Økonomi, familie og misforståelser

Hej alle. 

Jeg er virkelig i et stort dilemma. 

Dette handler om økonomi, familie og forståelsen for den når man finder kærlighed på tværs af landegrænser 

Min mand og jeg venter vores første barn. Vi har været sammen i omkring 2,5 år med mange udfordringer. 

Min mand er fra et andet land så 1 år var langdistance, 2 år blev vi gift og kæmpede med familie sammenføring og nu vi endelig sikret på den front. Vi har også købt større lejlighed (Dvs jeg har købt den for han kom med 0 kr) 

Det skal siges han er en fantastisk mand på rigtig mange punkter. Han er god ved mig, min familie og venner. Han er omsorgsfuld og holder altid om mig hele natten lang, siger han elsker mig hver dag og gør mange ting for mig/os. 

Alt det elsker jeg ved ham. Men vores generelle problem er økonomi og pres fra hans familie som beder om penge. Han er først rigtig begyndt at tjene de sidste 3 - 4 måneder og har ingen opsparing m.m. Jobbet er også vikar arbejde så derved ingen fast indtængt vi kender  Han vil gerne alt muligt. Sende penge til familien, bygge hus i hjemlandet (Det noget vi gerne begge vil men for mig er det på sigt når vi får råd) og også hjem og besøge familien. 

Han forstår ikke rigtig aspektet i at han må kæmpe noget mere for at få et permanent job frem for et usikkert vikar job for at kunne begynde at spare op. Herudover skal vi være forældre til sep/okt og det er virkelig min 1 priotet. Man kan ikke få det hele. 

Han kommer fra en fattig familie hvor man altid hjælper og giver hinanden. Har prøvet at forklare ham at det ansvar han føler for familien er jo mindst 5 gange så stort her som kommende far. Han savner dem da han ikke har set dem i et år og det forstår jeg godt. Dog når han siger han vil derned er der bare så mange skræksenarier der dukker op i mit hovede. Han skal både af til billet samt udgifter her og lige nu har han kun lige råd til faste udgifter. Han er simpelthen ikke realistisk omkring det og blaimer lidt mig for det når jeg siger det ikke kan lade sig gøre. Herudover er vi midt i en pandemi og at tage derned uden at være vaccineret 2 mdr før jeg skal føde synes jeg er vanvid.. Der kan gå så meget galt for de har bestemt ikke restriktioner dernede og tror slet ikke corona eksistere. Har sagt jeg ikke vil have han tager afsted før han er vaccineret og alt er ok her for andet er ikke fair. Så går det udover mig og vores kommende barn. Både økonomisk og helbredsmæssigt. 

Han elsker børn og han siger os han ikke tager afsted før tingene er bedre men det altid med sur og irriteret mine.. Aldrig med støtte hvor han siger at han selvf vil passe på os og vi er 1 prioteten. Det gør mig rigtig usikker og føler mig nedprioteret. 

Vi har skændes om det kolosalt mange gange så der nærmest opstod ravnerock. Han fordtår bare ikke jeg snakker fra et realistisk perspektiv. Det træner mig og jeg virkelig tit ked af det. Vi har stort set ingen andre problemer. Kun det økonomiske og den familie der fylder så meget. Jeg er så vit, jeg ikke ved om jeg skal gå eller blive. Han er mit livs kærlighed og tror han vil blive en fantastisk far. Jeg elsker han vanvittigt meget og vil altid være der for ham. Omvendt, halvdelen af tiden er jeg ikke glad. Jeg ulykkelig. Har aldrig grædt så meget som det sidste år. Frustration over kommunikationen. Vi kommunikere os på engelsk og det jo ikke nogen af os 1 sprog men særligt ikke hans. 

Jeg vil så gerne blive sammen med ham og drømmer om kernefamilien (Jeg ved han gør det samme) men hvornår er nok, nok? Meget af det er uvidenhed og vidste godt der ville opstå problemer når man sætter 2 så forskellige kulturer sammen men det her føles bare ikke sundt. 

Nogle råd eller nogle der har stået i lign situationer? ❤

Anonym skriver:

Hej alle. 

Jeg er virkelig i et stort dilemma. 

Dette handler om økonomi, familie og forståelsen for den når man finder kærlighed på tværs af landegrænser 

Min mand og jeg venter vores første barn. Vi har været sammen i omkring 2,5 år med mange udfordringer. 

