Voldsomme skænderier

Jeg skriver fordi jeg er i vildrede. Min mand har smadret vores dør ind til badeværelset, fordi han er rasende. Vi var begge trætte og det er typisk der den går galt. Vi kom op og diskutere om noget oprydning (ganske ligegyldigt emne egentlig). Jeg er ingen helgen selv og smækkede med døren og brokkede mig og kaldte ham en idiot. Jeg synes ham reagerer meget voldsomt og uaaceptabelt, men jeg ved omvendt også at jeg selv har noget at arbejde på. Vores datter er halvandet år og hun blev også ked af det. 
min mand har generelt et stort temperament og det det kan eskalere hurtigt, især med søvnunderskud og manglende overskud. I mine øjne gør jeg også ting som er over grænsen, jeg skal selvfølgelig ikke tale grimt og smække med dørene/skabene, men jeg synes på hans reaktion er vanvittig. Han har nogle gange været opfarende og “gået helt op i næsen på mig” og pustet sig op. Jeg overvejer faktisk at ende forholdet, men omvendt så har vi det også på mange måder godt sammen. 
Er der nogen herinde som også har mænd/kærester med stort temperament + små børn, som kan komme med lidt input? Jeg er virkelig forvirret og ked af det. Bør jeg gå??? 

I skal have noget hjælp, hvis ikke jeres voldsomme skænderier skal gå endnu mere ud over jeres lille datter, end de allerede gør. Lige nu er I ved at lære hende, at svære følelser skal kommunikeres via trusler og vold, også selvom det (indtil videre) kun er på fysiske ting.

Og ja, når du nu spørger, så ville det være en umulig situation for mig at leve med, og jeg ville afbryde forholdet allerede for længe siden. Hverken fysiske trusler (som det kropssprog du beskriver at han bruger) eller det at smadre ting ville være foreneligt for mig med at skulle respektere en mand eller finde ham værdig som partner eller far. 

Måske intensiv terapi kunne være et alternativt for nogen - men for mig ville jeg gå, og ikke leve med sådan en familiedynamik. 

Tak for dit ærlige svar det gør ondt at høre men det er også nogle af de tanker jeg har. Jeg ved hvilke knapper jeg skal trykke på for at han bliver gal men omvendt så synes jeg ikke det kan være rigtigt, at det skal eskalere så voldsomt. Jeg tænker især på min datter. Om det er terapi eller et endt forhold. 

Anonym skriver:

Tak for dit ærlige svar det gør ondt at høre men det er også nogle af de tanker jeg har. Jeg ved hvilke knapper jeg skal trykke på for at han bliver gal men omvendt så synes jeg ikke det kan være rigtigt, at det skal eskalere så voldsomt. Jeg tænker især på min datter. Om det er terapi eller et endt forhold. 

Jeg kan godt forstå at det gør ondt. Det må være en virkelig svær situation. Kan du snakke med nogen? Eller kontakte nogen som ved noget om emnet? Fx Mødrehjælpen eller Lev Uden Vold? Måske kan de vejlede.

Det er godt at du tænker på din datter. Men jeg synes også at du skal tænke på din datters mor. Skal hun nøjes med det nuværende? Er det godt for hendes selvværd og selvrespekt? Hvorfor finder hun sin partner attraktiv når han agerer som han gør? 

Det er fint nok at du “kender hans knapper” - men det er ligegyldigt egentlig. Man kan trykke nok så meget uden nogensinde at fortjene trusler eller frygte ødelagte ting. Det er altid afsenders ansvar - ikke dit.

Truende adfærd og smadre ting.

Jeg var gået.

Jeg er ked af at høre om din oplevelse, og hvad I står i som parforhold. 

Jeg synes, det er dejligt at høre, at du godt er klar over, at det ikke kan fortsætte i samme spor, men jeg er godt nok også ked af at høre, hvordan det gik ud over jeres datter. Sådanne oplevelser sætter sig i de små kære børn for altid, og det er med til at give dem unødvendige bekymringer - også selvom hun ikke er ældre.

Jeg synes de råd, som de andre kommer med er gode, men jeg vil tilføje, at hvis det nu sker igen, hvilket er sandsynligt, inden I har løst jeres problemer, så håber jeg for alt i verden, at du vil sørge for at skærme din datter, så hun ikke opdager jeres skænderi, eller sørge for at tage uoverensstemmelser op, når hun ikke er hjemme eller sover. Børn er ikke tjent med at overvære sådanne typer konflikter. Overhovedet. 

Kram til dig. 

Ja.

sådan er det også herhjemme. Den situation du beskriver kunne sagtens være sket her. 
men! 
når vi ligesom har renset luften og er videre, så har vi det fantastisk sammen. 
men nogen gange, tænker jeg som dig. At ende forholdet.

Vi har endnu ikke formået (efter 20 år) at finde en løsning hvor vi ikke ender i de ville skænderier.

Det er klar nemmere at skælde ud på den, der reagerer udadvendt og fysisk. 

Jeg synes dog, at det er vigtigt at holde fast i, at I begge har et ansvar. Det ansvar tager du kun delvist på dig, når du skriver om din egen andel og altid fortsætter med “... men det kan ikke være rigtigt at HAN..” eller “... men HAN gør også...”.

DU kan også tage ansvar for situationen ved at ændre din adfærd, nedtrappe konflikten, bede om parterapi, anger management etc. 

Jeg bliver faktisk gal og ked af det på jeres datters vegne. For I er de voksne og kan vælge at forlade eller ændre situationen. Det kan jeres datter ikke. 

Vær opmærksom på at konflikter sjældent bliver mindre af, at man går fra hinanden. Så terapi eller lignende er en god investering i jeres samarbejde og datters trivsel - uanset jeres romantiske relation.

Puha det lyder som her, lige nu. Dog er ingen af vores døre smadret, men som du selv skriver så udløses den form for skænderier oftest af søvnunderskud og det er vi i den grad her. Jeg reagerer udadtil, min mand lukker sig inde, men kan godt blive så træt af mig at han hæver stemmen lidt, dog har vi lært ikke at gøre det foran børnene. Jeg overvejer også ofte at ende forholdet, men samtidig har vi det bare så godt sammen, når vi ikke skændes. Vi skændes vel sådan her 2-3 gange på et år. Jeg kender ikke løsningen, men når det er som det er nu har jeg lyst til bare at smutte fra det hele, og samtidig ville jeg jo aldrig undvære hverken ham eller børnene. Håber det bedste for jer, og at I kan finde ud af at gemme det væk til baby sover, og måske dampe af så det ikke bliver fysisk. Kram herfra

Anonym skriver:

Ja.

sådan er det også herhjemme. Den situation du beskriver kunne sagtens være sket her. 
men! 
når vi ligesom har renset luften og er videre, så har vi det fantastisk sammen. 
men nogen gange, tænker jeg som dig. At ende forholdet.

Vi har endnu ikke formået (efter 20 år) at finde en løsning hvor vi ikke ender i de ville skænderier.

Jeg synes også vi har et godt forhold udover de her skænderier kommer. Og så alligevel tvivler jeg når det bliver så slemt her, for hvis man reagerer så voldsomt på hinanden, er det så fordi man burde være hver for sig?? 
I fremtiden skal det i hvert fald ikke ske når vores datter er der, det kan mit hjerte ikke bære. 
er det jer begge som har meget temperament? Jeg prøver at kigge indad for jeg har også del i det, det er svært at forstå hvorfor vi kører så meget af sporet