Gravid, tid sammen og tid hver for sig.

Hej Alle. 

Jeg står i et lille dilemma med mig selv. Nemlig hvad kan jeg forvente eller håbe på fra min mand når nu jeg er gravid? 

Jeg er i 22 uge og døjer virkelig meget med homoner der raser i kroppen, usikkerhed, føler mig alene og har også angst. Jeg tager tingene MEGET nært. Dette har jeg prøvet at forklare min mand som siger han forstår mig lige indtil det kommer til noget han skal rette sig lidt ind efter. 

Vi er jo 2 og skal naturligvis både have tid til hver vores og tid sammen. Dog er jeg meget begrænset pga graviditeten føler jeg. Alle mine interesser er meget aktive og ting der ikke anbefales når man er gravid. Herudover er mine interesser af være social og møde nye mennesker og oplevelser hvilket corona sætter en stopper for. Udover det nyder jeg gode gåture men ee begyndt at døje med bækkenløsning.. Ja ærlig talt føler jeg mig som en 80 årig dame der hele tiden skal passe på. Føler mig ynkelig og slet ikke som mig selv. Oven i hatten er jeg blevet sygmelt pga de diskriminerede mig på arbejdet pga graviditet. Det nogle hårde ting og jeg har svært ved at føle mig produktiv. Jeg kan ikke rigtig arbejde på de ting jeg gerne vil. 

Så er der min mand. En glad type. Yngre end mig. 25. Jeg er 31.  Herudover kommer han fra et andet land og har været igemmem den lange process af familiesammenføring med mig. Han har ikke set sin familie i lang tid pga corona så vi har nu besluttet han skal rejse derned et par uger og se dem inden baby bliver født. 

Dette er jo fint og han glæder sig naturligvis rigtig meget. Jeg er selvfølgelig mega glad på hans vegne men det hårdt for det fylder alt hos ham. Hos mig er det baby der fylder og føler ikke at der er opmærksomhed nok på det kontra at han skal afsted. Samme mht til at se hans venner. Det skal han selvf og jeg siger aldrig nej. Dog har jeg det svært ved når han er afsted at han aldrig kan sige hvornår han regner med at komme hjem. Jeg ved ikke om det kl 10, 12 eller midt om natten hvilket giver mig en ekstrem uro. Særligt fordi min angst nogle gange gør det endnu værre. Herudover har jeg nok lidt svært ved at forstå han har det fint med at være væk så længe fra mig når nu jeg er gravid. 

Når jeg prøver at fortælle hvordan jeg føler bliver han meget negativ. Mener han skal have sin frihed og han ikke er et barn. Naturligvis skal han det og nej han er ikke noget barn. Dette er jo noget der sker inde i mig samtidig med jeg ikke helt kan finde ud af om det egentlig er rimeligt. Vi er jo 2 om at være gravide.. Jeg er sindsygt begrænset og kan slet slet ikke det jeg rigtig gerne vil. Hvorfor er det så okay han skal og ikke kan ofre nogle ting? 

Selvf sker meget af dette inden i mig hvorfor jeg har foreslået om vi ikke kan finde en mellemvej. At han fx skriver og lige klirer med mig hvis han gerne vil blive ekstra. At han fortæller mig hvornår han er hjemme eller senest hjemme. Det den uvished jeg har det meget svært ved. Til dette svarer han bare at han ikke ved det. Er det forkert af mig at sige om han så ikke kan beslutte sig for et tidspunkt? 

Jeg er klar over der selvfølgelig klart også er noget misundelse over det. At han kan tage ud og rejse, være sent ude med venner m.m. men det kan jeg ikke. Oven på corona synes jeg det hårdt at være så begrænset mens samfundet åbner op og min mand kan følge med men jeg ikke kan. 

Hvad gør/gjorde i? Hvad synes i er fair. Kan jeg overhovedet tillade mig at sige det eller er det mere end fair han kommer hjem.i ordentlig tid? Er jo godt klar over nåe baby kommer så kan han ikke og det derfor han selvf gerne vil nu. Omvendt for mig kan jeg jo ikke. 

Det virkelig svært. Hvad tænker i? Over reagerer jeg eller burde han reelt tage lidt mere ansvar? 

