Hvem skal være min mor og far?

Jeg er nysgerrig efter at høre om nogen herinde så dokumentaren "Hvem skal være min mor og far?" på tv2 i går. Den handler om et par, der for anden gang fik tvangsbortadopteret et barn. Hvad synes I om den mulighed kommunen har der, hvis forældre ikke kan tage vare på deres barn? Jeg synes, at det er meget voldsomt helt at kappe forbindelsen mellem forældre og børn. Omvendt havde jeg selv en veninde, der blev anbragt i fire forskellige plejefamilier fra hun blev fjernet til hun flyttede hjemmefra.

Nå men ville egentlig bare høre jeres tanker. 

Anonym skriver:

Jeg er nysgerrig efter at høre om nogen herinde så dokumentaren "Hvem skal være min mor og far?" på tv2 i går. Den handler om et par, der for anden gang fik tvangsbortadopteret et barn. Hvad synes I om den mulighed kommunen har der, hvis forældre ikke kan tage vare på deres barn? Jeg synes, at det er meget voldsomt helt at kappe forbindelsen mellem forældre og børn. Omvendt havde jeg selv en veninde, der blev anbragt i fire forskellige plejefamilier fra hun blev fjernet til hun flyttede hjemmefra.

Nå men ville egentlig bare høre jeres tanker. 

Jeg har ikke set den (endnu), så udtaler mig generelt. Der er ingen tvivl om, der er nogen sager, hvor det er for barnets bedste at kappe forbindelsen. Da jeg sad i småbørnspsykiatrien havde jeg flere sager med børn under 6 år, som led af alvorlige belastningssymptomer som følge af gennemtvunget samvær enten overvåget eller ikke overvåget med deres biologiske forældre, efter de var tvangsfjernet. Også selvom de fx kun skulle se dem nogle få timer hver anden weekend. Ofte som konsekvens af, af de biologiske forældre ikke kunne finde ud af at imødekomme barnets behov eller afstemme sig med dem følelsesmæssigt, hvilket altså resulterede i mistrivsel, selvom man forsøgte at støtte forældrene i at møde deres børn relevant. Så dét taget i betragtning synes jeg generelt det er godt, at det er muligt helt at cutte forbindelsen, når det er indikeret og er i barnets tarv. 

Jeg synes det er super fint, nogen egner sig bare ikke til at være forældre og jeg har set hvordan det skader barnet at have samvær og har faktisk sjældent hørt om nogen der har fået lov at blive i den samme plejefamilie hele deres barndom, men de fleste er endt som kaste bolde pga ondsvage regler eller plejefamilier der alligevel ikke har kunnet rumme dem når de blev ældre eller en kommune der mente de ikke kunne. 

Og jeg er også helt enig dømt ud fra tv programmet i afgørelsen.

Når det er sagt synes jeg der burde være en form for psykolog eller hjælp til de som får fjernet deres barn/børn, ligegyldigt om det er frivillig anbringelse, tvang eller tvangsadoption.

Fortvivlet skriver:

Jeg synes det er super fint, nogen egner sig bare ikke til at være forældre og jeg har set hvordan det skader barnet at have samvær og har faktisk sjældent hørt om nogen der har fået lov at blive i den samme plejefamilie hele deres barndom, men de fleste er endt som kaste bolde pga ondsvage regler eller plejefamilier der alligevel ikke har kunnet rumme dem når de blev ældre eller en kommune der mente de ikke kunne. 

Og jeg er også helt enig dømt ud fra tv programmet i afgørelsen.

Når det er sagt synes jeg der burde være en form for psykolog eller hjælp til de som får fjernet deres barn/børn, ligegyldigt om det er frivillig anbringelse, tvang eller tvangsadoption.

Jeg er sjældent enig med dig, men her rammer du virkelig hovedet på sømmet og kunne ikke være mere enig i samtlige skrevne ord her

Fortvivlet skriver:

Jeg synes det er super fint, nogen egner sig bare ikke til at være forældre og jeg har set hvordan det skader barnet at have samvær og har faktisk sjældent hørt om nogen der har fået lov at blive i den samme plejefamilie hele deres barndom, men de fleste er endt som kaste bolde pga ondsvage regler eller plejefamilier der alligevel ikke har kunnet rumme dem når de blev ældre eller en kommune der mente de ikke kunne. 