Min mand er fra et andet land så 1 år var langdistance, 2 år blev vi gift og kæmpede med familie sammenføring og nu vi endelig sikret på den front. Vi har også købt større lejlighed (Dvs jeg har købt den for han kom med 0 kr) 

Det skal siges han er en fantastisk mand på rigtig mange punkter. Han er god ved mig, min familie og venner. Han er omsorgsfuld og holder altid om mig hele natten lang, siger han elsker mig hver dag og gør mange ting for mig/os. 

Alt det elsker jeg ved ham. Men vores generelle problem er økonomi og pres fra hans familie som beder om penge. Han er først rigtig begyndt at tjene de sidste 3 - 4 måneder og har ingen opsparing m.m. Jobbet er også vikar arbejde så derved ingen fast indtængt vi kender  Han vil gerne alt muligt. Sende penge til familien, bygge hus i hjemlandet (Det noget vi gerne begge vil men for mig er det på sigt når vi får råd) og også hjem og besøge familien. 

Han forstår ikke rigtig aspektet i at han må kæmpe noget mere for at få et permanent job frem for et usikkert vikar job for at kunne begynde at spare op. Herudover skal vi være forældre til sep/okt og det er virkelig min 1 priotet. Man kan ikke få det hele. 

Han kommer fra en fattig familie hvor man altid hjælper og giver hinanden. Har prøvet at forklare ham at det ansvar han føler for familien er jo mindst 5 gange så stort her som kommende far. Han savner dem da han ikke har set dem i et år og det forstår jeg godt. Dog når han siger han vil derned er der bare så mange skræksenarier der dukker op i mit hovede. Han skal både af til billet samt udgifter her og lige nu har han kun lige råd til faste udgifter. Han er simpelthen ikke realistisk omkring det og blaimer lidt mig for det når jeg siger det ikke kan lade sig gøre. Herudover er vi midt i en pandemi og at tage derned uden at være vaccineret 2 mdr før jeg skal føde synes jeg er vanvid.. Der kan gå så meget galt for de har bestemt ikke restriktioner dernede og tror slet ikke corona eksistere. Har sagt jeg ikke vil have han tager afsted før han er vaccineret og alt er ok her for andet er ikke fair. Så går det udover mig og vores kommende barn. Både økonomisk og helbredsmæssigt. 

Han elsker børn og han siger os han ikke tager afsted før tingene er bedre men det altid med sur og irriteret mine.. Aldrig med støtte hvor han siger at han selvf vil passe på os og vi er 1 prioteten. Det gør mig rigtig usikker og føler mig nedprioteret. 

Vi har skændes om det kolosalt mange gange så der nærmest opstod ravnerock. Han fordtår bare ikke jeg snakker fra et realistisk perspektiv. Det træner mig og jeg virkelig tit ked af det. Vi har stort set ingen andre problemer. Kun det økonomiske og den familie der fylder så meget. Jeg er så vit, jeg ikke ved om jeg skal gå eller blive. Han er mit livs kærlighed og tror han vil blive en fantastisk far. Jeg elsker han vanvittigt meget og vil altid være der for ham. Omvendt, halvdelen af tiden er jeg ikke glad. Jeg ulykkelig. Har aldrig grædt så meget som det sidste år. Frustration over kommunikationen. Vi kommunikere os på engelsk og det jo ikke nogen af os 1 sprog men særligt ikke hans. 

Jeg vil så gerne blive sammen med ham og drømmer om kernefamilien (Jeg ved han gør det samme) men hvornår er nok, nok? Meget af det er uvidenhed og vidste godt der ville opstå problemer når man sætter 2 så forskellige kulturer sammen men det her føles bare ikke sundt. 

 

Nogle råd eller nogle der har stået i lign situationer? ❤

Jeg forstår udmærket dine følelser.. Men her bliver du nødt til at prøve og anerkende hans følelser også.. Han gør sådan set, som du beder om, men han er dybt skuffet og såret over, at han ikke kan/må se sin familie.. Så her er det vigtigt, at hans sårede følelser får lov til at blive vist, og at du omfavner dem i stedet for at fokusere på, hvad de gør ved dig.. 

Forestil dig, at du kom fra en familie, hvor man hjalp hinanden meget og nok også sås meget, og pludselig siger din kæreste "nej du må ikke hjælpe eller se din familie, før JEG siger til".. Det er desværre altødelæggende for et forhold, at den ene part ikke har noget at skulle have sagt.. 