Tak på forhånd ��

Kram til dig

Jeg sidder med nøjagtigt de samme følelser og dilemmaer. Jeg er dog ikke gravid, men jeg misunder alligevel min kæreste at han kan lave aftaler hele tiden og rent faktisk lade op på det når jeg ikke kan (har et barn fra et andet forhold jeg ikke bare kan gå fra i tide og utide). Jeg lader mest op sammen med ham, men han har brug for lidt mere alenetid og frihed end jeg bryder mig om at give. 

Det er super uheldigt. Tænker begge parter er nødt til at indgå kompromiser som begge kan være i. Hvis den ene har et problem så har begge et problem. Nogle gange er det noget man skal bearbejde med sig selv og det tror jeg det her er for dit og mit vedkommende. Men man må også være opmærksom på sine egne grænser og sige fra når det er for meget. 

Hvis det kunne hjælpe dig at han angiver et tidspunkt for hvor længe han er ude så ville det jo også gavne ham at han gjorde det, da han får en gladere kæreste ud af det. Men tror du det ville være nok? Måske er der andre måder han kan imødekomme dine behov på så det ikke går dig på at han ikke giver et tidspunkt? 

Det er en svær balance! Kodeordet må være kommunikation og kompromis

Altså jeg synes kun, at det er fair, at du ved, hvornår han kommer hjem.. Men det har intet med graviditeten at gøre.. Det synes jeg egentlig bare et ganske almindelig pli overfor sin partner..

Dog vil jeg råde dig til at arbejde med din misundelse.. Bare fordi du ikke kan nogle ting, er det ikke fair, at han ikke må det.. Altså hvis det var fordi du gerne ville have lidt tid sammen som par før baby, så ville jeg mene, at det er en god grund.. Men når det bare er fordi, at du er misundelig og ikke kan de ting du vil, så er det ikke fair overfor ham at sige, at han ikke må de ting han vil.. 

Anonym skriver:

Kram til dig

Jeg sidder med nøjagtigt de samme følelser og dilemmaer. Jeg er dog ikke gravid, men jeg misunder alligevel min kæreste at han kan lave aftaler hele tiden og rent faktisk lade op på det når jeg ikke kan (har et barn fra et andet forhold jeg ikke bare kan gå fra i tide og utide). Jeg lader mest op sammen med ham, men han har brug for lidt mere alenetid og frihed end jeg bryder mig om at give. 

Det er super uheldigt. Tænker begge parter er nødt til at indgå kompromiser som begge kan være i. Hvis den ene har et problem så har begge et problem. Nogle gange er det noget man skal bearbejde med sig selv og det tror jeg det her er for dit og mit vedkommende. Men man må også være opmærksom på sine egne grænser og sige fra når det er for meget. 

Hvis det kunne hjælpe dig at han angiver et tidspunkt for hvor længe han er ude så ville det jo også gavne ham at han gjorde det, da han får en gladere kæreste ud af det. Men tror du det ville være nok? Måske er der andre måder han kan imødekomme dine behov på så det ikke går dig på at han ikke giver et tidspunkt? 

Det er en svær balance! Kodeordet må være kommunikation og kompromis

Hej med dig og kram tilbage ❤ 

Det forstår jeg godt du også synes kan være hårdt. Det jo netop som du siger fordi man lader op med dem. Når jeg er sammen med min mand tænker jeg ikke på min angst og har glædsler ved at være gravid fordi vi jo taler om det sammen og hvor det ikke kun er mig selv. 

Jeg ved ikke rigtig hvad et alternativ til det kunne være. Tror måske lige så meget det er det jeg føler han går i mod mig. At han siger han skal have sin frihed og ikke forstår mine følelser. Jeg forsøger kraftigt ikke at dutte ham. Altså at sige du gør sådan og sådan. I stedet siger jeg det er noget der sker inden i mig og ikke er hans skyld men han kan bidrage til at gøre det lettere for mig. 

Det vil han bare ikke rigtig forstå. Han bliver ved at tro jeg siger han ikke skal se hans venner. Dette er jo slet slet ikke tilfældet. Overhovedet. Vil bare gerne enten at han li smser mig og tjekker ind ved mig eller fortæller mig han fx senest er hjemme kl 12. Større er problemet faktisk ikke tror jeg. 

Ved helt sikkert der er meget jeg selv skal arbejde på og som jeg prøver på. Det kommer jo bare ikke på en dag og bliver desværre sværere af han ikke rigtig vil eller forstår hvordan han kan hjælpe mig uden han føler jeg holder ham i snor og stjæler hans frihed. 

Unicorn1 skriver:

Altså jeg synes kun, at det er fair, at du ved, hvornår han kommer hjem.. Men det har intet med graviditeten at gøre.. Det synes jeg egentlig bare et ganske almindelig pli overfor sin partner..

