Voldsomme skænderier

Prøv at Google maj wismanns hjemmeside og tjek hendes online kurser. Det er lige præcis den slags du beskriver der, som hendes kurser er lavet til giv det lige et skud inden I går fra hinanden. Min erfaring med de kurser vi har taget er at de er hamrende effektive

Sådan et forhold var en af mine kammerater også i. Det endte, da deres sidste skænderi endte så voldsomt, at han stak hende ihjel med den kniv han stod og lavede mad med, og deres 5 årige søn blev forældreløs.

Deres forhold var som du beskriver med voldsomme skænderier hvor det kunne gå ud ove rmøbler og så videre fra begges side. Ingen af dem var fysiske voldelige over for den anden, før den dag min kammerat i frustration stak ud med den kniv han stod med. Desværre blev det fatalt. 

Jeg siger på ingen måde, at jeres forhold ender der, men blot at deres skæbne startede på samme måde. Måske kunne det være endt anderledes, hvis de havde accepteret at få hjælp.

Anonym skriver:

Jeg synes også vi har et godt forhold udover de her skænderier kommer. Og så alligevel tvivler jeg når det bliver så slemt her, for hvis man reagerer så voldsomt på hinanden, er det så fordi man burde være hver for sig?? 
I fremtiden skal det i hvert fald ikke ske når vores datter er der, det kan mit hjerte ikke bære. 
er det jer begge som har meget temperament? Jeg prøver at kigge indad for jeg har også del i det, det er svært at forstå hvorfor vi kører så meget af sporet

Hmm jeg synes nok min mands temperement er noget større end mit. Eller det ER det. Og det erkender han også. Der hvor jeg ligesom er den dominerende og den som kan få tingene ud af sporet, er at jeg er for ensrettet i min måde tingene skal gøres på. Hvis det giver mening? Og så er det at det kokser for min mand, hvis han har været ‘eftergivende’ for længe og jeg så ligesom bare fortsætter … giver det mening? Det er i helt almindelige hverdagsting; madpakker, oprydning, og rengøring. Og så brokker jeg mig nok også over for meget i hverdagen. Fordi jeg nogle gange bare er MÆTTET af at være på 24/7. Og det brok, det kan min mand ikke rigtig håndtere. 
når jeg er rolig og afbalanceret i mit indre, har vi det bare fantatsik. Fx den her ferie vi de på vej hjem fra (14 dage i et lille sommerhus med vores tre børn) har vi næsten ikke diskuteret. Det er fordi jeg er rolig og der ikke forventes 1000 ting hele tiden. Og at jeg ikke lader mig hænge i en klokkestreng med sengetider ved børnene osv osv… 

Giver det mening? Så, bestemt er jeg meget medansvarlig for de store skænderier. 

CKJ skriver:

Hmm jeg synes nok min mands temperement er noget større end mit. Eller det ER det. Og det erkender han også. Der hvor jeg ligesom er den dominerende og den som kan få tingene ud af sporet, er at jeg er for ensrettet i min måde tingene skal gøres på. Hvis det giver mening? Og så er det at det kokser for min mand, hvis han har været ‘eftergivende’ for længe og jeg så ligesom bare fortsætter … giver det mening? Det er i helt almindelige hverdagsting; madpakker, oprydning, og rengøring. Og så brokker jeg mig nok også over for meget i hverdagen. Fordi jeg nogle gange bare er MÆTTET af at være på 24/7. Og det brok, det kan min mand ikke rigtig håndtere. 
når jeg er rolig og afbalanceret i mit indre, har vi det bare fantatsik. Fx den her ferie vi de på vej hjem fra (14 dage i et lille sommerhus med vores tre børn) har vi næsten ikke diskuteret. Det er fordi jeg er rolig og der ikke forventes 1000 ting hele tiden. Og at jeg ikke lader mig hænge i en klokkestreng med sengetider ved børnene osv osv… 

Giver det mening? Så, bestemt er jeg meget medansvarlig for de store skænderier. 