Og jeg er også helt enig dømt ud fra tv programmet i afgørelsen.

Når det er sagt synes jeg der burde være en form for psykolog eller hjælp til de som får fjernet deres barn/børn, ligegyldigt om det er frivillig anbringelse, tvang eller tvangsadoption.

Bare lige som en kommentar til det sidste: 

hentet fra socialstyrelsen: 

Hvis du har forældremyndigheden, har du ret til en støtteperson, så snart en anbringelse af dit barn er på tale, mens han eller hun er anbragt og i en kortere periode efter, at dit barn eventuelt kommer hjem igen.
Støttepersonen er uafhængig af kommunen. Støttepersonens opgave er at lytte og være der for at støtte dig. Det kan for eksempel handle om at tale med dig om det, der er svært ved at være forældre til et anbragt barn. Støttepersonen kan støtte dig i samarbejdet med sagsbehandler og anbringelsessted, hjælpe dig med at forberede dig til møder og med at læse og forstå skriftligt materiale om dit barn. Du bestemmer selv, hvad du vil snakke med støttepersonen om, og hvad hun eller han skal vide om din situation.
Kommunen kan henvise dig til nogle støttepersoner, som du kan vælge mellem. Du kan også selv foreslå en person. Kommunen skal vurdere og afgøre, om den person, du foreslår, er egnet som støtteperson. Kommunen bevilliger støttepersonen, fastsætter tidsforbruget for støttepersonen og dækker de udgifter, der er forbundet...

Kommunen har gjort det helt rigtige. Forældrene har nogle grundlæggende problemer i form af IQ som gør, at de ikke forstår ganske almindelige ting som omsorg, hvad et barn har behov for, hvad man gør og ikke gør- (agressivt temperement, opråben og opfarende og voldelig adfærd, manglende empati osv, osv.)

Ïngen tvivl om, at forældrene holder af deres børn, de egner sig ganske enkelt bare ikke, og de er ikke i en tilstand, hvor de forstår,  hvorfor, de ikke egner sig- de kan simpelthen ikke selv se det.

De udtaler i en artikel, at de "lavede et barn mere" fordi de ville bevise over for kommunen, at de tog fejl med deres første barn, og så kunne det jo være, når de havde modbevist kommunen, at de kunne beholde begge børn. Det er ikke gennemtænkt og bestemt en mindre god ide. Helt langt ude, for at sige det rent ud. Og det ville velfungerende mennesker ikke gøre, da man derved fra tidligere graviditet og efterforløbet ville vide, at chancen er meget lille. De havde jo også fået lov at vise deres evner, eller mangel på samme, ved deres første barn i hele 6 uger. Den sidste gang får de også lov at vise, at de nu kan. Det falder dog til jorden. Igen, man kan se, at moderen holder af deres søn, der er noget snak og øjenkontakt, men det er ganske få sekunders klip, vi ser. 

Hun vælger så helt hovedkulst at ville tage fra stedet med sin søn. Det må hun af gode grunde ikke. Hun var kun på stedet for at være sammen med sønnen i de vågne timer for at amme. På ingen måde må hun tage ham med sig. Hun modsætter sig personalet og laver en kæmpe scene. Her ødelægger hun det kommende samarbejde, for samarbejdet ved den voldsomme opførsel slutter.

De har fået flere chancer for at vise, at de kan, magter og vil, men de er mistroiske over for hjælpen, og kan ikke se deres mangler, og vil egentlig bare gerne passe dem selv og have deres børn. 

Endnu engang må jeg sige, at det er rigtig godt, at børnene blev tvangsbortadopteret, for det er det eneste rigtige. 

