Forskellige reaktioner på hjertestop i familien

Ja som overskriften lyder, så har min familie (herunder min mor, jeg og mine to søskende, hvoraf jeg er den ældste på snart 30 og den yngste er kun 15) meget forskellige reaktioner på at min/vores far fik hjertestop for en uge siden. (Han overlevede og kom hjem igår heldigvis).

Problemet er ikke at vi reagere forskelligt, for chok og traumer rammer jo forskelligt det ved jeg alt om (har arbejdet inden for sundhedsvæsenet). 

Problemet er, at min kære mor vil holde et "møde" og sidde og snakke om at det gode der skete undervejs. Det kan jeg simpelthen ikke, men samtidig er min mor slet ikke typen man siger nej til. 

Det der skete da min far fik hjertestop er der intet positivt at sige om, for sundhedsvæsenet fejlede og gjorde alt forkert. Det ved jeg fordi jeg selv var til stede da det skete, både før, under og efter hjertestoppet. (Desværre var min søster på 15 også til stede og det ville jeg ønske hun kunne havde været skånet for). Jeg var den der hentede min far fordi han havde fået det dårligt efter en cykeltur med min søster (jeg var den der var tættest på, så han ringede til mig). Jeg havde dog ikke helt regnet ud HVOR dårligt han havde det for han er ikke typen som siger ret meget eller græder nemt. Men imens vi kørte mod hospitalet (vi bor tæt på) fortrød jeg virkelig jeg ikke havde ringet 112 i stedet for den var helt gal med ham. 

Fra vi ankommer til hospitalet til min far skal videre til Riget når han har få hjertestop. Jeg forsøgte endda at bede dem prioritere anderledes i deres behandling (men det en helt anden snak og ikke så relevant for det jeg har brug for råd til).

Men jeg sidder idag med følelsen af gerne at ville videre og glemme det. Jeg ønsker ikke at snakke med min mor, far eller søstre om det (har en søster mere på 22 som ikke var der, men jo selvfølgelig også er blevet bange og påvirket). 

Min mor derimod mener at vi alle skal snakke om det og kun om det positive, for min mindste søsters skyld. Hun kæmper med skyldfølelse fordi hun pressede (føler hun, men han er jo en voksen mand) ham til at cykle hurtigere end han kunne klare. Jeg kan simpelthen ikke sidde og snakke på den måde og skulle finde positive ting i oplevelsen som jeg ikke oplevede var der. Min far kan intet huske at hændelsen og min mor var der jo ikke. Så det vil hænge på mig at skulle fortælle og bearbejde det for min søster og far... Men det kan jeg simpelthen ikke. 

Jeg har ikke fortalt dem at jeg selv tager sovepiller nu for at komme gennem nætterne. For eller spiller jeg igen og igen hvad jeg skulle have gjort anderledes, og at jeg selv skulle have taget affære på afdelingen i stedet for at havde ladet sygeplejersker som ikke kender rækkefølgen på procedurerne gøre det.

Jeg er ikke sur (selvom det måske lyder sådan sorry) men jeg er heller ikke der hvor jeg har lyst til at tale om det. Han er hjemme og ok nu, men det også det eneste gode i alt det der skete. Jeg valgte selv forkert da det hele startede, skulle havde ringet 112 fra start. Men da valget var taget skulle jeg selv havde grebet ind. Tror jeg kunne havde forhindret at han i det hele taget fik hjertestop hvis jeg havde kunne tænke og selv handlet. 

Undskyld det blev lidt rodet og langt. Men hvordan siger man til jorden stædigste kvinde, at man ikke ønsker at sidde i en rundkreds og bearbejde det (vel og mærke kun det positive må tales om). ?

Jeg orker det ikke.

Det du har oplevede er virklig heller ikke nogen nem oplevelse, at få.

Du er nød til at gøre det klart, at du ik er klar endnu, til at snakke op hva der er sket. At du har brug for lige at få styr på dig selv inden, du ska få styr på de andre.

Tænker om du evt ka tage en snak med din far, hvor du fortæller ham, hvor meget du elsker ham, og hvor glad du er for, at han stadig er her.

Min far faldt om, med en blodprop i 20005. Min mor, min søster, x svoger og hans forældre var der. Min x svoger er portør på sygehuset og tog sig af min far, indtil ambulancen kom.

Han var indlagt i 4 dage, hvorefter han fik endnu en blodprop og desværre døde. Min x svoger var på arbejde den nat og blev kaldt derop med hjertevogen. Han var så rystet over det hele, at han var nød til at lade en kollage tage over.

