Hvornår skal vi sige stop?

Jeg er gift med verdens sødeste, sjoveste og kærligste mand, der vil gå til verdens ende for mig - og det HAR han gjort adskillige gange. Vi har været sammen i 7 år og har to små børn sammen. Derudover er jeg kronisk syg og det tærer jo alt sammen på forholdet. Og vi ejer et hus sammen, som vi har gæld i.

Jeg ELSKER ham og jeg synes han er en forbandet flot mand! Men jeg tænder ikke på ham, seksuelt. Jeg har virkelig gjort meget for at vores sexliv prøvede noget nyt, jeg prøver selv at lægge op til sex but at the end of the day, så keder vores sex mig. Hvis jeg får et glas vin, så hopper jeg gerne på ham - men er det pga. alkoholen eller fordi jeg trods alt stadig tænder på ham? 
Jeg tager mig selv i at fantasere om andre og jeg er ikke sikker på jeg ville kunne holde mig tilbage, hvis nogen "bød sig til". 

Men hvornår siger man stop? Han er min bedste ven, han er verdens bedste far og jeg elsker faktisk det liv vi har skabt sammen. Dynamikkerne er fantastiske og vi diskuterer ikke mere end "normale" par gør. Er det fordi der er gået hverdag i det hele at jeg ikke mærker sommerfuglene i maven? 

Tja, jeg elsker også min mand. Vi har været sammen i 14 år. Har to børn og et til på vej.

Vores sexliv er røvkedeligt. (Lige nu faktisk ikke-eksisterende pga graviditet). Jeg får bestemt ikke sommerfugle i maven eller får lyst til at springe på ham efter en lang arbejdsdag, ulvetime, aftensmad, putning, madpakkesmøring osv. 

Kunne jeg ønske, det var anderledes? Ja.

Kunne jeg nogensinde få mig selv til at ødelægge alt det fine og gode og gøre mine børn til skilsmissebørn pga det? Nej, det ved den søde grød jeg ikke kunne.

For mig er det ikke en særlig stor ting. Og når vi engang kommer på den anden side af alt det her børnehalløj, så kan det være, vi får overskud til at få et spændende sexliv. Eller gøre noget ved det.

Lige nu accepterer jeg, at mit liv ikke er 100% perfekt på alle punkter. Måske er det også lidt meget ar forlange, at et parforhold skal opfylde ALLE de behov man har. Det er trods alt kun et enkelt menneske man forlanger alt det af. Og jeg kunne aldrig finde på at smide 100 gode, velfungerende ting ud, fordi der er et punkt der ikke fungerer perfekt.

Måske har du det helt anderledes end mig - måske er det altafgørende for dig, at du tænder vildt meget på din mand hele tiden. Jeg tror dog, at langt de fleste forhold på et tidspunkt vil løbe ind i, at spændingen er lidt forsvundet. Og så står du måske samme sted om 5 år med en ny partner… Nu bare med skilsmissebørn i bagagen.

Og lige en tilføjelse: Tænker det er meget normalt at man fantaserer om andre… tanker er trods alt toldfri. 

Anonym skriver:

Tja, jeg elsker også min mand. Vi har været sammen i 14 år. Har to børn og et til på vej.

Vores sexliv er røvkedeligt. (Lige nu faktisk ikke-eksisterende pga graviditet). Jeg får bestemt ikke sommerfugle i maven eller får lyst til at springe på ham efter en lang arbejdsdag, ulvetime, aftensmad, putning, madpakkesmøring osv. 

Kunne jeg ønske, det var anderledes? Ja.

Kunne jeg nogensinde få mig selv til at ødelægge alt det fine og gode og gøre mine børn til skilsmissebørn pga det? Nej, det ved den søde grød jeg ikke kunne.

For mig er det ikke en særlig stor ting. Og når vi engang kommer på den anden side af alt det her børnehalløj, så kan det være, vi får overskud til at få et spændende sexliv. Eller gøre noget ved det.

Lige nu accepterer jeg, at mit liv ikke er 100% perfekt på alle punkter. Måske er det også lidt meget ar forlange, at et parforhold skal opfylde ALLE de behov man har. Det er trods alt kun et enkelt menneske man forlanger alt det af. Og jeg kunne aldrig finde på at smide 100 gode, velfungerende ting ud, fordi der er et punkt der ikke fungerer perfekt.