Dog vil jeg råde dig til at arbejde med din misundelse.. Bare fordi du ikke kan nogle ting, er det ikke fair, at han ikke må det.. Altså hvis det var fordi du gerne ville have lidt tid sammen som par før baby, så ville jeg mene, at det er en god grund.. Men når det bare er fordi, at du er misundelig og ikke kan de ting du vil, så er det ikke fair overfor ham at sige, at han ikke må de ting han vil.. 

Det vil jeg give dig helt ret i. 

Det er jo netop også fordi jeg gerne vil have tid. Det giver han mig nu også sådan skal det ikke lyde. Tror mere det når han sætter attituden af han ikke kan og må noget. Som i hvis jeg siger. Vil du ikke godt komme hjem lidt før. At der så er trods der som om han ikke kan gøre hvad han vil. Så bliver jeh bare sådan lidt. Det kan jeg jo altaå heller ikke så det ville vel ikke skade sig at komme hjem kl 11 eller 12 frem for 1 eller 2. Gi lidt den vej. 

Det netop det med han ikke mener han kan sige hvornår fordi han ikke ved det. Selvfølgelig fordi han tænker han ikke ved, om de bare hygger helt vildt eller om begge er trætte og vil tidligt hjem. Det kan jeg da os godt se. Synes bare godt han måske kunne prøve at hjælpe mig bare lidt med at arbejde med dette frem for at modarbejde. Det jo ikke for evigt. 

misundelse er en rigtig grim ting . Selvf skal han ikke sidde og holde mig i hånden hele tiden og ikke prøve rutchebanen bare fordi jeg ikke må. Synes bare ikke han kan tillade sig at brokke sig over hvis der så er nogle ting han må ofre eller ændre lidt hvis det så kan hjælpe mig lidt. Igen jeg siger aldrig nej når han nævner, han vil se sine venner. Herudover skal han os ud og rejse nogle uger trods det bliver hårdt for mig, da man jo aldrig ved hvad der sker til den tid når jeg er så langt henne. Højest sandsynligt går det fint men jeg er da angst for, at der sker noget med mig. Går i for tidlig fødsel, at min bækkenløsning blir værre og jeg bliver sengeliggende eller han får corona og blir syg og fx ikke kan komme hjem. 

Puha, det kunne have været mig der skrev det der! Min kæreste og jeg bliver ofte "uvenner" over det, eller dvs. Han bliver vred og irriteret over at jeg reagere som jeg gør, når han konstant er ude  

Emiliaa92 skriver:

Puha, det kunne have været mig der skrev det der! Min kæreste og jeg bliver ofte "uvenner" over det, eller dvs. Han bliver vred og irriteret over at jeg reagere som jeg gør, når han konstant er ude  

Hejsa (: 

Det os træls hvis han hele tiden er afsted. Uanset så synes jeg jo man skal lytte til hinanden og prøve at finde en mellemvej. 

Begge skal jo føle sig hørte. Kan heller ikke forstå de ikke bliver berørte af det når deres kæreste fortæller hun har det skidt med det at det. Det var noget andet hvis vi har urimelige og forbød dem det. Så forstår jeg man bliver trodsig. 

Jeg må indrømme at jeg synes han har sin fulde ret til at være ung og være ude, som du selv siger, han er 25 og skal være far!

Send ham afsted til sin familie og spørg om han ikke har brug for at være en ekstra uge?

I mine 2 første graviditeter var jeg også alene for det meste fordi arbejde fyldte alt i min mands liv, og han kom ofte sent hjem. Da vi kom hjem fra hospitalet efter jeg havde født, kørte han mig hjem, bar taskerne og baby ind og kørte på arbejde igen til sent om aftenen.

Men fordi jeg aldrig brokkede mig over det, har jeg fået ham 10 gange igen!  

Jeg lærte hurtigt at hvis du prøver at lægge bånd på ham, så hver gang du hiver, så står han imod, men hvis du giver slip, så kommer han af sig selv! 

Så jeg kender følelsen af at være alene, men husk at det er kun dig der er gravid, og han skal være far!

I dag er min mand færdig med at bygge sit arbejde op og han ansatte til at klare alt arbejde og kan derfor tage sig 100% af mig og vores børn..