 

Det giver helt klart mening og det føles nærmest som en beskrivelse af mig selv og vores forhold. Jeg er den som holder styr på hjemmet (og nok også er lidt for hurtig til at påpege fejl og mangler ift oprydning, rengøring, havearbejde osv..) hvor min mand er mere afslappet med at der ligger lidt nullermænd. Det giver mig en følelse af, at jeg skal “holde sammen” på det hele i hverdagen og så er det jeg til tider bobler over og begynder med at diskutere destruktivt. Og så er det han kan eksplodere. Jeg forstår ham sådan set godt. Jeg er bare desværre blevet lidt bange for, om det kan eskalere yderligere i fremtiden og det er utrygt. Jeg er ved at kigge på noget hjælp, for uanset hvad, så skal det ikke ske foran vores datter igen. 
har I fundet en måde at undgå at børnene ser det? 

Anonym skriver:

Jeg skriver fordi jeg er i vildrede. Min mand har smadret vores dør ind til badeværelset, fordi han er rasende. Vi var begge trætte og det er typisk der den går galt. Vi kom op og diskutere om noget oprydning (ganske ligegyldigt emne egentlig). Jeg er ingen helgen selv og smækkede med døren og brokkede mig og kaldte ham en idiot. Jeg synes ham reagerer meget voldsomt og uaaceptabelt, men jeg ved omvendt også at jeg selv har noget at arbejde på. Vores datter er halvandet år og hun blev også ked af det. 
min mand har generelt et stort temperament og det det kan eskalere hurtigt, især med søvnunderskud og manglende overskud. I mine øjne gør jeg også ting som er over grænsen, jeg skal selvfølgelig ikke tale grimt og smække med dørene/skabene, men jeg synes på hans reaktion er vanvittig. Han har nogle gange været opfarende og “gået helt op i næsen på mig” og pustet sig op. Jeg overvejer faktisk at ende forholdet, men omvendt så har vi det også på mange måder godt sammen. 
Er der nogen herinde som også har mænd/kærester med stort temperament + små børn, som kan komme med lidt input? Jeg er virkelig forvirret og ked af det. Bør jeg gå??? 

Personligt har jeg forladt sådan et forhold, vores barn var heldigvis kun 4,5 uge. 

Jeg er så glad for det i dag. Men den stress jeg var udsat for i min graviditet har været med virkede årsag til min datter skulle fødes for tidligt, mener de kloge hoveder. Hvilket har gjort hun i dag har men af hendes for tidlige fødsel.

I skal begge ville ændre måden i kommunikere på. Det hjælper ikke hvis det kun er den ene som forsøger på det. 

Jeg forsøgte at ændre det og komme med løsninger, forslog alt mellem himmel og jord, han syntes ikke vi havde problemer, det var jo kun en gang i mellem det gik over gevind. Han så bare ikke at der var næsten dagligt det gik over gevind.

Jeg skriver fordi jeg er i vildrede. Min mand har smadret vores dør ind til badeværelset, fordi han er rasende. Vi var begge trætte og det er typisk der den går galt. Vi kom op og diskutere om noget oprydning (ganske ligegyldigt emne egentlig). Jeg er ingen helgen selv og smækkede med døren og brokkede mig og kaldte ham en idiot. Jeg synes ham reagerer meget voldsomt og uaaceptabelt, men jeg ved omvendt også at jeg selv har noget at arbejde på. Vores datter er halvandet år og hun blev også ked af det. 
min mand har generelt et stort temperament og det det kan eskalere hurtigt, især med søvnunderskud og manglende overskud. I mine øjne gør jeg også ting som er over grænsen, jeg skal selvfølgelig ikke tale grimt og smække med dørene/skabene, men jeg synes på hans reaktion er vanvittig. Han har nogle gange været opfarende og “gået helt op i næsen på mig” og pustet sig op. Jeg overvejer faktisk at ende forholdet, men omvendt så har vi det også på mange måder godt sammen. 
Er der nogen herinde som også har mænd/kærester med stort temperament + små børn, som kan komme med lidt input? Jeg er virkelig forvirret og ked af det. Bør jeg gå??? 