Måske har du det helt anderledes end mig - måske er det altafgørende for dig, at du tænder vildt meget på din mand hele tiden. Jeg tror dog, at langt de fleste forhold på et tidspunkt vil løbe ind i, at spændingen er lidt forsvundet. Og så står du måske samme sted om 5 år med en ny partner… Nu bare med skilsmissebørn i bagagen.

Og lige en tilføjelse: Tænker det er meget normalt at man fantaserer om andre… tanker er trods alt toldfri. 

Jeg er SÅ enig. 

Her har været sammen i 7 år også. 
Og jeg har helt samme tanker, som ovenstående. 

Kunne jeg få er hedt sexliv med en anden? Uden tvivl. Men ville mine børn skulle have en brudt familie pga det? Nej. 
For grundlæggende har jeg er virkelig fantastisk forhold. Det samme synes min mand. Og vi er begge afklarede med, at det handler om et småbørnsliv. Så snart der bliver frigivet bare en smule mere migtid, sp kan jeg virkelig mærke, at jeg får mere “sug” i maven. Og det har jeg normalt ikke. 

Min erfaring er, at det er ret naturligt at spændingen, forelskelsen og følelserne "forsvinder" når man har været sammen i lang tid. Til gengæld erstattes den af dybereliggende kærlighed, samhørighed og tryghed. Og jeg føler selv at jeg kan blive i tvivl når der ikke er forelskelse og spænding. Og jeg tror at der er mange der tror at man altid skal have de følelser og den spænding (for sådan er det jo i kærlighedsfilmene) og når det så ikke er sådan mere forlader de partneren. Eller finder en anden og forlader partneren.

Jeg ved godt du skriver at du har prøvet at arbejde på det, men hvad har du gjort for at få lysten til ham? Jeg tænker lidt at det måske er meget godt hvis I begge to arbejdede på det. Måske få fat i en sexolog og få noget vejledning.

Og så tænker jeg at det med at du bliver tiltrukket af ham når der er alkohol i billedet, det viser da bare at du godt kan tænde på ham. Jeg tvivler på at jeg har været tiltrukket af nogen i fuld tilstand som jeg ikke også var tiltrukket af i ædru. Det kan måske være at det der gør du "blokerer" for tiltrækning det forsvinder når du bliver fuld og mister hæmningerne? 

Ja det er svært for mig at give en masse råd men vil gerne give et forsøg 

Hvad er det du mangler for at sexlivet kan komme op og køre?

og har det nogle sinde været super godt og hot? 

Har manden det på samme måde som dig?

er der gået for meget hverdagen inden med børn? 
Her hjemme har vi ikke det store behov for sex hele tiden der kan nemt gå en måned uden men mest fordi vi har meget mellem ørne eller der sker en masse. Men når vi har er det fantastisk. Vi er gode til at gå og hygge kysse nusse hinanden og sige frække ting til hinanden også, og det skal lige siges vi har snart været sammen i 13år og kærligheds sms kommer der også. Det syntes jeg er super vigtigt også for man føler sig smuk dejlig og god mor sexet kvinde osv. det giver bare meget til forholdet og sexen 

Du skriver at du ikke er seksuelt tiltrukket af ham, men når du har drukket vin har du alligevel lyst til ham. Ting du kan prøve for at få lysten tilbage er at læse erotiske noveller eller fantasere om ham. Det synes jeg hjælper. Også ikke stille for høje krav. Det er meget normalt at lysten forsvinder i et års tid eller mere også kommer igen. Jeg synes at du skal sige til ham at du ikke har så meget lyst i øjeblikket, sådan at han ikke går og forventer alt muligt hele tiden

https://www.femina.dk/dit-liv/sex-kaerlighed/syvaarskrise-derfor-faar-saa-mange-par-en-krise

Man skal ikke lade sig skille de første to år efter et nyt barn er kommet til, eller når man har været gift i syv år. Eller det har vi i hvert fald aftalt herhjemme. For det er velkendte "krisetider" i et parforhold.