Mht. pengene, så lyder det som om, at I ikke har de store økonomiske problemer - altså at du egentlig tjener gode penge.. Ret mig, hvis jeg tager fejl, men ud fra din beskrivelse, så synes jeg mere, at det lyder som et princip, at han skal bruge alle pengene på jer.. Hvis det var rigtigt, så synes jeg, at du må prøve at give dig en smule igen og sige, at han måske kan sende 500 kr. Af sted om måneden til sin familie.. Så føler han heller ikke, at det hele drejer sig om dig og baby, men at han og hans familie også er vigtig OGSÅ for DIG.. 

Jeg ved godt, at det er mega hårdt, og bestemt ikke det, du vil høre.. Men det er hårde forhold, I har sat jer selv i, og ja I burde nok have ventet med baby til der var lidt mere styr på det hele hos jer, og han havde været lidt mere i landet/fået lært lidt af sproget/fået et fast job.. Men nu er der en baby på vej, og så må I begge gå på kompromis her.. Han bliver i landet til efter fødslen, og du omfavner hans følelser og lader ham sende lidt penge af sted, hvis det kan lade sig gøre 

har I snakket om: 

Mål (både privat og kariere)
Drømme ( både privat og arbejde + liv generelt)
Tidshorisonter
Behov for økonomisk sikkerhed (for det er en personlig præference)

Prioriterer?
Hvad er vigtigst - luksus eller ej, hvad I spiser: dyr mad eller budget, Økologi eller ej, dyrt babytøj fra nyt eller brugt fra genneren, familien i udlandet eller hverdag hjemme, sende penge til familien i udlandet (fx 500 kr/mdr) eller en bil så I kan komme nemmere rundt. 

osv osv 


Det er ret vigtigt, at I er enige om en fælles plan for jeres liv og fremtid, ellers kommer I til at have den slags diskutioner dagligt.

Et eller andet sted havde det været smart at tage den inder i skulle være forældre om lidt ... men hellere nu end slet ikke

Det kan være I sammen skal sætte jer ned og kigge på økonomien. Hvor mange penge tjener I og hvilke udgifter har I, og hvilke kommer der til med barn og på sigt pasning.

Det lyder umiddelbart til, at han ikke er inde i de konkrete tal. Og hvis han er vant til at være fattig, kan det måske være svært at forstå at når du (måske) tjener en nogenlunde læn, at så er der stadig ikke råd til noget.

Som en anden skriver så har I måske forskellige opfattelser af hvor mange penge der skal være til hvad og meget stor en buffer I skal have førend han kan sende penge hjem/rejse hjem.

Unicorn1 skriver:

Jeg forstår udmærket dine følelser.. Men her bliver du nødt til at prøve og anerkende hans følelser også.. Han gør sådan set, som du beder om, men han er dybt skuffet og såret over, at han ikke kan/må se sin familie.. Så her er det vigtigt, at hans sårede følelser får lov til at blive vist, og at du omfavner dem i stedet for at fokusere på, hvad de gør ved dig.. 

Forestil dig, at du kom fra en familie, hvor man hjalp hinanden meget og nok også sås meget, og pludselig siger din kæreste "nej du må ikke hjælpe eller se din familie, før JEG siger til".. Det er desværre altødelæggende for et forhold, at den ene part ikke har noget at skulle have sagt.. 

Mht. pengene, så lyder det som om, at I ikke har de store økonomiske problemer - altså at du egentlig tjener gode penge.. Ret mig, hvis jeg tager fejl, men ud fra din beskrivelse, så synes jeg mere, at det lyder som et princip, at han skal bruge alle pengene på jer.. Hvis det var rigtigt, så synes jeg, at du må prøve at give dig en smule igen og sige, at han måske kan sende 500 kr. Af sted om måneden til sin familie.. Så føler han heller ikke, at det hele drejer sig om dig og baby, men at han og hans familie også er vigtig OGSÅ for DIG.. 

