Gravid, tid sammen og tid hver for sig.

Jeg synes egentlig ikke din kæreste gør noget forkert. Du er “kun” 22 uger gravid, det er jo ikke sådan du er i fare for at gå i fødsel lige om lidt, så det er vigtigt at han er ved din side. Jeg tror nogle gange gravide kvinder forlanger lidt rigeligt af deres mænd i processen, hvor vi lige skal huske at mænd har lidt sværre ved at relatere til en baby de hverken kan se eller føle.

jeg har selv 2 børn og venter den 3. Og jeg kunne personligt aldrig drømme om at min kæreste skal give besked om han er hjemme kl 22 eller 24 eller hvis han er ude med drengene, lige så vel som jeg heller ikke selv vil være afhængig af et tidspunkt hvis jeg er ude. 

nu ved jeg godt at du føler dig begrænset af graviditeten men måske du alligevel selv skulle se om du kunne komme lidt mere ud og nyde friheden her indtil baby kommer. Tag ud og spise med veninderne og drik lidt mocktails og nyd det er sommer - man kan jo godt gå lidt ud i byen uden at drikke alkohol. 

Anonym skriver:

Jeg må indrømme at jeg synes han har sin fulde ret til at være ung og være ude, som du selv siger, han er 25 og skal være far!

Send ham afsted til sin familie og spørg om han ikke har brug for at være en ekstra uge?

I mine 2 første graviditeter var jeg også alene for det meste fordi arbejde fyldte alt i min mands liv, og han kom ofte sent hjem. Da vi kom hjem fra hospitalet efter jeg havde født, kørte han mig hjem, bar taskerne og baby ind og kørte på arbejde igen til sent om aftenen.

Men fordi jeg aldrig brokkede mig over det, har jeg fået ham 10 gange igen!  

Jeg lærte hurtigt at hvis du prøver at lægge bånd på ham, så hver gang du hiver, så står han imod, men hvis du giver slip, så kommer han af sig selv! 

Så jeg kender følelsen af at være alene, men husk at det er kun dig der er gravid, og han skal være far!

I dag er min mand færdig med at bygge sit arbejde op og han ansatte til at klare alt arbejde og kan derfor tage sig 100% af mig og vores børn..

Det kan være at det samme skal til hos jer, giv han lov og plads til at se venner og familie, så skal han nok selv ønske at bruge mere tid sammen med dig/ jer

Hej og tak for dit svar (: 

Jamen du har bestemt ret i det du siger. Jeg tror også frihed giver ansvar. Dette prøver jeg også at give ham. 

Jeg ved jo godt han ikke skal være grunstenen for alt men der er vel forskel på at tage hans frihed og så fortælle ham hvad det er der er svært for mig. Omvendt hvis det var ham der havde angst og han brug for ekstra støtte i en tid eller jeg kunne lave små ændringer for at han fik det bedre så ville jeg gøre det uden tøven. 

Ja jeg er gravid men man er da 2 om det. Det betyder ikke han skal stå til regenskab for diverse urimeligheder eller ikke må gå nogle steder men jeg forventer da lidt han støtter mig og også prøver at se det fra min side? 

Vi naturligvis ikke ens men hvis jeg vidste han havde det elendigt når jeg kom sent hjem så ville jeg heller ikke bryde mig om at gøre det. 

Lilleluna skriver:

Jeg synes egentlig ikke din kæreste gør noget forkert. Du er “kun” 22 uger gravid, det er jo ikke sådan du er i fare for at gå i fødsel lige om lidt, så det er vigtigt at han er ved din side. Jeg tror nogle gange gravide kvinder forlanger lidt rigeligt af deres mænd i processen, hvor vi lige skal huske at mænd har lidt sværre ved at relatere til en baby de hverken kan se eller føle.

jeg har selv 2 børn og venter den 3. Og jeg kunne personligt aldrig drømme om at min kæreste skal give besked om han er hjemme kl 22 eller 24 eller hvis han er ude med drengene, lige så vel som jeg heller ikke selv vil være afhængig af et tidspunkt hvis jeg er ude. 

nu ved jeg godt at du føler dig begrænset af graviditeten men måske du alligevel selv skulle se om du kunne komme lidt mere ud og nyde friheden her indtil baby kommer. Tag ud og spise med veninderne og drik lidt mocktails og nyd det er sommer - man kan jo godt gå lidt ud i byen uden at drikke alkohol. 

