Kærestens skiftende arbejde

Hej, 

Jeg er virkelig i tvivl og har brug for nogle nye øjne på vores situation. Vi har tre små børn, som vi fik under uddannelse. Det har været rigtig fint, men det har virkelig også været stramt økonomisk. Forskellige faktorer, som ikke er relevant her, har gjort, at det også medførte en større samlet studiegæld. Jeg har en god uddannelse, og har været så heldig at få mit drømmejob med en god løn. Min kæreste er også endelig færdig og har arbejde, også med en fin løn. Ergo kunne vi endelig se os ud af en stram økonomi, hvor der var mulighed for både bilskift, en hurtigere afvikling af gæld, familieferier og opsparing og hvor vi ikke skal vende hver en krone.

Alt lyder umiddelbart rigtig godt, der er bare et MEN i det her. Min kæreste er ikke glad for sit arbejde. I den tid jeg har kendt ham, har han skiftet arbejde og uddannelse flere gange, har fuldført flere uddannelser og droppet ud af flere. Han har altid haft en drøm om en anden uddannelse, men hvor det har været svært at få elevplads og derfor er det aldrig blevet. Nu står han og måske har fået mulighed for at få sådan en elevplads - men lønnen er ekstremt dårlig. Jeg har mega svært ved at være støttende omkring det, og det giver mig dårlig samvittighed. Jeg har lyst til at være støttende, men jeg orker bare ikke mere. Vi er begge blevet 30, og jeg orker ikke flere uddannelser, dårlig indkomst og konflikter over stram økonomi. Hvis han startede på den uddannelse, vil vores økonomi blive strammere end den nogensinde har været, og jeg har svært ved at se, hvordan vi overhovedet skal betale vores månedlige regninger. Det piner mig virkelig, for han er selvfølgelig vred over, at jeg ikke kan bakke op om det, men som jeg siger, skal der virkelig snart nogle penge på bordet - ellers opnår vi aldrig vores fælles drøm om huskøb og om et almindeligt familieliv med mulighed for oplevelser med vores børn.

Så hjælp mig - burde jeg være støttende i det her? hvad gør vi for at komme frem til enighed? eller nogle argumenter for og imod? jeg ønsker selvfølgelig, han skal være glad for sit arbejde, men med hans skiftende arbejder og uddannelser de sidste ti år, er jeg i tvivl om han bliver tilfreds selvom han starter på den elevplads... 

Anonym skriver:

Hej, 

Jeg er virkelig i tvivl og har brug for nogle nye øjne på vores situation. Vi har tre små børn, som vi fik under uddannelse. Det har været rigtig fint, men det har virkelig også været stramt økonomisk. Forskellige faktorer, som ikke er relevant her, har gjort, at det også medførte en større samlet studiegæld. Jeg har en god uddannelse, og har været så heldig at få mit drømmejob med en god løn. Min kæreste er også endelig færdig og har arbejde, også med en fin løn. Ergo kunne vi endelig se os ud af en stram økonomi, hvor der var mulighed for både bilskift, en hurtigere afvikling af gæld, familieferier og opsparing og hvor vi ikke skal vende hver en krone.

Alt lyder umiddelbart rigtig godt, der er bare et MEN i det her. Min kæreste er ikke glad for sit arbejde. I den tid jeg har kendt ham, har han skiftet arbejde og uddannelse flere gange, har fuldført flere uddannelser og droppet ud af flere. Han har altid haft en drøm om en anden uddannelse, men hvor det har været svært at få elevplads og derfor er det aldrig blevet. Nu står han og måske har fået mulighed for at få sådan en elevplads - men lønnen er ekstremt dårlig. Jeg har mega svært ved at være støttende omkring det, og det giver mig dårlig samvittighed. Jeg har lyst til at være støttende, men jeg orker bare ikke mere. Vi er begge blevet 30, og jeg orker ikke flere uddannelser, dårlig indkomst og konflikter over stram økonomi. Hvis han startede på den uddannelse, vil vores økonomi blive strammere end den nogensinde har været, og jeg har svært ved at se, hvordan vi overhovedet skal betale vores månedlige regninger. Det piner mig virkelig, for han er selvfølgelig vred over, at jeg ikke kan bakke op om det, men som jeg siger, skal der virkelig snart nogle penge på bordet - ellers opnår vi aldrig vores fælles drøm om huskøb og om et almindeligt familieliv med mulighed for oplevelser med vores børn.