Det kan være at det samme skal til hos jer, giv han lov og plads til at se venner og familie, så skal han nok selv ønske at bruge mere tid sammen med dig/ jer

Hmm jeg tænker der skal gives run til en konstruktiv snak og ikke mindst en afvejning. 

Det første jeg tænker, når jeg læser dine skriv er, at din kæreste må få en forståelse af, at du har angst. Det er et faktum, og det lyder til, at han med små ændringer kan hjælpe lidt. Det lyder til en SMS, hvor han skriver jeg bouvwr forsinket, tror klokken bliver 2 før jeg kommer, kan hjælpe. Alle kan lære at give en tid, og skrive/ringe hvis de bliver forsinkede. Det er en handling som giver ro, og den tager ikke noget frihed fra nogen.

Det næste jeg tænker er, at I skal finde en balance så det ikke bliver dine følelser og din angst som skaber en ubalance. Han skal støtte dig, være din kæreste, elske dig men han skal ikke være dit eneste anker for det er ikke sundt for et parforhold. Nu du hsr angst, er det måske en god ide (og du gør det nok allerede) at intensivere hjælpen (psykolog, lægw, psykiater) i denne tid, hvor hormoner drøner rundt og en masse tanker (og det er helt normalt).

Du skal måske kigge rundt, hvordan kan du få noget indhold fx gravid gymnastik, strikkeklub, sy undervisning, bogklub, søg efter andre som går hjemme og har lyst til kaffe og en gåtur. Restriktioner vedr. Covid19 er stort set forsvundet, og du kan igen finde fællesskaber via foreningslivet eller andre veje. For det er sindsyg hårdt for din kæreste at være den der skal skabe indholdet, og igen skaber det en ubalance. 

Jeg personligt ville aldrig sætte begrænsninger for min partner, men jeg ville forvente, at vi som ligeværdige partnere (voksne) kan finde løsninger som tilgodeser vores familie og hinanden. Men jeg nægter at vlre bestemmelsen, den voksne og sige: du skal være hjemme klokken 23 i stedet kunne jeg sige, puha det er svært for mig at sove, når du ikke er her, så ligger jeg og vender og drejer mig, så ville være dejligt hvis der ikke var mange aftener der blev sene. 

Og så lige en lille historie, da jeg var gravid med den første var rollerne byttet om. Min kære den gang kæreste nu husbond, var så nervøs og jeg nød mon frihed. For at tilgodese ham måtte jeg bøje mig og få den forhadte mobiltelefon, så jeg altid kunne ringe og sige, at jeg blev forsinket. Nu har vi en masse børn, og jeg kan ikke bare blive væk i tide og utide, men jeg har stadig det rum hos min mand, jeg må godt ringe og sige: mødte en og jeg bliver lige til aftensmad- det sker utroligt sjældent, men bare tanken om jeg kan giver mig en stor følelse af frihed. Hvis jeg vidste, at det kunne jeg ikke, så tror jeg ikke, at vores forhold havde holdt alle de år. 

Jeg synes måske du overreagerer lidt Kan ikke helt se hvorfor han skal blive hjemme fordi du ikke kommer ud. Jeg har fuld forståelse for dine følelser, jeg ville også helst have min kæreste ved mig da jeg var gravid. Og jeg var også ret begrænset i at komme ud, særligt til slut i graviditeten. Min kæreste tog også et smut hjem (han er heller ikke dansk) da jeg var højgravid, dog kun en uge. Men det var ret angstprovokerende for mig. Men jeg var rigtig glad for han gjorde det og arbejdede mig gennem det.

Mht at han ikke kan fortælle hvornår han kommer hjem når han er ude, så forstår jeg ham godt. Når jeg er ude med mine venner og vi har det hyggeligt, så kan tiden virkelig løbe fra mig. Og hvis man så skal tidsbegrænse hvor længe man må være ude fordi ens kæreste sidder derhjemme og venter.... Det ville jeg nok synes var lidt irriterende. Kan en løsning måske være at du generelt indstiller dig på han nok først kommer hjem meget sent? Og så kan du blive positivt overrasket hvis han så kommer hjem før  

Og så ville det måske være godt for dig at komme mere ud. Nu begynder det hele at åbne mere op og det er ikke lige så kritisk mere... Selvfølgelig er det smart at være lidt forsigtig stadig, men tror virkelig det vil være godt for dig at være mere social og have nogle ting at lave. Fysisk helbred er vigtigt, men det er det psykiske altså også! Derudover tror jeg også det vil være godt for jeres forhold at du har noget du kan tage afsted til