Jeg ved godt, at det er mega hårdt, og bestemt ikke det, du vil høre.. Men det er hårde forhold, I har sat jer selv i, og ja I burde nok have ventet med baby til der var lidt mere styr på det hele hos jer, og han havde været lidt mere i landet/fået lært lidt af sproget/fået et fast job.. Men nu er der en baby på vej, og så må I begge gå på kompromis her.. Han bliver i landet til efter fødslen, og du omfavner hans følelser og lader ham sende lidt penge af sted, hvis det kan lade sig gøre 

Mange tak for dit svar 

Ja men jeg er heller ikke ude på at få medlidenhed. Mere løsninger. 

Jeg har desværre ikke selv den største indtægt og min opsparing ligger i lånet som jeg self ikke kan røre. Skal faktisk siges jeg ikke en gang kan komme til tandlæge da jeg ikke har pengene. Så derfor har vi ikke pengene til det. Overhovedet. 

Jeg har mange gange trods vi har siddet stramt i det også sendt til hans familie da han ikke kunne så snart han havde det meste. Så jeg synes jeg har gjort alt, hvad jeg kan på den front. Herudover også foreslået at så snart han har mere fast indtægt at vi kan regne det ind i bugettet at han kan sende noget til hans familie. Lige nu har vi bare ikke en ledig kr til det. 

Jeg høre dig. Kan godt forstå hvad du mener. Jeg har også prøvet at gøre det meget klart for ham at det på ingen måde er fordi jeg ikke vil have han tager afsted. Det omstændighederne. Corona, økonomien (Vi har ikke råd igen) og så jeg nervøs omkring min graviditet. Det betyder naturligvis ikke der ikke skal være plads til hans følelser. Slet ikke. Men omvendt. Disse omstændigheder er jo ikke min skyld. Jeg prøver at gøre det så godt jeg kan. Jeg blev meget hurtigt gravid og der var der også corona. Så synes jeg jo han der burde havde sagt. Lad os vente til jeg har set min familie. Altså mener bare det er et fælles ansvar. Siger man A må man jo os sige B. Det gør mig utryg. Selvom jeg godt kan regne ud at det er fordi de fylder rigtig meget og der måske ikke er plads til resterende. Jeg ved det ikke. Vil altid hjælpe og være her for ham og gøre hvad jeg kan for tingene skal fungere. Det vil jeg bare også gerne have tilgengæld. 

serinasmor skriver:

har I snakket om: 

Mål (både privat og kariere)
Drømme ( både privat og arbejde + liv generelt)
Tidshorisonter
Behov for økonomisk sikkerhed (for det er en personlig præference)

Prioriterer?
Hvad er vigtigst - luksus eller ej, hvad I spiser: dyr mad eller budget, Økologi eller ej, dyrt babytøj fra nyt eller brugt fra genneren, familien i udlandet eller hverdag hjemme, sende penge til familien i udlandet (fx 500 kr/mdr) eller en bil så I kan komme nemmere rundt. 

osv osv 


Det er ret vigtigt, at I er enige om en fælles plan for jeres liv og fremtid, ellers kommer I til at have den slags diskutioner dagligt.

Et eller andet sted havde det været smart at tage den inder i skulle være forældre om lidt ... men hellere nu end slet ikke

Hej og tak for dit svar. 

Ja vi har talt om disse emner. Dog er det hvor jeg har taget fører trøjen på og bragt det om. Jeg tror ikke han tænker så langsigtet fordi han ikke har været vant til det var en mulighed. 

Mht til luksus eller buget er vi begge meget sparsommelige. Vi køber genbrug og spiser sundt men megdt vegetarisk. Vi bruger generelt ikke penge på noget for vi sidder ret stramt i det pga lejligheden vi lige har købt. Det er en andel så prisen falder og går jo kun den gode vej. Dette er også noget vi bestemte sammen hvor jeg nøje forklarede ham konsekvenserne. Den var han med på. Han siger tit han gerne vil men ender med ikke at gøre det eller er alligevel i mod det. Det gør det desværre bare ikke nemmere. 

Jixy skriver:

Det kan være I sammen skal sætte jer ned og kigge på økonomien. Hvor mange penge tjener I og hvilke udgifter har I, og hvilke kommer der til med barn og på sigt pasning.

Det lyder umiddelbart til, at han ikke er inde i de konkrete tal. Og hvis han er vant til at være fattig, kan det måske være svært at forstå at når du (måske) tjener en nogenlunde læn, at så er der stadig ikke råd til noget.

Som en anden skriver så har I måske forskellige opfattelser af hvor mange penge der skal være til hvad og meget stor en buffer I skal have førend han kan sende penge hjem/rejse hjem.

