Han går alt for sent i seng

Hvad ville I gøre?

Jeg er gift med en mand, som jeg sammen har 3 børn med. Han går altid alt for sent i seng med det resultat, at han er fuldstændig smadret i løbet af dagen. Han sidder tit og kigger ud i luften, hører ikke når børnene henvender sig til ham, hører forkert, når jeg siger noget. Glemmer ALT! Han har dårligt helbred og helt klart dårlig kognitive evner. Han har gjort det i 4-5 år snart.
Han gør det, fordi han føler, han ikke har nok fritid, hvis han ikke gør det og jeg kender såmænd godt følelsen. Jeg gjorde altid sådan, da jeg gik i gymnasiet, hvor jeg så også sad og faldt i søvn i timerne.

Men nu er det blevet sådan, at jeg ofte føler, jeg ender med at stå med det hele alene, fordi han ligesom konstant sover 50%. Han kan endda sidde og falde i søvn, mens han læser med børnene.

Jeg har snart mange gange sagt alvorligt til ham, at han skal gå i seng i ordentlig tid og opremset konsekvenserne både for os som familie, mens også de helbredsmæssige...

Og alligevel bliver han ved.

Jeg overvejer snart at forlade ham, fordi jeg kan ikke være i forhold med en zombie og hvis jeg tager ungerne fra ham, så kan han måske endelig få al den fritid, han savner!

(Og ja. Han har også haft fødselsdepressioner, det har vi begge og de er ubehandlede, måske de kan spille ind. Han gjorde det også før, vi fik børn, men der var konsekvenserne ikke så store.)

Jeg ville insistere på at han opsøgte hjælp, selv hvis man i yderlighed skulle opstille det som et ultimatim.  Egen læge, psykolog, what ever. Men jeg ville kræve handling - allerede idag. Jeg ville ikke byde hverken mig selv eller mine børn en halv relation og et halvt familieliv - og i øvrigt er det både helbredsmæssigt farligt for ham, men jeg håber da fx ikke at han får lov til at køre vil i den tilstand, det vil være decideret uansvarligt. Han skal have hjælp - det mønster som han selv er klar over er enormt skadeligt, men alligevel fortsætter med alt hvad det risikerer at koste ham og jer - sådan agerer sunde og raske mennesker ikke. Der er noget galt, så at sige - og han skal have hjælp til at finde ud af hvad det er, før han mister jer.

Det lyder virkelig træls! Og også ret egoistisk af ham. Kan godt forstå at du synes det er svært at leve med.

Og det må dælme også have været hårdt at i begge blev ramt af en efterfødsels reaktion! 

Du skriver at du har prøvet at sige det til ham alvorligt og at han så bliver sur. Måske ville han responderer bedre hvis du sagde det omsorgsfuldt og kærligt i stedet? Sådan er min mand i hvert fald. Hvis jeg fortæller ham noget der irritere mig, og hvis jeg giver det som en “opsang” eller som ultimatum, så stejler han fuldstændig og går i defensiv. Han føler sig angrebet. Men hvis jeg omvendt sidder mig og tager ham i hånden, kigger ham i øjnene og fortæller ham hvad jeg tænker om at han gør xxxxx og hvad jeg oplever at det gør ved vores familie, så tager han det ind. Jeg tror faktisk også selv jeg er sådan. 

Hvad med at han får hans alene tid på et andet tidspunkt? Giv ham “fri” en aftermiddag hver uge, hvor han så kan gøre som det passer ham og hvor du så tager dig af ungerne. Og du kan selvfølgelig få samme mulighed hvis du også har behov for alene tid. Det gør vi her hjemme hos os. 

Held og Lykke

Hej.

Jeg har sagt det kærligt og alvorligt til ham og han lover, at gå tidligere i seng. Det holder 2-3 dage.

Han har lovet at gå til lægen i flere år, men gør det ikke.

Det lyder rigtigt hårdt. Kram til dig. Det er benhårdt at blive forældre og særligt fritiden bliver jo den helt store mangel. Sådan er det at have små børn. Et par alternative forslag i jeres helt sikkert nødvendige snak:

Kunne i have en bedsteforælderdag, hvor fritid ligesom var "skemalagt". Eller kunne i tage børnene på skift om eftermiddagen 1 gang om ugen, hvor i gav den anden en fridag? Ellers skiftes til at putte alene én dag om ugen? Nu handler det ikke så meget om fritid herhjemme, men om arbejdspres, men vi er gode til lige at sige: "nu snupper jeg lige et legeplads tur fyldt med nærvær fra mutti/pappi, så forventer jeg, at du står klar med aftensmaden kl. 1730". Lav en take-away eller rugbrødsmads aften, så der kan givs endnu mere fri... Eller: Jeg tager lige ungerne med til farmor/farfar denne weekend, så har du fri. Næste weekend er det min tur.

Har i økonomi til at skære nogle forbrugsgoder væk og gå på nedsat tid?

Ærligt så ville jeg sige til ham "du bestiller tid til lægen I DAG/MORGEN (alt efter om det er for sent i dag eller hvad), og ellers kan du godt smutte ud herfra/går jeg og børnene"

På engelsk hedder det "Revenge Bedtime procrastination". Det er et psykologisk fænomen, og handler for det meste om, at man føler sig ude af kontrol over sit liv. Det føles nok meget egoistisk og selvvalgt, men din mand gør det, fordi han har det skidt. Han skal have hjælp, og hvis den eneste måde frem er et ultimatum om at forlade ham, så ville jeg gøre det.

Er han B-menneske? Jeg er B-menneske og det kræver virkelig meget viljestyrke og beslutsomhed af mig at komme tidligt i seng  - jeg opdager slet ikke at klokken er blevet midnat (og min mand er lige så) uanset hvor træt jeg næsten er - så liver jeg ligesom op omkring kl 21 - så måske i skal hjælpes af med projektet - aftal at nu prøver vi at gå i seng kl XX - den næste uge og så se hvad der sker.

Når man først har vænnet sig den konstante træthedsfornemmelse - så glemmer man simpelthen hvordan det føles at være frisk og udhvilet og hopper selv på vognen om at man bare er en af dem der klarer sig fint med 5-6 timers søvn hver nat.

Noget andet er han skal undersøges for om han har nogle søvnforstyrrelser altså søvn apnø eller lignende som gør at søvn faktisk ikke giver så meget hvile som for andre - så afsted til lægen med ham.

Jeg kender så godt den der trang til at blive længe oppe. Man får ligesom et ekstra boost af energi der sidst på aftenen.

Men man lider jo tilsvarende dagen efter og det er ikke spor rart hverken for en selv eller for omgivelserne. Så bestemt forsøg en kærlig snak med ham og gør det klart at det er bekymrende og belastende for jer alle sammen.