Hejsa. Mange tak for din besked. 

Jamen det er rigtigt nok. Tror egentlig også en del af det handler om jeg ikke kender dem han er sammen med. Det giver uro. 

Han har en anden ven jeg kender og han ville jeg aldrig stille spørgsmål til eller være urolig omkring når han er sammen med ham. 

Herudover er der corona. Jeg tager ikke rigtig så meget ud fordi jeg er bange for om det kan skade lillemanden. Jeg nok også ekstrem men synes simpelthen det er møg skræmmende. 

Men ja jeg må prøve at se om jeg ikke kan få lidt mere ro på mig selv. Kan også godt se jeg strammer den. Det bare utrolig svært at være i. 

Anonym skriver:

Jeg må indrømme at jeg synes han har sin fulde ret til at være ung og være ude, som du selv siger, han er 25 og skal være far!

Send ham afsted til sin familie og spørg om han ikke har brug for at være en ekstra uge?

I mine 2 første graviditeter var jeg også alene for det meste fordi arbejde fyldte alt i min mands liv, og han kom ofte sent hjem. Da vi kom hjem fra hospitalet efter jeg havde født, kørte han mig hjem, bar taskerne og baby ind og kørte på arbejde igen til sent om aftenen.

Men fordi jeg aldrig brokkede mig over det, har jeg fået ham 10 gange igen!  

Jeg lærte hurtigt at hvis du prøver at lægge bånd på ham, så hver gang du hiver, så står han imod, men hvis du giver slip, så kommer han af sig selv! 

Så jeg kender følelsen af at være alene, men husk at det er kun dig der er gravid, og han skal være far!

I dag er min mand færdig med at bygge sit arbejde op og han ansatte til at klare alt arbejde og kan derfor tage sig 100% af mig og vores børn..

Det kan være at det samme skal til hos jer, giv han lov og plads til at se venner og familie, så skal han nok selv ønske at bruge mere tid sammen med dig/ jer

Hej og mange tak for beskeden . 

Jamen det har du ret i. Har også fundet en lidt anden taktik jeg synes har fungeret. 

Frem for at sige du må ikke (Har jeg dog ikke sagt på den måde men måske det sådan han har forstået det) Så i stedet sige jeg har brug for ham. Det har givet ham et helt andet syn på det føler jeg. 

Forsøgte at tale med ham igen og sagde jeg naturligvis ikke skal forhindre ham i at se folk. Har nu heller aldrig sagt nej. Men at jeg gennemgår nogle ting lige nu jeg har brug for han er en del af og hjælper mig med. Det ikke hver gang og for altid men måske en periode at han er lidt ekstra opmærksom på det. At han endelig ikke skal tage det personligt eller som at jeg ikke stoler på ham. Det alt sammen noget der sker inden i mig. Dog noget han kan hjælpe mig gevaldigt med ved meget små ændringer eller ikke tage det ilde op hvis jeg får en lodt sjov reaktion. Vi kan jo ikke selv styre vores følelser og ofte så er alt der skal til en kort beroligende snak eller et kram for mit vedkommende. 

Jeg synes det var cæret virkelig godt siden vi har haft den snak. Det var nok i virkeligheden der jeg havde brug for. Ja han kan være ude til sent men hvis jeg virkelig for brug for ham så vender han snuden hjem med det samme. Det gør en kæmpe forskel. Trods det ikke var det han mente kan han nemlig godt formulere sig lidt hårdt på engelsk da han ikke er fuldkommen flydende. Det kan jeg så desværre tage lidt hårdt eller misforstå hvilket prikker til min angst. 

Men jeg prøver denne nye taktik. Ikke at hive i ham eller rette på ham overhovedet. Dog hvis der er noget jeg virkelig gerne vil have han ændre så siger jeg det noget jeg har brug for som gover mig tryghed. (: 

lineog4 skriver:

Hmm jeg tænker der skal gives run til en konstruktiv snak og ikke mindst en afvejning. 

Det første jeg tænker, når jeg læser dine skriv er, at din kæreste må få en forståelse af, at du har angst. Det er et faktum, og det lyder til, at han med små ændringer kan hjælpe lidt. Det lyder til en SMS, hvor han skriver jeg bouvwr forsinket, tror klokken bliver 2 før jeg kommer, kan hjælpe. Alle kan lære at give en tid, og skrive/ringe hvis de bliver forsinkede. Det er en handling som giver ro, og den tager ikke noget frihed fra nogen.