Hej. 

Mage tak gor dit svar. 

Absolut. Det har vi faktisk gjort mange gange. Jeg lavede et budget og viste ham og spurgte ham om det så rigtigt ud. Det sagde han ja til. 

Jeg tjener faktisk ikke så meget. Alle mine penge sidder i lånet så har nada opsparing selv. Derfor er kronerne der ikke. Havde de været det så var det en helt anden snak. 

Det der også er svært er at han ikke ved præcis hvor meget han tjener da det er vikar. Så der er desværre bare ikke så meget fleksibilitet til at tage chancen. For så ender vi på røven. 

Men jeg tror måske det uvidenhed og vi må gøre det igen og igen. Er ikke sikker på han helt forstår det. 

Hej og tak for dit svar. 

Ja vi har talt om disse emner. Dog er det hvor jeg har taget fører trøjen på og bragt det om. Jeg tror ikke han tænker så langsigtet fordi han ikke har været vant til det var en mulighed. 

Mht til luksus eller buget er vi begge meget sparsommelige. Vi køber genbrug og spiser sundt men megdt vegetarisk. Vi bruger generelt ikke penge på noget for vi sidder ret stramt i det pga lejligheden vi lige har købt. Det er en andel så prisen falder og går jo kun den gode vej. Dette er også noget vi bestemte sammen hvor jeg nøje forklarede ham konsekvenserne. Den var han med på. Han siger tit han gerne vil men ender med ikke at gøre det eller er alligevel i mod det. Det gør det desværre bare ikke nemmere. 

Det lyder en smule som om du historisk set har dikteret hvordan I prioriterer

Måske er det tid til en ny snak ... 


Også om, hvor meget sikkerhed i hver især har brug for. 

Han lyder som en "fra hånd til mund" type. En der ikke mener han har brug for fast job - for der skal nok falde noget ned. 

En der ikke mener han har brug for forsikring - hvad skulle der ske

En der er mere hjerte drevet end fornuft drevet 


En der ved ned i maven at han skal nok få det han har brug for - selvom han ikke ved hvor det skal komme fra lige nu.
(dette er lidt udansk - men ikke spor forkert.... vi danskere har ofte en lidt underligt forhold til penge som om der ikke var nok af dem og hele livsgrundlaget kunne forsvinde i morgen - det er sjældent sandt) 



Det lyder også en smule som om I ikke har snakket om det i dybden ... 

om hvad der er vigtigt for JER - og ikke hvad der er vigtigt for dig 


Det kan også være prioriter om man skal besøge familien eller sende penge til dem 

Om man ikke skal besøge familien i 5 år for at kunne købe hus der.



Jeg ville forsøge at tage snakken igen  

OG jeg ville forsøge at være så åben som muligt. Det er et samarbejde I skal have kørende og med fælles drømme og mål. Det vil sige at du måske også skal gå på kompromis med nogle ting og ikke bare få ham til at forstå .. 

Måske kan I undvære netflix eller skrue ned for madbudgettet så han kan få nogle af sine drømme opfyldt. 

Det er en meget dansk ting at ønske sig opsparing ... og jeg tænker han måske også har et pres fra familien og et stort afsavn - måske også dårlig samvittighed ... hvem passer fx på hans mor og mindre søskende nu hvor han ikke er der til at hjælpe?

Anonym skriver:

Hej. 

Mage tak gor dit svar. 

Absolut. Det har vi faktisk gjort mange gange. Jeg lavede et budget og viste ham og spurgte ham om det så rigtigt ud. Det sagde han ja til. 

Jeg tjener faktisk ikke så meget. Alle mine penge sidder i lånet så har nada opsparing selv. Derfor er kronerne der ikke. Havde de været det så var det en helt anden snak. 

Det der også er svært er at han ikke ved præcis hvor meget han tjener da det er vikar. Så der er desværre bare ikke så meget fleksibilitet til at tage chancen. For så ender vi på røven. 

Men jeg tror måske det uvidenhed og vi må gøre det igen og igen. Er ikke sikker på han helt forstår det. 

Har han selv et bud på hvor pengene skal komme fra, når I nu ikke rigtig har noget til overs?

