid, så der er altså ikke tale om, at det er, fordi jeg pludseligt har mistet lysten (hverken til ham eller til sex generelt). Han vil ikke ha’, jeg gør noget for hans skyld og er ikke interesseret i det, han kalder “medlidenhedssex”. Derfor begrænser vores seksuelle udfoldelser sig vel i gennemsnit til en til to gange om måneden, men det er slet ikke nok for ham. 

Vi har talt og talt og talt og er nået til en erkendelse af, at det ikke kommer til at ændre sig, og at der ikke er mere, vi kan gøre. Jeg lever jo fint med det - bortset fra, at den dårlige samvittighed æder mig op. Min mand er i perioder nærmest deprimeret og går helt ned over det. Alligevel mener han, vi skal blive sammen, og han siger gang på gang, at han er indstillet på at få det til at fungere. Problemet er bare, at det ikke fungerer. Han kan ikke trække sig selv op, og jeg kan ikke hjælpe ham, uanset hvor hårdt jeg prøver. 

Det er det eneste problem i vores forhold, og vi synes begge, det er så ærgerligt, at det skal ødelægge det hele, men jeg er jo ikke interesseret i, at han “spilder sit liv” sammen med mig, og han er ikke interesseret i at være så trist og give mig dårlig samvittighed hele tiden. 

 

Jeg er ikke interesseret i at høre om muligheden for at frembringe mere sexlyst hos mig, for som sagt er dét forsøgt. Derimod kunne jeg rigtig godt tænke mig at høre, om andre har samme udfordringer, og hvad I eventuelt har gjort ved det? Kan man få et parforhold til at fungere med så store forskelle i lysten til noget så essentielt for i hvert fald den ene part?

Men I har været sammen i 14 år… hvorfor få børn osv hvis det fra start af var et dårligt march sexuelt..? Håbede du på det magisk ændrede sig? Jeg spørger reelt .. fordi det virker jo ikke som om at jeres sexinteresse eller mangel på samme har ændret sig over årene. Og nu står to børn og kan blive skilsmissebørn.

Frizzy skriver:

Men I har været sammen i 14 år… hvorfor få børn osv hvis det fra start af var et dårligt march sexuelt..? Håbede du på det magisk ændrede sig? Jeg spørger reelt .. fordi det virker jo ikke som om at jeres sexinteresse eller mangel på samme har ændret sig over årene. Og nu står to børn og kan blive skilsmissebørn.

Det er måske lige groft nok, synes jeg. Jeg tror, de fleste mennesker ville foretrække at være skilsmissebørn, hvis alternativet var slet ikke at eksistere. Det hjælper hende jo ikke at være bagklog og hentyde til, at det er synd for børnene. 

Som mange andre skriver, så hjalp det virkeligt også for mig at droppe p-pillerne. 
herhjemme kan jeg også have lange perioder hvor jeg ikke har lyst til sex, men jeg ved at det betyder noget for ham, så derfor bruger jeg i stedet for meget tid på massage og handjobs for at han kan mærke hvor vigtig kan er for mig

Anonym skriver:

Her kommer en længere smøre. Beklager på forhånd.

 

Sagen er den, at min mand og jeg har et problem, som vi ikke ved, hvordan vi skal løse. Vi har været sammen i 14 år (gift de sidste 6), har tvillingepiger på snart 10 og er gode til at få hverdagen til at fungere. Vi er glade for hinanden, og det lyder jo altsammen meget godt. Problemet er, at vores lyst til sex er meget forskellig. Min er meget lav, og hans er nok en smule over gennemsnittet. Jeg har sjældent lyst til sex og kan sagtens gå 3-6 måneder uden at være sammen på dén måde. Min kæreste kunne sagtens ha’ sex hver dag og ser gerne, at det finder sted mindst en gang om ugen. Vi har forsøgt alle mulige (og umulige) ting for at få vores behov til at mødes - sex på planlagte dage, afholdenhed for at “fremprovokere” en lyst, aftaler om sex minimum en gang om ugen etc. Intet har dog virket, og det slider i den grad på vores forhold. 

Det har været sådan altid, så der er altså ikke tale om, at det er, fordi jeg pludseligt har mistet lysten (hverken til ham eller til sex generelt). Han vil ikke ha’, jeg gør noget for hans skyld og er ikke interesseret i det, han kalder “medlidenhedssex”. Derfor begrænser vores seksuelle udfoldelser sig vel i gennemsnit til en til to gange om måneden, men det er slet ikke nok for ham. 

Vi har talt og talt og talt og er nået til en erkendelse af, at det ikke kommer til at ændre sig, og at der ikke er mere, vi kan gøre. Jeg lever jo fint med det - bortset fra, at den dårlige samvittighed æder mig op. Min mand er i perioder nærmest deprimeret og går helt ned over det. Alligevel mener han, vi skal blive sammen, og han siger gang på gang, at han er indstillet på at få det til at fungere. Problemet er bare, at det ikke fungerer. Han kan ikke trække sig selv op, og jeg kan ikke hjælpe ham, uanset hvor hårdt jeg prøver. 

Det er det eneste problem i vores forhold, og vi synes begge, det er så ærgerligt, at det skal ødelægge det hele, men jeg er jo ikke interesseret i, at han “spilder sit liv” sammen med mig, og han er ikke interesseret i at være så trist og give mig dårlig samvittighed hele tiden. 

 

Jeg er ikke interesseret i at høre om muligheden for at frembringe mere sexlyst hos mig, for som sagt er dét forsøgt. Derimod kunne jeg rigtig godt tænke mig at høre, om andre har samme udfordringer, og hvad I eventuelt har gjort ved det? Kan man få et parforhold til at fungere med så store forskelle i lysten til noget så essentielt for i hvert fald den ene part?

Det lyder som vores forhold.

Jo ældre jeg er blevet er min lyst blevet mindre og mindre, min mands er forsat højt og han ville gerne 3-4 gange om ugen.

Min lyst er meget svingende, især lige efter mens er den højest og der kan jeg gerne flere dage i træk, resten af perioden har jeg ikke det store behov, og det bliver måske til 1 -2 gange.

Min mand læser sex noveller på www.totalsex.dk og klarer det selv, hvor tit ved jeg ikke helt.