Han havde frygtelig dårlig samvittighed, over at han ik havde ku gøre det han følte han "skulle"

Men hvis han ik havde været der ved den første blodprop, havde han ik overlevet de extra 4 dage.

Min mor og søster, har begge haft enormt dårlig samvittighed, fordi de ik følte at de gjorde nok, da han faldt om, og især min søster havde længe flashbacks til den dag.

Men hvorom alt er er der Ingen der ku have gjort noget anderledes, og resultat ville have været det samme.

At du i bagklogskabens lys, tænker du ku ha gjort noget anderledes, står ik til at ændre, og det er ok. Vh Stine 

Det er helt fair at melde ud at du ikke har lyst eller behov for sådan en fællessnak. Det skal man simpelthen ikke tvinges til.

Jeg synes du evt. kan tage en privat snak med din mindste søster hvis hun er meget tynget og du selv har overskud til det. 

Puha, det lyder som en skræmmende oplevelse! Kender alt til at man konstant gennemgår hvad der skete og tænker "jeg skulle have gjort det her i stedet". Men for det første gjorde du det bedste du kunne i situationen og med de oplysninger du havde på det tidspunkt. Det er nemt nok bagefter når man ved mere at tænke "hvorfor gjorde jeg ikke sådan". Men det vidste du jo ikke der.

Jeg tænker at du skal sige til din mor at du ikke er i stand til at snakke om det. Det kan godt være at hun ikke er en man siger nej til, og jeg ved hvor svært det er at sige fra overfor sine forældre. Men du er 30 år, du er voksen. Så hun skal absolut ikke bestemme over dig.

Mht din søster (og egentlig også dig) så synes jeg det kunne være fint at få noget professionel hjælp. Synes hun skal få en tid hos egen læge og så få en henvisning til en psykolog. Eller måske har dine forældre en forsikring der dækker krisehjælp?

Hvis hun ikke vil, så er det bedste faktisk at snakke om det. Hvis hun har nogle gode veninder. Det at sætte ord på det igen og igen er en rigtig god måde at bearbejde det på.

Og som sagt synes jeg også du skal få noget hjælp, at tage sovepiller er kun symptombehandling. 

Det du har oplevede er virklig heller ikke nogen nem oplevelse, at få.

Du er nød til at gøre det klart, at du ik er klar endnu, til at snakke op hva der er sket. At du har brug for lige at få styr på dig selv inden, du ska få styr på de andre.

Tænker om du evt ka tage en snak med din far, hvor du fortæller ham, hvor meget du elsker ham, og hvor glad du er for, at han stadig er her.

Min far faldt om, med en blodprop i 20005. Min mor, min søster, x svoger og hans forældre var der. Min x svoger er portør på sygehuset og tog sig af min far, indtil ambulancen kom.

Han var indlagt i 4 dage, hvorefter han fik endnu en blodprop og desværre døde. Min x svoger var på arbejde den nat og blev kaldt derop med hjertevogen. Han var så rystet over det hele, at han var nød til at lade en kollage tage over.

Han havde frygtelig dårlig samvittighed, over at han ik havde ku gøre det han følte han "skulle"

Men hvis han ik havde været der ved den første blodprop, havde han ik overlevet de extra 4 dage.

Min mor og søster, har begge haft enormt dårlig samvittighed, fordi de ik følte at de gjorde nok, da han faldt om, og især min søster havde længe flashbacks til den dag.

Men hvorom alt er er der Ingen der ku have gjort noget anderledes, og resultat ville have været det samme.

At du i bagklogskabens lys, tænker du ku ha gjort noget anderledes, står ik til at ændre, og det er ok. Vh Stine 

Jeg valgte bevidst at besøge ham alene flere gange imens han var indlagt, for fortælle ham hvor meget han betyder og hvor lettet jeg er også han stadigvæk er i live.  Jeg forsøgte at spørge ind til hvordan han havde det med alt det som skete, men han sagde som sagt han ikke husker noget fra jeg hentede ham til han var opereret på Riget. Han bakkede desværre min mor op i, at vi skal snakke om det og hjælpe min søster så hun får en positiv oplevelse ud af det også. Jeg er ikke enig, og synes ikke man kan vende noget så forfærdeligt som det vi stod i til noget positivt... Og det endnu sværere fordi jeg er blevet mere og mere opmærksom på de fejl der blev begået under forløbet (både mine egne men bestemt også personalet på akut afdelingen). Det kan jeg ikke sidde og lyve positivt for at de får det bedre. Min mor var der ikke og det samme gælder min ene søster, min far husker intet og min mindste søster burde nok snakke med en psykolog i stedet. Jeg er ikke klar endnu og vil gerne videre.