Kærlighed er stabil, men intensisteten i et forhold går op og ned. Min mand har nærmest ikke gidet sex i 1,5 år. Min sexlyst er eksploderet i samme periode. Men i andre perioder har det været omvendt. Og det er okay. Jeg kan i øvrigt anbefale at købe et brusehoved med mulighed for massage-funktion Det tager frustrationen, så det bare er rart være sammen når vi endelig er det 

Der er også en sexolog der har skrevet om 7 års krisen her:

https://websexolog.dk/?s=7+%C3%A5r

Jeg har også været der i mit tidligere forhold så kender følelsen. Vores holdt desværre ikke, men det var der mange årsager til.

Dette er måske et lidt anderledes råd, men jeg tænker at afstand måske kunne hjælpe. Det at opleve at savne hinanden når man til dagligt går op og ned ad hinanden i en travlt hverdag kan virkelig gøre en forskel. Laver i nogle ting hver for sig?
Prøv at tage en uge i sommerhus alene eller med børnene, en weekendtur med veninderne eller lign. Begge to og gerne jævnligt.
Evt. kan du overveje om i kan sove adskilt i en periode og se om det hjælper. Nogle mener at man dræner hinandens energier når man sover sammen.

Jeg ville forsøge i en periode at sætte forventningerne til dig selv og jeres forhold ned. Fokuser på det der gør dig glad (lav en masse aftaler med veninderne, gør noget nyt som du ikke plejer og mærk livet) og accepter at jeres forhold lige nu ikke er optimalt. Det er så drænende når man hele tiden går og tænker på hvad der ikke fungerer.

Dette er selvfølgelig alle råd til hvordan du bevarer forholdet. Hvornår man skal sige stop er kun dig der kan svare på. Måske har du allerede, mere eller mindre bevidst, taget beslutningen...

Prøv at vende den om. Du kan blive skilt. Vil du:

Undvære dine børn, når far har dem. Måske halvdelen af tiden eller mere?

Tackle børnenes sorg

Dårligere økonomi som single

At skulle undvære børnene ved højtider

Ud på dates med mænd igen, spændende! Husk at udover god sex, følger der også håbløs sex (hvis man ikke passer sammen) at blive brændt af, mænd med alt for forkælede børn eller besværlige forhold til ex-konen, hvis du når så langt i de nye forhold

Og den kedelige sex som sandsynligvis venter på den anden side af forelskelsen med det nye faste forhold

Græsset virker altid grønnere, men tænk dig godt om. En sød mand, som man lever godt sammen med er svær at finde. Og forelskelses-sex varer sjældent ret længe

Jeg tror forventningerne om spændende sex gennem hele livet er urealistisk for de fleste og i høj grad skabt af medierne. Lidt som forventningerne til at baby sover hele natten. Det gør de sjældent men man kan være heldig.

Tusind tak for alle jeres fantastiske svar! Jeg synes virkelig I rammer hovedet på sømmet og det er virkelig rart at blive bekræftet i at det ikke er fordi vi er "færdige" som par. 

Jeg er (forstå mig ret) "ligeglad" med at skulle undvære børnene i nogle dage ad gangen, men dét der river mig hjerte i stykker er tanken om at vi ikke skal opleve sammen. Tage i forlystelsespark sammen, tage på ferier sammen, de kedelige ture i Bilka sammen - os alle sammen, som den lille familie vi nu engang er. 

Jeg synes ikke han er særligt god i sengen. Han har ikke fået mig til at komme endnu, hverken oralt eller vaginalt (heller ikke ved analsex), han kommer efter ganske få minutter og kan godt lide det mere rolige sex-tempo, hvor jeg godt kan lide hård sex. Og så synes jeg ofte hans tissemand lugter, hvilket heller ikke fremmer lysten til at give oralsex selvom jeg tænder enormt meget på det. Ligeledes er han "god" til at mase sin tunge ned i halsen på mig selvom jeg HAR sagt at det ikke er rart for mig, men "han bliver bare revet med af stemningen". Åhhhhh, jeg synes det er svært. 

Men vi må "holde ud" et par år endnu, for denne småbørnsfase er jo vanvittigt hård