Ser man Jørn, som var en prøveklud hos sine biologiske forældre i 8 uger, så blev og er han stadig den dag i dag helt ødelagt. 8 uger! 14 dage er nok til at ødelægge et barn. Der skal trædes til i tide for at hjælpe, skåne og redde disse børn, for et barn i den forkerte familie kan få så store konsekvenser for det lille liv og hele dets eksistenstid på jorden. Vi er børnenes advokater, for de kan ikke selv bede om hjælp eller sige fra. 

mor:) skriver:

Bare lige som en kommentar til det sidste: 

hentet fra socialstyrelsen: 

Hvis du har forældremyndigheden, har du ret til en støtteperson, så snart en anbringelse af dit barn er på tale, mens han eller hun er anbragt og i en kortere periode efter, at dit barn eventuelt kommer hjem igen.
Støttepersonen er uafhængig af kommunen. Støttepersonens opgave er at lytte og være der for at støtte dig. Det kan for eksempel handle om at tale med dig om det, der er svært ved at være forældre til et anbragt barn. Støttepersonen kan støtte dig i samarbejdet med sagsbehandler og anbringelsessted, hjælpe dig med at forberede dig til møder og med at læse og forstå skriftligt materiale om dit barn. Du bestemmer selv, hvad du vil snakke med støttepersonen om, og hvad hun eller han skal vide om din situation.
Kommunen kan henvise dig til nogle støttepersoner, som du kan vælge mellem. Du kan også selv foreslå en person. Kommunen skal vurdere og afgøre, om den person, du foreslår, er egnet som støtteperson. Kommunen bevilliger støttepersonen, fastsætter tidsforbruget for støttepersonen og dækker de udgifter, der er forbundet...

Det står der ganske rigtigt. Det er bare ikke altid tilfældet at de overholder det. 

min kusine fik tvangsfjernet sin datter da hun var 1 år gammel. Selvom hendes mor, storebror, sagsbehandler og hende selv slog i bordet flere gang for at bede om en psykolog til hende så skete det aldrig fordi de ikke mente det var nødvendigt når hun havde sin familie omkring hende. 

Jeg må indrømme, at jeg synes, at det er frygteligt synd for børn, der kastes rundt mellem plejefamilier og institutioner og eventuelt tilbage til biologisk familie osv. Jeg ønskede da for min veninde, at en kærlig familie kunne have fået hende og opfostret hende som deres eget barn og ikke bare som et job, der kunne opsiges igen. Omvendt kan jeg ikke forstå, at man slet ikke bevilger samvær, måske bare en time om måneden eller ved helt særlige lejligheder som jul og fødselsdag? (okay her tænker jeg mest på forældrene, for hvis børnene bliver bortadopteret fra fødslen kender de jo kun den nye familie og ved derfor ikke, at de kunne have haft samvær med andre) 

Jeg synes det er super fint, nogen egner sig bare ikke til at være forældre og jeg har set hvordan det skader barnet at have samvær og har faktisk sjældent hørt om nogen der har fået lov at blive i den samme plejefamilie hele deres barndom, men de fleste er endt som kaste bolde pga ondsvage regler eller plejefamilier der alligevel ikke har kunnet rumme dem når de blev ældre eller en kommune der mente de ikke kunne. 

Og jeg er også helt enig dømt ud fra tv programmet i afgørelsen.

Når det er sagt synes jeg der burde være en form for psykolog eller hjælp til de som får fjernet deres barn/børn, ligegyldigt om det er frivillig anbringelse, tvang eller tvangsadoption.

Ja jeg tænker også, at man må have brug for krisehjælp som forældre i den situation. Jeg kan bare godt være i tvivl om, om de ville få noget ud af terapi ved for eksempel en psykolog eller familieterapeut. Siden, at de har fået barn nummer to og med farens ord "da bare får en mere" virker det ikke som om, at de kan bringes til nogen form for indsigt eller accept af deres situation. 

Jeg har lige set den. 

Jeg er generelt imod tvangsadoption i den nuværende form. Et barn fortjener at kende sit ophav og jeg syntes det er et voldsomt indgreb som sætter dybe ar i forældrene. 

Vi er enige om at de ikke kunne varetage deres børn, men de er jo ikke onde mennesker. Jeg syntes de fortjener at vide, hvor deres børn er