Så hjælp mig - burde jeg være støttende i det her? hvad gør vi for at komme frem til enighed? eller nogle argumenter for og imod? jeg ønsker selvfølgelig, han skal være glad for sit arbejde, men med hans skiftende arbejder og uddannelser de sidste ti år, er jeg i tvivl om han bliver tilfreds selvom han starter på den elevplads... 

Jeg forstår dig virkelig godt! Jeg genkender følelserne du beskriver. Min mand har har haft en arbejdsskade, som har gjort ham handicappet. Efter et år kunne han komme på revalidering og få en ny uddannelse. Nu efter tre år med dårlig økonomi, ingen opsparinger(drænede konti) er vi endelig kommet ud på den anden side. Kun lige. Pludselig står vi og kan lave opsparinger igen, drømme osv. men så mangler vi en ekstra bil. Jeg følte seriøst at jeg blev kvalt langsomt. At jeg skulle sætte mine drømme og ønsker på stand-by igen, måske i flere år før end vi igen kan trække vejret. 
Jeg valgte at igennem dialog at støtte ham, og i sidste ende også mig, da vi jo er sammen om det her. Men han kender mine følelser og vi må løbende snakke om det. For det er bare benhårdt at skulle spare hele tiden. 
Mit råd til dig vil være at være åben og ærlig hele vejen igennem. Ingen gemte følelser og tanker. Måske lav en fordel og ulempe liste.

Jeg ville prøve at perspektivere det følgende: nu ved jeg ikke hvor længe elevlønnen skulle vare, men hvis tiden med elevlønnen giver en glad mand på sigt = glad familie! - vil den tid jo føles kort ift hvad den giver igen på den lange bane.

Det er røv og nøgler at skulle vende hver en øre, omvendt ved I at I kan klare det, for det har I gjort før.

Spørgsmålet er vel om jeres familie har råd til det - følelsesmæssigt (og selvfølgelig også økonomisk).

Jeg prøvede det med min x-mand. Han har skiftet job hvert år i de 10 år han var på arbejdsmarkedet imens vi var sammen. De første mange gange støttede jeg men til sidst kunne jeg ikke mere. Hver gang var det ændringer i arbejdstider, julefrokoster som altid lå sammen (hvor jeg så var nødt til at blive hjemme da han jo var startet nyt sted og derfor skulle med), ferier der skulle planlægges og lønnedgang.. Vi endte med at blive skilt. Ikke udelukkende pga hans skift selvfølgelig men det var også en faktor, da jeg slet ikke følte mig hørt og han følte jeg ikke var opbakkende..

SDD skriver:

Jeg forstår dig virkelig godt! Jeg genkender følelserne du beskriver. Min mand har har haft en arbejdsskade, som har gjort ham handicappet. Efter et år kunne han komme på revalidering og få en ny uddannelse. Nu efter tre år med dårlig økonomi, ingen opsparinger(drænede konti) er vi endelig kommet ud på den anden side. Kun lige. Pludselig står vi og kan lave opsparinger igen, drømme osv. men så mangler vi en ekstra bil. Jeg følte seriøst at jeg blev kvalt langsomt. At jeg skulle sætte mine drømme og ønsker på stand-by igen, måske i flere år før end vi igen kan trække vejret. 
Jeg valgte at igennem dialog at støtte ham, og i sidste ende også mig, da vi jo er sammen om det her. Men han kender mine følelser og vi må løbende snakke om det. For det er bare benhårdt at skulle spare hele tiden. 
Mit råd til dig vil være at være åben og ærlig hele vejen igennem. Ingen gemte følelser og tanker. Måske lav en fordel og ulempe liste.