Ved simpelthen ikke hvordan jeg skal lægge det ud på en pæn men bestemt måde uden at min mor især vil rage uklar med mig. (hun plejer altid at få sin vilje på alle områder på den ene eller anden måde.).

Er virkelig virkelig ked af det med din far. Det må havde været så hårdt at gå igennem. 

Det er helt fair at melde ud at du ikke har lyst eller behov for sådan en fællessnak. Det skal man simpelthen ikke tvinges til.

Jeg synes du evt. kan tage en privat snak med din mindste søster hvis hun er meget tynget og du selv har overskud til det. 

Min mindste søster og jeg er desværre ikke de bedste til at snakke sammen i forvejen. Hun minder rigtig meget om vores mor, (ikke noget ondt i det, vi bare meget forskellige) men min mor og jeg har heller ikke altid det bedste forhold. Ville ikke ane hvordan jeg skulle snakke med hende om det her. 

Jeg ville nok mere være tilhænger af hun fik støtte udefra. For ved hun bebrejder sig selv meget ift det var hende og min far som cyklede og hun ville cykel om kap. Men lige nu er jeg ikke den rigtige til at snakke forløbet igennem med, hvis hun (ligesom min mor) kun vil have det hele er positivt. 

Jeg snakker ikke engang med min mand om det, og han er ellers meget nem at tale med. Der gør for ondt at snakke om, bare at skrive om giver mig så ondt i maven. Ville gerne have stoppet det bånd som køre non stop i mit hoved om hvad jeg skulle have gjort om. 

Ved simpelthen ikke hvordan jeg skal sige til min mor at jeg ikke kan tage den snak hun ønsker. 

Kir skriver:

Puha, det lyder som en skræmmende oplevelse! Kender alt til at man konstant gennemgår hvad der skete og tænker "jeg skulle have gjort det her i stedet". Men for det første gjorde du det bedste du kunne i situationen og med de oplysninger du havde på det tidspunkt. Det er nemt nok bagefter når man ved mere at tænke "hvorfor gjorde jeg ikke sådan". Men det vidste du jo ikke der.

Jeg tænker at du skal sige til din mor at du ikke er i stand til at snakke om det. Det kan godt være at hun ikke er en man siger nej til, og jeg ved hvor svært det er at sige fra overfor sine forældre. Men du er 30 år, du er voksen. Så hun skal absolut ikke bestemme over dig.

Mht din søster (og egentlig også dig) så synes jeg det kunne være fint at få noget professionel hjælp. Synes hun skal få en tid hos egen læge og så få en henvisning til en psykolog. Eller måske har dine forældre en forsikring der dækker krisehjælp?

Hvis hun ikke vil, så er det bedste faktisk at snakke om det. Hvis hun har nogle gode veninder. Det at sætte ord på det igen og igen er en rigtig god måde at bearbejde det på.

Og som sagt synes jeg også du skal få noget hjælp, at tage sovepiller er kun symptombehandling. 

Tusind tak. Ja jeg ved jeg brude have en alder hvor man kan sige fra. Men det simpelthen så svært over for min mor. Kender du de typer som altid får det sidste ord eller får dig til at føle dig som en lus hvis du holder på dit. (Som om man er verden mest egoistiske menneske, hvis man ikke føjer sig). Sådan er min mor.

Jeg tænker helt klart også at min søster burde får hjælp udefra. For hun er meget tynget og det synd for hende. Men det ikke mig hun får den hjælp af hun har brug for lige nu, for kan ikke selv overskue det endnu. 

Det kører non stop i mit hoved... "Hvorfor holdt jeg for rødt ved første lyskryds?" "Hvorfor glemte jeg at tænde panik lys på bilen, "hvorfor ringede jeg ikke 112" "hvordan kunne jeg tænke på p-bøde da vi landede ?" Det jo så åndssvagt og mit hovede køre rundt i det... Alle de dumme ulogiske tanker som ingen mening giver i den situation vi stod i. Er så gal på mig selv. 

Det endnu værre når jeg også gennemgår alt fra vi kom ind på hospitalet, så kan jeg slet ikke finde ro. 

Hvordan min mor tror vi kan sidde og snakke om alt det positive ved jeg ikke. Min søster burde få en god psykolog at snakke med, for det kan ikke have været nemt for hende overhovedet at overvære.

Jeg syntes du er mega sej og kæmpe kram til dig det har været en virkelig hård og svær oplevelse og kom helt  tæt på.

Jeg håber du søger hjælp hvis du har behov for det.