Fortsættelse på det jeg skrev lige før.

Det skal dog siges at vores skænderier fortsatte efter vi fik fra hinanden, og ca 2,5 år frem. Vi havde rigtig mange nedture og meget få gode perioder. 

Men det er så vigtigt at begge vil arbejde med det. Jeg ville rigtig gerne men han ville ikke. 

Selv sundhedsplejerske har noteret at far ikke var nem at sammenarbejde med

Heldigt for mig valgte han da vores datter var CA 2,5 år at droppe alt kontakt til os, i dag er hun 6 og jeg har fuld forældremyndighed over hende som er vundet i retten, da far ikke dukkede op.

I dag har jeg i snart 4 år været i forhold med en mand, vi kan godt Hakke af hinanden, men aldrig noget hvor der er voldsomme udfald fra nogen side.  Vi har i vores 4 år sammen erfaret at nu længere vi går uden samleje, nu hurtiger/ofter begynder vi at hakke til hinanden, vi ved at sex mindste 1 gang i ugen gør så meget godt for vores forhold.

Siger ikke det er det i mangler, men prøv at lægge mærke til om de gode perioder kommer når vi har regelmæssigt samleje

Anonym skriver:

Det giver helt klart mening og det føles nærmest som en beskrivelse af mig selv og vores forhold. Jeg er den som holder styr på hjemmet (og nok også er lidt for hurtig til at påpege fejl og mangler ift oprydning, rengøring, havearbejde osv..) hvor min mand er mere afslappet med at der ligger lidt nullermænd. Det giver mig en følelse af, at jeg skal “holde sammen” på det hele i hverdagen og så er det jeg til tider bobler over og begynder med at diskutere destruktivt. Og så er det han kan eksplodere. Jeg forstår ham sådan set godt. Jeg er bare desværre blevet lidt bange for, om det kan eskalere yderligere i fremtiden og det er utrygt. Jeg er ved at kigge på noget hjælp, for uanset hvad, så skal det ikke ske foran vores datter igen. 
har I fundet en måde at undgå at børnene ser det? 

Ja og nej. Fordi det er SÅ sjældent det sker. Og ofte skændes vi ikke når de er der. Men andre gør vi - også fordi jeg faktisk er af den holdning, at mine børn godt må se, at vi kan blive uvenner og derefter blive venner igen. Andet er for overfladisk. Min mand har aldrig været truende overfor mig i børnenes tilstedeværelse - nogen vil sige det ikke passer, fordi han godt kan råbe og være opfarende. Men det der med, at få helt op i mit ansigt har han måske gjort to-tre gange i vores 20-årige lange forhold. Det er på ingen måde okay! Og jeg hader ham for det. Når han gør det. Men alt det gode han gør; altid lader mig tage id af huset med veninder osv når jeg vil, smører madpakker, gør rent, handler, laver mad og evigt er opmærksom på børnenes individuelle behov….. så føler jeg mig heldig, og minder mig selv om, at jeg virkelig selv er en nedturskost der brokker mig FOR meget til tider. 

Ville det ikke være en løsning at aftale en snak i ny og næ på et tidspunkt hvor børnene sover og blodtrykket er nede? Der kan I så komme frem med ting der trykker eller fungerer/ikke fungerer.

Den der daglige småbrok og mundhuggeri må simpelthen være så drænende og vel også grunden til at det hele lige pludselig eksploderer. Det kan godt være børn ikke tager skade af at se forældre blive uvenner og gode igen, men der er ingen pointe i at de skal høre det hver dag.