IUI efter øko-børn

Anonym skriver:

Jeg ville bare få hjælpen hvis jeg var jer. Jeg er lige blevet gravid med første barn i vores første IUI forsøg, vi havde prøvet selv i halvandet år (30 og 33 år). 

IUI er ikke særligt invasivt sammenlignet med IVF og virkelig hurtigt overstået. Min mand og jeg fejler ingenting nogen af os. Jeg fik tabletter i fem dage, tog en ÆL sprøjte og blev insemineret et par dage efter det. Desuden er det gratis, også ved næste barn - eller relativt billigt sammenlignet med IVF hvis man selv vil betale.

Når jeg tænker på hvor hårdt vi har haft det i vores forhold det sidste år pga. pres med sex på bestemte tidspunkter, de skide ÆL teste og diverse råd fra omgangskredsen, stresssymptomer, frustrationer osv, så kan jeg godt tænke hvorfor vi ikke fik hjælp noget før. Jeg håbede bare på at det kunne lykkes på almindelig vis tror jeg. 

Næste gang vil jeg i hvert fald ikke tøve et sekund med at få hjælp hvis vi står i samme situation. Jeg er ikke mindre lykkelig gravid fordi vi har fået hjælp, jeg er bare virkelig taknemmelig og glad. 

De bedste tanker til jer

Stort tillykke med graviditeten

Tak fordi du deler dine erfaringer. Vi har bestilt tid til blodprøver og en sædtest mere af min mand. Efter der kan vi blive henvist. Så det vil vi gøre. 
Hvordan har du håndteret det ifht familie? Har i delt at i har været igang med projekt baby eller?

Anonym skriver:

Stort tillykke med graviditeten

Tak fordi du deler dine erfaringer. Vi har bestilt tid til blodprøver og en sædtest mere af min mand. Efter der kan vi blive henvist. Så det vil vi gøre. 
Hvordan har du håndteret det ifht familie? Har i delt at i har været igang med projekt baby eller?

Vi valgte at fortælle familie og arbejdsgiver om det da vi havde overstået udredning og forundersøgelse og stod over for at komme i gang med selve behandlingen. De ting tog ca. et halvt år i det offentlige. Da vi havde ventet yderligere pga. ferie og strejke, valgte vi at skifte til en privatpraktiserende og kom i gang med det samme uden ventetid der.

Vi gjorde det fra starten klart for familien at vi ikke havde lyst til at snakke om det medmindre vi selv bragte det op. De måtte bare vente på de gode nyheder. Til gengæld har jeg gennem det hele talt rigtig meget med mine veninder om det. 

Jeg oplevede det kun positivt at dele det med de nærmeste. Jeg tror man må gøre op med sig selv hvor meget man vil dele - jeg er som sådan tæt med min familie, men jeg kunne ikke overskue at behandlingen skulle være et samtaleemne hver gang vi ses, så derfor valgte vi at gøre det på den måde. Omvendt synes jeg også de skulle vide hvad der var på spil, for jeg har været meget mentalt påvirket af det gennem forløbet.