Det næste jeg tænker er, at I skal finde en balance så det ikke bliver dine følelser og din angst som skaber en ubalance. Han skal støtte dig, være din kæreste, elske dig men han skal ikke være dit eneste anker for det er ikke sundt for et parforhold. Nu du hsr angst, er det måske en god ide (og du gør det nok allerede) at intensivere hjælpen (psykolog, lægw, psykiater) i denne tid, hvor hormoner drøner rundt og en masse tanker (og det er helt normalt).

Du skal måske kigge rundt, hvordan kan du få noget indhold fx gravid gymnastik, strikkeklub, sy undervisning, bogklub, søg efter andre som går hjemme og har lyst til kaffe og en gåtur. Restriktioner vedr. Covid19 er stort set forsvundet, og du kan igen finde fællesskaber via foreningslivet eller andre veje. For det er sindsyg hårdt for din kæreste at være den der skal skabe indholdet, og igen skaber det en ubalance. 

Jeg personligt ville aldrig sætte begrænsninger for min partner, men jeg ville forvente, at vi som ligeværdige partnere (voksne) kan finde løsninger som tilgodeser vores familie og hinanden. Men jeg nægter at vlre bestemmelsen, den voksne og sige: du skal være hjemme klokken 23 i stedet kunne jeg sige, puha det er svært for mig at sove, når du ikke er her, så ligger jeg og vender og drejer mig, så ville være dejligt hvis der ikke var mange aftener der blev sene. 

Og så lige en lille historie, da jeg var gravid med den første var rollerne byttet om. Min kære den gang kæreste nu husbond, var så nervøs og jeg nød mon frihed. For at tilgodese ham måtte jeg bøje mig og få den forhadte mobiltelefon, så jeg altid kunne ringe og sige, at jeg blev forsinket. Nu har vi en masse børn, og jeg kan ikke bare blive væk i tide og utide, men jeg har stadig det rum hos min mand, jeg må godt ringe og sige: mødte en og jeg bliver lige til aftensmad- det sker utroligt sjældent, men bare tanken om jeg kan giver mig en stor følelse af frihed. Hvis jeg vidste, at det kunne jeg ikke, så tror jeg ikke, at vores forhold havde holdt alle de år. 

Hej og tusind tak for din besked. 

Det er rigtig gode råd du kommer med og har allerede taget det lidt til mig. 

Det jo en ballance som du skriver. Både noget jeg skal arbejde med selv men har også prøvet at ændre min kommunikation. Så i stedet for det er regler så fortæller jeg ham det noget jeg virkelig har brug for. At jeg har brug for ham til at hjælpe mig. Det har han taget helt anderledes. Han blev blid som et lam. Tror det er den mandligw beskytter der kommer op. 

Det er lige det jeg har brug for st føle. Tror faktisk næste gang han skal ud alt blir nemmere fordi jeg ved. Ja måske bliver det sent da han er ude og hygge sig men slår jeg på tråden at jeg virkelig har brug for ham, så kommer han. Så det meget lettere at være rolig i det. 

Jeg skrev til ham da jeg kunne mærke min angst løb af afsted med mig, at jeg havde det rigtig skidt og gerne ville han var hos mig. Med det samme skriv han, at han var på vej. Stillede ingen spørgsmål og var der bare 100%. Når han er sådan overfor mig så vil jeg helt bestemt også gøre alt jeg kan for at give ham plads og have mere ro i maven �� 

Det spændende at høre at det for dig var omvendt. Normalt er jeg også meega social og ude hele tiden. Corona skræmmer mig bare for er så bange for der skal ske noget med baby. Det er en anden ting der er virkelig håedt fordi det en kæmpe begrænsning på mig ikke at kunne gøre som jeg plejer. Dette ansvar er vi jo dog 2 om. Så derfor mener jeg os han skal passe lige så meget på da han jo kan smitte mig og vores barn. Det bliver os lettere når han samt alle andre bliver vaccinerede. Så forsvinder den uro. 

Jeg synes det er en balancegang - selvfølgelig skal man ikke som partner gøre den anden bevidst ked af det, men det er også begrænset, hvor meget man som partner kan forvente, at den anden strækker sig, "bare" fordi man har nogle særlige - og måske urimelige - behov. For hvor går grænsen?
Ville det være det samme, som hvis ens kæreste er meget jaloux, og man skal bryde kontakten til alle venner af det modsatte køn? Hvis kæresten ikke kan lide ens familie, og man derfor ikke skal omgåes dem? Jeg siger ikke, at det er der, du er, men at glidebanen fra "jeg forstår bare ikke, at h*n ikke tager hensyn til mig" kan blive lang og stejl. 