Ellers kan det måske være en øjenåbner for ham, hvis han selv skal komme med et bud på det. På den måde er det måske også lettere at undgå at du bliver “anklaget” for at vil modarbejde ham. 
I skal jo gerne frem til, at han selv kan forstå hvorfor du siger nej. Så han ikke skal spørge dig om lov, men selv kan se at pengene ikke er der. Så sipper du også for at være hende den trælse, der altid siger nej.

serinasmor skriver:

Det lyder en smule som om du historisk set har dikteret hvordan I prioriterer

Måske er det tid til en ny snak ... 


Også om, hvor meget sikkerhed i hver især har brug for. 

Han lyder som en "fra hånd til mund" type. En der ikke mener han har brug for fast job - for der skal nok falde noget ned. 

En der ikke mener han har brug for forsikring - hvad skulle der ske

En der er mere hjerte drevet end fornuft drevet 


En der ved ned i maven at han skal nok få det han har brug for - selvom han ikke ved hvor det skal komme fra lige nu.
(dette er lidt udansk - men ikke spor forkert.... vi danskere har ofte en lidt underligt forhold til penge som om der ikke var nok af dem og hele livsgrundlaget kunne forsvinde i morgen - det er sjældent sandt) 



Det lyder også en smule som om I ikke har snakket om det i dybden ... 

om hvad der er vigtigt for JER - og ikke hvad der er vigtigt for dig 


Det kan også være prioriter om man skal besøge familien eller sende penge til dem 

Om man ikke skal besøge familien i 5 år for at kunne købe hus der.



Jeg ville forsøge at tage snakken igen  

OG jeg ville forsøge at være så åben som muligt. Det er et samarbejde I skal have kørende og med fælles drømme og mål. Det vil sige at du måske også skal gå på kompromis med nogle ting og ikke bare få ham til at forstå .. 

Måske kan I undvære netflix eller skrue ned for madbudgettet så han kan få nogle af sine drømme opfyldt. 

Det er en meget dansk ting at ønske sig opsparing ... og jeg tænker han måske også har et pres fra familien og et stort afsavn - måske også dårlig samvittighed ... hvem passer fx på hans mor og mindre søskende nu hvor han ikke er der til at hjælpe?

Det har du klart ret i han på mange måder er. Dog nævner han tit at hvad nu hvis han kommer ud for en ulykke eller bliver syg. Det jo derfor han har forsikringer. 

Jeg er enig med dig på mange måder men jeg synes bare det bør gå begge veje. Hertil sagt. Vi lever for så få kr mad og bruger INGEN penge. Jeg finder alt baby udstyr gratis eller til meget små kr fx. 

Ved god opsparing er meget dansk og siden jeg kommer fra en familie der altid har haft styr på økonomien også mef lav indkomst og har haft en frihed til netop at indfri drømme er det det jeg altid har gjort. (Min mor er os bank rådgiver og har skræmt mig for hvid og sans) 

Hertil. Jeg har aldrig haft noget, jeg ikke har kunnet gøre. Har altid haft en opsparing og derved kunnet opfylde mine drømme. Man kan jo ikke få det hele. Han kan ikke både sende penge hjem, bygge hus, rejse ned til dem og spare op til baby. Slet ikke når man kun har arbejdet 3 mdr og ikke just kæmper for at få noget andet. (Det mig der søger for ham) 

Jeg ved han har afsavn og meget dårlig samvittighed. Men det vil jo aldrig forsvinde hvis ikke man kan slutte fred med at kunne hjælpe når det muligt men når pengene ikke er der.  Jamen så kan man jo altså ikke uanset hvor meget man gerne vil. Jeg har ofte sendt penge ned til dem selv, fordi han ikke kunne så vi har hjulpet dem meget. Det har jeg brugt de penge jeg fik i fødselsdags gave fx på. For det var vitterligt det jeg havde. Havde ikke penge til at købe noget til mig selv efter. 

Yror bestemt også vi skal have snakken igen. Det bare uanset hvor meget jeg prøver at forstå og imødekomme hans ønsker så synes jeg det svært han siger han vil de ting men ikke har tænkt over hvordan han skal nå dertil, eller om det skader vores situation. Vi kan ikke sætte et barn til verden fx og så have sendt alle pengene derned så der ikke er til hvad baby har brug for. Uanset familie så bør ens barn da komme først. Det har jo ikke andre. 

Dermed ikke sagt at alle drømme kan nåes men det kræver jo man netop sparer op til det og ligger en plan for hvordan man kan nå dertil?