Du kunne ikke ha gjordt andet ind det du gjorde og han er i live det er det vigtigste og ja man burde ha ringet 112 men vi kan ikke altid ha gjord som vi tænker på bagefter du skal bare vide det du gjorde er fantastisk.

Man ser ikke nej til din mor, hun får altid sin vilde så er det på tide at gå i mod det!!!! For det har jeg selv prøvet og det bliver ikke nemmer med tiden du skal sige fra og lytte til dig selv.

hvis du ikke ønsker at snakke om det skal de respekter det! Og nej det skal ikke vendes til nåede positivt for det er langt fra positivt der er sket det eneste er der er positiv var su handlede hurtigt og din far lever  

Anonym skriver:

Tusind tak. Ja jeg ved jeg brude have en alder hvor man kan sige fra. Men det simpelthen så svært over for min mor. Kender du de typer som altid får det sidste ord eller får dig til at føle dig som en lus hvis du holder på dit. (Som om man er verden mest egoistiske menneske, hvis man ikke føjer sig). Sådan er min mor.

Jeg tænker helt klart også at min søster burde får hjælp udefra. For hun er meget tynget og det synd for hende. Men det ikke mig hun får den hjælp af hun har brug for lige nu, for kan ikke selv overskue det endnu. 

Det kører non stop i mit hoved... "Hvorfor holdt jeg for rødt ved første lyskryds?" "Hvorfor glemte jeg at tænde panik lys på bilen, "hvorfor ringede jeg ikke 112" "hvordan kunne jeg tænke på p-bøde da vi landede ?" Det jo så åndssvagt og mit hovede køre rundt i det... Alle de dumme ulogiske tanker som ingen mening giver i den situation vi stod i. Er så gal på mig selv. 

Det endnu værre når jeg også gennemgår alt fra vi kom ind på hospitalet, så kan jeg slet ikke finde ro. 

Hvordan min mor tror vi kan sidde og snakke om alt det positive ved jeg ikke. Min søster burde få en god psykolog at snakke med, for det kan ikke have været nemt for hende overhovedet at overvære.

Ja, jeg kender godt typen, der er flere i min familie af den slags. Og jeg forstår godt hvor svært det er, jeg har prøvet at komme ud af det i mange år. Jeg er nået dertil hvor at jeg de fleste gange kan sige nej uden at få dårlig samvittighed, men kan stadig godt falde tilbage i det igen. Men livet er simpelthen for kort til at tilfredsstille andre på bekostning af sig selv. Måske kan det hjælpe at tænke "hvorfor er det synd for din mor at du ikke vil sidde og snakke om det?" og hvorfor er det dit ansvar at hun er glad? 

Mht alle de negative tanker så tror jeg altså du ville få det bedre hvis du talte med nogen om det. Ved ikke om du ikke har lyst fordi det så bliver virkeligt eller om det er fordi du skammer dig over at du ikke gjorde mere? Måske kan det hjælpe at tænke, hvordan ville du tænke hvis det var din veninde der havde været i din situation? Hvad ville du sige til hende? Ofte er vi meget hårdere ved os selv end ved vores nære.

Hvis du virkelig ikke er klar, så kan du måske give "modsvar" til dine tanker. "hvorfor holdt jeg for rødt" - "fordi jeg ikke ville risikere trafikuheld" - "fordi jeg var i panik" - "fordi jeg ikke vidste hvor syg han var" og så slutte af med "jeg gjorde det bedste jeg kunne i situationen".

Mht din søster, så er jeg enig i at det er en super dårlig ide at prøve at gøre det til en positiv oplevelse. Hun har mere brug for at blive lyttet til og få lov til at snakke om hvor forfærdeligt det var. Og du er ikke den person hun skal bruge som terapeut, tror ikke der kommer noget godt ud af det for nogen af jer. 

Jeg ville skrive en besked når det er så svært for dig. 

"Kære mor. Jeg forstår godt at du, og *navn*, har behov for at tale oplevelsen igennem på en positiv måde. Jeg er dog ikke selv interesseret i at tale om det på nuværende tidspunkt. Det var en traumatisk oplevelse, og jeg har brug for tid og ro til at bearbejde den på min egen måde. Jeg kan ikke, lige nu, tale om det på en positiv måde, altså på den måde som i har brug for. Det ville gøre mere skade end gavn. Det kan være jeg kan engang, men det er ikke i den nærmeste fremtid. Jeg er bekymret for *indsæt navn* og tænker hun måske har bedre af at tale med en psykolog eller anden fagperson. Det ansvar kan jeg ikke tage på mig lige nu. Det håber jeg du kan respektere. Kærlig hilsen*