Tak for dine erfaringer  det er præcis de følelser jeg også sidder med. Her har vi også problemet er elevpladsen kræver en ekstra bil og jeg kan ikke se det er muligt, da hans indtægt vil blive halveret. Samtidig er udsigterne ikke gode for dem branche og det kan blive svært at få job efterfølgende. Det er simpelthen så svært for der er jo nogle der kommer igennem Nåleøjet. Jeg håber alt går godt for jer og at I igen kommer til at stå et godt sted med mulighed for opsparing. Jeg vil prøve og gå i en mere konstruktiv dialog end jeg fik udtrykt mig i går også håbe på vi kan finde på noget

Jeg forstår virkeligt godt, at det er svært. Men er han ikke glad i sit nuværende arbejde, skal der da ske et eller andet. Problemet er jo så, at det åbenbart har været sådan mange gange tidligere med både uddannelser og jobs, så hvorfor skulle det bliver anderledes denne gang. Medmindre det er DEN uddannelse, han hele tiden egentlig har drømt om, For så er han nok nødt til at slå til, nu chancen byder sig. 
Hvor lang tid vil det dreje sig om?

Elevlønnen lyder da umiddelbart som meget dårligt betalt, hvis hans elevløn + din indtægt tilsammen er mindre end 2 x SU + SU-lån. Jeg ville nok sige til ham, at der skal noget mere indkomst til, som min. det som I hidtil har levet for. Så må han finde et ekstra job ved siden af og fx droppe en fritidsinteresse om aftenen, hvis han har sådan en. 

Jeg kan godt høre muligheden endelig er der lige nu - men kunne det være en mulighed at foreslå han venter 1 eller 2 år - så i kan få opbygget en opsparing og i dermed har mulighed for at have en mere robust økonomi til at klare hans lønnedgang.

Kan også godt forstå man bliver træt af hele tiden at sætte sig selv på standby for at han kan forfølge endnu en drøm, som viser sig ikke at være lykken.

Eller er der måske en mulighed for at han evt. kunne få orlov fra sit nuværende job og prøve drømmen af i et år - og så vende tilbage, hvis det viser sig ikke at være lykken.

Anonym skriver:

Tak for dine erfaringer  det er præcis de følelser jeg også sidder med. Her har vi også problemet er elevpladsen kræver en ekstra bil og jeg kan ikke se det er muligt, da hans indtægt vil blive halveret. Samtidig er udsigterne ikke gode for dem branche og det kan blive svært at få job efterfølgende. Det er simpelthen så svært for der er jo nogle der kommer igennem Nåleøjet. Jeg håber alt går godt for jer og at I igen kommer til at stå et godt sted med mulighed for opsparing. Jeg vil prøve og gå i en mere konstruktiv dialog end jeg fik udtrykt mig i går også håbe på vi kan finde på noget

Tak. Jeg tror i hvert fald at man står stærkere når man er sammen. Ellers føler man sig alene om det, begge parter. 

HVis I er over 30 er han jo voksenlærling, der er lønnen vel ikke så ringe endda ?

Umiddelbart vil jeg sige at have det rette job er en af de vigtigste ting i livet - man bruger jo nærmest flere timer på jobbet end med familien. Så den investering kan måske godt svare sig på sigt.

Men det lyder selvfølgelig ikke godt hvis han helt generelt har tendens til at blive træt af sine jobs, kan godt forstå tvivlen.

Lomm skriver:

HVis I er over 30 er han jo voksenlærling, der er lønnen vel ikke så ringe endda ?

Umiddelbart vil jeg sige at have det rette job er en af de vigtigste ting i livet - man bruger jo nærmest flere timer på jobbet end med familien. Så den investering kan måske godt svare sig på sigt.

Men det lyder selvfølgelig ikke godt hvis han helt generelt har tendens til at blive træt af sine jobs, kan godt forstå tvivlen.

Desværre ikke. Der er ingen overenskomst i det fag og arbejdspladsen bestemmer selv lønnen og i det her tilfælde er det 12000 :/ 

jeg giver dig ret, det er mega vigtigt med det rette arbejde. Jeg håber, vi kan finde en løsning  tak for dit input