Du skriver, at du gerne vil vide, hvornår han kommer hjem - hvorfor er det mere rimeligt, at du skal have 100% kontrol over, hvor og hvornår han er, end at han skal have lov til at have en hyggelig aften ude, uden at være nervøs for om han kommer for sent hjem? Hos os har vi mere en "jeg er hjemme til at spise med jer"/"jeg er hjemme, inden du er gået i seng" eller "du sover nok, når jeg kommer hjem" - hvis jeg alligevel er gået i seng, er det vel underordnet, om min kæreste stresser for at nå hjem til midnat, eller om han hygger videre en time eller 2 mere?
Nu er det så heller ikke så tit han er ude, så måske er mit svar farvet af det - men jeg ville i hvert fald selv være ærgerlig over at skulle bryde en (potentielt) dyb samtale med en veninde, fordi min kæreste blev såret over, at jeg kom 15 minutter senere end aftalt. 

Du skriver også at "Herudover har jeg nok lidt svært ved at forstå han har det fint med at være væk så længe fra mig når nu jeg er gravid." - det kan dælme blive en lang graviditet (for jer begge) hvis du konsekvent opfatter dig som særligt sårbar - jeg tænker også, at det må være meget begrænsende for dig? Jeg håber, du kan lægge bekymringerne lidt fra dig, så de næste mange uger forhåbentligt bliver nemmere at komme igennem. 

Blot et forsigtigt perspektiv herfra... Som ikke er anklagende, men kommer af at du skriver meget om, hvordan han skal/bør give dig tryghed og tage ansvar for din tilstand og dine følelser. Men samtidig læser jeg dine reaktioner som grundlæggende en smule irrationelle og ikke altid rimelige. Man er groft sagt netop ikke to om at være gravid - du er gravid - og så er I to om at få et barn og deltager selvfølgelig ligeligt i det. Men selvom man selvfølgelig tager hensyn og passer på hinanden, så er det jo dig som grundlæggende skal tage ansvar for dig. Ikke ham som grundlæggende skal tage ansvar for dig og din angst. Du skal selv - og du skal måske endda søge hjælp til det, for det bliver ikke nemmere når I står med en baby.

Og nej ... angst eller ej - jeg ville aldrig bede et andet voksent menneske besvare hvornår han/hun kom hjem. Ligesom jeg ikke heller selv ville acceptere, at skulle stå til den slags regnskab. En voksen mand eller kvinde bestemmer naturligvis selv og bidrager selv til at finde balancen i sit familieliv/parforhold - uden nogens tilladelse. Det andet hører en forældre-barn relation til.

Ps: Jeg tilslutter mig koret af dem som foreslår, at du vender blikket tilbage til dig selv og tager magten over at få det godt - afsted på storbyferie med veninderne eller ud og spise, gå på museum eller hvad pokker der gør dig glad ... lad være med at sidde hjemme og vente på at din kæreste tager sig af det ... 

Jeg synes at kommentaren om, at du anser dig selv som "særligt sårbar" er lige spot on! 

Du er gravid, og du kan faktisk meget mere end du tror alligevel. For du kan sagtens møde nye mennesker eller få hobbyer, der ikke lige inkluderer ekstremsport. 

Din krop er designet til at bære barnet, selvom du bor i en hule og knokler dagen lang med at samle mad og andre "huslige pligter" i naturen. Den skal nok klare, at du kommer lidt væk fra Netflix og ud og oplever noget. 

Det hele er nyt og skræmmende, men mange kvinder før dig har klaret sig fint - også i en Corona-tid. 

De andre har ret i, at du skal styrke kommunikationen med din mand. Inklusiv at være mere lydhør over for hans synspunkt. Du er selv klar over, at dine følelser er rimelig irrationelle, men du har også retfærdiggjort dem, så "han altså også skal give sig". Nogle gange skal man give slip. For selvom det bare er en SMS, så er det stadig kontrol, hvis han finder det træls.

Overvej at planlægge en dateaften eller noget andet tid, gerne ude af huset sammen. Eller en miniweekend. Så I får noget kvalitetstid og gode oplevelser, før baby kommer.

Kram herfra.